Freiduría El Anzuelo puerto de la torre

Den dyreste ret på kortet er en pighvar til godt tredive euro, men det, kvarteret rent faktisk kommer efter, koster en fjerdedel af det: en ración friturestegt fisk til omkring seks euro, vendt i ren olie og serveret uden pynt. Freiduría El Anzuelo ligger oppe i Puerto de la Torre uden en meter kyst i sigte og har alligevel en af Málagas travleste friturepander — 4,5 af 5 fra 711 anmeldelser på Google.

Maden og menuen på Freiduría El Anzuelo

Huset er en freiduría og en marisquería på én gang, altså et sted, hvor fisk enten bliver meldt i mel og friturestegt eller lagt direkte på plancha-pladen, og hvor skaldyr sælges i portioner, man deler. Kortet fylder kun to sider, og over halvdelen af pladsen går til havet. Kød er der præcis én ret af, en flamenquín — den andalusiske rulle af skinke og ost, der paneres og steges — til omkring ti euro. Alt andet er fisk, blæksprutte, muslinger eller snegle.

Sektionen pescado frito er husets rygrad. Her ligger boquerones al limón (ansjoser stegt med citron), vitorianos, jibia (sepia), calamares og calamaritos, salmonetitos (små mulle), bacalao, buchones de rosada og adobo, altså fisk marineret i eddike, hvidløg og spidskommen inden friturekurven. Prisen ligger på knap seks til omkring otte euro for en hel ración, og det er dét tal, der forklarer, hvorfor et fiskehus i et boligkvarter kan have over syvhundrede anmeldelser. Vil man have det hele på én gang, hedder retten fritura malagueña og koster omkring ti euro; den nationale calamar friturestegt er kortets dyreste friture til omkring fjorten euro. Tortillitas de camarones, de sprøde pandekager af kikærtemel og små rejer, sælges stykvis for under to euro, og buñuelos de bacalao con miel — klipfiskfritter med sukkerrørssirup — står til godt fem euro.

Skaldyrslisten er den anden halvdel af huset, og den er længere, end en freiduría normalt har råd til at holde frisk. Der er coquinas og almejas de Málaga, muslinger, navajas (knivmuslinger), peregrinas (kammuslinger), busanos og conchas finas, og de fleste sælges enten pr. stykke for et par euro eller som ración fra omkring fem og en halv til omkring fjorten euro, hvor kogte eller plancha-stegte rejer ligger i toppen. Franske østers koster knap fire euro stykket, og krabbeklør sælges efter vægt til omkring seks og en halv euro pr. hundrede gram — det skal man vide, inden man bestiller, for regningen afhænger af, hvor mange gram der lander på tallerkenen.

Under especialidades står de retter, huset selv fremhæver, og det er også dem, gæsterne igen og igen nævner: pil pil, pilpil coquinas (småmuslinger i hvidløg og chili), gambitas de cristal con huevo frito (glasrejer med spejlæg), pulpo a la gallega til omkring tretten euro, en blæksprutteklo med trøffelkartoffelmos til godt femten euro, tunfisk med guacamole og huevas aliñadas, altså rogn anrettet med olie og løg. Arroz marinero, husets fiskeris, koster lige under tyve euro og skal bestilles på forhånd — den laves ikke på stedet uden varsel. På plancha-siden findes tun, rosada, jibia og rogn fra omkring seks til ni euro, mens de to festretter er en havtaskespyd efter husets egen opskrift til omkring femogtyve euro og hel pighvar til godt tredive.

Kortet er bygget på hele raciones, og kun en håndfuld retter har en media ración, altså en halv portion, med egen pris: ansjoserne fra Cantabrien, boquerones en vinagre, de bagte peberfrugter, ensaladilla rusa og rogn i alle tre tilberedninger. Resten bestilles hel og deles, hvilket også er sådan, salen spiser. Der er ingen menú del día — huset serverer à la carte i begge vagter. Til gengæld er forretterne billige nok til at fungere som tapas i sig selv: gazpacho under to euro, caldito de pintarroja (den malagueñske suppe på pighaj med krydderier) omkring to euro, berenjenas con miel, pimientos del padrón, boquerones en vinagre og croquetas de choco af blæksprutte. Blandt salaterne er ensaladilla rusa, hakkede tomater med tun eller ansjos og en kold salat af bagte peberfrugter. Brød og piquitos står som en selvstændig linje til omkring en euro og lægges altså på regningen.

Drikkekortet er kort og prisbevidst frem for ambitiøst. En caña koster under to euro, husets glas hvid- eller rødvin omkring to, og flaskerne tæller en håndfuld: rueda, albariño, godello, frizante, en ribera del duero og en cava, de fleste mellem tolv og sytten euro. Desserterne er købt ind — tarta al whisky, milhojas, Magnum-udvalg — og ligger på fire til seks euro. Går man efter et vinkort med dybde, er det ikke her, man finder det; går man efter friturepandens kvalitet til kvarterets priser, er prioriteringen let at forstå.

Hele kortet er mærket med allergenikoner: gluten, fisk, krebsdyr, bløddyr, sulfitter, mælk, æg, soja, sennep, selleri og jordnødder står ved de enkelte retter, og hele friture-sektionen bærer gluten- og fiskemærket, fordi alt vendes i mel og steges i samme olie. Det gør det til gengæld nemt at pege på det, man kan spise. Vegetarer har berenjenas con miel, pimientos del padrón, gazpacho, den blandede salat og de bagte peberfrugter at vælge imellem, men huset er et fiskehus, og det skal man vide på forhånd.

Hvor Freiduría El Anzuelo ligger i Puerto de la Torre

Adressen er Calle Cenit 19 i Puerto de la Torre, det store boligdistrikt nordvest for Málagas centrum, oppe bag motorvejen og et godt stykke fra kysten. Det er ikke et kvarter, turister falder over: her er etageejendomme, rækkehuse, skoler og en handelsgade, og restauranten ligger i stueetagen som enhver anden butik på strøget. Fra centrum er der omkring seks kilometer i fugleflugt og et kvarters kørsel, og der går bybus derop. Man parkerer på gaden, gratis, men pladserne ved spisetid er få nok til, at det er værd at komme fem minutter før eller gå de sidste par gader. Jardín Botánico La Concepción ligger på den anden side af dalen og kan let kombineres med frokosten, hvis man alligevel er i byens nordlige udkant.

Fra Teatinos til Calle Cenit

El Anzuelo begyndte i Teatinos-Universidad, universitetskvarteret syd for den nuværende adresse, og flyttede derfra op i Puerto de la Torre — derfor står bydelen med i navnet. Flytningen er værd at kende, når man læser anmeldelserne: Googles 711 vurderinger følger forretningen og dækker altså begge lokaler, så de ældste beskriver et andet rum end det, man møder i dag. Køkkenet, telefonnummeret og kortet fulgte med, og en tilbagevendende figur i de nyere anmeldelser er netop stamgæster fra Teatinos-årene, der troede, stedet var lukket, og fandt det igen heroppe. Huset står i dag opført blandt de lokale erhvervsdrivende i Puerto de la Torres handelsforening, A.C.A.E.P., som omtaler det som en nyåbning i kvarteret.

En freiduría uden hav i sigte

En freiduría er en genre for sig i Málaga: pescaíto frito, hurtig ekspedition, papir eller kræmmerhus til dem, der tager maden med hjem, og en olie, der skiftes ofte nok til, at fisken smager af fisk og ikke af pande. Genren hører hjemme nede ved vandet i El Palo og Pedregalejo, hvor de fleste af byens gamle huse ligger. At den også fungerer fem kilometer inde i landet, siger noget om, hvem der spiser her. Gæsterne er kvarterets egne — familier, arbejdsfolk og naboer — og de kommer ikke for udsigten, som der ingen er af, men for råvaren. Det går igen i anmeldelserne: friskheden i skaldyrene, den rene olie, portionsstørrelsen og en regning, der ligner det, byens fiskehuse tog for femten-tyve år siden. Indkøbet kan man i øvrigt læse direkte af kortet: ansjoser og musling fra Cantabrien står side om side med almejas de Málaga og den lokale coquina, så huset køber både nordfra og fra sin egen kyst. Det er dét, ikke beliggenheden, der bærer stedet. Strandene i Málaga ligger et kvarters kørsel væk, men El Anzuelo er ikke et strandbesøg; det er en frokost i byen.

Oplevelsen i dag

Lokalet er nyt, lyst og rengjort til karakter — det er en af de ting, gæsterne konsekvent fremhæver — men det er hverken designet eller iscenesat. Man sidder ved almindelige borde, der er udeservering, og maden kan bestilles med hjem. Betjeningen går hurtigt, og tonen er den, man får i et kvartershus, hvor personalet kender halvdelen af salen. Huset tager bordbestilling, men kun på telefonen — der er ingen onlinebooking — og weekendens frokostvagt er den, hvor det betaler sig at ringe i forvejen. Lokalet er tilgængeligt for kørestol, og der tages kort.

Praktisk og for hvem

Huset har åbent onsdag til lørdag til frokost fra klokken 13 til 16.30 og igen om aftenen fra 20.30 til midnat, mens søndag kun er frokost. Mandag og tirsdag er lukket. Det mønster er i sig selv en oplysning: et sted, der holder to hele hverdage lukket og fylder salen i weekenden, lever af naboer og ikke af tilrejsende. Regn med omkring tyve til tredive euro pr. person, når man deler et par skaldyrsportioner, en friture og et par øl — mindre, hvis man holder sig til friturepanden og en caña. Til danskere, der bor i Málaga eller lejer bolig i byens nordlige kvarterer, er det et af de steder, der gør en bil eller en busbillet besværet værd; til dem, der bor i centrum, er det en omvej, man tager, fordi prisen på skaldyr nede ved Muelle Uno er en anden. Skal man have flere fiskehuse på listen, ligger byens øvrige restauranter i Málaga spredt fra havnen til El Palo, og Freiduría Chupytira driver den samme genre i Teatinos-siden af byen. Vil man læse videre om byen selv, samler vi det på Málaga.