Mesón Coso Viejo

Husets porra antequerana vandt i 2023 byens egen konkurrence om den bedste udgave af retten — serveret som en luftig skum i et højt glas med vagtelæg, melva og sprødt ibérico-skinke. På kortet står den stadig i sin klassiske form, den kolde, tykke tomatsuppe med brød og olivenolie, til omkring tolv euro. Det er også den, de fleste bestiller først, når de sætter sig på terrassen med udsigt op mod Alcazabaen.

Maden og menuen på Mesón Coso Viejo

Køkkenet kalder sig selv specialister i cocina gourmet, og i praksis er det andalusisk mad bygget op om en kulgrill med en moderne overbygning. Kortet er trykt tosproget på spansk og engelsk, og der findes en spansk-fransk udgave til de franske busselskaber, der holder på pladsen. Hver ret er mærket med allergenikoner, hvilket gør det usædvanligt let at spise med i selskab, hvor nogen skal passe på.

Afdelingen para picar er retter til at dele. Ensaladilla rusa de langostinos y salsa kimchi — den spanske kartoffelsalat, her med kongerejer og kimchimayonnaise — koster omkring elleve og en halv euro, og kroketterne er husets faste succes: croquetas de cocido med smag af gryderet og croquetas de gamba y kimchi ligger begge omkring tolv og en halv euro, mens et blandet fad koster omkring tretten og en halv. Tartar de salchichón de Málaga, en rå tartar af den lokale krydderpølse, koster omkring fjorten og en halv, og parrillada de la huerta — grillet courgette, aubergine, peberfrugt, tomat og artiskok med romescosauce — omkring femten. Vil du højere op, samler osteanretningen Paseo por España fem håndværksoste fra Jaén, Granada, Albacete og Lugo til omkring seksten euro.

Salaterne ligger alle omkring tolv til tretten euro, og husets egen, ensalada Coso Viejo, er en solid en af slagsen med majs, gulerod, rødløg, grillet peber, tun, hårdkogt æg og citrusvinaigrette.

Fisken er stedets stille specialitet. Bacalao, altså torsk, findes i tre udgaver til omkring atten euro stykket: gratineret med safranalioli på en creme af ærter og mynte, en mozárabe-version med alioli, sukkerrørssirup og mandler på kartoffelbund, og en tredje med reduktion af Pedro Ximénez og rosiner. Tataki de atún rojo med knust pistacie koster omkring nitten euro, tartaren af samme tun omkring tyve, og pulpo a la brasa — grillet blæksprutte med puré af malagueño-gazpachuelo — omkring fireogtyve. Dagens fisk sælges efter marked og altså til dagspris, så spørg til prisen, før du bestiller den.

Kullene er ikke pynt. Under overskriften nuestras carnes a la parrilla de carbón står churrasco af kylling og af svin til omkring femten og seksten euro, lagartito ibérico — den tynde muskel mellem ribbenene på den iberiske gris — til omkring seksten, secreto ibérico til omkring sytten og iberisk svinemørbrad til omkring atten og en halv. Går du efter oksekød, koster cube roll fra Irland omkring fireogtyve euro, oksemørbrad og picaña de Angus omkring femogtyve. Chuletón af Hereford sælges efter vægt og vejer mindst et kilo — regn med omkring fem og en halv euro pr. hundrede gram, altså godt femoghalvtreds euro for hele stykket, som to sagtens deler. Tilbehør vælger du frit til, men saucerne koster ekstra, halvanden til tre euro alt efter om du tager den milde campesina, Pedro Ximénez, peber, cabrales eller strogonoff.

At der også står burgere og pizzaer på kortet, er et bevidst valg: mange gæster er turister med børn, og køkkenet holder samme niveau på dem. Burgerne koster omkring tretten til femten euro, pizzaerne tretten til fjorten og en halv — og der findes en glutenfri pizzabund, hvilket er værd at vide, hvis nogen i selskabet ikke tåler gluten. Børneafdelingen para los peques har makaroni, hjemmelavet flamenquín og lagrimitas de pollo, altså paneret kylling i strimler, fra omkring ti euro.

Desserterne ligger mellem fire og en halv og syv euro, og den, du bør prøve i netop denne by, er bienmesabe antequerano, en lokal mandelkage med kanel og kiks. Vinkortet er bredere end på et almindeligt mesón, med Ribera del Duero, Rioja og Rueda ved siden af flasker fra Sierras de Málaga som Cortijo la Fuente og Capuchina Vieja, og huset har sin egen Coso Viejo Verdejo fra Rueda. Flasker starter omkring fjorten euro, et glas koster omkring tre.

To ting bør du kende, før regningen kommer: kuverten koster 1,20 euro pr. person, og ekstra brød eller ekstra oliven koster 1,20 euro hver. Til gengæld har huset ingen menú del día — vil du have gruppens billige hverdagsfrokost, skal du til et af de andre Casa Diego-huse i byen. Til selskaber laver Coso Viejo derimod menús concertados fra omkring seksogfyrre til godt tres euro pr. person, hvor drikkevarer, kaffe og cava er med i prisen, og hvor børn har deres egen menu til omkring femten. Gruppebordbestilling kræver, at I betaler tyve procent af beløbet forud. Til almindelige borde er reservation ikke et krav, men den er en god idé i weekenden og på terrassen om aftenen.

Pladsen, museet og udsigten mod Alcazabaen

Restauranten ligger på Calle Encarnación 5, hvor gaden åbner sig ud i Plaza del Coso Viejo — den plads, mange antequeranere selv peger på som byens smukkeste. I midten står en bronzestatue af Fernando I af Aragonien til hest, manden bag det ordsprog, byen har levet af siden: at solen skal stå op over Antequera, så må det gå, som Gud vil. På den ene side af pladsen ligger Palacio de Nájera, der i dag rummer Museo de la Ciudad de Antequera, på den anden Convento de Santa Catalina de Siena.

Fra bordene på terrassen kigger du op ad byen mod Alcazaba de Antequera, som ligger under fire hundrede meter væk — ti minutters gang, men opad. Til Real Colegiata de Santa María la Mayor er der godt fire hundrede meter, dolmenerne ligger halvanden kilometer nordøst for pladsen, og op i bjergene til El Torcal de Antequera tager det omkring et kvarters kørsel ad snoede veje. Det gør Coso Viejo til et oplagt frokoststop midt i en dagstur fra kysten — præcis den rolle, huset spiller for de fleste af sine gæster.

Fra en gade i Merecillas til Coso Viejo

Mesón Coso Viejo er det yngste hus i Grupo Casa Diego og åbnede kort før sommeren 2021. Gruppen selv opstod nærmest ved et tilfælde: familiens virksomhed arbejdede med byggeri, men da en restauratør i Calle Merecillas gik på pension, overtog familien lokalet gennem et venskab og satte kulgrill ind — noget, byen dengang ikke havde. Derfra kom de andre huse til, ét ad gangen, og i dag driver gruppen med Lola Lara i spidsen en håndfuld spisesteder i og omkring Antequera.

Coso Viejo blev fra begyndelsen tænkt som gruppens finere hus. Køkkenchefen er Jesús Morente Moreno, født i Antequera i 1982, som begyndte i faget i 1998, arbejdede nogle år på Mallorca og i Sotogrande og kom til Casa Diego i 2020 — det var ham, der lavede den prisvindende porra. I salen står Cristóbal José García Bermúdez, ligeledes antequeraner, med baggrund fra flere af byens hoteller og restauranter.

Mesón Cultural: en ny carta hver weekend

Det, der for alvor adskiller stedet fra andre restauranter på en turistplads, er weekendkortet. Hver fredag hænger der et nyt ark med sugerencias fuera de carta, retter uden for det faste kort, og de er ofte bygget op om et kulturelt tema: en antequeransk maler, byens litteratur, filmen, tegneserien, messen, forretninger der engang prægede byen. Huset kalder konceptet Mesón Cultural, og det har kørt i årevis med mange dusin temaer. Et typisk weekendkort rummer en håndfuld retter fra omkring tretten til femogtyve euro — boquerones al perfume de limón, en pande med små chirlas-muslinger i hvidløg, arroz del señoret med skaldyr pillet på forhånd, en entrecôte på sprød kartoffelmillefeuille eller et spyd af iberisk kød.

Det var også ad den vej, prisen kom i hus. I 2023 vandt Mesón Coso Viejo anden udgave af Premio Inspiración y Sabor Porra de Antequera, som Grupo All Stars uddeler efter en offentlig afstemning på en gourmetrute gennem byens restauranter. Husets bidrag fik godt tredive procent af mere end hundrede tusind stemmer. Året før gik prisen til Mesón Adarve længere oppe i byen, og året efter til et tredje hus — så prisen er en historisk sejr, ikke et permanent stempel.

Terrassen, salen og gæsterne i dag

Terrassen er husets største aktiv og holdes åben året rundt, fordi pladsen ligger i læ og fanger sol en stor del af dagen. Indenfor er lokalet delt i to: en afdeling med høje borde til en øl og et par retter til deling, og en mere lukket spisesal længere inde, som huset også bruger som salón privado til selskaber. Køkkenet kører hele dagen uden pause mellem frokost og aften — sjældent i en indlandsby, men nødvendigt her, hvor omkring fire ud af fem gæster efter husets eget skøn er turister, der spiser, når de er færdige med museet, og ikke når klokken er spansk frokosttid.

Det forklarer også det billede, gæsterne tegner. Google giver stedet 4,2 ud af 5 fra knap syv hundrede anmeldelser — solidt, men ikke i byens absolutte top, og det gennemgående forbehold handler om ventetid og tempo, når huset er fyldt. Roserne går til den samme håndfuld ting igen og igen: kroketterne, porraen, det grillede kød og betjeningen i salen. Kommer du midt i højsæsonen klokken to om eftermiddagen, så regn med at vente på terrassen; kommer du klokken fem eller lidt over otte om aftenen, får du både bordet og køkkenets fulde opmærksomhed.

Praktisk og for hvem

Huset har åbent hver dag fra middag til midnat. Der er ingen egen parkering, men en lille gratis plads nede ved statuen og blå zone langs kanten af pladsen, og både Plaza de Castilla og parkeringen ved Avenida Pío XII ligger få minutters gang væk. Bussen holder på pladsen. Bordbestilling og gruppeforespørgsler klares på telefon; huset har ikke noget bookingsystem online.

Stedet passer bedst til dig, der er i Antequera på dagstur fra kysten og vil have ét ordentligt måltid midt i turen, til familier, fordi der både er børnemenu, pizza og glutenfri bund, og til selskaber, der skal have en fast menu med drikkevarer inkluderet. Regn med omkring femogtredive til femogfyrre euro pr. person for forret, hovedret, dessert og et glas vin — mindre, hvis I gør som de lokale og deler tre-fire retter fra para picar og et stykke kød fra grillen. Resten af byens udvalg finder du under restauranter i Antequera.