Torre de Pimentel

Torre de Pimentel er hele forklaringen på bynavnet, klemt inde mellem gågadens butiksfacader: det nasridiske vagttårn fra 1300-tallet — tårnet over møllerne, torre de los molinos — som maurerne rejste for at overvåge kysten og beskytte de vandmøller, der knirkede langs kildeløbene ned mod havet. Da katolske kort siden skulle navngive stedet, lå navnet lige til højrebenet, og tårnet har således døbt en verdensberømt ferieby uden nogensinde selv at flytte sig.

Tårnet står i dag som byens ældste bygningsværk: tolv meter massivt murværk i sten og kalk med de karakteristiske skrå sokkelsider, opført som led i kystens kæde af varslingstårne, hvor bål på platformene sendte budskab om piratsejl fra tårn til tårn — en signalkæde, man stadig kan følge langs hele Costa del Sol, hvor søstertårnene står med faste mellemrum fra Nerja til Manilva. Navnet Pimentel kom til senere, efter en adelsfamilie med jord i området, og under 1700- og 1800-tallet fulgte tårnet møllernes langsomme pensionering, efterhånden som kilderne blev drikkevand i rør frem for drivkraft.

Som besøgsmål er ærligheden vigtig: tårnet kan normalt ikke bestiges — det opleves udefra som monument i gadebilledet, restaureret og aftenbelyst, med informationstavle og den lille plads omkring sig — og 'besøget' tager ti minutter. Men det er ti minutter med pointe: at stå ved foden af 700 års kysthistorie midt i Calle San Miguels souvenir-vrimmel er den mest kontante illustration af Torremolinos' rejse fra maurisk møllelandsby over fiskerleje til chartereventyrets hovedstad — og netop kontrasten er fotografiet værd.

Praktisk giver tårnet mening som ankerpunkt på en lille kulturrunde i strandbyen: start ved tårnet øverst på Calle San Miguel, følg gågaden og trapperne ned gennem El Bajondillos gamle fiskerkvarter-gyder, tag Casa de los Navajas' gratis palæ på vejen og land på Bajondillo-stranden — en halv times rute, der samler alt det Torremolinos, charterbrochurerne glemmer. Tårnet er gratis, altid 'åbent' og bedst fotograferet formiddag eller aften, når gågadens strøm af mennesker selv bliver en del af motivet: syv århundreder, der kigger på flip-flopper.

Signalkædens logik fortjener det lille ekstra: tårnene stod i indbyrdes sigtelinje langs hele kysten, og et bål tændt ved Nerja kunne på en nat løbe som lyspunkter helt til Gibraltar-strædet — middelalderens hurtigste medie, drevet af frygten for de berberiske korsarer, hvis slavetogter tømte kystlandsbyer helt op i 1700-tallet. Det er baggrunden for, at det gamle Torremolinos, som næsten alle kystens landsbyer, klumpede sig sammen et stykke fra vandet: stranden var farlig, før den blev en vare. Tårnets nutid er mere fredelig — det fungerer som byens uofficielle mødepunkt ('ved tårnet' forstår alle), som kulisse for San Miguel-festens optog i september og som det faste førstemotiv, når gågadens fotograferende strøm skyller forbi mod havet. Restaureringerne har holdt murværket sundt, og aftenprojektørerne giver de gamle sten en værdighed, neonskiltene omkring aldrig helt får has på.