Bar El Acebuchal

Brødet bages i husets egen brændefyrede ovn af Antonio, som driver stedet, og det kommer til bordet med en tallerken olivenolie ved siden af. Det er den første ting, gæsterne nævner — og den anden er, hvor besværligt det er at komme hertil: El Acebuchal ligger for enden af en smal bjergvej og et stykke grusvej oppe bag Frigiliana, hvor mobildækningen holder op.

Maden og menuen på Bar El Acebuchal

Køkkenet er bjergmad, og vildtet er husets kerne. Jabalí en salsa de especias y verduras — vildsvin braiseret i krydderier og grøntsager — og ciervo en salsa de verduras, hjortekød i grøntsagssauce, er de to retter, stedet er kendt for, og de bliver suppleret af rabo de toro med grøntsagssauce, altså braiseret oksehale. Choto en salsa de almendras, gedekid i mandelsauce, er egnens egen ret og en af de mest interessante på kortet: mandlerne kommer fra bjergsiderne omkring, og saucen er den samme type, man finder i de gamle opskrifter fra Axarquía.

Fra ovnen kommer hele stege — lammekølle, pattegrisekølle, gedekid og vildsvinekølle — og de er værd at ringe om i forvejen, hvis I er et selskab. De øvrige hovedretter dækker bredt: and med æblesauce, kylling i sød vin, svinekød i kokossauce og kalv i gulerods- og tomatsauce. Det lyder mere internationalt, end det smager; det er landkøkken, hvor saucen er retten.

Af de mindre retter står en tabla med pølser af vildsvin og hjort, røget ørred og røget makrel, callos, tomatsalat med ansjoser og husets egen salat. Og så er der hverdagsretterne fra egnen, som man ellers skal kende nogen for at få serveret: migas (stegte brødkrummer med tilbehør), potaje (den tykke bønne- og grøntsagssuppe), huevos a la flamenca, pisto og patatas a lo pobre. Der laves paella, der er vegetariske retter, og desserterne — kage og is — er hjemmelavede. Dagens kroketter og et par retter uden for kortet skifter løbende, så spørg, hvad der er lavet i dag.

Landsbyen, der forsvandt og kom tilbage

El Acebuchal er ikke en almindelig adresse. Landsbyen blev tvangsrømmet i 1949 under efterkrigstidens konflikt mellem Guardia Civil og maquis-modstandsfolkene i bjergene, og i næsten et halvt århundrede lå den tom — husene faldt sammen, og stedet gik under navnet den forsvundne landsby. Fra slutningen af 1990'erne begyndte efterkommere af de fordrevne familier at bygge husene op igen, sten for sten, og i dag står landsbyen hvidkalket og beboet.

Baren åbnede i 2004 som en del af den genopbygning og er i dag stedets omdrejningspunkt. Det er værd at holde fast i, når man sidder der: du spiser i en landsby, som var afskrevet, og som blev bragt tilbage af de familier, der stammer fra den. Historien kan du læse mere om under El Acebuchal.

Terrasserne og udsigten

Der er to terrasser og en traditionel spisesal med brændeovn. Terrasserne kigger ud over bjergsiderne i Sierra de Almijara, og der er hverken trafik eller andre lyde end fugle og vind — det er den slags stilhed, folk lægger mærke til, fordi de ikke er vant til den. Om vinteren er salen med ovnen det rigtige valg; om sommeren er terrassen i skyggen mærkbart køligere end nede ved kysten, fordi landsbyen ligger højt.

Der er også overnatning i landsbyen i istandsatte huse, hvis du vil blive — det er en af de mere usædvanlige måder at bo i Málaga-provinsen på.

Vejen derop

Det skal siges lige ud: turen er en del af oplevelsen, men den skal planlægges. Fra Frigiliana kører du op ad en smal asfaltvej og fortsætter derefter ad en ujævn grusvej det sidste stykke. Almindelige personbiler klarer det fint i tørt vejr, men kør langsomt, hold til højre i sving, og regn med at møde biler den anden vej. Efter kraftig regn kan grusvejen være dårlig. Der er ingen mobildækning oppe i landsbyen, så aftal mødesteder på forhånd, og hent kortet ned, før du kører.

Du kan også gå derop. Vandreruterne fra Frigiliana op gennem dalen er velafmærkede og hører til de smukkeste i Axarquía, og for mange er frokosten på El Acebuchal netop belønningen for turen.

Praktisk og for hvem

Stedet passer til dig, der gerne kører en omvej efter noget, der ikke ligner resten af kysten — og til vandrere, der vil have et mål for turen. Familier er velkomne, portionerne er solide, og prisen er landlig snarere end turistet. Ring i forvejen i weekender og i højsæsonen, og især hvis I er et selskab eller vil have en af ovnstegene.

Personalet taler spansk og engelsk, og betjeningen får konsekvent ros af danske gæster, der har fundet vej herop. Vil du sammenligne med spisestederne nede i byen, ligger de samlet under restauranter i Frigiliana.