Iglesia de Santa María la Mayor

Iglesia de Santa María la Mayor på Plaza Duquesa de Parcent er Rondas hovedkirke og et af de tydeligste eksempler i Andalusien på, hvordan en by skiftede tro uden at rive fortiden ned: kirken blev bygget direkte oven på byens store moske efter erobringen i 1485, og i forhallen står stadig moskeens mihrab — bederetningens nicheformede alkove — med sine stukornamenter og kufiske indskrifter bevaret bag glas.

Selve kirkerummet fortæller resten af historien i arkitektur. Byggeriet strakte sig over to hundrede år, afbrudt af jordskælvet i 1580, og resultatet er en bygning i to stilarter: den ældre del i sengotisk med ribbehvælv og spidsbuer, den nyere i renæssance med runde buer og klassiske proportioner — overgangen midt i skibet er tydelig og gør kirken til en lærebog i spansk arkitekturhistorie. Højalteret er barok i forgyldt træ, og korstolene fra 1500-tallet bærer fint udskårne figurer.

Den store attraktion for besøgende er dog opstigningen: en snæver vindeltrappe fører op i klokketårnet og videre ud på balkongangen over kirkens facade, hvorfra hele den gamle bydel ligger nedenfor med de hvide tage, palmen på pladsen og Serranía de Rondas bjerge i horisonten. Fra en anden gang ses ind over kirkerummet fra oven — et perspektiv, de færreste kirker tilbyder.

Pladsen udenfor er Rondas smukkeste: Plaza Duquesa de Parcent kantes af rådhuset i en ombygget kaserne med søjlegang, af nonneklostret Santa Isabel de los Ángeles, hvor søstrene stadig sælger kager gennem en drejeskive, og af appelsintræer, hvis duft i marts fylder hele rummet.

Praktisk: lav entré, åbent dagligt med pause omkring frokost, og et besøg på en halv times tid plus tårnet. Kirken ligger fem minutters gang fra Puente Nuevo gennem den gamle bydels stille gader — og for besøgende, der kun har en formiddag i Ronda, er kombinationen bro, kirke og arabiske bade den rute, der giver mest byhistorie pr. skridt.

Mihrab-fragmentet i forhallen fortjener et par minutters ophold: stukornamentikken med sine palmetter og det snoede skriftbånd er nasridisk håndværk af høj klasse, og det er sjældent, at netop bederetningen — moskeens helligste punkt — er bevaret i en kirke. At de kristne byggede uden om det frem for at hugge det bort, siger noget om, hvor pragmatisk erobringens første generation forholdt sig til den arkitektur, den overtog.

Kirkerummet har desuden et af Spaniens fine renæssanceorgler og et barokt sakristi med skabsvægge i valnød. I påskeugen er kirken udgangspunkt for flere af broderskabernes processioner, og under Rondas septemberfest — Feria de Pedro Romero — fyldes pladsen af folk i 1700-tals dragter. Klokketårnets balkongang er i øvrigt smal og har trinvis adgang; er du usikker på højder, giver kirkerummet og mihrab'en rigelig værdi alene.