El Rincón de la Manzanilla

Manzanillaen kommer fra fad bag disken og bliver skænket i et lille, koldt catavino-glas, og en tapa starter under to euro. El Rincón de la Manzanilla er et af de få steder i Ronda, hvor sherryen fra Sanlúcar er hovedsagen og maden er det, der passer til den — og hvor du kan få en liter manzanilla med hjem, hvis du selv har noget at hælde den på.

Maden og menuen på El Rincón de la Manzanilla

Huset præsenterer sig selv som et despacho de vinos y tapas — en vinudskænkning med tapas — og det er den mest præcise beskrivelse, der findes af stedet. Køkkenet er andalusisk tapeo i den udgave, man kender fra Cádiz-provinsen og Sanlúcar de Barrameda: koldt, saltet, syltet og udskåret frem for stegt. Der er ingen menú del día, altså ingen fast dagens menu; du spiser dig gennem kortet post for post og bestiller det samme i tre størrelser. En tapa koster fra omkring halvanden til knap fire euro, den større plade fra omkring fire til sytten euro, og en tabla — et fad til at dele — fra omkring tolv til nitten euro. Den dyreste af dem hedder Plaza Toros efter tyrefægterarenaen få hundrede meter væk.

Det, huset er kendt for, er salazones og konserves. Mojama de atún extra, den lufttørrede tunfilet fra midterstykket af loinen, står på kortet som både tapa og plade og er den ret, flest gæster fremhæver. Ved siden af den finder du chicharrón de Cádiz og chicharrón de Jerez, de sprøde svinestykker fra kystbyerne; papas aliñadas con melva, lune kartofler i olie og eddike med røget melva-tun; ensaladilla rusa og en ensalada de zanahoria jerezana, altså den krydrede gulerodssalat fra Jerez. Dertil salmorejo cordobés, pastel de cabracho — en kølig terrine af rødfisk — samt paté af and og af agerhøne, begge serveret med Pedro Ximénez. De små fiskeretter er husets styrke: boquerones en vinagre, anchoa del Cantábrico alene eller sammen med en piparra-peber, sardina ahumada, atún ahumado og en creme af payoyo-ost fra bjergene her omkring med en ansjos ovenpå.

Chacinas og oste fylder resten af kortet. Der er jamón ibérico de bellota, caña de lomo, morcón, salchichón og to slags chorizo — den ene fra Ronda selv, den anden en stærk fra Vejer de la Frontera — alle sammen som tapa, plade eller på et fad. Osten kommer som husets egen udvalgte selección eller som Balanchares. Montaditos, de små sammenklappede sandwich, ligger alle omkring et par euro og er værd at kigge grundigt på: pringá og carne mechada, lomo i manteca colorá fra Vejer, lomo med mojo picón, røget palometa med ost, chicharrón med gedeost, rejer med alioli og en matrimonio med både ansjos og marineret ansjos. Endelig er der banderillas og gildas på pind, fra omkring to euro stykket, hvor gordal-oliven, ansjos, soltørret tomat og emmentaler holdes sammen af en tandstik.

Konservesafdelingen sælges som den er: hjertemuslinger, zamburiñas i sauce, sardinillas, chilenske knivmuslinger, store marinerede muslinger og ventresca af tun i olivenolie, alt fra omkring fire til ti euro dåsen. Nogle poster er sæsonvarer og står mærket sådan på kortet — salpicón af skaldyr, tomate aliñado og picadillo af torskerogn. Vær opmærksom på, at oliven og ekstra brød ikke følger med bordet, men koster omkring en euro hver. Kortet markerer de fjorten officielle allergener ret for ret, og der er glutenfri øl fra både Cruzcampo og Estrella Galicia. Kødfri poster findes — tortilla de patatas, patatas bravas, gulerodssalaten, hvide asparges, oliven og ristede mandler — men huset er bygget om fisk og skinke, så en veganer får en tynd aften. Kaffe skænkes ikke.

Et realistisk prisleje er femten til tyve euro pr. person, hvis I deler et par plader og drikker et par glas til. Der tages ikke bordbestilling, og lokalet er lille, så det afgørende råd er at komme tidligt — både til frokosten og igen ved åbningstid om aftenen.

Manzanilla, sherry og vinsalg hos El Rincón de la Manzanilla

Huset skriver om sig selv, at det leverer kvalitetsvine fra soleraen til forbrugeren, og det er ikke en talemåde. Manzanilla er den blege, knastørre sherry fra Sanlúcar de Barrameda ved Guadalquivirs munding — ikke den kamillete, ordet betyder alle andre steder i Spanien — og her kommer den fra Bodegas Elías González, et lille familiebrug i Sanlúcar, som ifølge husets egen beskrivelse har høstet fra egne vinmarker i tre generationer. Fra fad sælges manzanilla clásica, fina og selección samt oloroso, amontillado, cream, moscatel og Pedro Ximénez, og der er også sherryeddike på hanen. Et glas ligger omkring to euro, en liter fra omkring ni til fjorten euro og to liter fra omkring femten til femogtyve. Køber du på literen, skal du selv have noget at hælde den på: huset oplyser, at emballage ikke er inkluderet i det direkte salg fra fad.

Vinoteket bagved er langt bredere, end lokalets størrelse antyder. Der er flaskemanzanillaer som Torre Breva, Grabiela, La Kika og en sæsonbestemt Rama Solear, finoer fra El Puerto de Santa María og Jerez, amontillados fra Ataulfo og Fossil over Maestro Sierra på tolv år til en Jalifa på tredive år, olorosos, palo cortado og de søde PX'er og moscateller. Et glas fra vinoteket koster fra et par euro til omkring seks, en flaske fra omkring tolv euro og op til omkring femogfirs for de ældste amontillados. Montilla-Moriles og Málaga er også repræsenteret med Alvear og Toro Albalá, så du kan smage forskellen på en fino fra Jerez og en fra Córdoba-provinsen ved samme bord.

De lokale vine står ikke i skyggen. Huset skænker rødvin fra Huerto de la Condesa og Cortijo Los Aguilares og en Encina del Inglés af tintilla de rota, tempranillo og syrah — den sidste beskriver huset selv som en hyldest til de romantiske engelske rejsende, der i 1800-tallet gjorde Ronda til et fast punkt på deres store rundrejse gennem Sydeuropa. Et glas Ronda-vin ligger omkring tre og en halv euro, flasken omkring tyve. Dertil kommer husets egen vermut, tinto de verano, sangría og fadøl til under to euro glasset.

Hvor El Rincón de la Manzanilla ligger i Ronda

Baren ligger i stueetagen på Calle Virgen de los Remedios 13 i bydelen El Mercadillo, få skridt fra Plaza del Socorro og gågaden Carrera Espinel, som rondeñerne kalder La Bola. Gaden er en af byens klassiske tapasgader — tapasbaren Camelot ligger længere oppe ad samme fortov — og den er derfor et logisk sted at begynde eller slutte en tapasrunde blandt restauranterne i Ronda. Der er et par hundrede meter til tyrefægterarenaen Plaza de Toros de Ronda og fem minutters gang til broen Puente Nuevo over kløften El Tajo, og hotellet Catalonia Ronda ligger under to hundrede meter væk.

Selve lokalet er lille. Der er ståborde og høje barstole indenfor og et par borde på fortovet udenfor, hvor der er sol midt på dagen — det er den bedste plads, og den er som regel taget først. Vinene står anført på en tavle, og personalet er vant til at guide gæster igennem den. Kommer du i højsæsonen eller under en fest, skal du regne med at vente et par minutter på plads eller at drikke stående ved disken.

Historien bag El Rincón de la Manzanilla og gæsternes dom

Stedet er ikke et gammelt rondeño-værtshus. De tidligste gæsteberetninger er fra foråret 2015 og omtaler baren som nyåbnet, så den har rundet ti år i gaden. Fra begyndelsen har konceptet været det samme: et stykke Sanlúcar flyttet ind i Ronda, med fadene synlige i lokalet og et kort, der er sat sammen efter, hvad der klæder en manzanilla. Gæster fra Cádiz-provinsen genkender formatet med det samme og beskriver stedet som en taberna gaditana, og publikum er stadig overvejende lokalt frem for turistmættet.

Den samlede dom er god, men ikke ubetinget: 4,3 af 5 fra 572 anmeldelser på Google. Det, der roses igen og igen på tværs af årene, er vinene, prisniveauet og et personale, der gider fortælle om, hvad der er i glasset. De tilbagevendende kritikpunkter er lige så konsistente. Betjeningen skrider, når baren er fuld, og flere gæster har ventet længe på små bestillinger. Portionerne er små — det er en tapasbar i ordets oprindelige forstand, ikke et sted, hvor man bliver mæt af én ret. Og de få varme retter, kortet rummer, er stedets svageste led; personalet har selv forklaret gæster, at der ikke er et rigtigt køkken i lokalet. Bestiller du koldt, som huset er indrettet til, rammer du langt bedre end med patatas bravas.

Praktisk og for hvem

Baren holder lukket om mandagen. De øvrige hverdage og lørdag er der åbent midt på dagen fra klokken tolv til seksten og igen om aftenen fra klokken tyve til midnat, mens søndagen kun dækker frokosten. Aftenåbningen til midnat gør stedet brugbart sent, men køkkenet lukker før baren, så kom i god tid, hvis du vil have mad. Kortet findes på spansk og engelsk, og husets digitale udgave kan også vises på fransk, hvilket gør bestillingen enkel, selv om du ikke taler spansk.

Bilen stiller du under jorden: parkeringskælderen ved Plaza del Socorro ligger et par gadehjørner væk, har åbent døgnet rundt hele året og koster omkring to og en halv euro i timen. Derfra er der gåafstand til både baren, arenaen og broen, så en dagstur fra kysten kan klares uden at flytte bilen igen.

Er du på dagstur til Ronda fra Costa del Sol, er det her et af de mest oplagte stop for en tidlig frokost eller et glas før middagen — især hvis du har lyst til at forstå, hvad forskellen på fino, manzanilla, amontillado og oloroso egentlig smager af, uden at det koster mere end en almindelig frokost. Par og små selskaber passer bedst ind i lokalet. Har du børn med, som skal have varm mad, eller er I mange, skal I vælge et større hus; her er hverken børnemenu eller plads til at brede sig.