Bodega los caracoles

Snegle er husets stjernetapa, og navnet er ældre end adressen: ejerens far solgte caracoles i en bar oppe i Calle Sevilla, og navnet flyttede med, da baren rykkede herned ved busstationen. I dag står der omkring 80 tapas på kortet, og de fleste af dem koster halvanden euro. Du bestiller dem ved at skrive dem ned på en seddel — eller ved at pege.

Maden og menuen på Bodega los caracoles

Køkkenet er klassisk andalusisk barmad, og udvalget er større, end det lille lokale lader ane. Kortet hænger på to store tavler ude på facaden og er delt i tapas calientes og tapas frías, varme og kolde tapas, plus en liste over bollitos — husets små sandwich — og tostas, ristede brødskiver med fyld. Ejeren gør selv kortet op til omkring firs tapas.

Stjernen er caracoles, snegle kogt i en krydret bouillon. De står på husets eget kort som specialidad de la casa, og de er den ret, gæsterne nævner oftest: i 286 anmeldelser bliver de fremhævet 54 gange, flere end nogen anden ret. Huset kalder dem selv stjernetapaen i sæsonen, og de kan være udsolgt uden for den, så det er værd at spørge, inden du sætter næsen op efter dem. Til gengæld kan de købes med hjem — også det står på tavlen. Lige efter sneglene kommer champiñones rellenos, fyldte champignoner, bollito a la rondeña, husets egen Ronda-sandwich, og ensaladilla rusa, den andalusiske kartoffelsalat. Serranito — bollitoen med svinemørbrad, serranoskinke og stegt grøn peber — nævnes næsten lige så ofte som sneglene, selv om den ikke står på tavlen ved navn.

Resten af kortet er den slags mad, der bliver sjældnere nede ved kysten. Rabo de toro er oksehale i sauce, jibia en salsa er sepia i sauce, higadito de pollo er kyllingelever, berenjenas con miel er friturestegt aubergine med rørsukkersirup, og pimiento relleno de bacalao er peberfrugt fyldt med klipfisk. Calamares del campo er en spøg, du skal kende for at forstå: markens blæksprutter er friturestegte løgringe. Fra havet kommer gambas de Huelva, chipirones, puntillitas — bittesmå friturestegte blæksprutter — tortilla de camarones, som er sprøde rejefritter, boquerones og concha fina, den store rå Málaga-musling med citron. Dulce de oveja er smeltet fåreost med rørsukkersirup. Callos, den tunge indmadsgryde, laver huset udtrykkeligt kun i sæsonen. Bollitos hedder ting som semáforo, piripi, farolito og rondeña, og de koster alle sammen det samme, uanset hvad der er i dem.

Prisniveauet er den anden grund til at kende stedet. De fleste tapas, varme som kolde, ligger omkring halvanden euro, og bollitos det samme; et par af dem koster omkring to. Tostas med gedeost, laks eller ansjos ligger omkring tre euro, det samme gør pinchos af kylling eller gambas, og vieiras — kammuslinger — er blandt de dyreste enkelttapas til omkring fire. Vil du have noget større, er der en tallerken iberisk skinke til omkring tolv euro, presa ibérica til omkring femten og en blandet iberisk udskæringstallerken til lige under tyve. To personer, der deler seks tapas og drikker et par øl til, lander typisk omkring ti euro pr. person. Vær opmærksom på, at ikke alle linjer på tavlen har en pris skrevet ud for sig — blandt andet sneglene, oksehalen og de kogte gambas fra Huelva — så spørg om prisen på dem, du bestiller.

Der er ingen menú del día, altså ingen fast frokostmenu til én pris, som ellers er reglen i spanske byer. Her bestiller du tapa for tapa. Fremgangsmåden er husets egen: du får en seddel, hvor du skriver ned, hvad du vil have, og hvor mange af hver. Meget af udvalget står fremme på disken, så du kan pege, hvis spansk ikke er din stærke side, og huset har desuden et nummereret kort på engelsk, hvor retterne er listet fra 1 til 55. Læg mærke til, at de to kort ikke er ens. Paellaen, oksehalen og sepiaen står på den spanske tavle, men ikke på det engelske kort, mens det engelske til gengæld har et par ting, tavlen ikke har. Bestiller du efter tavlen, får du altså mest at vælge imellem.

At drikke er der fadøl fra kølede tønder og de andalusiske hedvine, huset har holdt fast i fra sin tid som rigtig bodega: manzanilla, amontillado, oloroso og pedro ximénez. Kødfrie tapas findes, men de skal vælges med omtanke — berenjenas con miel, champiñones a la plancha, papas con alioli, salmorejo og tostaen med gedeost er de sikreste. Der tages ikke bordbestilling.

Hvor Bodega los caracoles ligger i Ronda

Baren ligger i Calle Comandante Salvador Carrasco omkring firs meter fra Rondas busstation og under fire hundrede meter fra togstationen. Det er en af de mest brugbare adresser i byen, hvis du kommer på dagstur: du kan gå direkte fra bussen ind ad døren og ud igen til afgangen uden at have trukket en kuffert gennem den gamle bydel.

Gaden er samtidig en af Rondas tætteste tapasgader. Bodega San Francisco ligger et par facader nede ad samme fortov og er byens mest overrendte tapasbar; La Piconera ligger et par døre længere oppe mod busstationen. Netop naboskabet forklarer noget af stemningen her: mange gæster ender hos Los Caracoles, fordi der var kø ved siden af, og bliver overraskede over prisen. Til gengæld er der næsten altid plads, også når resten af gaden er fyldt.

Derfra er der en lille kvarters gang op til den gamle bydel. Plaza de Toros de Ronda ligger knap en halv kilometer væk, og Puente Nuevo over El Tajo et par hundrede meter længere. Der er gratis kantstensparkering omkring gaden og en betalt parkeringsplads lige ved busstationen. Indgangen ligger i gadeplan uden trin, og der står borde og stole ude på fortovet.

Historien bag Bodega los caracoles

Juan Antonio Cabreja begyndte i faget i 1987, seksten år gammel, hos sin far Paco. Efter seks år med et eget sted sammen med en kompagnon overtog han denne bar, og han har stået bag disken her i mere end tredive år — næsten fire årtier i faget i alt. Navnet fulgte med fra faderens tidligere bar i Calle Sevilla, hvor der blev solgt store mængder snegle; da baren flyttede, flyttede sneglene og navnet med.

Lokalet er ikke det samme, som da han overtog det. Dengang stod der seks store vintønder inde i rummet, og der blev drukket manzanilla hver dag. Da gæsterne holdt op med at bestille hedvin til hverdag, kom tønderne ud, og der kom kølede øltønder ind i stedet — og pladsen inde i baren blev større. Vinene er der stadig, men de er blevet noget, man vælger, i stedet for noget, alle drikker.

Den anden store ændring er terrassen. Juan Antonio satte som den første i kvarteret to små tønder ud på fortovet som borde. I dag har praktisk talt alle barer i gaden borde på gaden, og det er værd at vide, at terrassen her vender sådan, at den ligger i solen om vinteren — en detalje, der betyder mere i Ronda end nede ved kysten, for byen ligger mere end 700 meter over havet og er mærkbart køligere end Marbella og Fuengirola.

Gæsterne og karakteren på Bodega los caracoles

Stedet har 4,5 af 5 på Google fra 513 anmeldelser, og tallet er stabilt: deler man anmeldelserne op efter, hvor gamle de er, ligger gennemsnittet mellem 4,3 og 4,7 hele vejen tilbage. Der er altså hverken et fald eller et løft at forklare — karakteren er husets egen.

Sammensætningen af gæsterne svarer til det, ejeren selv siger: de fleste er fra Ronda, dertil kommer folk fra landsbyerne i Serranía de Ronda og grupper af turister, der lige stopper op. I et udsnit på 286 anmeldelser er to tredjedele skrevet på spansk og godt en fjerdedel på engelsk, og de engelsksprogede gæster giver faktisk en anelse højere karakter end de spanske. Det er sjældent på et sted som dette, og det siger noget om, at huset tager imod udenlandske gæster uden at lave om på sig selv.

De utilfredse gæster er få — omkring hver femtende — men de klager over det samme. Ni ud af de nitten laveste anmeldelser handler ikke om maden, men om regningen: at prisen ikke altid står ud for retten, at der bliver rundet op, og at det kan være besværligt at få en specificeret bon. Det er en reel indvending, og den hænger sammen med, at flere linjer på tavlen står uden pris. Spørger du om prisen, når du bestiller, og beder om bonen med det samme, er problemet i praksis væk. Til gengæld er der bred enighed om portionsstørrelserne, om at maden er frisk, og om at man skal komme tidligt: hver ottende anmeldelse nævner, at der bliver fyldt op.

Praktisk, og hvem stedet passer til

Det vigtigste at vide inden besøget er, at der ikke tages kort. Gæsterne melder gennemgående, at det er kontanter og kun kontanter, og at det ikke står skiltet nogen steder — så hæv, inden du går derned. Der er hæveautomater omkring busstationen.

Lokalet er lille, og der er stå- og siddepladser ved baren plus bordene ude på fortovet. Kommer du i frokosttiden eller først på aftenen, får du plads; kommer du midt i den spanske spisetid, kan du komme til at vente. Der bookes ikke bord, så det er første mand til mølle.

Stedet passer godt til dig, der vil spise billigt og andalusisk uden at ende i et menukort med billeder, og til dig, der gerne prøver ti små ting frem for én stor. Det passer også godt til en dagstur, hvor bussen eller toget sætter grænsen for, hvor længe du kan blive. Det passer mindre godt, hvis du vil sidde længe med udsigt, have vinkort og duge, eller hvis I er et større selskab — så er der bedre valg blandt de andre restauranter i Ronda. Men vil du have en tapa, der stadig koster, hvad tapas kostede, og et hus, hvor manden bag disken har stået der siden 1990'erne, er der ikke mange bedre adresser i byen.