Bar Los Granaínos de Miguel (Cala de Mijas)

Fritura variada er husets omdrejningspunkt: et fad blandet friturestegt fisk til omkring ti euro pr. person, hvor rosada, calamares, puntillitas og boquerones ligger side om side med en citronbåd. Det er den tallerken, gæsterne kommer tilbage efter, og en stor del af forklaringen på, at Bar Los Granaínos de Miguel står til 4,7 af 5 på Google fra 1.220 anmeldelser i en badeby, hvor mange terrasser lever af de forbipasserende alene.

Maden og menuen på Bar Los Granaínos de Miguel

Køkkenet er andalusisk kystmad uden omsvøb: fisken enten friturestegt eller på plancha, altså stegepladen, skaldyrene kogt eller dampet, og kødet som en kort række klassikere til dem, der ikke er kommet for havets skyld. Kortet er en indbundet mappe med hver ret skrevet på spansk, engelsk, fransk og tysk, og hver linje bærer et allergennummer, så du kan pege dig frem, hvis du skal uden om skaldyr, æg eller gluten. Forsiden af mappen bærer et foto af Generalifes haver i Alhambra — huset hedder Los Granaínos, altså folkene fra Granada, og det er ikke bare et navn på skiltet.

Fiskeafdelingen er den længste del af kortet, og den er bygget op om det samme valg igen og igen: frita eller a la plancha. Rosada, som er havkat, jibia, som er sepia, og calamares fås i begge udgaver, og plancha koster konsekvent et par euro mere end fritur. Dertil kommer bacalao frito, pescadilla frita af kulmule, jureles fritos af hestemakrel, salmonetes, sardiner og boquerones — ansjoserne i tre udgaver, fritos, al limón og en vinagre, altså henholdsvis friturestegte, med citron og marinerede i eddike. De fleste fiskeretter lander mellem godt ti og femten euro. Sardinerne er den billigste tallerken i huset til omkring syv euro, mens de store enkeltretter — dorada a la plancha, pez espada, som er sværdfisk, og tun — ligger omkring tyve.

Forretterne er skaldyr og salat. Du kan få gambas al pil-pil i hvidløgsolie eller gambas a la plancha og kogte, mejillones al vapor som dampede blåmuslinger, coquinas en salsa af de små kilemuslinger og almejas af de større venusmuslinger, alt sammen fra omkring tolv til atten euro. Vil du have noget let ved siden af, er der en ensalada especial, en tallerken tomat med avocado, æg og tun, eller bare tomat med olie til under seks euro, og der står manchegoost og serranoskinke på samme side.

En hel sektion er sat af til æg, og den siger mere om huset end nogen reklametekst: tortilla francesa, tortilla española, tortilla med asparges, med ost eller med tun, og spejlæg med pommes frites, alle til omkring otte og en halv euro. Det er den slags, en spansk bar beholder på kortet, fordi børnene og de kræsne også skal spise, og fordi den er billigere end fisken. Kødsiden er tilsvarende kort: svinefilet almindelig eller paneret, svinemørbrad og entrecote, de to sidste enten med garniture eller i peber- eller roquefortsauce. Entrecoten ligger omkring nitten euro, mørbraden noget under, og en hamburger med pommes frites eller salat koster omkring otte.

Paellaen laves kun por encargo, altså på forudbestilling. Den kommer ind i selve paellapanden og lægges op ved bordet, og den er en af de retter, gæsterne oftest nævner — men den er også den ene ret, du ikke kan bestille, når du først har sat dig. Ring i forvejen, hvis I er flere og gerne vil have den. Til dessert er der hjemmelavede tærter, hvor ostekagen går igen hos gæsterne, dertil flan, is og Postres Montero, og de fleste koster tre til fem euro. Frugt sælges efter dagens marked og har derfor ingen fast pris.

Vinkortet er kort og prisbevidst frem for ambitiøst: husets egen rød, hvid og rosé, en Rioja og en Ribera i husets udgave, og derudover navne som Marqués de Cáceres, Ramón Bilbao, Protos, Marqués de Riscal, Barbadillo, Viñasol og en albariño. Flaskerne ligger fra omkring tolv til atten euro, så en flaske til to mennesker koster mindre end en hovedret hver. Huset har desuden en menú del día — dagens menu — med to retter, dessert og en drikkevare, og den er den billigste vej ind i køkkenet. Om aftenen er bordbestilling en god idé; det er ikke et sted, hvor der altid er et ledigt bord efter klokken ni.

Hvor Los Granaínos ligger i La Cala de Mijas

Adressen er Paseo Andalucía i urbanisationen La Butiplaya, og det er værd at vide, at det ikke er den travle ende af byen. Fra døren er der omkring hundrede meter ned til Paseo del Mediterráneo og den vestlige ende af Playa de La Butibamba, og lidt længere mod vest begynder Playa El Bombo med sine mere klippefyldte afsnit. Kystpromenaden Senda Litoral Mijas løber forbi lige nedenfor, så du kan gå hertil langs vandet fra begge sider. Torreón de La Cala, det gamle vagttårn midt i byen, ligger knap en kilometer mod nordøst.

Det betyder i praksis, at du sidder i anden række til stranden på en rolig gade med lav, hvidkalket bebyggelse i stedet for på boulevarden. Facaden er malet blå og hvid med åbne fløjdøre og et par barstole ved vindueskarmen, og fra bordene inde kan du se ned ad gaden til havet i den anden ende. Om sommeren kommer hestevognene forbi ude på gaden. Det er en anden slags frokost end den, du får på en terrasse ud til den store strandpromenade, og det er formentlig grunden til, at stedet holder på de samme gæster år efter år.

Lokalet, terrassen og stemningen

Indenfor er der to spisesale med rushbundne træstole malet grønne og næsten sorte, hver med et håndmalet blomstermedaljon på ryglænet, hvide duge og loftsventilatorer. Væggene er dækket til med indrammede fotografier og malerier, espartoskiver, en tyrefægterkappe i pink og gult og et tyrehoved, og der hænger en bardisk med glassene i stativ over hovedet i den forreste del. Det er ikke et indrettet koncept, men et rum, der har fået lov at vokse, og det er hovedgrunden til, at gæsterne beskriver det som en familiedrevet bar snarere end en turistrestaurant.

Udenfor står terrassen under stribede markiser på selve gaden, og det er dér, de fleste sidder, når vejret tillader det. Bordene står tæt, og store selskaber er en fast del af billedet — det er et sted, hvor otte-ti mennesker sætter sig til en paella og bliver siddende. Der er højstole til de mindste, og indgangen og salen er indrettet, så kørestolsbrugere kan komme ind; det oplyser Mijas' eget turistkontor.

Praktisk: åbningstider, parkering og prisniveau

Huset holder normalt lukket om torsdagen — det står både i kommunens egen gastronomiliste og i restaurantens åbningstider — og har ellers åbent fra middag til omkring klokken 22. Der er ingen egen parkeringsplads; du parkerer på gaden i kvarteret omkring Paseo Andalucía, og i højsæsonen skal du regne med at køre en runde eller to, før der er en plads. Kommer du gående langs kysten eller fra en af udlejningslejlighederne i La Butiplaya, er det problemet mindst.

Prismæssigt skal du regne med omkring femogtyve til tredive euro pr. person, hvis I deler en fritura, tager en fisk hver og drikker vin til. Vil du billigere ned, findes vejen: en tortilla eller en tallerken sardiner med et glas husvin holder regningen langt under det, og dagens menu er billigst af alt. Kortet findes på fire sprog, og personalet er vant til at tage imod nordeuropæiske gæster, så du kommer igennem bestillingen på engelsk uden problemer.

For hvem passer stedet

Los Granaínos er et godt valg, hvis du vil have friturestegt fisk og skaldyr af den type, kysten er kendt for, uden at betale strandklub-priser for det, og hvis du sætter pris på et lokale med patina frem for udsigt. Det er også et oplagt sted at samle et større selskab om en paella, når du husker at bestille den i forvejen. Er du derimod ude efter en bordkant med havet lige foran dig, ligger de rigtige adresser ude ved promenaden — se de øvrige restauranter i Mijas, før du beslutter dig. Og skal turen alligevel gå langs vandet bagefter, er det bare at dreje til venstre ned ad gaden.