Los Barriles

Husets specialitet er en chorizo, du selv griller ved bordet på en lille keramikgris med brændende sprit i maven — og den er det billigste, der står på kortet. Cirka hver tredje gæst, der overhovedet skriver noget om Los Barriles, nævner præcis den ret. Resten af listen er kort, kold og klassisk: skinke, ost og spegepølse, skåret bag disken og serveret på en tønde.

Maden og menuen på Los Barriles

Los Barriles er en tapasbar og ikke en restaurant, og kortet er derefter: én side med udskåret charcuteri og ganske få ting, der bliver varme. Alt står på tre sprog — spansk, engelsk og tysk — og huset trykker selv to oplysninger nederst på siden, som er værd at kende, inden du bestiller: brødet er inkluderet i prisen på en ración, og momsen er regnet med i tallene, så det, der står, er det, du betaler.

Retten, huset lever af, hedder chorizo al infierno, "chorizo i helvede". Pølsen kommer rå til bordet i en lille keramikgris fyldt med brændsprit, den bliver tændt foran dig, og så grilles den over den åbne flamme, til den er, som du vil have den — nogle aftener klarer værten det hele selv, andre gange får du lov at passe den. Den serveres med brød og koster godt en tredjedel af, hvad en almindelig ración koster; regn med under fem euro for en. Det er stedets signatur, og det er også grunden til, at næsten alle borde har en flamme stående, når først aftenen er kommet i gang.

Uden om grisen består kortet af chacinería, altså udskårne spegevarer: jamón (serranoskinke), queso (ost, som regel manchego), jamón y queso på samme fad, salchichón ibérico, lomo embuchado (tørsaltet, krydret svinekam) samt chorizo rojo og chorizo criollo. Vil du have noget andet varmt end pølsen, er der pinchitos, de små marinerede kødspyd, som andalusierne kalder pincho moruno, og filetillos, små stykker stegt svinekam. Kan I ikke blive enige, findes plato variado — "de todo", et blandet fad med lidt af det hele. En enkelt kortgeneration har også haft tataki de atún rojo, letbrændt rød tun, som det eneste indslag fra havet.

Alt sælges i to størrelser, og det er den mest brugbare oplysning på hele kortet: en hel ración eller en media ración, altså en halv. En hel ligger omkring femten euro, en media omkring det halve. To personer, der gerne vil smage bredt, kommer længst med tre medias og en chorizo al infierno hver, og så er der stadig plads til en runde mere.

Drikkelisten er lige så jordnær som maden. Husets vin er en Rioja i både rød og hvid, der er en Ribera del Duero et trin op, og — det er værd at lægge mærke til — en vino de Frigiliana fra bjergbyen lige nord for Nerja, som er den billigste vin på listen og en af de få lokale flasker, du overhovedet møder på et bykort her. Vermouthen er hjemmelavet, sangríaen sælges i literkande, og øllen kommer i fire størrelser med hver sin pris: caña, copa, tubo og tanque. Beder du bare om "una cerveza", er det ikke givet, at du får den mindste — sig caña, hvis det er den lille, du er ude efter.

Der er ingen menú del día. Huset åbner først sidst på eftermiddagen, og i to uafhængige gennemgange af tilsammen over fire hundrede gæsteomtaler er dagens menu ikke nævnt en eneste gang. Vegetarer har reelt ét valg, nemlig osten; alt andet på kortet er charcuteri eller grillet kød. Til gengæld sætter huset som regel en lille tapa på bordet uden beregning, når du bestiller noget at drikke — typisk et par skiver manchego eller lidt skinke med brød. Det går igen hos gæster på tværs af sprog og årgange, og det ændrer regnestykket: en øl og et glas vin med det, der følger med, er for mange gæster hele besøget.

Sådan ligger Los Barriles i Nerjas gamle bydel

Calle San José er en kort, smal brostensgade midt i den gamle bydel, og Los Barriles ligger i nummer 2, helt oppe i den ende, hvor gaden drejer ind fra hovedstrøget. Der er cirka 370 meter ned til Balcón de Europa og under 300 meter til Playa Calahonda, så du kan gå fra strand til bar på fem minutter uden at røre en bil.

Gaden er ikke et tilfældigt sted at ligge. Naboen i nummer 4 er Bar El Molino, kendt som La Tasca de Frasco fra tv-serien Verano Azul, og et par gadehjørner væk ligger Calle Pintada, Calle Almirante Ferrándiz og Calle Gloria med den tætteste samling af tapasbarer i byen. Los Barriles hører til den rute, men ligger et skridt til siden for den — nok til, at gaden er stille, og at man skal vide, den er der. Flere gæster fortæller, at de fandt stedet, fordi der ikke var plads på barerne nede på hovedstrøget. Se de øvrige restauranter i Nerja, hvis du vil planlægge en hel aften i kvarteret.

Fra Calle Carabeo til Calle San José

Los Barriles er ikke et nyt sted i Nerja. Huset omtaler sig selv som en gammel bar, der er flyttet: den lå oprindeligt på Calle Carabeo, gaden der løber mod øst langs klippen over strandene, og rykkede derfra til de nuværende lokaler på Calle San José. Det er den samme forretning, de samme ejere og det samme kort, der er flyttet med — og det er værd at vide, når du kigger på tallene, for både Googles 4,6 af 5 fra 419 anmeldelser og de ældre gæsteomtaler dækker begge adresser. De ældste beskrivelser handler om et råere, mere slidt lokale i Carabeo; de nyeste handler om det, der ligger her nu.

Stedet drives af Rafa — Rafael, af nogle gæster kaldt Fali — sammen med hans kone, der står for grillen. De to er ofte de eneste bag disken, også når der er fuldt hus, og værten er en så stor del af oplevelsen, at knap hver tiende anmeldelse nævner ham ved navn. Gæster, der har været i Nerja år efter år, beskriver, at han husker deres ansigt og hvad de drak sidst. Flytningen delte i øvrigt de trofaste: nogle savner det rustikke i det gamle lokale, andre synes, det nye er kønnere. Begge dele står at læse hos folk, der har været begge steder.

Tønder, glasgulv og skinker i loftet

Navnet er ikke pynt. Barriles betyder tønder, og det er præcis, hvad du sidder ved: vintønder brugt som høje borde, både inde i lokalet og ude på gaden, med barstole omkring. Husets logo er en tønde med en hane i. Fra loftet hænger hele skinker til tørring, og lige inden for døren er der et glasgulv, du skal træde ud på, med en kælder under: gamle tønder og gammelt værktøj, som du kan kigge ned på, mens du står i køen ved baren. Nogle aftener er kælderen åben, og så kan du gå ned og se den nedefra — flere gæster fremhæver netop den nederste etage som det pæneste rum i huset.

Det er et lille lokale, og det er indrettet til at stå op eller sidde højt. Der er ingen dug og ingen menukort med fotos af hovedretter; der er en disk, nogle tønder, en øltap og en meget aktiv vært. Enkelte aftener spiller der levende musik. Til gengæld betyder tønderne og de høje borde, at stedet er upraktisk, hvis nogen i selskabet er dårligt gående — der er trin, smalle passager og få almindelige stole.

Aftener på Los Barriles — og hvornår du skal komme

Los Barriles er et aftensted og kun det. Portalernes egne oplysninger og gæsternes beskrivelser peger samstemmende på, at der åbnes ved halvottetiden og lukkes ved midnat, og at der er lukket om søndagen. Der er ingen frokost, ingen morgenmad og ingen eftermiddagsåbning — kommer du klokken fire med en sulten mave, står du foran en lukket dør.

Til gengæld går der ikke lang tid, før der er fuldt. I højsæsonen beskriver gæster, at lokalet er fyldt tyve minutter efter åbning, og at der står folk og venter ude i gaden. Vil du have en tønde og ikke en plads i køen, så mød op, når der låses op, eller kom uden for de travleste sommeruger. Flere spanske gæster anbefaler direkte at gemme stedet til lavsæsonen, hvor der er luft omkring baren og tid til, at værten kan nå rundt.

Stedet er åbent året rundt — der findes beskrivelser af besøg både midt om vinteren og i januar omkring helligtrekonger — men aftenerne er kortere og roligere uden for sommeren.

Praktisk: priser, parkering og hvem stedet passer til

Prislejet er lavt målt på en kystby med Nerjas turisttryk. Regn med ti til tyve euro pr. person, alt efter om I nøjes med et par drinks og det, huset sætter på bordet til dem, eller deler et par raciones. Et enkelt besøg med en øl, et glas rødvin og de medfølgende småting løber let under en tier pr. person. Brødet koster ikke ekstra, og momsen står inde i priserne.

Parkering er den svære del. Gaden er smal og hører til den gamle bydel, hvor der reelt ikke er plads at finde, og gæster melder gennemgående, at det er besværligt at holde tæt på. Den praktiske løsning er den betalte parkering ved El Llano de la Feria nordvest for centrum og derfra fem-ti minutter til fods. Kommer du fra et hotel i centrum eller fra stranden, er du bedre stillet uden bil.

Kortet findes på spansk, engelsk og tysk, og huset er vant til udenlandske gæster: i et udsnit på godt to hundrede anmeldelser er spansktalende og engelsktalende gæster nogenlunde lige mange, og der er også fransk, tysk, hollandsk, svensk og koreansk imellem. Det er altså hverken en ren turistbar eller et rent naboværtshus, men et sted, hvor de to grupper står ved siden af hinanden — og det er formentlig netop det, folk mener, når de kalder det típico.

Los Barriles passer til den, der vil starte aftenen med en drink og noget salt, til par og små grupper, og til enhver, der synes, det er sjovt at grille sin egen pølse over en flamme. Det passer mindre godt til en almindelig middag med hovedret, til børnefamilier, der skal sidde ned og spise, til vegetarer ud over ost, og til den, der har brug for god plads omkring sig.