Venta la Parrilla

Klokken seks om morgenen står bøtterne med lomo en manteca — svinekød henkogt i hvidt spæk — klar ved baren, og de første gæster sidder allerede med et mollete og en kaffe. Venta la Parrilla er en vejkro på bjergvejen mellem Ronda og kysten, og huset er bedst til præcis det, det har lavet i et halvt århundrede: morgenmad, gryderetter og rabo de toro. Til gengæld lukker det klokken 16 — her er ingen aftensmad.

Maden og menuen på Venta la Parrilla

Kortet kalder sig selv traditionelt andalusisk med lokale råvarer, og det holder: det er Serranía de Rondas mad, ikke kystens. Hvor du nede ved havet får espeto og fritura, får du heroppe kalluner, grisetæer og braiserede kæber, og det er en reel forskel i vægt og temperament, som en dansk gæst mærker med det samme. Køkkenet står under Antonio Castro Aguilar, som huset selv fremhæver, og de retter, huset er kendt for, er guisos — langtidssimrede gryderetter — samt oksehale.

Blandt forretterne, entrantes, ligger husets bjergafdeling: en tabla de quesos de la serranía med oste fra bjergene og en portion queso Payoyo, gede- og fåreosten fra bjergbyerne omkring Grazalema, begge omkring atten euro. Jamón de cebo de campo koster omkring tyve euro for en hel portion og omkring fjorten for en halv, og habitas baby con jamón — små, sarte bønner sprunget med skinke — omkring femten. Billigere og mere hverdagsagtigt er de to ensaladillas til omkring otte euro stykket: den klassiske hjemmelavede kartoffelsalat og en version med rejo de pulpo, blæksprutte. Lomo en manteca blanca og dagens croquetas ligger omkring tolv euro. Netop lomo en manteca er husets signatur ved baren, hvor den serveres i bøtter til morgenmadens molletes, og den går igen inde på kortet som forret og som en del af plato campero.

Suppe- og gryderetsafdelingen er den, du kører herop efter. Sopa de picadillo con picatostes — klar suppe med skinke, æg og brødterninger — sopa de fideos med fine nudler, plato del día og den kolde, tykke porra antequerana fra nabobyen Antequera koster hver omkring syv euro, og det samme gør gazpacho con guarnición, når den er i sæson. En consomé ligger omkring fem og en halv euro, og du kan få den løftet med en ekstra æggeblomme eller en skvæt sherry for halvanden euro. Cazuela de callos con garbanzos, kalluner med kikærter, koster omkring otte og en halv euro, og manitas de cerdo con callos, grisetæer med kalluner, omkring ti. Det er retter, der næsten er væk fra kortene nede ved kysten, og de er billigere her end alt andet på menuen.

Under huevos y carnes står husets to hovedretter: rabo de toro en salsa, oksehale i sovs, til omkring tyve euro, og carrillada en salsa con patatas, braiseret svinekæbe med kartofler, i underkanten af tyve. Resten er grill og pande — presa ibérica, lagarto ibérico, chuletitas de cordero og solomillo de ternera a la plancha fra omkring tyve til femogtyve euro, hvor mørbraden er den dyreste ret på kortet, og hvor huset selv skriver, at den kan skæres i skiver, hvis du vil have den gennemstegt. Æggeretterne er billigere og meget spanske: huevos a la serrana med ibérico-skinke, peberfrugt og kartofler til omkring sytten euro, huevos a la parrilla med chorizo, butifarra, morcilla og peberfrugt til omkring tretten, og et plato combinado med svinekød eller kylling, spejlæg og pommes frites til samme pris. Plato campero — lomo en manteca, æg, chorizo, skinke, butifarra, morcilla og stegt peber på ét fad — koster omkring nitten euro og er den ret, der bedst forklarer, hvad en venta er.

Fisken fylder mindre, men den er der: rosada a la plancha, lubina og pez espada med grøn hvidløgssauce, cazón en adobo — marineret hajkød, som er en málagueño-klassiker — og en fritura de pescado. Prislejet er fra omkring tolv til seksten og en halv euro, og huset oplyser på kortet, at det kontrollerer for anisakis. Til børn er der en egen afdeling med kyllingefingre, nuggets og tex-mex-vinger, alle med pommes frites og alle omkring tolv euro. Kortet markerer allergener med ikoner ved hver ret, men det er ærligt at sige, at en vegetar har lidt at vælge imellem: gazpachoen i sæson er stort set det eneste, og både blandet salat og porra kommer med tun og æg.

På hverdage har huset desuden en menú del día, dagens menu, men ikke i weekender og på helligdage — det står på husets egen forside, og det er værd at planlægge efter, hvis du kører op om lørdagen. Vinkortet ligger bag en QR-kode ved bordet og er kortere, end man skulle tro, men det har det rigtige med: Rondas egne vine med Los Aguilares til omkring toogtyve euro flasken og Pago del Espino til omkring femogtredive, husets egen røde, hvide og rosé til omkring sytten euro flasken, og en række Rioja og Ribera del Duero, der topper omkring halvtreds euro.

Tre ting skal du vide om regningen, før du sætter dig. Priserne på kortet er med moms. Et stykke brød koster ekstra, godt en euro. Og bordet betaler samlet — huset deler ikke regningen op mellem gæsterne og skriver det selv på kortet. Regn med omkring femogtyve til tredive euro pr. person, hvis I deler en forret, tager en hovedret hver og drikker vin til; en æggeret eller et plato combinado med en øl lander til gengæld omkring det halve.

Hvor Venta la Parrilla ligger — og hvorfor det er et stop på A-397

Huset ligger ved kilometer 2 på A-397, landevejen mellem Ronda og San Pedro de Alcántara, lige over for det nye Hospital de la Serranía og ved rundkørslen ind til bydelen San Francisco og boligområderne på La Planilla. Der er to kilometer ind til Rondas centrum, hvor Puente Nuevo over El Tajo og Plaza de Toros, Spaniens ældste tyrefægterarena ligger, og omkring fyrre kilometer ned til kysten. Nationalparken Sierra de las Nieves begynder et kvarters kørsel væk.

Det er selve vejen, der gør stedet til det, det er. A-397 er femogfyrre kilometer lang og har efter Diario Rondas optælling 365 sving, altså cirka otte pr. kilometer, og turen mellem Ronda og San Pedro tager tre kvarter til en time. Omkring 15.000 køretøjer bruger den hver dag, heriblandt tunge lastbiler fra stenbruddene og turistbusser mellem Costa del Sol og Ronda. Kører du op ad bjerget fra kysten, ligger Venta la Parrilla helt i slutningen af strækningen, lige før byen — og kører du ned, er det det sidste sted at spise, inden svingene begynder. Det er den logik, huset er bygget på, og den er ældre end asfalten: en venta er den kro ved landevejen, hvor alle standser, og hvor lastbilchaufføren, jægeren og familien på søndagstur spiser det samme.

Historien bag Venta la Parrilla og Hotel Sierra Hidalga

Huset skriver selv, at det har haft åbent siden 1974, og i 2007 blev anlægget bygget om og udvidet. I dag består det af to ting på samme grund: selve ventaen og trestjernede Hotel Sierra Hidalga med enogtyve værelser, som drives af det samme selskab, Venta la Parrilla SL. Hotellet har sin egen restaurant til selskaber og grupper, mens ventaen er den offentlige, folkelige del — den, lokale rondeños bruger til morgenmad. Skal du samle et større selskab, er det hotellet, der laver aftalte gruppemenuer og halvpension med lokale råvarer.

Selskabet har fået EU-støtte fra NextGenerationEU til at sætte solceller op, hvilket er den slags investering, man ikke ser på tallerkenen, men som fortæller, at huset bygger videre og ikke bare kører videre. Det samme gør vedligeholdelsen af de to spisearealer: ventaen har både en lukket vinterterrasse og en åben sommerterrasse, så du kan sidde ude i marts og i august uden at få det samme vejr. Hotellets pool er åben fra 1. juni til 31. august, men den er forbeholdt hotellets egne gæster.

Sådan opleves Venta la Parrilla i dag

Stedet har 4,3 af 5 på Google fra 1.211 anmeldelser, og det er et meget stort antal for et hus uden for bymuren. Forklaringen er, at gæsterne først og fremmest er lokale, ikke turister: en venta med 1.200 vurderinger og et par snese på rejseportalerne er et sted, hvor de samme mennesker kommer hver uge.

Det, gæsterne gennemgående fremhæver, er morgenmaden og portionsstørrelserne — huset giver rigeligt, og det er den vare, folk kører efter. Til gengæld er betjeningen det tilbagevendende forbehold: den beskrives skiftevis som varm og effektiv og som køligt ekspederende, og oplevelsen svinger tydeligt med, hvem der har bordet. Blandt de faste gæster går der desuden en utilfredshed igen om, at køkkenet er blevet ændret, og at priserne er sat op — det er en kritik fra folk, der har spist her i tyve år, og den er værd at kende, før du sætter forventningerne for højt. Modsat: det, der roses lige så konsekvent, er netop det jævne, morgenmaden og de billige gryderetter, og det er også dét, huset selv sætter forrest.

Stemningen er rustik og uden dikkedarer. Det er en bar med et spisested bagved, ikke en restaurant med en bar, og det er meget lettere at få en plads klokken 12 end klokken 10.30, hvor morgenmaden topper. Den lokale kulturvirksomhed La Cazalla de Ronda, som anbefaler stedet til besøgende, peger netop på tidsrummet mellem ti og elleve som det, man skal undgå, hvis man ikke vil stå i kø.

Praktisk: åbningstider, parkering og hvem stedet passer til

Venta la Parrilla åbner klokken 6.00 mandag til fredag og klokken 7.30 lørdag, søndag og på helligdage, og huset lukker klokken 16.00 alle dage. Køkkenet med den varme mad kører fra klokken 13, mens morgenmad, molletes og bocadillos serveres fra åbningstid. Det betyder to ting, du skal planlægge efter: du kan spise en fuld frokost her fra klokken et, og du kan ikke spise aftensmad her overhovedet. Skal du sent ud at spise i Ronda, findes der andre restauranter i byen med aftenåbent.

Der er egen, gratis parkering på grunden, og det er let at komme til — hvilket ikke er en selvfølge to kilometer fra en by, hvor centrum stort set ikke kan parkeres i. Er du på motorcykel eller racercykel, hvilket mange er på netop denne vej, har anlægget desuden indendørs parkering til to hjul. Huset har telefon og WhatsApp, og skal I være mange, er det hotellet ved siden af, der tager imod gruppebestillinger.

Stedet passer bedst til dig, der vil have et rigtigt, upoleret måltid tæt på Rondas seværdigheder uden at betale bypriser, til dig, der skal tidligt af sted og vil have en ordentlig morgenmad først, og til familier — der er en egen børneafdeling på kortet. Det passer dårligt til en romantisk aften, til en vegetarisk gæst og til alle, der forventer bordservice i den finere ende. Kommer du kørende op fra kysten ad A-397, er det til gengæld svært at finde et mere logisk sted at holde ind, når svingene er ovre.