Secretos Ibericos

Navnet er et ordspil, og pointen står tegnet på husets eget menukort: secreto er både en hemmelighed og en udskæring af iberisk gris. Fire streger peger ned i en tegnet gris — presa, pluma, secreto og solomillo — og de fire stykker kommer på kulgrillen til mellem tyve og syvogtyve euro med husets papas a lo pobre til. Resten af huset er en jamonería med skinke skåret i hånden ved disken og et vinkort, hvor stort set alt kan fås i glas.

Maden og menuen på Secretos Ibéricos

Huset kalder sig selv en spansk deli, og skiltet ved døren siger vinoteca, jamonería, delicatessen. Det er den korteste og mest præcise beskrivelse: en lille tapasbar bygget op om charcuteri, ost og vin, med en grill til de iberiske udskæringer og en tavle med dagens pinchos. Der er ingen menú del día, altså ingen fast dagens menu til frokost — kommer du efter den billige spanske frokostløsning, skal du et andet sted hen.

Den letteste vej ind er pinchos-tavlen. Et pincho — en skive baguette med pålæg bygget ovenpå — koster et par euro, og fire efter eget valg omkring ni euro. En fadøl med en tapa til ligger på to euro. Tavlen skifter, og retterne laves samme dag, så udvalget er størst tidligt på vagten og skrumper, jo længere aftenen skrider frem. Det er værd at vide, hvis du kommer sent og har set frem til et bestemt pincho.

Kernen er de iberiske produkter, og de sælges i to størrelser: media ración, en halv portion, og ración, en hel. Jamón de bellota 100 % ibérico — pata negra fra olden-fodret gris, skåret i hånden — koster omkring fjorten euro for den halve og henved tredive for den hele. Jamón de cebo ibérico, cecina de vaca gran reserva fra Astorga, som er lufttørret oksekød, og caña de lomo ibérico de bellota ligger alle på omkring elleve euro for den halve og tyve for den hele. Et surtido ibérico med bellota-skinke, lomo, salchichón og chorizo, eller en tallerken med skinke og curado manchego, koster omkring fjorten og seksogtyve euro; en ren osteanretning omkring ti og tyve. Fra Cádiz kommer chicharrón i skiver, altså sprødstegt flæskesvær, carne mechada gaditana, som er spækket og skiveskåret oksesteg, og morcón de morcilla gaditana — de billigste linjer på kortet, fra omkring syv euro for en halv ración.

Tostas er husets mellemvej mellem tapa og hovedret og koster fra omkring elleve til femten euro: bellota-skinke med jomfruolie, cecina fra Astorga, røget laks med flødeost, cantabriske ansjoser med bagte peberfrugter, eller ventresca — tunbugen — med de samme peberfrugter. Kortet skriver selv, at tostas kan indeholde gluten. Blandt specialiteterne står husets tartar de salchichón de Málaga, rå og hakket malagueñisk spegepølse, til omkring fjorten euro, og ved siden af den carpaccio af rød tun og carpaccio af presa ibérica med kapers og gammel ost, begge omkring seksten. Pimientos fritos de Padrón og en enkel ensalada de tomate aliñado koster omkring otte euro stykket, og de er sammen med osteanretningen stort set det, en vegetar kan bygge et måltid af. Kortet er kød og charcuteri hele vejen, og det skal du regne med.

Grillen er husets anden halvdel og den, skiltet på gaden reklamerer for. Presa og secreto koster omkring femogtyve euro, pluma omkring syvogtyve og solomillo omkring tyve, alle med papas a lo pobre. Oksekødet står for sig: en ribeye på omkring 300 gram til godt tyve euro, og en T-bone, der sælges efter vægt til omkring halvtreds euro kiloet. Vægtprisen er værd at holde øje med, for regningen afhænger af, hvad netop dit stykke vejer. En separat seddel med varme tapas rummer albóndigas i tomatsauce eller i roquefortsauce, ensalada rusa, krabbesalat, mørbrad sauteret i soja, paella, chili con carne, callos og pollo teriyaki.

To ting kan overraske på regningen. Brødkurven er en selvstændig post til omkring to euro og følger ikke med maden, og alt det iberiske sælges i halve og hele rationer, så tre-fire tallerkener, der lyder små, hurtigt lægger sig på niveau med et fuldt måltid. Allergener er markeret på kortet med ikoner for gluten, krebsdyr, fisk, bløddyr, mælk og sulfitter. Huset tager imod gæster fra gaden uden bordbestilling, men skriver selv, at større selskaber bør ringe i forvejen — lokalet er lille, og det fyldes op.

Vinkortet er den halve grund til at gå ind

Vinoteca står først på skiltet, og det er ikke pynt. Kortet er bygget på spanske oprindelsesbetegnelser — Rioja, Ribera del Duero, Rías Baixas — og næsten alt kan fås i glas, så du kan smage dig på tværs uden at binde dig til en flaske. Muga Crianza fra Rioja og Matarromera Crianza fra Ribera del Duero ligger omkring syv en halv euro glasset og otteogtredive euro flasken. Ramón Bilbao Reserva koster omkring fem euro glasset og seksogtyve flasken, og en albariño, Viña Caeira fra Rías Baixas, omkring fire en halv og femogtyve. Glassene starter altså omkring fire en halv euro og topper lige over syv. Ved siden af vinen står hjemmelavet vermouth til omkring tre euro, asturisk cider til omkring fem, og en kande sangría med fire tapas til atten euro.

Det er også dét, gæsterne skriver mest om. Vejledningen ved glasset går igen anmeldelse efter anmeldelse, og de gæster, der nævner vin, giver huset højere karakter end gennemsnittet. Skal du kun bestille én ting her, så lad værtinden vælge glasset til skinken.

Hvor huset ligger i La Carihuela

Calle San Ginés er en kort gågade i La Carihuela, Torremolinos' gamle fiskerkvarter, og huset ligger under to hundrede meter fra Paseo Marítimo. Du går ud af gyden og står stort set på strandpromenaden ved Playa La Carihuela. Det er værd at have styr på, for Torremolinos' kvarterer bliver blandet sammen igen og igen: Bajondillo-stranden, bymidten og butiksgaden Calle San Miguel begynder først knap en kilometer længere mod nordøst, og Playamar og Los Álamos ligger endnu længere væk. Op ad bakken bag huset ligger Parque La Batería godt en halv kilometer væk.

Gaden er lukket for biler, så husets borde står direkte på fliserne mellem butikkerne. Der er ingen egen parkering og ingen mulighed for at holde ind foran døren; du parkerer i sidegaderne eller i et af kvarterets parkeringsanlæg og går det sidste stykke. Til gengæld betyder gågaden, at du sidder uden trafik forbi bordet — noget af en sjældenhed så tæt på promenaden. Vil du sammenligne med de øvrige spisesteder i kvarteret, ligger de samlet på siden med restauranter i Torremolinos.

Lucy, Peru og den lille søsterbar ved havet

Huset drives af Lucy — Luciana Rodríguez, som hun hedder på husets egen Instagram-profil — og hendes vej hertil forklarer en god del af kortet. Hun er født i Peru, voksede op i USA og uddannede sig til sommelier, før hun endte i La Carihuela. Secretos Ibéricos blev hendes hyldest til produkterne fra det nordlige Spanien: pinchos, håndskåret jamón ibérico og et vinkort valgt efter, hvor tingene kommer fra, snarere end efter etiketten. Nogle år senere kom søsterbaren El Rincón de Enrique til nede på Paseo Marítimo. Samme familie og samme køkken, men med bordene i første række til havet og et kort, der vender sig mod Cádiz med mojama, altså lufttørret tun, ortiguillas fra Barbate og et helt regiment af konserves. De to steder ligger få minutters gang fra hinanden, og navnet på søsterbarens skilt er El Rincón de Enrique por Secretos Ibéricos.

Peru er ikke forsvundet af kortet. Når Torremolinos hvert år holder sin Ruta de la Tapa de la Abuela — bedstemorens tapasrute, som handelsstandsforeningen ACET arrangerer sammen med kommunen — har Secretos Ibéricos stillet op med en causa limeña i 2021 og med en patacón de carne i 2023: en kurv af stegt kogebanan fyldt med trukket oksekød, avocado og salat. Det er ikke det, du finder på kortet resten af året, men det siger noget om, hvem der står bag baren.

Sådan opleves Secretos Ibéricos i dag

Lokalet er lille, og det er det ord, gæsterne bruger flest gange: mørkt træ, skinker hængende over baren, lys på disken og en pizarra med dagens pinchos. Google giver stedet 4,6 af 5 fra 416 anmeldelser, og niveauet har ligget stabilt i årevis — deler man anmeldelserne op efter, hvor gamle de er, er der hverken et fald eller et spring at få øje på. Det er husets eget niveau og ikke et udsving.

Det mest omtalte er charcuteriet og pinchos, tæt fulgt af vinen og af værtinden, som gæsterne nævner ved navn. Kritikken er sparsom og samler sig to steder. Nogle synes, priserne er kommet højt op for et tapassted, og enkelte fortæller om ventetid, når der er fuldt. Begge dele hænger sammen med, hvad huset er: et lille lokale med få hænder, hvor råvarerne er den dyre ende af skalaen, og hvor en tallerken, der lyder lille, er en halv ración bellota-skinke til fjorten euro.

Gæstekredsen er påfaldende international. Ud over spanske og engelske anmeldelser står der hollandske, tyske, franske, italienske, svenske og danske i bunken — La Carihuela har haft nordeuropæiske fastboende i årtier, og de er en fast del af kundekredsen her. Danske gæster skriver også om stedet, men der er ikke tale om et sted med dansk betjening.

Praktisk: hvornår du skal komme, og hvad det koster

Huset har lukket om tirsdagen og deler dagen i to vagter, en frokostvagt midt på dagen og en aftenvagt, der løber til sidst på aftenen. Køkkenet holder altså pause om eftermiddagen, som spanske huse gør. Kortet er trykt på spansk og engelsk linje for linje, og personalet taler engelsk — det er en af de ting, gæsterne fremhæver oftest.

Skal du sætte et beløb på, så regn med femogtyve til femogtredive euro pr. person, hvis I deler et par halve rationer, en tosta eller to og drikker vin til. Går I efter pinchos og en øl ved baren, slipper I for omkring det halve. Vil du have det, huset gør bedst, så bestil jamón de bellota skåret i hånden, et glas rødt fra Ribera og en tosta med ansjoser — og lad grillretterne være til den aften, hvor I har tid til at sidde længe.

Der er ingen havudsigt fra Calle San Ginés. Vil du have den, går du de par hundrede meter ned til søsterbaren på promenaden og bestiller det samme kort med tunkonserves fra Cádiz oveni. Og skal turen kombineres med en dag på stranden, ligger Playa La Carihuela og resten af Torremolinos lige uden for gyden.