Puente Nuevo & El Tajo

Puente Nuevo over El Tajo-kløften er ikke bare Rondas vartegn — det er et af Spaniens mest genkendelige bygningsværker og hovedårsagen til, at byen modtager millioner af besøgende om året. Broen spænder 98 meter over den kløft, som Guadalevín-floden har skåret gennem klippen, og forbinder den mauriske gamle bydel med den nyere by, der voksede frem efter Reconquistaen.

Byggeriet er en historie om stædighed. Et første forsøg i 1735 stod færdigt på blot otte måneder, men styrtede sammen seks år senere og kostede halvtreds mennesker livet. Det nuværende bygværk blev påbegyndt i 1759 efter tegninger af José Martín de Aldehuela og tog 34 år at fuldføre — færdigt i 1793. Arkitekten døde i Málaga få år senere, og legenden om, at han faldt i kløften mens han signerede sit værk, er lige så sejlivet som den er ubekræftet.

Midt i broen findes et rum over hovedbuen, som gennem tiden har tjent som fangehul, vagtstue og senest som lille udstillingscenter om broens konstruktion og historie — adgang mod beskeden entré fra bygangen ved broens nordende.

De bedste kig får man ikke fra broen, men fra siderne: udsigtspunkterne ved Alameda del Tajo og Plaza de María Auxiliadora, og især ruten ned ad Camino de los Molinos, hvor stien fører til bunden af kløften og giver det klassiske frøperspektiv af broen mod klippevæggen — en halv times nedstigning og noget mere retur. Solnedgangen, hvor sandstenen bliver gylden og svalerne kredser i kløften, er tidspunktet.

Ronda i sig selv er en dagsudflugt: en times kørsel fra kysten ad snoede bjergveje eller med tog fra Málaga. Byen har inspireret Hemingway og Orson Welles, hvis aske er spredt på en gård i nærheden, og Rilke, der skrev om den som 'drømmenes by'. Kom tidligt eller bliv til aften — midt på dagen deles broen med busturenes strøm, og Ronda fortjener bedre.

Kløften har to andre broer, som næsten alle overser: Puente Viejo fra 1616 nede i den snævre del, og den arabiske Puente Romano med sin lave bue endnu længere nede — begge nås ad stien mod de arabiske bade og giver en helt anden fornemmelse af, hvor dybt Guadalevín har gravet sig ned. Ruten forbi dem er Rondas fineste bytur og forbinder den gamle bydels monumenter i én sammenhængende nedstigning.

Fangehullet i broen har en dyster eftertid: under borgerkrigen skal fanger ifølge overleveringen være kastet i kløften fra broen — en episode, Hemingway brugte som forlæg for landsbyscenen i 'Hvem ringer klokkerne for'. Hvor meget der er historie og hvor meget litteratur, diskuteres stadig lokalt. Uanset hvad har Ronda haft en helt særlig plads i udlændinges Spaniensbillede siden romantikkens rejsende, og broen er billedets midtpunkt: intet andet bygningsværk i Andalusien er malet, fotograferet og beskrevet så ofte.