Alameda del Tajo

Alameda del Tajo er Rondas grønne balkon og byens foretrukne sted at trække vejret: en park anlagt fra 1806 langs klippekanten vest for tyrefægterarenaen, hvor fem parallelle alléer af plataner, kastanjer og pinjer fører frem til en række udsigtsbalkoner, der hænger ud over afgrunden med et frit fald på hundrede meter under rækværket.

Udsigten er blandt de mest omfattende i indlandet: hele Rondadalen med de hvide gårde, olivenlundene og Sierra de Grazalema mod vest, og i klart vejr helt til bjergene ved Sevilla. Balkonerne er bygget som små udbygninger på klippen — man står bogstaveligt uden for kanten, hvilket giver den sitren i maven, som gør stedet uforglemmeligt for nogle og ubehageligt for svimle.

Parkens historie er en fin lille byhistorie: den blev finansieret ved bøder pålagt borgere for offentlig usømmelighed, hvilket lokale guider fortæller med glæde, og den er siden blevet Rondas fælles dagligstue — pensionister på bænkene, børn ved springvandet, ungdommen på trapperne, og hele byen på paseo, når solen går ned. Træerne, mange nu over to hundrede år gamle, giver en skygge, der i august er byens største luksus.

I parkens kanter ligger to andre stop: tyrefægterarenaen mod øst og mindesmærket for Rondas store digtere, samt stien mod Puente Nuevo, hvorfra hele broens højde kan opleves fra siden. Om aftenen er belysningen dæmpet og stemningen rolig, og kioskcaféen midt i anlægget serverer den kaffe, som gør en pause komplet.

Praktisk er alt enkelt: gratis, altid åbent, fladt terræn og god tilgængelighed også med kørestol eller barnevogn på hovedstierne. Bedste tidspunkt er sidst på eftermiddagen, hvor solen står lavt over dalen og lyset gør landskabet gyldent — Rondas mest fotograferede solnedgang tages ikke fra broen, men herfra.

Parken er samtidig Rondas litterære adresse: her sidder Ernest Hemingway i bronze på en bænk ved indgangen, og få meter væk står Orson Welles — begge med tætte bånd til byen. Hemingway skrev om Rondas tyrefægtning og kaldte byen det rette sted for et romantisk ophold; Welles ønskede sin aske spredt på vennen Antonio Ordóñez' gård uden for byen, hvor den ligger i dag. Rilke boede på hotellet ved parkens kant i vinteren 1912-13 og skrev, at han her fandt det sted, han havde søgt — hotellets Rilke-værelse kan stadig lejes.

Botanisk er anlægget mere ambitiøst, end det ser ud: en del af træerne blev plantet som samling i 1800-tallet og omfatter arter, der ellers ikke trives i højlandets vintre. Om vinteren, når frosten lægger sig over dalen og bjergene mod nord er hvide, er parken et helt andet sted end om sommeren — og den skygge, man søger i august, bliver til den sol, man søger i januar.