latierra restaurante

Husets mest omtalte ret hedder raviolis rellenos de mero al estilo Carihuela — ravioli fyldt med mero, den store klippefisk fra Middelhavet, i en fløjlsblød hummersauce opkaldt efter fiskerkvarteret nede ved stranden. Den koster under tyve euro, og du spiser den med bugten foran dig fra det gamle udsigtspunkt øverst i trappegaden Cuesta del Tajo. Det er ikke, hvad man regner med at finde et stenkast fra souvenirbutikkerne i Torremolinos' handelsgade.

Maden og menuen på latierra restaurante

Køkkenet beskriver sig selv som malagueñisk mad med et forfatterpræg — lokale råvarer sat sammen med retter, huset har hentet ude i verden, i dag under kokken Raúl Ponce. Det ses tydeligst på hovedretterne, hvor carrillada de ternera, braiseret kalvekind kogt mør med rosiner fra nabodalen Axarquía i en reduktion af mørk øl, står side om side med en rød thaikarry af kylling i kokosmælk med jasminris. Begge ligger omkring seksten euro, og sammen med ravioliretten er de det, gæsterne oftest kommer tilbage efter.

Forretterne er stedets legeplads. Du kan begynde med falafel de remolacha, rødbedefalafler med paprikaolie og libanesisk hummus, eller med en tartar af salchichón, Málagas traditionelle spegepølse — begge omkring elleve euro og de billigste på kortet. Derfra stiger det til godt tretten euro for en oksecarpaccio med valnøddeolie, champignon, parmesanflager og selleri eller for gambones pil-pil, store rejer i boblende hvidløgsolie, og til omkring seksten euro for en tataki af rød tun med syltede grøntsager og wasabiemulsion. Salaten af egnens tomater med burrata sprøjtet med basilikumcoulis er den forret, der går hyppigst igen i gæsternes omtale.

Blandt hovedretterne ligger de fleste mellem femten og tyve euro: ovnbagt norsk laks med sæsonens grøntsager og patatas malagueñas, filet af tunge med tartarsauce og salat af ristede peberfrugter, abanico ibérico — nakkefilet af agernfodret iberisk gris — på en bund af wakametang med padrónpeberfrugter, og en gastroburger af okse med foie gras, cheddar og karamelliseret løg til under femten euro. Vil du højere op, koster en oksemørbrad med bacon, boletussvampe og mild roquefortsauce omkring femogtyve euro, en steak tartar i underkanten af det samme, lammet med sauce af røde bær og kartoffelgratin lige over, og en langtidsstegt skinkeskank trukket i rødvin med timian omkring toogtyve euro.

Det er lettere at spise kødfrit her end på de fleste kort langs kysten. Rødbedefalaflerne, tomatsalaten med burrata, pastaen fyldt med vilde svampe i trøffelsauce og fagottini med pære og gorgonzola er alle vegetariske, og huset oplyser selv, at der både findes vegetariske og glutenfri muligheder. Ved siden af hovedkortet er der et lille tapaskort til dem, der bare vil have noget til vinen: ost fra Málaga, muslinger i hvidvinssauce, iberisk svin med peberfrugt og æblechutney og en miniudgave af gastroburgeren, alle til omkring fire en halv euro. Tapaskortet står på spansk, engelsk og fransk, mens hovedkortet har engelsk oversættelse under hver eneste ret.

Vinkortet blev udvidet, da huset genåbnede efter pandemien, og det er stadig et kendetegn. Der er omkring fyrre flasker fra Rioja, Ribera del Duero, Rías Baixas og Bierzo — og, hvad der langtfra er en selvfølge på kysten, flere fra DO Sierras de Málaga, blandt andet en moscatel de Alejandría lagret på bundfald og en rødvin af petit verdot, syrah og tempranillo. Flaskerne begynder omkring toogtyve euro og topper et godt stykke over tres for de dyreste. Skal det gå hurtigere, er der vin i glas fra omkring fire euro, manzanilla og fino til godt tre og en halv, en kande sangría til omkring tyve euro og et cocktailkort, hvor alt fra mojito og daiquiri til negroni og aperol spritz koster det samme, omkring syv og en halv euro.

Én ting skal du vide, før regningen kommer: brødet med de marinerede olier er ikke inkluderet, men bliver skrevet på. Det er den detalje, flest gæster har hæftet sig ved bagefter. Til gengæld kommer der som regel en lille grøntsagssamosa på alioli ind på bordet, inden maden. Der er ingen fast menú del día, dagens menu, men i november og december kører huset en julemenu til selskaber, som serveres først på eftermiddagen: forretter til deling mellem tre, valg mellem laksen, fagottinien, thaikarryen og kalvekinden, brownie eller lemon pie til dessert, og vand, tre drikkevarer pr. person og en flaske vin pr. tre personer med i prisen på lidt over fyrre euro. Kaffe og spiritus er ikke inkluderet. Reservér i alle tilfælde, hvis du vil sidde godt — det går igen hos gæsterne, at bordene ved ruden og på terrassen er dem, man kommer for, og de er de første, der bliver taget.

Udsigten, terrassen og Torre Pimentel

Restauranten ligger på Cuesta del Tajo nummer 10, dér hvor trappegaden begynder ved hjørnet af den travle handelsgade Calle San Miguel og falder ned mod strandpromenaden. Huset har overtaget det gamle udsigtspunkt Mirador de las Cañoneras, og det er forklaringen på udsigten: du ser ned over Playa del Bajondillo og ud over bugten fra en kant, der ligger omkring femten meter over promenaden. Der er både en glasfacade indenfor og en terrasse udenfor, og på de varmeste sommeraftener er det terrassen, du skal bede om.

Nærmeste nabo er Torre Pimentel, det nasridiske vagttårn fra 1300-tallet, der er fredet som Bien de Interés Cultural, Spaniens beskyttelsesstatus for kulturarv. Tårnet indgik i kystforsvaret for kongeriget Granada, og de vandmøller, som lå omkring det, gav byen dens navn — torre og molinos, tårnet og møllerne. Tårnet er beskrevet nærmere under Torre de Pimentel i Torremolinos, og stranden, du kigger ned på, under Playa El Bajondillo i Torremolinos.

Fra tv og teater til Cuesta del Tajo

latierra restaurante åbnede i marts 2019. Bag stedet står Fran Ramos, født i Málaga i 1971, som kom fra tv- og teaterbranchen og vendte tilbage til sin egen kyst for at drive restaurant. Huset lukkede som alle andre under pandemien og genåbnede i foråret 2021 med nyt hold i salen, en udvidet vinkælder og den samme linje i køkkenet. José Miguel Sánchez Rebollo, der havde stået ved gryderne fra begyndelsen og tidligere havde vist sit arbejde frem på gastronomimessen Madrid Fusión i hovedstaden, førte stilen videre, og i dag er det Raúl Ponce, huset selv sætter navn på. Kontinuiteten kan mærkes på kortet: flere af de retter, spanske madblogge skrev om i husets første år — kalvekinden, thaikarryen, ravioli med mero — står der stadig.

Chiringuito-loftet og gæsterne fra hele verden

Indretningen er en bevidst reference til de chiringuitos, strandbarerne, som gjorde Torremolinos berømt i begyndelsen af 1960'erne. Loftet er af cañizo, flettet rør, sofaerne er polstret i blåt som havet, baren er bygget af træ i de farver, man finder i det lave middelhavskrat på skrænterne bagved, og gulvet er markgrønt. Væggene er dekoreret af tegneren Wosky, og møblerne kom fra en leverandør i provinsen, da lokalet blev sat i stand.

Huset skriver selv, at det tager imod gæster fra mere end 150 nationaliteter, og det er ikke tomme ord: blandt de nyeste anmeldelser er der gæster fra Norge, Irland, Storbritannien, Belgien, Spanien og Danmark. Betjeningen på engelsk fremhæves gennemgående, og usædvanlig mange gæster nævner tjenerne ved navn — det er tydeligvis en lille sal med faste ansigter. Den gamle bykerne omkring Calle San Miguel og pladsen La Nogalera lige ovenfor er samtidig hjertet i Torremolinos' internationale og LGBTQ+-miljø, og restauranten ligger midt i det uden at være en del af nattelivet: køkkenet lukker ved elleve.

Ikke alle går lige begejstrede derfra. Stedet står på 4,5 af 5 fra godt 800 Google-anmeldelser, og et mindretal af gæsterne oplever stemningen som turistrettet og har fundet ledelsen tunghør over for kritik. Prisniveauet ligger over gaden udenfor, og det er maden og udsigten, man betaler for — ikke en hurtig frokost mellem to butikker.

Praktisk: åbningstider, priser og vejen derhen

Der er åbent til frokost fra midt på dagen til sidst på eftermiddagen og igen om aftenen fra klokken syv, med siesta imellem. Tirsdag er lukkedag. Regn med omkring tredive til fyrre euro pr. person for to retter med vin; holder du dig til tapaskortet og et glas, kommer du væsentligt billigere. Der tages både kort og mobilbetaling.

Du kommer nemmest dertil med toget. Cercanías-linjen C-1 mellem Málaga og Fuengirola standser på den underjordiske station ved Plaza de la Nogalera, og derfra er der omkring fem minutters gang gennem Calle San Miguel — samme linje kører direkte fra Málaga lufthavn. Kører du selv, er det gamle centrum stort set gågade, og nærmeste offentlige parkeringskælder ligger cirka et kvarters gang væk, så bilen er sjældent den bedste løsning her. Til gengæld ligger restauranten øverst i trappegaden, så du kun skal ned ad få trin fra Calle San Miguel og ikke hele Cuesta del Tajo. Kommer du nedefra fra stranden, kører der en kommunal elevator hele året mellem Plaza del Panorama og Plaza de los Tajillos, som klarer de femten højdemeter for halvtreds cent.

Det bedste tidspunkt er sen eftermiddag og solnedgang, hvor lyset falder ind over bugten og terrassen står i skygge. Stedet passer til par, til middage hvor der skal ske noget, og til rejsende der har brug for en pause fra kystens ensartede turistmenuer — og det fungerer lige så godt uden for højsæsonen, hvor de tunge retter som skinkeskanken og kalvekinden kommer bedre til deres ret. Flere spisesteder i byen finder du under restauranter i Torremolinos, og resten af byens strande, parker og seværdigheder under Torremolinos.