BAR EL MOLINO NERJA LA TASCA DE FRASCO

Guitaristen spiller i den gamle møllesal, hvor stenen fra olivenpressen stadig ligger i gulvet, og til den første øl eller det første glas vin følger der en tapa. Ved midnat går lyset ned, og lokalet synger en salve til Jomfruen. Der er ingen entré — man betaler kun for det, man drikker og spiser.

Maden og menuen på Bar El Molino Nerja La Tasca de Frasco

Huset kalder sig selv en musik- og tapasbar, og den betegnelse er præcis. Køkkenet er lille og andalusisk, og stedet beskriver selv sit udbud som comida típica de la tierra — egnens egen mad — serveret som tapas ved siden af øl, vin, whisky, rom og cocktails. Det, der går igen på tallerkenerne, er spegede varer og ost: jamón (lufttørret skinke), chorizo og andre chacinas (spegepølser) sammen med manchego (fåreost fra La Mancha), og derudover små varme retter i sauce med stegte kartofler til. Det er mad, der er tænkt til at følge et glas, ikke til at afløse en middag.

Sådan fungerer stedet også i praksis: bestiller man noget at drikke, kommer der en tapa med, sådan som det stadig gøres i mange barer i Málaga-provinsen. Hvad tapaen er, skifter fra aften til aften, og der findes ikke noget menukort på nettet, man kan læse på forhånd. Flere gæster fortæller, at tapasen typisk serveres ved de små borde ude i gaden frem for inde i møllesalen, hvor pladsen er sat af til musikken — vil man spise, mens man lytter, er det værd at spørge, inden man sætter sig.

Dagens menu findes ikke, og det er der en enkel forklaring på: huset åbner først om aftenen og er lukket hele dagen igennem, hvor menú del día ellers serveres i Spanien. Prislejet er barens og ikke restaurantens — regn med fra et par euro og op til omkring syv euro for det enkelte glas eller den enkelte tallerken. Der tages både kort og kontanter.

Et tilbagevendende kritikpunkt i gæsternes omtale er netop prisen på drikkevarerne. Flere oplever, at en øl, en sangría eller en spiritus med sodavand koster mærkbart mere end i barerne rundt om i den gamle bydel, og at der ikke hænger nogen prisliste fremme, man kan orientere sig i, før man bestiller. Det er den ene ting, der går igen hos de utilfredse, og den er nem at komme uden om: spørg om prisen, før du bestiller runden. Til gengæld fremhæver gæsterne lige så konsekvent, at der ingen entré er til musikken — underholdningen er med andre ord gratis, og regningen består udelukkende af det, man har drukket.

Hvor Bar El Molino ligger i Nerjas gamle bydel

Adressen er Calle San José 4, en smal gade i den ældste del af Nerja, hvor husene ligger tæt og gadelivet foregår lige uden for døren. Der er omkring tre-fire hundrede meter til Balcón de Europa og udsigtsplatformen over havet, knap et par hundrede meter til Museo de Nerja og byens historiske samling og cirka lige så langt ned til Playa Calahonda. Man kan altså gå til stedet fra det meste af centrum uden at tænke over det.

Bilen er en anden sag. Gaden er ikke et sted, man parkerer, men der ligger tre offentlige parkeringspladser inden for et par hundrede meter: Aparcamiento Carabeo og parkeringen ved Balcón de Europa og Plaza de España, begge med betaling, og Parking Giner de los Ríos, som er gratis og ligger lidt længere væk. Uden for døren står en håndfuld små borde direkte i gaden — de kom til for nogle sæsoner siden og er blevet stedets mest brugte plads i de tidlige timer, før musikken går i gang.

Fra oliemølle til Frascos tasca

Bygningen er en gammel oliemølle fra 1800-tallet, opført i adobe og sten med rundbuede hvælvinger forstærket med tegl. Det var en molino de aceite de tracción animal — en oliemølle trukket af et dyr, der gik rundt i ring om kværnen. Både buerne, stenen og en samling gamle landbrugsredskaber sidder stadig på vægge og loft, og det er dét, der giver rummet dets karakter. Gæster bruger tid på bare at kigge sig omkring, og navnet El Molino er ikke pynt: det er huset, der stadig hedder, hvad det var.

Huset regner sin egen musikhistorie fra 1962 og beskriver sig selv som Nerjas første flamencotablao. Den påstand kommer fra stedet selv og lader sig ikke efterprøve andre steder, men at der har været musik i møllen i årtier, er der ingen tvivl om.

Berømmelsen uden for Nerja skyldes noget andet. Da RTVE i begyndelsen af 1980'erne optog tv-serien Verano Azul i byen, blev El Molino til la tasca de Frasco — Frascos beværtning, hvor fiskeren Chanquete drak sin vin og spillede domino med de andre gamle i byen. Serien blev et fænomen i Spanien og satte for alvor Nerja på landkortet, og møllen er i dag den kulisse fra serien, man stadig kan gå ind i og sætte sig i. Nerja kommune har lagt tasca de Frasco ind som stop på sin egen Verano Azul-rute, som besøgende kan følge med den gratis app NerjaAR, og et par hundrede meter derfra ligger Parque Verano Azul med kopien af Chanquetes båd La Dorada. For danske gæster, der ikke kender serien, betyder det ikke så meget — men det forklarer, hvorfor spanske familier står og fotograferer en ganske almindelig gadedør.

Lukningen i 2021 og huset i dag

I maj 2021 lukkede El Molino. Forpagteren gennem mange år og ejeren af lokalet kunne ikke blive enige om en ny lejekontrakt, og nyheden vakte opsigt langt ud over Nerja, fordi stedet er et af de få, der binder byen sammen med serien. Lukningen blev kortvarig. Samme sommer overtog kunstneren og forretningsmanden Fernando del Paso lokalet med et løfte om at holde fast i både Verano Azul-arven og flamencoen, og siden har baren kørt videre.

Det er værd at vide, når man kigger på karakteren. Google giver stedet 4,4 af 5 fra 588 anmeldelser, men de anmeldelser dækker begge epoker — både årene under den tidligere drift og årene efter overtagelsen. Der er ikke tale om et nyt sted, der har arvet en gammel profil, men om det samme hus i de samme mure med en ny mand bag disken.

Flamenco, rumba og salven ved midnat

Musikken er grunden til, at folk kommer. Hver aften huset har åbent, går der musikere på omkring halvtiende-tiden, typisk en guitarist og en sanger eller en duo, og de spiller videre, til stedet lukker. Det er ikke et tablao med koreograferet show og billetsalg, men flamenquito, rumba og sevillanas — de mere folkelige og sangbare grene af det andalusiske repertoire. Gæsterne fremhæver gennemgående sangeren og stemningen frem for danserne, og en del af oplevelsen er, at spanske gæster synger med, klapper og rejser sig og danser uden at være bedt om det. Enkelte gæster har bemærket, at der bruges playback under nogle numre, og at værten selv tager sig af flere af sangene i løbet af aftenen.

Det mest omtalte enkeltøjeblik er midnat. Da dæmpes lyset, og der synges en salve rociera til Jomfruen — en andalusisk andagtssang fra valfartstraditionen i El Rocío. Det tager få minutter, og det er den detalje, flest gæster tager med sig hjem, uanset om de selv er troende eller ej. Kommer man for at opleve stedet, som det er, er det værd at blive til efter tolv.

Praktisk og for hvem

Bar El Molino er et aftensted og lukket om mandagen. De øvrige dage åbner huset ved otte-tiden om aftenen og har åbent til klokken to om natten, og musikken begynder halvanden times tid inde i aftenen. Vil man sidde inde i møllesalen, hvor musikerne står, skal man komme i god tid — lokalet er ikke stort, og bordene ude i gaden er få. Vil man bare have en fadøl i en smal andalusisk gade en tidlig aften, er det omvendt et af de rolige tidspunkter.

Målgruppen er voksne. Det er en bar med sen musik og ikke et sted, man tager små børn med hen, og det er heller ikke et sted, man planlægger en middag. Den mest brugbare måde at bruge huset på er som anden halvdel af aftenen: spis først på et af de mange spisesteder i Nerjas gamle bydel, og gå så herhen til vin og tapas, når musikken går i gang. Gæstekredsen er delt nogenlunde midt over mellem spanske og udenlandske gæster, og det er sjældnere på Costa del Sol, end man skulle tro — det er ikke et sted, der udelukkende lever af turister, og det kan mærkes på aftenerne, hvor lokale stamgæster fylder mest.

Er man interesseret i den fysiske arv efter Verano Azul, hører møllen sammen med resten af byens seværdigheder og steder at gå til i Nerja. Er man bare ude efter levende musik uden entré i en bygning med to hundrede års historie i murene, er det stadig et af de mest anderledes steder at tilbringe en aften i byen.