Museo Lara

Museo Lara er, hvad der sker, når ét menneske samler i et helt liv og så åbner dørene: Juan Antonio Lara Jurado begyndte som barn og endte med titusinder af genstande, som siden 1996 har fyldt Palacio de los Condes de las Conquistas på Calle Armiñán midt i Rondas gamle bydel.

Samlingen er organiseret i temasale, og bredden er museets både styrke og charme. Urene fylder den første sal — gulvure, lommeure, karruselværker fra 1700- og 1800-tallet, mange i gang. Derefter følger våbensamlingen med sværd, dueller pistoler og jagtgeværer, en betydelig samling af tidlige kameraer og optisk legetøj, videnskabelige instrumenter, musikapparater fra spilledåser til grammofoner, gamle telefoner og skrivemaskiner, arkæologiske fund fra egnen, dragter og vifter — og en sal om tyrefægtningens historie, som naturligt hører hjemme i netop denne by.

De mest omtalte afsnit ligger i kælderen: en udstilling om hekseri og inkvisitionen, hvor tortur redskaber og processens historie fremvises i dæmpet belysning. Det er iscenesat med en vis teatralsk sans og bør vælges til eller fra bevidst — børn kan finde det ubehageligt, og formidlingen er mere farverig end videnskabelig.

Museet er privat, entréen moderat, og besøget tager halvanden times tid, hvis man ser det hele. Rammen — et 1700-tals palads med patio og stengulve — er en del af oplevelsen, og placeringen midt på Rondas hovedstrøg gør det let at falde ind.

Hvem passer det til? Alle, der kan lide museer, hvor tingene er samlet af kærlighed frem for efter kuratorisk system. Her er ingen stram fortælling og få lange tekster; her er montre efter montre af ting, mennesker har brugt, og glæden ligger i at genkende, undres og pege. For en regnvejrsdag i Ronda, eller for gæster der har set broen og badene og vil have noget helt andet, er Museo Lara byens bedste overraskelse.

Samlingens omfang gør det umuligt at vise alt på én gang, så montrene skifter med jævne mellemrum — gengangere finder næsten altid noget nyt. Blandt de stykker, der oftest fremhæves, er en samling af tidlige kinematografiske apparater fra filmens barndom, en række astronomiske instrumenter og et udvalg af hestevogne og seletøj i gårdrummet, der minder om, at Ronda var knudepunkt for al trafik mellem kysten og Sevilla, før vejene kom.

Grundlæggeren selv, der døde i 2018, blev en institution i byen og fik sit museum anerkendt som kulturarv af den andalusiske region. Familien driver stedet videre, og personalet fortæller gerne historier om, hvordan de enkelte genstande kom til huset — det er, sammen med ur-tikkeriet i den første sal, dét, man husker bagefter. Praktisk tip: kombinationsbilletten med det tilhørende Museo del Bandolero — røvermuseet om Serranías legendariske landevejsrøvere — er byens mest underholdende halvdag i den kuriøse afdeling.