Bodeguita el Tejo

Navnet lyder som en lille vinbar, men på Bodeguita el Tejo står kødet på stenen: et chuletón på 700 gram til deling, en lammekølle stegt ved lav temperatur og en torsk med alioli af sort hvidløg. Ved siden af ligger gambones i kimchimayonnaise og mexicanske fajitas fra grillen. Og hver eneste flaske på vinlisten kan også fås i glas.

Maden og menuen på Bodeguita el Tejo

Kortet står med begge ben i det spanske køkken, men huset låner frit udefra, og det er den blanding, der gør stedet svært at sætte i bås. Grundstammen er genkendelig: croquetas de puchero, altså hjemmelavede kroketter kogt på suppekødet og serveret med alioli, huevos rotos med jamón ibérico og osteflager, gambas al pil-pil med cherrytomater, morcilla de Burgos med peberfrugtmarmelade og et fad med ost og iberisk skinke. Oven på den bund kommer bao-boller med pulled pork, forårsruller med sursød tomat-chilisauce, tuntatar med sesam og guacamole, risotto med grillede kæmperejer og de panerede gambones med kimchimayonnaise, som huset selv forklarer på kortet som fermenteret kål med ingefær, hvidløg og koreansk chili. Retterne fra grillen er dem, gæsterne skriver mest om, og de får gennemgående de bedste karakterer af alt på kortet.

Hovedretterne af kød står i en egen sektion, carnes a la piedra, hvor kødet kommer på varm sten, så man selv styrer stegegraden. Her ligger entrecote af kalv til godt tyve euro, oksemørbrad i underkanten af femogtyve, lammekoteletter og iberisk mørbrad til omkring seksten euro og husets store chuletón på 700 gram til omkring femogtredive euro, tænkt til deling mellem to. Hakkebøfburgeren på 200 gram med cheddar og honning-sennepsdressing koster omkring fjorten euro, og der er en grillet grøntsagstallerken til omkring tolv. Alle hovedretterne følges af bagt kartoffel, pommes frites, grøntsager eller salat efter eget valg. Fiskeretterne ligger i samme leje: havbars med champagnesauce, laks på panden med valgfri sauce af hollandaise, appelsin eller wasabi, torsk tilberedt ved lav temperatur med alioli af sort hvidløg og grillet tun med sesam og yakitorisauce, alle omkring tyve til femogtyve euro. Blandt husets specialiteter finder man også langtidsstegte ribben med barbecuesauce og den lammekølle, der er blevet et af kortets faste holdepunkter.

Tapasafdelingen er reel og ikke bare pynt: patita de pulpo, altså blæksprutteben på kartoffelmos med pimentón og sriracha-mayonnaise, ensaladilla rusa med kæmperejer, friturestegt camembert med skovbærmarmelade, panerede broccoliroser med panko, minibøfsandwich og røgede laksruller med wasabimayonnaise. De ligger fra omkring fire til seks euro stykket, så to-tre af dem og et glas vin er en billig indgang til huset. Salater og tostas — ristet cateto-brød med topping — koster fra ti til fjorten euro, og de mindste har deres egen side med kroketter, minibøf, spaghetti og kyllingenuggets til omkring ti euro. Desserterne spænder fra en kugle is til et par euro op til jordbær med balsamico og sort peber til omkring syv, og huset markerer selv sin coulant som glutenfri. Der er også glutenfri øl på flaske, og køkkenet har flere rene grøntsagsretter, men huset opgiver ikke en egentlig vegetarmenu.

To ting er værd at vide, før regningen kommer. Brød afregnes særskilt og koster under to euro, og vil man have ekstra peber- eller champignonsauce til kødet, koster den et par euro oveni. Til gengæld er der ingen menú del día: huset har ikke en fast frokostmenu, hverken på kortet eller i det, gæsterne skriver, og kommer man op i landsbyen for at spise billigt til middag, skal man et andet sted hen. Regn med femogtyve til fyrre euro pr. person for en forret, en hovedret og et glas vin.

Vinlisten er kort og bevidst overkommelig — omkring femten flasker fra Rioja, Ribera del Duero, Rueda og Cataluña til mellem atten og femogtyve euro flasken — og huset skriver selv, at alle vine kan serveres i glas. Der er cava i glas til omkring seks euro og en enkelt champagne til godt hundrede. En fadøl koster godt to euro for en caña og godt fire for en pint.

Hvor Bodeguita el Tejo ligger i Mijas Pueblo

Adressen er Avenida de Méjico 19 i postnummer 29650, og det er værd at slå fast, fordi Mijas kommune dækker tre ret forskellige verdener: kysten ved Mijas Costa, forstadskvarteret Las Lagunas nede ved Fuengirola og den hvide bjerglandsby Mijas Pueblo oppe i 428 meters højde. Huset ligger i landsbyen, i kvarteret Nuevo Pueblo lige uden for den ældste, hvidkalkede kerne — et par hundrede meters gang fra Plaza Virgen de la Peña, hvor æselstaxaerne holder. Flere gæster beskriver det netop sådan: en smule uden for de mest turistede gader, uden at man skal gå langt. Det betyder også, at man har rimelig chance for at finde en plads i gaden i stedet for at slås om centrets parkering.

Derfra er der få minutters gang til Ermita de la Virgen de la Peña, klippekapellet der er landsbyens vartegn, og til CAC Mijas med sin samling af Picasso-keramik. Ned til Fuengirola og kysten er der cirka otte kilometer ad serpentinervejen, og til Málaga lufthavn cirka en halv times kørsel. Vil du sammenligne med resten af udvalget deroppe og nede ved kysten, finder du dem samlet under restauranter i Mijas.

Livemusik og stemning om aftenen

Huset kalder sig selv et sted med optræden i weekenden, og det er ikke pynt på profilen. Fredag, lørdag og søndag er der livemusik — typisk en sanger med eget repertoire på engelsk og spansk — og på husets egne opslag begynder musikken omkring halv otte om vinteren og halv ni om sommeren. Det er den enkeltting, gæsterne oftest fremhæver: godt hver tredje anmeldelse på de internationale portaler nævner musikken, og de aftener får konsekvent bedre bedømmelser end huset som helhed. Det siger noget om, hvad stedet er: ikke en stille bodega, men en aftenrestaurant, hvor man bliver siddende.

Et tilbagevendende træk i gæsternes beskrivelser er også, at der kommer en lille velkomstsnack på bordet ved ankomsten og en chupito, en snaps, ved afskeden. Det er husets egen skik og ikke noget, man skal bede om.

Gæsterne og karakteren

Bodeguita el Tejo står til 4,5 af 5 fra 484 anmeldelser på Google. Det tal skal læses med et forbehold, der faktisk er positivt: de ældste anmeldelser fra huset er væsentligt hårdere end de nye. For nogle år tilbage handlede kritikken næsten udelukkende om ventetid — mad, der kom halvanden time efter bestillingen, og retter, der ankom i utakt. Det klagemønster går ikke igen i de seneste års anmeldelser, hvor karaktererne ligger mærkbart højere end i huset gennemsnit. Gennemsnittet dækker altså over en udvikling, og den går den rigtige vej.

Gæstesammensætningen er blandet på den måde, Mijas Pueblo er blandet: britiske fastboende og feriegæster fylder meget, men huset har også spanske gæster fra Málaga-området og skandinaviske besøgende. Personalet klarer engelsk, kortets retter er forklaret på både spansk og engelsk, og værtinden er den, gæsterne oftest nævner ved navn. Prisen bliver gennemgående rost som rimelig for portionerne, og hvor der er kritik af pris, handler den om enkeltbesøg og ikke om et mønster.

Praktisk om besøget

Huset har åbent alle ugens dage fra middag og til sent om aftenen — der er ingen fast lukkedag, hvilket er usædvanligt for en landsbyrestaurant og siger noget om, hvor stor en del af omsætningen der kommer fra besøgende. Bordbestilling tages imod på telefon, og flere gæster fortæller, at reservationen klares over WhatsApp. Til musikaftenerne og til bordene ude på fortovsterrassen bør du reservere; terrassen er lille, og den fyldes først. Kommunens eget register angiver stedet som tilgængeligt for kørestolsbrugere og oplyser, at der tages imod kort.

For børnefamilier er der en egen børneside på kortet og god plads indenfor, og for et par, der vil have en aften med musik uden at køre ned til kysten, er det et af de mere oplagte valg i landsbyen. Vil du kombinere med en overnatning deroppe frem for nede ved stranden, ligger La Posada de Mijas i samme kvarter af landsbyen. Og skal du bruge overblikket over hele kommunen — landsbyen, Las Lagunas og strandene ved kysten — finder du det på siden om Mijas.