CAC Mijas

CAC Mijas — Centro de Arte Contemporáneo — er en af de oplevelser, der får folk til at spærre øjnene op: i en hvidkalket bygning i Mijas Pueblo, mellem æsel-taxaer og souvenirbutikker, hænger og står verdens næststørste offentligt tilgængelige samling af Picassos keramik, kun overgået af museet i Antibes.

Samlingen tæller flere end hundrede keramiske værker fra mesterens Vallauris-periode fra 1947 og frem: fade, kander, tallerkener og figurer, hvor tyre, fugle, fauner og ansigter er malet og modelleret med en legende frihed, som Picasso først fandt, da han i sine sene år kastede sig over lermediet. Dertil kommer grafik af både Picasso og Dalí samt skiftende udstillinger af samtidskunstnere — huset er ikke et mausoleum, men et arbejdende kunstcenter.

At samlingen ligger netop her, skyldes en privat samlers donation og Mijas kommunes beslutning om at gøre kunsten offentligt tilgængelig — med gratis entré. Det er værd at gentage: verdensklasse-keramik af det 20. århundredes største kunstner, uden billet, i en bjerglandsby, hvor de fleste besøgende kommer for udsigten og de hvide gader.

Besøget tager en times tid i roligt tempo. Salene er små og velkuraterede med tekster på spansk og engelsk, lyset er dæmpet af hensyn til værkerne, og der er sjældent trængsel — de fleste turistbusser når aldrig længere end til hovedpladsen tre gader væk. Museet ligger tæt på Plaza de la Constitución og kombineres naturligt med Ermita de la Virgen de la Peña, Muralla-parken og landsbyens øvrige små museer.

Praktisk: åbent alle ugens dage med sæsonbestemte tider (længere om sommeren), gratis adgang, og parkering i pueblos p-hus. For danske gæster på Costa del Sol, der har Picasso-museet i Málaga på listen, er CAC Mijas den overraskende ekstra brik: hvor Málaga viser maleren, viser Mijas keramikeren — og gør det uden entré, kø eller tidsbestilling. Få steder på kysten leverer så meget kunst for så lidt besvær.

Keramikken fortjener sin kontekst: Picasso opdagede lermediet i 1946 under et besøg i pottemagerbyen Vallauris i Provence og kastede sig over det med en produktivitet, der på få år gav tusindvis af værker — han arbejdede sammen med Madoura-værkstedet, som fremstillede autoriserede oplag efter hans originaler, og netop disse editioner udgør rygraden i de fleste samlinger. Motiverne — tyren, uglen, geden, kvindeansigtet — går igen fra hans malerier, men får i leret en munterhed og en håndværksmæssig taktilitet, som lærredet ikke rummer.

At bygningen samtidig er en gammel andalusisk byhus med patio, giver udstillingen en intimitet, museumssalene i storbyerne ikke kan matche: man står tæt på fadene, ser fingersporene i glasuren og forstår pludselig, at manden bag verdenskunsten også bare var en, der kunne lide at lave ting. Tag turen tidligt på dagen, hvor pueblo endnu er stille — så har du ofte hele samlingen for dig selv.