La Tahona del Zacatin

Berenjenas con miel de caña — sprødstegte auberginer overhældt med sukkerrørssirup fra byens egen fabrik — er den ret, flest gæster nævner, når de har spist her. La Tahona del Zacatín holder til i et gammelt bageri fra 1940 oppe i Frigilianas maurerkvarter, brødovnen står der endnu, og øverst i huset ligger en tagterrasse med udsigt over de hvide tage, kirketårnet og bjergene. Regn med ti til tyve euro pr. person.

Maden og menuen på La Tahona del Zacatín

Køkkenet er andalusisk og bygger på det, Frigiliana selv laver. Det ses tydeligst på husets eget trykte kort, hvor sukkerrørssirup — miel de caña — går igen tre steder: i husets egen Tahona-salat med frisk ost, nødder, rosiner og æble til omkring ti euro, i de friturestegte auberginer til omkring ni euro, og på kyllingevingerne, der serveres med sirup og pommes frites. Ved siden af står de klassiske andalusiske forretter: gazpacho til omkring fire euro, ost i lokal olivenolie til omkring ti euro, jamón ibérico til omkring seksten euro og et blandet ibérico-fad til lige under tyve euro. Croquetterne kommer i tre udgaver — de puchero med kødsuppe, de champiñones med svampe og de espinacas med spinat — seks stykker for omkring ti euro, og i samme leje ligger tortillitas de camarones, de sprøde rejepandekager fra kysten, som huset serverer i fem stykker.

De varme retter står under overskriften otras sugerencias og er dem, der gør måltidet til et rigtigt måltid. To af dem er lokale i ordets egentlige forstand: pollo al vino del terreno er kylling kogt i landsbyens egen søde moscatelvin og serveres med couscous, og albóndigas en salsa de almendras er kødboller i mandelsauce — begge til omkring ti euro. Vil du have noget større, er der grisekno og barbecuemarinerede ribben med pommes frites, begge til godt seksten euro, og sprøde langostinos i kartoffelpanering til ti euro. Patatas bravas koster under ni euro, almindelige pommes frites syv. Til børn er der en fast børnemenu til under ni euro med pommes frites, kyllingenuggets og croquetter. Desserterne er hjemmelavede og korte: flan og arroz con leche til omkring tre og en halv euro, is til fire og en halv og æbletærte med vaniljeis til omkring seks og en halv.

Har du en vegetar med, ligger valget blandt forretterne og tapasene frem for blandt de varme retter: gazpachoen, Tahona-salaten, osten i olie, auberginerne, svampe- og spinatcroquetterne og de to kartoffelretter er kødfri, mens croquetterne de puchero er lavet på kødsuppe. Der er ingen menú del día, altså ingen fast dagsmenu til frokost, som man ellers møder mange steder i Axarquía. Til gengæld har huset gennem mange år været kendt for en smagemenu på ti tapas, som skifter fra dag til dag, og kommunens egen erhvervsguide fører den fortsat som stedets specialitet. Den står ikke på det laminerede kort, der ligger på bordene, så du skal spørge efter den.

Vinlisten er kort og prisvenlig: rioja, ribera del duero, verdejo og rosado til omkring tre euro glasset og fjorten til seksten euro flasken. Vigtigst er linjen nederst — vino de Frigiliana, byens egen søde moscatel, til tre euro glasset. Det er den samme vin, kyllingen er kogt i, og den er værd at bestille et glas af, netop fordi den ikke findes ret mange andre steder. Fadøl koster under tre euro glasset, cocktails syv euro, og der er alkoholfri mojito og San Francisco til seks. Huset tager imod bordbestilling på telefonen, og det kan betale sig omkring solnedgang, hvor de øverste borde er de mest eftertragtede og ikke er mange.

Terrassen, trapperne og udsigten fra Calle Zacatín

Huset er bygget i tre niveauer: en bardisk i gadeplan, en spisesal lige ovenover og øverst tagterrassen, som gav stedet undertitlen terraza panorámica. Det er terrassen, gæsterne kommer for. Herfra ser du ud over Frigilianas hvidkalkede tage, op mod Sierra Almijaras rygge og ned ad dalen, hvor Middelhavet ligger som en stribe i horisonten; kirketårnet står lige ved siden af. Solnedgangen er det tidspunkt, flest fremhæver, og udsigten er uden sammenligning det, der nævnes oftest i gæsternes beskrivelser af stedet.

Det har en pris i benene. Calle Zacatín er en af de stejle, brostensbelagte maurergader i den øvre landsby, og indvendigt går der smalle, stejle trapper op gennem etagerne til terrassen. Det er den praktiske oplysning, gæsterne gentager oftest efter selve udsigten, og Google fører huset uden trinfri indgang. Kommer du med kørestol, rollator eller klapvogn, er tagterrassen ikke realistisk — så er bardisken og salen i de to nederste niveauer det, der kan lade sig gøre. Har du derimod benene i orden, er turen op ad gaden og op ad trapperne en del af oplevelsen.

Fra bageri i 1940 til tapasbar i det maurerske kvarter

En tahona er et gammeldags bageri med egen mølle, og det er præcis, hvad huset var. Kommunen daterer indvielsen til 1940, hvor lokalet åbnede som bageri, og brødet blev bagt i en stor brændefyret ovn. Ovnen står der stadig, indbygget i murværket i den nederste sal, og den er blevet husets kendemærke — flere gæster bemærker den, når de kommer ind fra gaden. Navnet er altså ikke pynt, men en beskrivelse af, hvad der lå her før.

Beliggenheden er lige så konkret. Calle Zacatín ligger midt i barrio morisco, det maurerske kvarter, som er den bedst bevarede del af Frigilianas gamle by og fredet som historisk bykerne. Huset skriver det selv i sin egen præsentation: det ligger i en af landsbyens mest maleriske gader, i hjertet af maurerkvarteret, i en bygning der var et bageri. Stedet drives som familieforretning, og gæsterne beskriver gennemgående værten som til stede i lokalet — noget af det, der får folk til at komme igen år efter år, når de er på ferie i Frigiliana.

Miel de caña og moscatel — Frigilianas egne råvarer på kortet

Det er sjældent, at en restaurant kan hente sine to signaturråvarer inden for gåafstand, men det kan man her. Nede ved Plaza del Ingenio, få minutters gang under Calle Zacatín, ligger El Ingenio Nuestra Señora del Carmen i Palacio de los Condes de Frigiliana. Det begyndte som et lille trapiche, blev udvidet til det nuværende sukkerrørsværk i 1725 og har kørt siden; familien de la Torre købte det i 1928 og gav det sit nuværende navn. Kommunen kalder det den miel de caña-fabrik i Europa, der har den længste historie, og det er dens mørke, lakridsagtige sukkerrørssirup, der ender på auberginerne, i salaten og på kyllingevingerne på La Tahonas kort.

Den anden råvare er moscateldruen. Frigiliana har dyrket den siden længe før filokseraen i 1878, og den bruges både til rosiner og til den søde vino del terreno, byen fejrer hver 15. august med vinfesten Noche del Vino. På La Tahona møder du den to steder på én gang: i glasset og i gryden, hvor den giver pollo aguanoso sin sødme. Det er den slags detaljer, der gør et måltid her til noget andet end det samme måltid nede ved kysten — og det er værd at vide, hvis du sammenligner med de øvrige restauranter i Frigiliana.

Hvad gæsterne fremhæver — og hvad de kritiserer

Stedet står til 4,4 af 5 fra 392 anmeldelser på Google, og læser man bredt i gæsternes beskrivelser, tegner der sig et klart billede. Udsigten og terrassen fylder mest, dernæst maden, som gennemgående beskrives som hjemmelavet frem for finere køkken, og prisniveauet, som mange finder rimeligt for beliggenheden. Auberginerne med miel de caña og croquetterne er de to retter, der oftest nævnes ved navn.

To kritikpunkter går igen og er værd at kende på forhånd. Det ene er portionsstørrelsen: en fast minoritet af gæsterne synes, at tapasene er små i forhold til, hvad de koster, og det er den hyppigste årsag til en lav bedømmelse. Det andet er betjeningen, som deler folk usædvanligt skarpt. Langt de fleste roser værtsparret og tjenerne i stærke vendinger, men der ligger gennem årene en stribe anmeldelser om kort for hovedet-behandling, typisk i situationer hvor der ikke var bord ledigt, eller hvor gæster selv gik op mod terrassen. Kommer du i højsæsonen, gør du klogt i at spørge ved disken først i stedet for at finde et bord på egen hånd.

Praktisk: åbningstider, priser og hvem stedet passer til

Huset holder lukket om mandagen. Resten af ugen er der to vagter: tirsdag til fredag fra 12.30 til 15.30 og igen fra 19.30 til 22.30, mens der lørdag og søndag åbnes lidt tidligere til frokost, fra klokken tolv, og om aftenen fra nitten. Kommunens erhvervsguide oplyser desuden, at huset fra sidst i oktober går over til vinterdrift med én sammenhængende vagt fra klokken tolv til sytten — altså kun frokost. Stedet er med andre ord åbent hele året, men vil du spise aftensmad på terrassen med solnedgang, er det sommerhalvåret, det handler om. Der tages imod kort, og prislejet ligger på ti til tyve euro pr. person.

Der er ingen parkering ved døren. Den øvre landsby er trapper og gyder, hvor biler ikke kommer ind, så du parkerer nede ved indfaldsvejen og går op — cirka det samme, som alle andre gør. Fra Nerja kører der bus op til landsbyen, og en del gæster kommer netop den vej sidst på eftermiddagen. Huset har sit eget menukort på engelsk med retterne forklaret, så du behøver ikke spansk for at bestille, og kortet er også det bedste sted at se, hvad de lokale specialiteter egentlig indeholder.

Stedet passer bedst til dig, der er ude at gå i den gamle landsby og gerne vil sidde højt med et glas og noget at dele — par, vandreselskaber og familier, der kan klare trapperne. Der er fast børnemenu, men klapvogn og tagterrasse hører ikke sammen her. Vil du sammenligne med andre spisesteder i den gamle bydel, ligger både El Casino i Frigilianas gamle bydel og tapasstedet La Tapería i Frigiliana inden for få minutters gang, og skal turen videre ud i bjergene, er den genopbyggede landsby El Acebuchal ved Frigiliana et oplagt næste stop.