Baños Árabes de Ronda

Baños Árabes i Ronda regnes for de bedst bevarede arabiske bade på den iberiske halvø, og de ligger, hvor de altid har ligget: nede ved Arroyo de las Culebras i den gamle bydels lavere del, tæt på den arabiske bro, hvor rejsende fra Sevilla og Málaga kom ind i byen. Placeringen var ikke tilfældig — badet var det første, en besøgende mødte, for i det islamiske Spanien var renselse en forudsætning for at træde ind i byen og moskeen.

Anlægget stammer fra slutningen af 1200-tallet eller begyndelsen af 1300-tallet, hvor Ronda var en velstående grænseby i Nasride-riget. Rummene følger den romerske badetradition, som islam videreførte: koldtvandsrum, tempereret rum og varmtvandsrum, hvor de tre saltes med hinanden i temperatur. Hovedsalen er det store trækplaster — otte søjler bærer hesteskobuer i to niveauer og over dem tøndehvælv gennemhullet af stjerneformede lyskanaler, der kaster mønstre af dagslys ned i det halvmørke rum. Effekten er så virkningsfuld, at fotografer venter på skyfri formiddage for netop dette lys.

Det tekniske er lige så imponerende: en vandkanal fra floden førte vand til en æselsdrevet norias-pumpe, hvorfra det løb i murede render til badets kar, mens et hypokaust-system under gulvene ledte varm luft fra fyrrummet. Kedelrum, brændselsdepot og kanalsystemet ligger frit fremme og kan følges med øjnene — det er sjældent, at et middelalderligt vandanlæg kan aflæses så komplet.

Besøget tager en halv times tid og suppleres af en kort film om badets funktion, projiceret på væggen i et af sidekamrene. Entréen er lav, og der er kombinationsbilletter med byens øvrige monumenter. Anlægget ligger et stykke ned ad de brolagte gyder fra bymidten — stejlt på vejen hjem, men ruten forbi Puente Viejo og den arabiske bro er Rondas smukkeste bytur.

Badene lukkede efter den kristne erobring i 1485, hvor kirken så skævt til den islamiske badetradition, og anlægget blev garveri og lager, før det blev glemt under jorden. Først i 1900-tallet blev det udgravet og restaureret, og netop forfaldets ubemærkethed er grunden til, at så meget stod tilbage. I dag er badene et af de klareste vidnesbyrd om, at Rondas kløft og hvide huse gemmer på otte århundreders al-andalusisk hverdag under overfladen.

Badets sociale funktion er værd at have med: hammam'en var ikke kun renselse, men mødested — handelsaftaler, sladder og byens nyheder gik gennem de varme rum, og adskilte tider gjaldt for mænd og kvinder. Rondas anlæg var byens største, og størrelsen fortæller om en velstående grænseby med gennemgangstrafik.

Udgravningerne har desuden afdækket fundamenterne af en moske ved siden af og et lille område med boligrester, så komplekset kan læses som et helt bykvarter. Bag anlægget står resterne af det gamle vandhjul, hvis akse stadig kan ses i murværket. Ét praktisk råd: kombinér besøget med Puente Viejo og den arabiske bro, som ligger få skridt væk — de tre monumenter udgør sammen Rondas al-andalusiske underetage og kan ses på en time, mens dagens turistbusser holder oppe ved Puente Nuevo.