Taberna La Barra de Doña Inés | Tapas

Albóndigas en salsa de almendras — kødboller i mandelsauce — og en torrija med is af leche merengada er de to retter, gæsterne roser højest på La Barra de Doña Inés. Madkortet er kort, omkring femogtredive retter i alt, og det er meningen: huset laver tapas efter gamle andalusiske opskrifter og satser på råvaren frem for på udvalget. Læg mærke til den lille linje nederst på kortet, inden du sætter dig, for huset lægger 1,50 euro pr. person oven i regningen for serveringen.

Maden og menuen på La Barra de Doña Inés

Køkkenet er andalusisk tapaskøkken med Málaga som omdrejningspunkt, og kortet er delt i fire små afdelinger, der hver rummer en håndfuld retter. Under Para abrir boca — det, man begynder med — står husets gildas, de klassiske spyd med ansjos, oliven og syltet peberfrugt. Der er tre af dem: en med ansjos, en med boquerón og husets egen udgave, og de koster tre til fem euro stykket. Ved siden af ligger en røget sardin på pan cristal med tomat, en cantabrisk ansjos på smørristet brød til omkring tre og en halv euro, et pincho af kartoffeltortilla til fire euro og fyldte æg, huevos rellenos, til tre euro stykket. Salmorejo med tern af jamón ibérico og æg koster otte euro.

En del af kortet kan bestilles i to størrelser, og det er værd at kende forskellen, når man deler: en tapa er én lille portion, en ración er fadet til bordet. Ensaladilla rusa, den kolde kartoffelsalat der går igen i hele provinsen og er en af husets mest omtalte retter, koster fem euro som tapa og omkring ti som ración. Papas con alioli ligger under fem euro som tapa og omkring ni som ración, boquerones en vinagre med chips på fem og tolv, salpicón af blæksprutte og kæmperejer på fem og ti, og atún en manteca — tun henkogt i fedt — på seks og tolv.

De varme retter står under overskriften La cocina de Doña Inés og er den del af kortet, gæsterne giver de højeste karakterer. Her er de nævnte kødboller i mandelsauce, carrillera ibérica en salsa de PX, altså grisekæbe braiseret i Pedro Ximénez-sherry, og magro con tomate, marineret svinekød i tomat. Alle tre koster otte euro som tapa og omkring tolv som ración. Dertil kommer flor de alcachofas, artiskok under et slør af ibérisk fedt, til fem euro pr. styk.

Afdelingen Entre panes er husets brødretter, og det er dem, man tit ser komme ud af køkkenet om aftenen: en tosta med tartar af rød almadraba-tun på sprødt pan cristal med basilikumpesto til omkring elleve euro, en brioche med rabo de toro og mayonnaise af kødsjusken til syv, et mollete med carrillera og payoyo-ost fra Cádiz-bjergene til otte, og til seks euro både husets piripi med lomo de orza, gedeostecreme, padrón-peber og jamón, en bikini og et calentito de pringá — den sevillanske gryderetsfyldte sandwich, El Pimpi og andre malagueñske huse også har på kortet. Sidste madafdeling hedder La alacena, spisekammeret, og er charcuteri og oste skåret til bordet: jamón ibérico de bellota til omkring tyve euro, en tabla af ibériske pølser til lige under tyve, en osteanretning til omkring fjorten, cecina fra León og muslinger i escabeche til omkring tolv. Kortets dyreste enkeltret er en tartar af ibérisk kastaniefodret salchichón til omkring fjorten euro. Desserterne er få og koster omkring seks og en halv euro — foruden torrijaen er der en tarta de queso, den cremede spanske ostekage.

Drikkekortet er stedets overraskelse og langt større end madkortet. Fadøllet er Victoria, Málagas eget bryggeri, og en caña koster omkring to og en halv euro; der er også en glutenfri øl på kortet. Vinen kan fås glasvis fra fire euro, og glaslisten er usædvanlig bred for en tapasbar: tørre generosos fra Jerez, Sanlúcar og Montilla-Moriles, søde vine fra D.O. Málaga, hvidt og rødt fra Sierras de Málaga og et glas champagne til femten euro. Flaskekortet begynder omkring tyve euro og fortsætter helt op i de tre hundrede for enkelte reserva-årgange. Spirituskortet rummer tyve gin, lige så mange rom, en hel whiskyafdeling med både Islay, Speyside og japansk samt tequila og mezcal, der sælges i både glas og shot. Et par cocktails eller gin og tonic ligger fra otte euro og opefter.

Et par ting er værd at vide, før du bestiller. Huset har ingen menú del día — dagens menu findes ikke her, hverken på kortet eller i noget, gæsterne nævner — så frokosten koster det samme som aftenen. Servicetillægget på 1,50 euro pr. person står trykt på husets eget kort, men kommer alligevel bag på en del gæster, når regningen lander. Kortet findes på både spansk og engelsk, og der tages bordbestilling, hvilket er en god idé om aftenen og i weekenden, hvor lokalet fyldes. Vegetarer har til gengæld et smalt udvalg: kortet er bygget på charcuteri, konserves og gryderetter, og det kødfri er reelt kartoffeltortillaen og kartoflerne med alioli. Regn med femogtyve til femogtredive euro pr. person, hvis I deler et par raciones og drikker vin til.

Hvor La Barra de Doña Inés ligger i Málagas centrum

Huset ligger på Alameda Principal i nummer 15, den brede allé med platantræer, der fører fra havnen ind mod byen, og adressen er så central, som den kan blive. Der er cirka hundrede meter til den nederste ende af Calle Marqués de Larios, godt to hundrede meter til Plaza de la Marina og lidt længere til Parque de Málaga, byens subtropiske park langs havnefronten. Mercado de Atarazanas med fiske- og grøntdiskene ligger knap fire hundrede meter mod vest, katedralen omtrent lige så langt mod nordøst, og der er en rask ti minutters gang til Muelle Uno. Teatro del Soho CaixaBank ligger lige om hjørnet i Calle Córdoba, og det er ikke tilfældigt — det er hele grunden til, at huset findes.

Doña Inés, Don Juan og teatret bag navnet

La Barra de Doña Inés hører til Grupo Tercer Acto, en restaurantgruppe, der voksede op omkring Teatro del Soho CaixaBank efter teatrets genåbning i 2019, og som drives med skuespilleren Antonio Banderas og Pablo Gonzalo, kendt fra El Pimpi, blandt kræfterne bag. Alle husene i gruppen bærer navne fra teatrets verden: tredje akt, rekvisitter, maske. Doña Inés er den unge novice fra José Zorrillas Don Juan Tenorio, og gruppen skriver selv, at navnet er en hyldest til historien om Don Juan og Doña Inés. Selve asadoren Doña Inés ligger et par gader væk ved Plaza Poeta Alfonso Canales og er et grillhus med modnet kød, mens gastrobaren Tercer Acto ved teatret laver japansk-middelhavsfusion og cocktails.

La Barra er familiens uformelle led, tabernaudgaven, og den har ligget på Alameda Principal siden 2021. Kortet er blevet strammet op undervejs: for få år siden havde huset både østers, kaviar, croquetas, patatas bravas og flamenquín på listen, mens det i dag er skåret ned til de retter, køkkenet vil kendes på. Det er en beslutning, man mærker som gæst — udvalget er lille, og det, der er tilbage, er gennemarbejdet.

Terrassen mod alléen og baren indenfor

Lokalet er lille, og bardisken er smal, så terrassen ud mod Alameda Principal er husets vigtigste flade. Her står en håndfuld høje borde med barstole mellem plantekasser, og derfra kan man følge trafikken og fodgængerstrømmen på alléen, mens man spiser. Det er en livlig gade og ikke et stille sted, men netop den gadeenergi er halvdelen af pointen. Indenfor er indretningen moderne og mørk med messing og marmor, og musikken går igen hos gæsterne som noget af det, der gør stedet: spansk musik fra gamle dage, spillet på et niveau hvor man stadig kan tale sammen. Huset holder åbent hver dag fra halv et om eftermiddagen til omkring midnat, hvilket betyder, at man både kan bruge det som eftermiddagsophold mellem butikkerne på Larios og som sent aftenstop efter en forestilling i teatret.

Gæsternes dom — og hvorfor den deler sig

Stedet står til 4,3 af 5 fra 839 anmeldelser på Google. Tæller man de anmeldelser igennem, der har tekst, er to tredjedele femstjernede, og det er betjeningen, der bærer dem: knap halvfjerds gæster nævner en tjener ved fornavn, og de anmeldelser ligger markant over husets eget gennemsnit. Personalets rådgivning om vin og retter går igen som et af de stærkeste mønstre i hele materialet.

Det er prisen, der trækker ned, og det gør den ret entydigt. Blandt de lave karakterer handler den største enkeltgruppe om regningen — prisniveauet, portionsstørrelsen i forhold til prisen og servicetillægget pr. person, som flere gæster først opdager til sidst. De anmeldelser, der overhovedet nævner pris, ligger et helt point under husets snit, og det samme gælder omtalerne af ventetid i de travleste timer. Skillelinjen er interessant: spanske gæster giver i gennemsnit omkring 4,1, mens gæsterne på andre sprog ligger tæt på 4,5, og stort set alle prisklagerne er spanske. Malagueñoen sammenligner med kvarterets almindelige tapasbarer, hvor en tapa koster det halve; den tilrejsende sammenligner med, hvad et glas vin og to små retter koster i en europæisk storby og synes, det er rimeligt. Begge dele er sande — det afgørende er, at man ved, hvilken slags hus man går ind i.

Praktisk, og hvem stedet passer til

Huset har åbent alle ugens dage fra midt på dagen til midnat, og der er hverken dagsmenu eller morgenmad. Der tages bordbestilling, og terrassen kan reserveres, også til større selskaber; huset bruges jævnligt til private arrangementer. Der hører ingen parkering til, og gaden er ikke til at parkere i — nærmeste fornuftige løsning er p-kælderen under Plaza de la Marina to hundrede meter væk, eller at komme til fods, for adressen ligger midt i gågadeområdets udkant. Stedet passer bedst til et par eller en lille gruppe, der vil dele fire-fem tapas og drikke ordentlig vin til, og til den, der bruger en eftermiddag på Málagas restauranter i centrum og gerne vil sidde ude med udsigt til alléen. Kommer du med små børn eller vil have et stille bord, er det ikke huset; kommer du for et glas fino, en gilda og en tallerken kødboller i mandelsauce inden teatret, er det præcis det.