La Estancia Steak and Wine

Husets chuletón er et halvt kilo argentinsk angus med ben fra parrillaen, og den koster i underkanten af fyrre euro — omkring femoghalvfjerds euro kiloet. La Estancia Steak and Wine har kun fem grillede udskæringer på kortet og åbner først om aftenen, og det snævre program er præcis dét, huset er blevet kendt for på sin lille plads i Marbellas gamle bydel.

Maden og menuen på La Estancia Steak and Wine

Køkkenet er argentinsk i klassisk forstand: oksekød af angus, opdrættet på græs og importeret fra Argentina, tilberedt over en parrilla — den argentinske grill, hvor kødet ligger på en skrå rist over gløderne. Huset arbejder efter fire faste stegegrader og spørger til dem, når du bestiller. Det er værd at svare præcist på, for hele kortet er bygget omkring kødet og ikke omkring saucer og garniture.

Fem udskæringer ligger fast på grillen, og de er alle vejet på forhånd, så du ved, hvad du får. Solomillo de ternera, altså mørbraden, vejer 250 gram og koster omkring femogtredive euro. Ribeye af argentinsk angus — på spansk lomo alto — er på 300 gram til godt tredive euro, og entrecot, det vil sige lomo bajo, har samme vægt og koster omkring tredive euro. Derefter bliver stykkerne store: chuletón de ternera, den benfaste ribeye, vejer 500 gram og koster i underkanten af fyrre euro, mens en T-bone af samme vægt ligger på omkring fyrre euro. Kødet vejes ikke ved bordet og sælges ikke til dagspris, og regner man om, ligger de to store stykker på omkring femoghalvfjerds til firs euro kiloet. Mørbraden er dyrest pr. kilo, netop fordi portionen er den mindste — så vil du have mest kød for pengene, er det chuletónen eller T-bonen, du skal pege på.

Under especialidades del chef står tre variationer over de samme udskæringer: ribeye med dijonsennep på 300 gram, angusmørbrad svøbt i bacon og entrecot med hvidløgsgambas, alle fra omkring femogtredive til lige under fyrre euro. Vil du have kødet råt, findes en steak tartar af argentinsk mørbrad på 180 gram med æggeblomme, kapers, finthakket løg og persille til omkring syvogtyve euro, og der er en oksestroganoff med fløde, champignon, sennep og brandy, serveret med basmatiris. Uden for selve grillsektionen laver køkkenet konfiterede andelår, milanesa a la napolitana, en lammekølle af lechal, newzealandske lammekoteletter, oksespidsben med demi-glace og tre grillspyd af henholdsvis okse, svinemørbrad og kylling — de ligger fra omkring fireogtyve til tredive euro.

Vær opmærksom på, at tilbehøret ikke følger med bøffen. Guarniciones bestilles og betales ved siden af: pommes frites, bagt kartoffel, kartoffelmos, ris eller blandet salat koster seks euro stykket, mens asparges og brocolini ligger på ni. Saucerne — champignon, bearnaise, peber, trøffel og den argentinske chimichurri af persille, hvidløg, olie og eddike — koster omkring fire euro hver, og brød med smør står også på kortet til et par euro. En bøf med en kartoffelret, en sauce og et glas vin lander altså mærkbart højere end tallet ud for udskæringen, og det er værd at regne med, inden regningen kommer.

Forretterne er tænkt til at deles. Der er pimientos de Padrón, hjemmelavede kroketter med skinke eller med fisk, empanadas solgt stykvis, hjemmelavet argentinsk chorizo i par, grillet provolone, gambas al ajillo eller pil-pil, carpaccio af oksemørbrad og en laksetartar — fra omkring fem euro for en enkelt empanada til godt tyve euro for de største. Til vinen står jamón ibérico de cebo og en ostetallerken, begge lige over tyve euro. Fiskesektionen er kort, men reel: grillet laks, grillet blæksprutte med citron-smørsauce, grillet rød tun og ovnbagt havbars med konfiterede piquillopeberfrugter, alle mellem syvogtyve og tredive euro. Dertil kommer to hjemmelavede angusburgere på 200 gram og to pastaretter, hvis nogen i selskabet ikke vil have en bøf.

Børnemenuen er mere end en nødløsning. Der er hjemmelavede kyllingenuggets, en oksebøf i brød og hjemmelavet spaghetti bolognese til omkring fjorten euro — og for det barn, der vil have det samme som de voksne, et stykke argentinsk angusmørbrad på 140 gram til omkring enogtyve euro. Desserterne laves i huset: jordbær-panna cotta, karamelliseret æbletærte med vaniljeis, chokoladecoulant, citronsorbet og en lille iskugle til børn til tre euro.

Navnet lover vin, og vinkortet holder. Omkring tredive flasker står på listen, hver med drue, oprindelse og fadtid noteret. Spanien fylder mest — tempranillo fra Rioja og Ribera del Duero, tinta de toro fra Toro og to vine fra Ronda oppe i bjergene bag kysten, både en chardonnay og en rød tempranillo med tintilla de rota. Argentina er med malbec fra Mendoza og fra Patagonien samt en cabernet sauvignon, og derudover er der barolo, brunello, en bourgogne og en Saint-Émilion til dem, der vil bruge penge. Husets vine skænkes i glas fra omkring seks og en halv euro, den billigste flaske ligger lige under tredive euro, og opad går det til trecifrede beløb med Dom Pérignon i toppen. Tinto de verano og sangría fås i kande til omkring tyve til syvogtyve euro.

Der er ingen menú del día, altså ingen fast dagens menu til frokost, for køkkenet åbner først om aftenen og serverer kun à la carte. Regn med omkring halvtreds til femogtres euro pr. person for en delt forret, en bøf med tilbehør og et par glas vin; deler I også dessert og bliver ved husets egen flaske, kan det gøres for mindre. Bord bestilles på husets egen side, og er I ti eller flere, beder huset selv om, at I ringer i stedet.

Hvor La Estancia ligger i Marbellas gamle bydel

Restauranten ligger på Plaza Manuel Cantos, en lille plads, hvor Calle Tetuán løber igennem casco antiguo. Der er halvandet hundrede meter til Plaza de los Naranjos, og Iglesia de Nuestra Señora de la Encarnación ligger nogle få gadehjørner væk. Gaderne heroppe er brostensbelagte gågader, så huset har ingen egen parkering: bilen skal i et af de offentlige p-huse i udkanten af den gamle bydel, og derfra er der et par minutters gang. Ned mod vandet er der heller ikke langt — Alameda-parken og Avenida del Mar med Dalí-skulpturerne ligger mellem huset og strandpromenaden, og du er ved stranden på under ti minutter til fods.

Bordene står ude under åben himmel med hvide duge, og et par borde ligger et niveau oppe på en lille altan med udsigt ned over pladsen — dem skal du bede om, når du reserverer, for der er kun ganske få. Fordi der ikke kommer biler gennem gaden, er der stille nok til at føre en samtale udenfor, også i højsæsonen.

To huse, én parrilla — baggrunden bag La Estancia

La Estancia i Marbella er det yngste af to søsterhuse. Det ældre hedder La Estancia Argentinian Steak House og ligger i Calahonda i Mijas Costa, ude ved den gamle kystvej et par hundrede meter fra vandet; det har haft åbent siden midten af 2010'erne. Marbella-huset kom til i 2025 og er altså stadig nyt. De deler køkkenlinje og har i store træk det samme kort, men hver deres adresse, telefonnummer og åbningstid.

Gruppen skriver selv, at der ligger mere end femogtyve års erfaring med argentinsk køkken bag stedet. Det tal skal læses som personalets og kokkens erfaring og ikke som husets alder — adressen i Marbella er ny, og selv søsterhuset ved kysten er yngre end det. Det, der derimod går igen begge steder og hele vejen tilbage, er metoden: græsfodret oksekød importeret fra Argentina, parrillaen og de fire faste stegegrader. Det er en argentinsk kok, der står for kødet, og huset kalder sig familiedrevet i begge byer.

Det, gæsterne fremhæver ved La Estancia

Karakteren på Google ligger tæt på 4,9 af fem efter flere hundrede anmeldelser, hvilket er usædvanligt højt for en restaurant i en turistby. Det, der oftest nævnes, er ikke en bestemt ret, men at bøffen kommer på bordet med netop den stegegrad, gæsten har bedt om. Det er præcis dét, huset selv gør et nummer ud af med sine fire trin, og det er samtidig det klassiske klagepunkt andre steder. Ud over bøfferne bliver kartoffelmosen som tilbehør, lammekoteletterne og de møre oksespidsben nævnt af flere.

Serveringen er den anden halvdel af forklaringen. Tjenerne præsenterer sig ved navn og bliver husket ved navn i anmeldelserne, og huset markerer fødselsdage ved bordet med sang og lys — det går igen så ofte, at der tydeligvis er tale om en fast rutine og ikke en enkeltstående venlighed. Familier fremhæver, at der bliver taget hånd om helt små børn, og at børnemenuen er rigtig mad frem for et hjørne af fryseren. Noget stort tilbagevendende kritikpunkt er der ikke i anmeldelserne; det, du snarere skal være opmærksom på, er regnestykket, fordi tilbehør, sauce og brød betales ved siden af hovedretten. En aften her er ikke en billig aften.

Praktisk og for hvem

Huset serverer kun om aftenen: der åbnes ved halvsyvtiden, og der serveres til omkring midnat. Reservation anbefales: restauranten er ikke stor, og de bedste borde ude på pladsen går først. Menukortet findes på engelsk, spansk, fransk og russisk, personalet taler engelsk, og der tages imod Visa, Mastercard, American Express og Discover.

Det er en aftenrestaurant for dem, der vil have kødet som hovedbegivenhed: par, der gerne vil sidde ude på en stille plads, familier med børn, der faktisk kan spise med, og selskaber, der fejrer noget. Vegetarer kan godt sammensætte et måltid af pimientos de Padrón, provolone, græsk salat, tomat med mozzarella og asparges eller brocolini fra tilbehøret, men der er ingen vegetarisk hovedret på kortet, og stedet giver ikke rigtig mening, hvis kødet ikke er pointen. Flere af de andre huse i den gamle bydel og nede ved havnen finder du i vores oversigt over restauranter i Marbella, og alt om Marbella samler byen som helhed.