La tasca de Santi

Cochinillo lechal deshuesado al horno — udbenet pattegris fra ovnen — står på kortet to gange hos La tasca de Santi. Som tapa koster den omkring seks euro, som hovedret omkring fireogtyve. Det er hele husets idé samlet i én linje: du bestemmer selv, om aftenen bliver et billigt smugkig på de klassiske spanske stegeretter eller en rigtig middag med hvidt bord.

Maden og menuen på La tasca de Santi

Kortet er spansk og bevidst bredt, og det er bygget op om ét greb, som er værd at forstå, før du bestiller. De samme retter går igen i tre størrelser: som tapa, som ración til at dele og som plato, altså en hovedret med tilbehør. Carrillera de ternera (braiseret kalvekind), rabo de toro (oksehalegryde), cordero lechal (diende lam) og cochinillo lechal (pattegris) — alle fire udbenede og bagt i ovnen — koster omkring seks euro som tapa og omkring fireogtyve som hovedret. Går du efter det samme i delestørrelse, ligger rabo de toro og carrillera på den forkerte side af tyve euro. Kortet er tosproget spansk og engelsk, og hver ret bærer sit nummer, så du kan bestille uden at kæmpe med udtalen.

Tapassektionen er den billigste og den sjoveste. Den starter omkring to og en halv euro for udstenede marinerede oliven og går op til omkring syv for concha de vieira gratinada, gratineret kammusling i skallen. Undervejs ligger salmorejo (den kolde, tykke tomatcreme fra Córdoba), tortilla de patatas con cebolla, jamón ibérico, croquetas, sardina ahumada med salmorejo, mejillones tigre (fyldte, paneret muslinger), tortillita de camarones (den sprøde rejepandekage fra Cádiz-bugten) og et montadito med foie-mousse og karamelliseret løg. Mest bemærkelsesværdigt er paella de mariscos, som huset også sælger i tapa-format til omkring fire euro — en billig måde at smage risretten på, hvis I er få. Ude på terrassen står et banner, der lover paella i tre udgaver: marisco, pollo o mixta, altså med skaldyr, med kylling eller blandet.

Huset peger selv på cochinillo, cordero, carrillera, rabo de toro og gambas al pil pil som sine mest traditionelle tapas, og på hovedretssiden har det én ret opkaldt efter sig selv: bacalao estilo La Tasca, klipfisk på husets egen facon, som både findes som ración og som hovedret med sødkartoffelfritter. Ellers rummer platos-listen pulpo asado på kartoffelcreme, gambas pil pil med cherrytomater og skinke, salmón papillote med basmatiris, codillo de cerdo al horno (ovnbagt skinkeskank) og en ret gedigen række pasta- og burgerretter til børn og kræsne teenagere.

Vegetarer klarer sig uden at skulle spørge om særbehandling: lasaña de verduras, hamburguesa vegetal, patatas bravas, pimientos del padrón, flor de alcachofas confitadas (konfiterede artiskokhjerter) og graten de patatas y trufa står allerede på kortet. Allergener markeres med ikoner ud for retterne, og huset beder dig selv sige til, før du bestiller, hvis du er følsom over for noget — det kan ikke garantere et køkken helt uden spor af allergener. Der er ingen fast menú del día, altså ingen billig dagens menu ved frokosttid; alt bestilles à la carte, og det er tapasformatet, der holder regningen nede.

Drikkekortet er ikke en eftertanke, og det er grunden til, at Google typer stedet som både restaurant og cocktailbar. Sangría kommer i seks udgaver — den klassiske røde, en hvid, en rosa, en blå, en med kiwi og en på cava — og du kan få den både i glas og i karaffel. Derudover er der en pæn ginliste med blandt andre Hendrick's, Brookmans og G'Vine, de sædvanlige cocktails fra mojito til piña colada, cocktails uden alkohol, tinto de verano, friskpresset appelsinjuice og fem smoothies. Priserne på kortet er inklusive moms.

Holder du dig til tapas og en sangría, slipper du typisk med omkring tyve euro pr. person. Bestiller I raciones eller hovedretter, skal du regne med tredive og opefter. Flere gæster beretter desuden, at der lægges et serveringsgebyr pr. person oveni regningen, så bed om at se kortet, før I sætter jer, hvis I holder øje med budgettet.

Hvor La tasca de Santi ligger i Marbellas gamle bydel

Huset ligger på Plaza José Palomo, en lille brolagt plads i casco antiguo, Marbellas gamle bydel. Pladsen er værd at kende, fordi den ligger et hak uden for det mest trafikerede. Kommunens egen turistrute gennem den gamle bydel begynder ved Calle Estación, går over Plaza de los Naranjos og videre til Plaza de la Iglesia ved Iglesia de Nuestra Señora de la Encarnación, og først derfra fortsætter den til Plaza José Palomo som sidste stop. Du er altså stadig inde i turistkredsløbet, men i den ende af det, hvor folkemængden er tyndet ud, og hvor der er plads til at sidde og se på brostenene.

Pladsen deles med et par andre spisesteder — Brasas Marbella Steakhouse ligger lige overfor på nummer 1 — så der er liv omkring bordene uden at være kø. Til stranden er der få minutters gang ned gennem de smalle gader mod Playa La Fontanilla og promenaden, og hele den gamle bydel er gågadeområde. Kommer du i bil, skal den i et af de underjordiske parkeringsanlæg i udkanten af centrum; man kører ikke ind på pladsen.

Santi selv og Marbellas mindste bar

Santi er en rigtig person og ikke et arvet navn på en facade. Huset beskriver sig selv som Marbellas mindste bar med en meget personlig, vintage-præget stil, og det fremhæver, at det er ejeren Santi, der tager imod. Det passer med, hvad gæsterne skriver: de nævner ejeren og tjenerne ved fornavn, og den personlige modtagelse går igen som det hyppigste rosende punkt overhovedet. Er du heldig med aftenen, er det netop dét, du husker bagefter — ikke retten, men at nogen anbefalede dig, hvad du skulle bestille.

Størrelsen er ikke bare en talemåde. Der er få borde, det meste af serveringen foregår udenfor under parasollerne, og køkkenet bag baren er tilsvarende lille. Det har konsekvenser, som er værd at kende på forhånd, og som forklarer en del af det, der står længere nede.

Hvorfor karakteren er 3,7, når så mange er begejstrede

La tasca de Santi står til 3,7 af 5 baseret på 356 anmeldelser på Google, og det tal er misvisende, hvis man læser det som middelmådighed. Fordelingen er nemlig ikke en klump omkring midten — den er delt i to lejre. Langt de fleste gæster giver topkarakter, mens en mindre, men tydelig gruppe giver bundkarakter, og der er næsten ingen midt imellem. Det er ikke et sted, folk synes er nogenlunde. Det er et sted, man enten forlader glad eller irriteret.

Mønsteret i den utilfredse lejr er konsistent nok til at kunne beskrives. Det handler først og fremmest om forholdet mellem portion og pris: gæsterne, der klager, gør det over, at raciones og hovedretter er små i forhold til beløbet, og over serveringsgebyret. Dernæst handler det om, at en del af kortet består af retter, der varmes og færdiggøres frem for at laves fra bunden — de udbenede stege, de panerede kyllingeretter og frituredelen bliver nævnt igen og igen af dem, der giver lave karakterer. Det er den forudsigelige pris for at drive et bredt spansk kort ud af et meget lille køkken. Endelig er der enkelte beretninger om en kort tone ved bordet, når der er pres på, selv om netop servicen er det, flest gæster roser.

Det praktiske råd, der falder ud af det, er ligetil: bestil tapas. I tapasformat er priserne beskedne efter Marbella-standard, portionsstørrelsen er den, den skal være, og huset leverer præcis det, det er bygget til. Går du efter en hovedret til fireogtyve euro, sammenligner du uundgåeligt med restauranterne et par gader væk, og dér er konkurrencen hård. Det er stort set hele forklaringen på de to lejre.

Terrassen og aftenen på Plaza José Palomo

Døren åbner ved middagstid, og huset serverer både frokost og aften og holder åbent et godt stykke ud på natten. Det gør det til et af de steder i den gamle bydel, hvor du kan komme sent og kun bestille en sangría uden at føle, at du optager et spisebord. Terrassen er hovedsagen: borde med røde hynder under husets egne parasoller, direkte på brostenene, og en plads der er rolig nok til, at man hører hinanden. Om sommeren er det bedste tidspunkt efter klokken ni, når varmen slipper, og den gamle bydel fyldes op.

Huset tager kort, har bordservering, serverer alkohol og har høje børnestole. Der er ikke havudsigt og ikke nogen stor sal — det er en gadebar med en plads foran, og det er dét, der er charmen.

Praktisk information og hvem La tasca de Santi passer til

Stedet passer bedst til jer, der er på vej gennem den gamle bydel og gerne vil sætte jer et sted med spansk kort, engelsktalende betjening og en pris, man kan overskue. Det er også et godt valg, hvis I er flere, der vil smage mange ting: tapasnummeringen gør det nemt at bestille ti forskellige småretter uden misforståelser, og delefadene giver mening ved fire personer og opefter.

Det er til gengæld ikke stedet, hvis I er ude efter en stille, veldækket middag med store portioner, eller hvis I forventer et køkken, der laver alt fra bunden. Der er bedre valg til det i Marbellas restaurantudvalg, og de ligger inden for få minutters gang. Er I derimod i humør til sangría i karaffel, en håndfuld tapas og en times menneskekiggeri på en brolagt plads, rammer La tasca de Santi plet — og så er det en af de billigere måder at spise i Marbella på.

Bordbestilling er ikke normen; huset er lille, og de fleste kommer ind fra gaden. Vil I være sikre på et bord ude i højsæsonen, er det bedst at være tidligt på den eller ringe i forvejen.