Las Brasas de Alberto

Husets chuletón kommer fra køer på fire til otte år, og i Extra Premium-udgaven fra dyr, der har rundet otte. Bøffen vejes, før den lægges på gløderne, og prisen følger vægten — regn med omkring tres euro kiloet. Det er den detalje, der skiller en rigtig asador fra en restaurant, der bare har bøf på kortet, og den er grunden til, at det lille hus på Plazoleta Ortiz er blevet fast holdeplads for både esteponeros og fastboende nordeuropæere med appetit på kød.

Maden og menuen på Las Brasas de Alberto

Køkkenet er en asador — en spansk grillrestaurant, hvor trækul og kødets alder bærer hele forestillingen. Spisekammeret er hentet i Nordspanien snarere end i Andalusien, og det kan du smage allerede i forretterne. Kortet åbner med en afdeling, der hedder para compartir, altså til deling, og den er tænkt til midten af bordet: grillet chorizo riojano til omkring ni euro, chistorra navarra med spejlæg og pimientos del padrón, agernfodret jamón 100 % ibérico de bellota i underkanten af femogtyve euro og ren fåremælks-manchego til omkring fjorten. Champiñones rellenos, champignoner fyldt med en blød ostecreme, sælges pr. styk til et par euro, og det samme gør anchoas de primavera del Cantábrico — forårsansjoser fra Biscayabugten, som kommer på hjemmebagt focaccia med tomatpulp til omkring tre euro stykket. Du kan altså sammensætte en forret i præcis den størrelse, I er til.

Fra havet står gambas al pil-pil i hvidløg og chili til omkring fjorten euro, almejas de carril i husets ajillo og cocochas de merluza — kulmulekæber, den gelatinøse mundfuld under fiskens hage, som er en baskisk klassiker og her koster omkring tredive euro. Vil du have noget mere mættende at dele, er der revuelto, altså blødt røræg, med enten grønne asparges, forårshvidløg og rejer eller kartoffel, chorizo og skinke, begge til omkring tolv euro. Berenjenas rellenas, gratinerede auberginer fyldt med iberisk kød, fås som hel ración til omkring fjorten euro og som media ración, en halv portion, til omkring otte — en portionsform, det er værd at kende, når I er få.

Selve kødsiden er delt op efter dyrets alder, og huset forklarer selv opdelingen på kortet. Ternera er ungkvæg på ti til tolv måneder, lyst og mildt: entrecôte af lomo bajo og lomo alto omkring tyve euro, mørbrad godt tyve, og mørbraden med andefoie og en reduktion på Pedro Ximénez omkring femogtyve. Vaca er den voksne ko, og det er dér, huset har sin identitet — chuletón af fire til otte år gammelt dyr, chuletón af mere end otte år som Extra Premium, dertil vaca rubia gallega Platinum og solomillo af galicisk ko. Under cerdo ligger secreto, presa og pluma af agernfodret iberisk gris fra Joselito til femten-tyve euro stykket, plus en codillo al estilo alemán, altså tysk skank. Skal I have flere ting på samme tallerken, er Parrilla Mixta med presa, secreto, entrecôte og chorizo regnet til to personer og koster godt tredive euro i alt. Cordero er repræsenteret ved chuletitas de cordero, små koteletter af mælkelam af racen churra med oprindelsesbetegnelse fra Castilla y León, aldrig fra dyr over seks kilo.

Fisk fylder mindre, men er der: bacalao frito med aspargessauce, bacalao asado i egen sky med en creme af olivenolie og hvidløg, og merluza gallega de pincho med salsa bilbaína — krogfanget galicisk kulmule med den baskiske hvidløgs- og chilisauce. De ligger omkring tyve euro. Desserterne er hjemmelavede og koster fem til syv euro: en varm chokoladecoulant med vaniljeis, husets egen tarta de queso "Las Brasas", en libanesisk mandel- og appelsinkage, flan af æble og citronsorbet. Ostekagen er den, flest gæster vender tilbage til.

To praktiske ting, kortet selv oplyser: alle priser er inklusive moms, og pan y aperitivo — brød og en lille velkomstsnack — står som en selvstændig post til halvanden euro pr. person, så den lander på regningen, medmindre du siger nej. Huset laver desuden sine bedste stege kun efter forudbestilling: cochinillo, altså pattegris, og cordero lechal, mælkelam, samt risretter. Det er den slags, du skal ringe om et par dage før, hvis I er et selskab. Ud over det trykte kort dukker der jævnligt dagens forslag op, og gæsterne nævner gennemgående croquetas og carabineros, som ikke står nogen steder på kortet — spørg tjeneren, før du bestiller.

Er du ikke kødspiser, skal du vide, hvad du går ind til. Turismo Costa del Sol skriver det ligeud: der er vegetariske muligheder, men det er ikke stedet for dig, hvis du ikke spiser kød. I praksis betyder det grillede grønne asparges med nøddevinaigrette og manchego, konfiterede piquillopeberfrugter fra D.O. Lodosa, de fyldte champignoner, husets store salat og gedeosten. Bordbestilling anbefales — huset tager reservationer online gennem sit eget bookingsystem, over WhatsApp og på telefonen, og på Plazoleta Ortiz er der ikke mange borde at tage af på en fredag aften.

Sådan ligger Las Brasas de Alberto i Esteponas gamle bydel

Adressen er Plazoleta Ortiz nr. 9, som også skrives C/ Caridad 9. Pladsen ligger i den vestlige ende af det historiske centrum, dér hvor gågaderne Calle Caridad og Calle Málaga løber ud, og den er over årene blevet en af de tættest bespiste pletter i bykernen. Du sidder altså midt i det kvarter, Estepona har brugt det seneste årti på at kalke hvidt og hænge blomsterkrukker op i — men på en lille plads, ikke ved havnen og ikke ved stranden. Det gør stedet nemt at kombinere med resten af den gamle bydel. Ruta de Murales Artísticos, de store vægmalerier på gavlene, begynder få gader herfra, og Orchidarium Estepona med sine tre glaskupler ligger et par minutters gang mod vest. Vil du ned til vandet efter maden, er der under ti minutters gang til Playa de La Rada og byens strandpromenade. Selve pladsen deler huset med blandt andre La Bulla Gastrobar, så du kan sagtens tage aperitiffen ét sted og maden et andet uden at flytte dig mere end tyve meter. Flere valgmuligheder finder du i oversigten over restauranter i Estepona.

Kødet er hele husets projekt

Restauranten fortæller selv, at den kører helt ud i afsides landsbyer for at finde kreaturer, der er vokset op i frihed. Linjen er konsekvent: man vælger bevidst det ældste og federeste kvæg, fordi det giver rødt, fedtmarmoreret kød med kraftig infiltration — og dermed den saftighed og dybde, ungt kød ikke har. Det er også forklaringen på, at chuletónen sælges efter vægt frem for som portion: du køber et stykke af et bestemt dyr, ikke en standardbøf.

Den samme omhu kan aflæses direkte i navnene på kortet: chorizo fra Rioja, chistorra fra Navarra, morcilla fra Burgos, piquillopeber med D.O. Lodosa, ansjoser fra Cantabrien, kulmule fra Galicien og salsa bilbaína fra Baskerlandet. Den iberiske gris er specificeret som dyr på atten til toogtyve måneder, opfedet på agern i montanera-sæsonen. Det er et nordspansk indkøbskort, sat op midt i en andalusisk kystby — og det er dét, der gør huset til noget andet end de fiske- og espeto-steder, resten af Estepona er kendt for.

Vinkælderen med over hundrede referencer

Bodegaen er husets andet kendemærke. Restauranten oplyser selv, at der er mere end hundrede referencer på vinkortet, og kataloget er ordnet efter oprindelsesbetegnelse med noter om druesammensætning og fadtid ved hver flaske. Tyngden ligger, hvor den skal, når kødet er hovedretten: Rioja i crianza- og reserva-klassen fylder de første sider, Ribera del Duero de næste, og først derefter kommer afdelingen otras denominaciones. Dér finder du blandt andet flasker fra Bodega Chinchilla i Ronda, altså Sierra de Málaga — værd at kende, hvis du gerne vil drikke lokalt til en bøf, der er kørt hjem fra den anden ende af landet.

Terrassen på pladsen og stemningen indenfor

Indretningen er enkel og uden staffage; det er kødet og vinen, der skal bære aftenen. Til gengæld har huset borde ude på pladsen, og i det halvår, hvor Estepona er behageligst at sidde ude i, er terrassen det, folk beder om først. Gæsterne fremhæver gennemgående, at betjeningen er varm og forklarende frem for effektiv, og at stedet fungerer for familier — børn er en helt normal del af billedet, og det er ikke nogen selvfølge på en restaurant med den slags kød på kortet. Huset har både spansk og engelsk menukort, og engelsk tales til bordene, hvilket passer til en by med en stor fastboende nordeuropæisk befolkning. Med 4,6 i gennemsnit fra knap 700 Google-anmeldelser ligger stedet højt i en kommune med flere hundrede spisesteder.

Praktisk: åbningstider, parkering og hvem stedet passer til

Der serveres frokost fra klokken 13 til 16 og aftensmad fra 19.30, og køkkenet holder åbent til midnat — sent nok til, at du kan nå en sen middag efter en dag på stranden. Onsdag er lukkedag hele året, og det er den fejl, flest laver: den gamle bydel summer også om onsdagen, men netop her er der slukket. I højsæsonen og i weekenderne bør du reservere, og skal du have cochinillo eller mælkelam, skal bestillingen ligge flere dage før.

Du kan ikke køre til døren — pladsen ligger inde i gågadenettet. Til gengæld er der kommunal parkeringskælder under Plaza Antonia Guerrero et par minutters gang derfra med plads til omkring hundrede biler, og taksten er lav: en euro for hele dagsperioden fra klokken 9 til 21 og to euro for natperioden fra 21 til 9. Det gør en frokost i det gamle Estepona langt mindre besværlig, end adressen umiddelbart antyder.

Prislejet lander omkring tredive til fyrre euro pr. person, hvis I deler en forret, tager en kødret hver og drikker vin til; deler I i stedet en chuletón to om, kan det blive billigere end som så. Stedet passer bedst til dig, der vil have ét godt stykke kød frem for en lang tapasrunde, til par og familier med større børn, og til selskaber, der planlægger frem og bestiller en steg. Er du ude efter fisk på stranden eller en let frokost i solen, skal du et andet sted hen i byen — det her er en asador, og den er sig selv bevidst.