Taberna El Rincón de Lola

Porra antequerana — byens tykke, kolde tomatcreme — står på tavlen som tapa til omkring to og en halv euro, og lige under den en perrito, altså en lille hotdog, med alioli af pære og marmelade af tomat. Det er Taberna El Rincón de Lola i to linjer: Antequeras egen hverdagsmad og Lolas indfald, serveret ved tønder med høje skamler omkring. Lokalet er lille, og fredag og lørdag aften får du sjældent bord uden at have ringet først.

Maden og menuen på Taberna El Rincón de Lola

Køkkenet er andalusisk i bunden, men det er ikke en klassisk øl-med-gratis-tapa-bar. Lola Velasco Muñoz, der ejer huset og laver maden, beskriver selv sit køkken som traditionel mad lavet på en anden og mere moderne måde, og det er præcis det, tavlen bag baren viser. Her står tapas som cojonudo — blodpølse og vagtelæg på et lille stykke brød — til halvanden euro, matrimonio med marineret og saltet ansjos til under tre, porra antequerana til omkring to og en halv, og en tosta med røget sardin og guacamole til nogenlunde samme pris. Husets mest omtalte påfund er perritoen med pærealioli og tomatmarmelade til tre og en halv euro; ved siden af den ligger en hamburguesita af retinto-oksekød, en ensaladilla af kylling med alioli af spejlæg, patatas bravas og et molletito — det bløde antequeranske brød — med zurrapa de lomo og parmesan. Dyrest i rækken er en tosta med anchoa del Cantábrico til omkring fem euro.

Skal I dele, står raciones i den anden ende af tavlen. Berenjenas con yogur y miel de caña, friterede auberginer med yoghurt og sukkerrørssirup, ligger omkring tolv euro, carrillada al Pedro Ximénez — braiserede grisekæber i sød sherry — omkring tretten, og et revuelto de morcilla med svampe og pinjekerner omkring elleve. I den tunge ende har de en costilla de ternera asada, en helstegt kalveribbe der på tavlen bare hedder machete, til omkring femogtredive euro; den er tænkt til bordet, ikke til én person.

Ved siden af tavlen ligger et trykt kort, hvor næsten alt kan bestilles som media ración eller hel ración — omkring syv euro mod omkring ti — og hvor hver ret har en engelsk oversættelse under sig. Det gør bestillingen overkommelig, selv om der ikke tales meget engelsk i lokalet. Det er her, de faste retter står: setas a la plancha og setas empanadas, champiñones rellenos, croquetas del puchero af kogekødet fra gryden, croquetas de rabo de toro, callos, calamares fritos, chopitos og rosada, der er stegt eller grillet. Huevos rotos, de brækkede spejlæg over stegte kartofler, kommer enten med jamón til omkring tolv euro eller med foie til omkring tretten, og de går igen i næsten hver eneste omtale af huset. Af kødretter har kortet presa ibérica til omkring sytten euro, carrillada ibérica til omkring ti, pinchito de cerdo pr. spyd til fire og en solomillo af añojo-kalv i underkanten af femogtyve euro, mens jamón ibérico ligger lige under tyve og en tabla de quesos omkring fjorten. Salaterne er få, men den ene af dem — tomate relleno, en udhulet tomat fyldt med laks, svampe, rejer og ost til omkring ti euro — kalder den lokale presse husets mest kendte ret i byen; husets egen salat med tomat, salat, løg, æg, gulerod og tun koster under ni euro, og de to revueltos, ét med sæsonens grøntsager og ét med morcilla, ligger begge omkring ti.

Det, de faste gæster kommer efter, er dog tapas especiales: weekendens skiftende retter, der skrives op på pizarraen og ikke findes nogen steder på tryk. De har spændt fra østers med granizada af bloody mary over tuntartar til en arroz caldoso med oksecarpaccio, og de slipper tit op, inden aftenen er omme. Vegetarer har mere at vælge imellem, end den kødtunge tavle antyder: svampene, de fyldte champignoner, auberginerne med sirup og revueltoen med sæsonens grøntsager er alle uden kød, og både kommunens turistkontor og stedets Google-profil registrerer vegetariske retter.

Vinen er ikke en eftertanke. Ud over Rioja og Ribera skænker de fino en rama, ufiltreret sherry fra Montilla-Moriles, og vine fra Ronda og Sierras de Málaga — de nære marker frem for de kendte etiketter — og der er typisk omkring otte slags i glas. Regn med omkring tyve euro pr. person, når I deler et par raciones og drikker et par glas; går I efter tavlens dyre retter og en flaske, lander I tættere på tredive. Lokalet har omkring halvtreds pladser, og det er få: reservér, eller kom, når de åbner ved middagstid.

Hvor Taberna El Rincón de Lola ligger i Antequeras gamle bykerne

Adressen er Calle Encarnación 8, bajo 2, en smal gade midt i den historiske bykerne, og huset vender ud mod Plaza del Coso Viejo — den brostensbelagte plads, hvor Palacio de Nájera fra 1700-tallet rummer Museo de la Ciudad de Antequera i Palacio de Nájera. Det er også den plads, sommerterrassen står på, så du spiser bogstavelig talt med museets facade som baggrund. Herfra er der få minutters gang op ad bakken til Real Colegiata de Santa María la Mayor og til Alcazabaen, mens dolmenerne ligger i den modsatte ende af byen og kalkstensformationerne i El Torcal de Antequera sydpå i bjergene. Antequera er ikke en kystby — der er cirka en times kørsel ned til Málaga og strandene — og køkkenet er tilsvarende et indlandskøkken: porra og mollete frem for espeto, kød, svampe og saltet torsk frem for fisk fra fadet.

Lola Velasco Muñoz og tabernaen, der åbnede i 2008

Taberna El Rincón de Lola åbnede i december 2008. Lola Velasco Muñoz havde taget et hotel- og restaurationskursus på Escuela de Hostelería de La Espuela, begyndt som tjener og siden taget kokkekurser, før hun med sin mands opbakning åbnede sit eget sted. Idéen var fra begyndelsen at lave noget andet end den øl-tapa, Antequera var vant til: små retter, der var tænkt igennem og lavet færdige, ikke bare det, der lige stod på disken.

Det gav bonus i byens tapasrute. I 2015 blev huset nummer to i konkurrencen A la Reconquista de la tapa med en hot dog de sepia al estilo Lola — blæksprutte i hotdogform — og i 2016 vandt de publikumsprisen med deres udgave af pío antequerano, byens gamle salat af saltet torsk, appelsin, forårsløg, hårdkogt æg og sorte oliven. Derefter meldte de sig ud af konkurrencen igen. Huset har siden fundet vej til både franske og italienske rejseguider, og en del af gæsterne kommer, fordi nogen i byen har peget dem derhen.

Tønder, tyrefægterfotos og terrassen på Coso Viejo

Indenfor er der ikke mange kvadratmeter. Tønderne fungerer som ståborde med høje skamler omkring, og væggene er dækket af indrammede tyrefægterfotografier — montera og capote i nærbillede, et par sort-hvide billeder fra arenaen og en enkelt vits på et flisebillede. Der er aircondition og wi-fi, og lyden af en fyldt bar hører med, når det er weekend. Fra sidste uge af juni sætter de terrassen op på Plaza del Coso Viejo og serverer udenfor om aftenen fra klokken otte; pladsen er så bilfri, at børn kan løbe rundt, mens de voksne bliver siddende, og det er den største forskel på et sommerbesøg og et vinterbesøg. Om vinteren er man inde, tæt på både hinanden og køkkenet — flere gæster sætter sig med vilje ved baren, hvor de kan følge maden blive lavet.

Sådan er et besøg — og hvad gæsterne gennemgående fremhæver

Google giver stedet 4,3 af 5 fra godt 750 anmeldelser, og mønsteret i dem er tydeligt nok. Det, der nævnes igen og igen, er perritoen, carrilladaen, huevos rotos og weekendens tavleretter, og at man får meget for pengene; flere lægger mærke til, at gæsterne er en blanding af lokale og tilrejsende, hvilket i en by som Antequera er et godt tegn. Det tilbagevendende kritikpunkt handler ikke om maden, men om pladsen og tempoet: lokalet er lille, og når der er fyldt, kan tjenerne virke afmålte, og opmærksomheden komme sent. Gæster, der er blevet siddende, beskriver, at det retter sig, så snart presset letter. Kommer du uden reservation en fredag eller lørdag aften, skal du regne med at vente eller stå op.

Praktisk: åbningstider, betaling og hvem stedet passer til

Køkkenet kører i to hold — frokost fra middagstid til ved firetiden og aften fra klokken otte til midnat. Mandag er fast lukkedag, og i den aktuelle sæson holder de også lukket om tirsdagen, mens søndag kun er frokost. Der tages kort, og telefonen er +34 614 13 59 13; en reservation er den eneste sikre måde at få bord i weekenden. Stedet er ikke indrettet til kørestol: der er trin ind fra gaden, og de høje tøndeborde er svære at komme til.

Passer det til dig? Ja, hvis I er to eller fire, gerne vil dele og hellere vil have byens egne retter end en turistmenu. Det engelske kort gør det til at gå til uden spansk. Er I en større gruppe, ringer I i forvejen, og har I børn med, er sommerterrassen på Coso Viejo langt bedre end det tætpakkede lokale. For danskere på rundtur i indlandet — mellem El Torcal, dolmenerne og de øvrige restauranter i Antequera — er det et af de steder, hvor frokosten bliver dagens bedste halve time i stedet for et nødvendigt stop. Skal du bruge resten af dagen, kan du læse videre om Antequera og hvad du kan nå på et døgn.