La Bodeguita del Chato

Bestil raviolien af rabo de toro: én stor pastapude fyldt med braiseret oksehale, basilikumpesto og soltørret tomat til knap syv euro. Det er den ret, flest gæster kommer tilbage efter, og den fortæller præcis, hvad La Bodeguita del Chato er — et meget lille hus med et meget kort kort, hvor både maden og vinen er valgt én ting ad gangen.

Maden og menuen på La Bodeguita del Chato

Køkkenet er andalusisk tapaskøkken med en moderne kant, og hele kortet fylder ét opslag. Det er delt i fire: chacinas y quesos, altså spegevarer og oste, conservas y aperitivos med konserves og appetitvækkere, entrantes med forretter, og til sidst con las manos — bogstaveligt med hænderne, det du spiser uden bestik. Kortet findes også på engelsk med de samme retter og de samme priser.

Chacinaerne er husets rygrad. Jamón ibérico de bellota, skinke af agernfodret iberisk gris, koster godt tyve euro, og lomito ibérico, salchichón og chorizo kan alle fås som halv eller hel portion, fra omkring seks euro for den lille til godt seksten for den store. Dertil chicharrones estilo gaditano, sprødt flæsk på Cádiz-manér, og carne mechá, spækket og langtidsstegt svinekød i tynde skiver, begge omkring otte og en halv euro. Ostene kommer som anretninger med tre eller fem slags, fra omkring tretten til godt tyve euro, eller som ren manchego.

Conservas-afsnittet er der, hvor huset viser sin forkærlighed for Cádiz-kysten. Gildaen — spyddet med ansjos eller boquerón, oliven og syltet peber — koster omkring to og en halv euro og er den billigste vej ind i kortet. Ved siden af den står brocheta de atún de Barbate, tunspyd fra almadraba-fiskeriet ved Barbate, boquerones en vinagre i to størrelser, sardinillas i olivenolie, mejillones en escabeche, altså marinerede muslinger, og ansjoser serveret med smør og små stænger briochebrød til omkring seksten euro.

Blandt entrantes står burrataen med pesto, rucola og soltørret tomat til omkring femten euro, og den hører til de retter, gæsterne oftest fremhæver. Der er også tomat med avocado og tunmørbrad fra Barbate, ristede peberfrugter med samme tun, flor de alcachofas con papada ibérica, artiskokker med iberisk svinekæbe, og espárragos cojonudos, hvide asparges med trøffelmayonnaise og revet nød. Billigst er pisto con huevo poché, andalusisk grøntsagsgryde med blødkogt æg, til knap syv euro.

Con las manos er det afsnit, der trækker flest gengangere. Ud over oksehaleraviolien er quesadillaen med carne mechá, avocadomayonnaise, pico de gallo og yoghurtsauce den mest omtalte, og den koster under fem euro. Så er der focaccia med røget sardin og romesco, matrimonio de anchoa y boquerón med ansjos og marineret ansjos side om side på tomat, tosta med andeskinke, foie og marmelade af rød peberfrugt, brioche med pulled pork og en anden med konfiteret oksekød — alle fra omkring fire og en halv til knap seks euro. Bao-bollerne med panerede langustiner eller andebryst sælges to ad gangen til omkring ti euro.

Der er ingen menú del día, altså ingen fast dagens menu til frokost. Til gengæld har huset sugerencias del día, dagens forslag ud over kortet, og desserterne står slet ikke trykt: dem skal du spørge personalet om. Kortet bærer ingen allergenmærker, så hensyn til gluten eller andet skal aftales i baren. Vegetarer kan holde sig til burrataen, pisto med æg, aspargesene og osteanretningerne, mens resten af kortet er kød og konserves.

Vinen er den halve grund til at gå ind

Huset kalder sig selv specialister i vin og tapas, og rækkefølgen er ikke tilfældig. Går man de godt halvandet hundrede gæsteanmeldelser igennem, nævner langt de fleste vinen, og mønsteret er ens hele vejen: du får forklaret, hvad du drikker. Gæst efter gæst beskriver, at værten gennemgår drue, område og hus, og gerne vælger glasset for dig, hvis du beder om det.

Udvalget dækker de store spanske vinområder, hvor Rioja og Ribera del Duero går igen, men det, der gør stedet særligt på denne kyst, er sherryen. Manzanilla en rama, den ufiltrerede sherry fra Sanlúcar, er blevet skænket her sæson efter sæson, og huset har selv fremhævet Barbadillos Solear en rama. Palo cortado og cava står også på listen, og der sælges glasvis, så du kan smage dig igennem i stedet for at binde dig til en flaske.

Ved siden af vinen har huset sin egen vermut, som blandes i baren og bestilles enten normal eller preparado, altså med gin, is og appelsin. Den nævnes næsten lige så tit som vinene. Foretrækker du øl, står Estrella Galicia på flaske i tercio, og der er kaffe til dem, der bare skal have en pause fra gaden.

Hvor La Bodeguita del Chato ligger i Esteponas gamle bydel

Adressen er Calle Santa Ana 8, en smal, brolagt gade midt i det gamle Estepona. Der er halvfjerds meter til Plaza de las Flores, hvor turistkontoret holder til, og under hundrede meter til Torre del Reloj, byens gamle klokketårn. Gaden er en af dem, der løber fra strandsiden op mod centrum, og kvarteret omkring den er bilfrit i praksis: Calle Real, Calle Villa og pladserne rundt om er ren gågade, og Santa Ana selv er indrettet, så fodgængerne har fortrinsret. Det er også her, du finder de hvidkalkede facader og blomsterkrukkerne, og Estepona og dens gader med vægmalerier begynder få skridt væk.

Fra døren er der godt fire hundrede meter ned til Playa de La Rada, bystranden med promenade, og knap seks hundrede meter til Orchidarium Estepona med sin tropiske kuppel. Nabolaget er tæt pakket med spisesteder — Restaurante La Casa del Rey ligger i samme kvarter, og resten af udvalget kan du gå på opdagelse i under restauranter i Estepona.

Kommer du i bil, skal du parkere i et af de underjordiske anlæg i kanten af den gamle bydel. Det nærmeste ligger omkring hundrede og halvtreds meter fra døren, og både Parking Zapallito og Parking Plaza Antonia Guerrero er inden for tre hundrede meter. Der er betaling på dem alle, og der er ingen mening i at lede efter en plads i selve gaden.

Gaden, huset ligger i, bærer Esteponas politiske historie

Calle Santa Ana er ikke en tilfældig adresse. Her blev Pedro Manrique López født omkring 1809, søn af Juan Manrique og Paula López, og gaden ligger få skridt fra Plaza de las Flores. Som ganske ung gik han til Gibraltar og sluttede sig til general Torrijos, og den 11. december 1831 blev han skudt sammen med Torrijos og de øvrige på stranden ved Málaga, henrettet for at forsvare forfatningen fra Cádiz af 1812. Han blev toogtyve år.

På årsdagen, den 11. december 1982, satte Estepona en mindeplade op i gaden, hvor hans hus lå. Byen holder stadig en årlig historisk genopførelse til minde om ham og om Salvador Manzanares, hvor omkring to hundrede esteponeros går gennem centrum i dragter fra 1831, og selve mindeceremonien foregår i Calle Santa Ana. En af byens promenader, Paseo Pedro Manrique, bærer også hans navn. Det er en usædvanlig ramme om en tapasbar, og den forklarer, hvorfor gaden føles ældre og mere stille end de gader, der ligger et par hjørner væk.

Sådan er der på La Bodeguita del Chato i dag

Lokalet er lille, og det er den enkeltoplysning, gæsterne oftest vender tilbage til. Der er en bardisk og nogle få borde indenfor med meget mørkt træ i indretningen, og ude på gaden står et par vintønder, der gør det ud for ståborde, plus et par borde langs facaden. På travle aftener er alt optaget, og når huset fylder op, mærkes det: det tilbagevendende kritikpunkt i anmeldelserne handler ikke om maden, men om at der kan gå tid, før nogen når frem til dit bord.

Til gengæld er stemningen det, gæsterne roser allerhøjest — konsekvent højere end både maden og prisniveauet. Musikken er en del af den og nævnes forbløffende ofte: jazz, soul, blues og klassikere fra tresserne til firserne, spillet lavt nok til, at man kan tale sammen. Tapasene står fremme i en lille montre ved baren, så du kan pege i stedet for at læse, og der hænger skifertavler på facaden med det, køkkenet har ud over kortet.

Huset er familiedrevet, og det er den anden ting, gæsterne skriver om gennem mere end ti år: at man bliver husket, hvis man kommer to gange. Der bliver talt engelsk, og der ligger et engelsk kort, så du kan bestille uden at kunne spansk — men det er stadig et sted, hvor det bedste sker, når du spørger, hvad de har åbnet i dag.

Praktisk og for hvem

Prisniveauet ligger for de fleste mellem ti og tredive euro pr. person, alt efter hvor mange småretter og glas det bliver til. To, der deler fire-fem retter og drikker et par glas vin til, lander i den øvre ende. På Google står stedet til 4,4 ud af 5 fra 542 anmeldelser, og fordelingen er tydelig: langt de fleste giver topkarakter, mens en lille, men vedholdende gruppe giver bundkarakter. De sure anmeldelser handler næsten altid om ventetid, når der er fuldt, eller om at køkkenet er lukket, når man kommer sent — sjældent om råvarerne.

Stedet passer bedst til to eller tre, der har tid. Er I flere end fire, bliver det svært at få plads samlet, og der er hverken børnemenu eller meget albuerum til barnevogne. Kom tidligt, hvis du vil have et bord, for der er ikke mange at tage af. Huset åbner midt på dagen og har åbent til sent om aftenen, og da der ikke er nogen dagens menu, bestiller du altid a la carte.

Er du på vej til eller fra stranden, er det få minutters gang, og skal du videre bagefter, ligger resten af den gamle bydels barer inden for et par gader. Vil du bruge stedet, som det er tænkt, så gå ind uden at have besluttet noget, bed om et glas af det, de anbefaler, og bestil to-tre retter ad gangen.