Rest. La Bodeguilla

Husets specialitet hedder Especial La Bodeguilla og kommer på ét fad: papas a lo pobre, pisto, marineret kød, migas, spejlæg, chorizo, morcilla og enten gedekid eller lam. Det er andalusisk bjergmad i en udgave, du sjældent møder nede ved kysten, og den spises på en lille terrasse, hvorfra du på klare dage kan se helt ud til Middelhavet. Den samme familie har lavet den samme mad i Frigiliana siden begyndelsen af 1980'erne.

Maden og menuen på Rest. La Bodeguilla

Køkkenet er andalusisk landkøkken fra Axarquía, lavet fra bunden efter opskrifter, der er gået i arv i familien. Kortet er kort — det er en af de bemærkninger, der går igen hos gæsterne, og for nogle er det en skuffelse — men til gengæld er hver ret husets egen, og du finder ikke pizza eller burgere som nødudgang.

Du begynder med suppe, og det gælder også i varmen. Gazpacho, den kolde tomatsuppe, står side om side med ajo blanco, den kolde mandel- og hvidløgssuppe, som her serveres med druer eller rosiner. Huset laver desuden sin egen sopa de tomate estilo árabe, en tomatsuppe i arabisk stil, og en varm sopa de almendras, mandelsuppe, der er vinterens modstykke til ajo blanco. Vil du have noget enklere til at begynde med, er der ensalada mixta, den blandede spanske salat, og en rejecocktail.

Kernen i kortet er kartoflerne og æggene. Papas a lo pobre — fattigmandskartofler, langsomt stegt i olivenolie med peberfrugt — kommer enten alene med spejlæg eller som tilbehør til næsten alt andet på kortet. Ved siden af står pisto, den andalusiske grøntsagsragout af tomat, peberfrugt og squash, også med spejlæg, og tortilla de patatas, den tykke spanske kartoffeltortilla, som gæsterne fremhæver oftere end nogen anden ret her. Der findes også en tortilla de gambas med rejer, serveret med både papas a lo pobre og pisto. Og så er der migas: stegte brødkrummer, der i dette hus kommer med spejlæg, chorizo og morcilla, den spanske blodpølse. Migas er bjergenes vinterret, og det er den ret, flest gæster spørger efter.

Af kødretterne er choto en salsa de almendras husets ældste og mest lokale: gedekid i mandelsauce med et tydeligt maurisk krydderpræg. Dertil kommer carne en adobo, marineret kød skåret i tern, og pinchitos morunos, de små krydrede spyd; chuletillas de cordero, små lammekoteletter; kyllingefilet enten a la plancha fra pladen eller i den samme mandelsauce; tynde svinekoteletter; og en entrecote, der serveres med papas a lo pobre, pisto og avocado, når der er avocado — den kommer fra dalen nedenfor, hvor Axarquía dyrker det meste af Spaniens avocado. Fisk er der to af på kortet: pez espada, sværdfisk, og calamares a la plancha, blæksprutte fra pladen, og til begge vælger du selv tilbehøret.

Vil du smage det hele på én gang, bestiller du husets Especial La Bodeguilla, som samler papas a lo pobre, pisto, carne en adobo, migas, spejlæg, chorizo, morcilla og enten choto eller lam på ét fad. Det er den ret, flest gæster ender med at dele, og den er en stor del af forklaringen på, at portionerne gennemgående beskrives som rigelige. Prislejet ligger omkring ti til tyve euro pr. person, og to personer, der deler en especial og en tallerken til, holder sig i den lave ende af det spænd.

Desserterne binder huset til landsbyen. Gachas, en sød grød med små croutoner af friturestegt brød, og batatillas, søde kartofler, serveres begge med miel de caña — sukkerrørssirup, som stadig koges i Frigilianas egen fabrik, El Ingenio, den eneste tilbage på det europæiske fastland. Derudover er der hjemmelavede natillas, altså vaniljecreme, flan de huevo, cuajada med tocino de cielo, tiramisu og appelsiner med honning og kanel.

Er I ikke alle kødspisere, er der mere at vælge imellem her end på det typiske bjergkort: gazpacho, ajo blanco, blandet salat, tortilla de patatas, pisto med spejlæg og papas a lo pobre med peberfrugt og æg er alle uden kød, og køkkenet er vant til at sætte tilbehøret sammen, som du vil have det. Til maden anbefaler huset selv en vin fra Frigiliana, og der skænkes sangría til dem, der vil have noget køligt. Skal I være mange — dåb, kommunion eller en samlet familie — beder huset dig ringe og aftale i forvejen; til en almindelig frokost er det ikke bordet, men terrassens få pladser, der er kamp om.

Hvor Rest. La Bodeguilla ligger i Frigilianas gamle bydel

Adressen er Calle Chorruelo 7, få skridt neden for Iglesia de San Antonio de Padua fra 1676, og på den gade, der fører videre ned til Fuente Vieja, landsbyens gamle kilde og vandingssted fra 1600-tallet. Det er også her, Estatua de las Tres Culturas står med kors, halvmåne og davidsstjerne slynget sammen — Calle Chorruelo er en af de gader i Frigiliana, folk fotograferer mest. Kvarteret hedder Barribarto og er den mauriske del af byen: smalle stigninger, hvidkalkede facader, blå trædøre og keramikpaneler, der fortæller om slaget ved Peñón de Frigiliana i 1569.

Frigiliana ligger syv kilometer op ad bjergvejen MA-5105 fra Nerja og omkring femoghalvtreds kilometer fra Málaga, så du kan sagtens nå frem og tilbage på en formiddag fra kysten. Der kører lokalbus mellem Nerja og Frigiliana, hvis du ikke har bil. Blandt de øvrige restauranter i Frigiliana ligger La Taberna del Sacristán under halvtreds meter væk og El Casino et par minutters gang op ad gaden, så du kan nå at kigge ind flere steder, før du beslutter dig.

Familien Platero Castillo og de to Bodeguillaer

Historien begynder i begyndelsen af 1980'erne i Calle del Garral lige bag kirken, i en af de smukkeste trappegader i byen. Rosario stod i sit eget køkken og lavede aftensmad til familien, da et par turister spurgte, om man kunne spise der. Frigilianas turisme var lige begyndt, og der var langt færre steder at spise end i dag, så Rosario satte den mad frem, hun allerede havde lavet til sine egne. Sådan blev restauranten til, og huset i Calle del Garral findes stadig.

Midt i 1990'erne åbnede døtrene en langt større Bodeguilla i Calle Chorruelo, kun omkring halvtreds meter fra det oprindelige hus. I landsbyen kaldes den stadig Bodeguilla de Abajo, den nedre, og det er den, du finder på Calle Chorruelo 7. Der er brede sale indenfor, en stor terrasse udenfor og nøjagtig det samme kort og de samme priser som i det oprindelige hus. Familien Platero Castillo driver begge — mor, døtre og børnebørn — og det er døtrene, du møder ved bordene. Huset på Chorruelo holder åbent hele året, mens den oprindelige Bodeguilla oppe ved kirken om sommeren tager aftengæsterne.

Terrassen, udsigten og stemningen

Terrassen er grunden til, at folk husker stedet. Den ligger bag ved salonen, vender ud mod bjergsiden og dalen, og på klare dage kan du følge landskabet helt ned til Middelhavet. Om sommeren er den dækket af markiser, og der trækker en brise op gennem dalen, så det er til at holde ud at sidde ude, også når termometeret runder femogtredive grader nede i gaden. Der er ikke mange borde derude, og de bliver taget først.

Indenfor er der flere sale med plads til større selskaber, og væggene hænger fulde af gamle fotografier af Frigiliana. Tonen er hjemlig snarere end pæn, og gæsterne fremhæver gennemgående den hurtige, venlige betjening og følelsen af at spise hos nogen frem for på en restaurant. Google-karakteren ligger på 4,2 ud af 5 fra over 800 anmeldelser, og det tal fortæller også, hvad stedet ikke er. Det korte kort og den ligefremme tilberedning deler gæsterne, og de lave bedømmelser handler næsten altid om netop det: kommer du efter køkkenkunst og en lang carta, bliver du skuffet. Kommer du efter mad, som den bliver lavet i et frigilianer-hjem, rammer du plet.

Praktisk — parkering, tidspunkter og hvem stedet passer til

Kør ikke ind i den gamle bydel. Den nemmeste løsning er den offentlige parkering ved Plaza de las Tres Culturas nede ved El Ingenio; derfra går du op gennem Calle Real og videre ind i det gamle kvarter på fem til ti minutter. De sidste stykker er brolagte stigninger og trin, og hverken gaden eller huset er egnet til kørestol eller barnevogn.

Frokosten er hovedmåltidet her. Terrassen er fyldt i den spanske frokosttid mellem to og tre, så vil du sikre dig et bord med udsigten, skal du komme før klokken et. Personalet klarer engelsk uden problemer og er vant til at forklare, hvad migas er, for gæster, der ikke har mødt retten før.

Stedet passer til dagsturisten fra Nerja eller Torrox, til vandreren, der er kommet ned fra bjergene eller fra spøgelseslandsbyen El Acebuchal, og til familier med børn, som udgør en stor del af gæsterne. Det passer mindre godt til en sen romantisk middag. Til gengæld passer det præcis til den rejsende, der gerne vil spise noget, der faktisk hører hjemme i landsbyen — gedekid i mandelsauce, migas med blodpølse og gachas med sukkerrørssirup fra fabrikken nede ad gaden — uden at det koster mere end en tallerken pasta nede ved kysten.