El Pasillo De La Camboria

Da Fuengirola kårede vinderne af byens egen tapasrute Cazuela de la Abuela, tog El Pasillo De La Camboria tredjepladsen blandt 46 deltagende steder med en tapa af konfiterede kartofler, blæksprutte og frugtaioli. Køkkenet, den kom ud af, er et af de mindste i byen, og huset ligger i en bilfri gyde bag hovedgaden, hvor man nærmest skal vide, at det er der. Google giver 4,6 af 5 fra 341 anmeldelser.

Maden og menuen på El Pasillo De La Camboria

Kortet er andalusisk hjemmekøkken med en tydelig legesyg kant, og det er bygget op i tre kolonner: tapa, media ración og ración. Det er en af de bedste ting ved huset, fordi I selv bestemmer, hvor stort et bord I vil dække. En tapa koster fra omkring tre og en halv til fire euro, en halv portion typisk mellem seks og ti euro, og en hel portion mellem ni og femten. Køkkenet laver det hele på stedet, og huset skriver selv på sit kort, at alle produkter er hjemmelavede — hechos como en casa.

De retter, gæsterne vender tilbage til, står i tapasafsnittet. Ensaladilla rusa, den spanske kartoffelsalat, laves her med langostinos og melva, en lille tunfisk fra kysten. Albóndigas, kødboller, koges i husets tomatsauce, som på kortet hedder tomate de la abuela — mormors tomat. Flor de alcachofa er en artiskok åbnet som en blomst med foie, æg og iberisk skinke, og den er den dyreste enkeltret i afsnittet til omkring femten euro. Dertil kommer carne mechada med limemayonnaise, boquerones en vinagre, altså ansjoser marineret i eddike, morcilla de Burgos med piquillopeber, queso payoyo fra Sierra de Cádiz og iberisk skinke af cebo de campo, som skæres i salen.

Kroketterne har deres eget afsnit og fås som halv eller hel portion: jamón ibérico, puchero de la abuela, altså kogt kød fra gryderetten, og boletus med trøfler. Ved siden af dem står den del af kortet, der ikke ligner nabobarens: pan bao i fire udgaver med henholdsvis secreto ibérico og brie, carne mechada, friturestegte blæksprutteringe eller laks og avocado, plus pollo al curry al estilo oriental med kokosmælk og ris, wok de fideos negros med sorte nudler og langostinos, tacos med iberisk svinekød og limesauce samt coxinha de pollo, en brasiliansk kyllingekrokette. Det er den slags fusion, der ellers er sjælden på et kvarterssted, og den fylder ikke mere, end at kortet stadig er spansk.

Fisk og skaldyr står for sig. Mejillones a la marinera kommer her med muslinger, hjertemuslinger og langostinos i samme sauce og er en af de retter, gæsterne nævner oftest. Derudover er der pulpo a la plancha med salat og kogte kartofler, pulpo med trøffelkartoffelmos, bacalao en tempura, gambones al pil-pil og nationalt fanget calamar. En hel portion blæksprutte lander omkring de tyve euro og lidt over; resten af fiskeafsnittet ligger på omkring ti euro for en halv portion og omkring fjorten for en hel. Huevos rotos, de brækkede æg over stegte kartofler, fås både med iberisk skinke og med langostinos og gulas.

Kødafsnittet er kort og præcist. Entrecot de vaca madurada på 350 gram med grøntsager og kartofler er husets største tallerken til omkring femogtyve euro, og under den står secreto ibérico med champignonsauce, flamenquín de pollo — rullet og paneret kylling — med payoyo-ostesauce, en burger på oksespidsben og en mini hamburguesa på entraña, nyretappen, med chimichurri. Det er pande og plade, ikke kulgrill; kortet skriver konsekvent a la plancha.

Huset har ingen menú del día. Til gengæld har det platos del día, som står trykt på kortet: lentejas, gazpachuelo, potaje de bacalao og arroces. Gazpachuelo er den varme malagueñiske suppe af fiskefond og mayonnaise, og den er en af de retter, man skal være i Málaga-provinsen for at få lavet ordentligt. Ud over dagens retter hænger der en tavle med sugerencias, og den er værd at kigge på, før I bestiller: salmorejo, carrillada ibérica, jarrete de cordero og kroketter på oksehale eller lam har alle stået på den. Flere gæster fortæller, at der næsten altid er noget uden for kortet.

Til dessert er der coulant de chocolate med vaniljeis og en tarta de queso med flødeskum og blåbærmarmelade, begge omkring seks euro. Huset har kørt et tilbud på copas til omkring fem og en halv euro, og vermutten er blandt de ting, faste gæster fremhæver. Kortet markerer ikke kost og allergener med ikoner, men huset opfordrer selv til, at man spørger om allergener, når man bestiller, og eftersom alt laves fra bunden, er der plads til at tilpasse. Kødfri valg findes — risotto med svampe og parmesan, patatas bravas eller ali-oli, camembert med blåbærmarmelade og en salat med gedeost — men de er ikke mærket som sådan, så det er værd at nævne ved bordet.

Hvor El Pasillo De La Camboria ligger i Fuengirola

Adressen er Pasaje La Camboria 3, og et pasaje er præcis, hvad ordet siger: en smal, overdækket eller åben passage mellem to gader. Denne her er belagt og beklædt med gamle mønstrede fliser, den er lukket for biler, og restauranten har borde stående ude i selve gyden. Det giver huset en egenskab, som ingen af terrasserne nede ved havet har: gyden virker som en skorsten på en varm dag, så der trækker luft igennem, og gæsterne beskriver den som kølig midt om sommeren. Til gengæld er der ingen udsigt overhovedet. Man sidder i en baggade, ikke ved vandet.

Det er alligevel helt centralt. Der er knap to hundrede meter til Plaza de la Constitución og kirken Nuestra Señora del Rosario, og fra gyden er der få minutters gang ned til strandpromenaden og Playa de Fuengirola. Tog- og busstationen ligger tæt på, og flere gæster er faldet over stedet, mens de ventede på bussen op til Mijas. Vil I kombinere frokosten med en udflugt, ligger Castillo Sohail omkring to kilometer mod vest ved flodmundingen. Der er ingen egen parkering, og gyden er kun for fodgængere, så bilen skal stilles i et af centrums parkeringsanlæg.

Navnet, lotterikiosken og flamencodanseren La Camboria

Navnet klinger flamenco, og det er ikke tilfældigt. La Camboria var kunstnernavnet for Carmen Salazar Vargas, født i Cádiz i 1931 og død i 2021. Hun debuterede som trettenårig på Teatro Cómico i Madrid, dansede siden i Paris og London, hvor hun afløste Carmen Amaya, og mødte på Scala Theatre forfatteren Agatha Christie, som hun holdt venskab med resten af livet. Efter sin skilsmisse flyttede hun til Fuengirola og drev byens lotterikiosk, og byen opkaldte gaden efter hende.

Det er den gade, restauranten ligger i, og lotterikiosken ligger stadig lige over for. Huset har taget konsekvensen: logoet på kortet og på skiltene er en silhuet af en bailaora i slæbekjole. Så svaret på det nærliggende spørgsmål er både og — huset er ikke en flamencotablao og har ingen forestillinger, men navnet er ikke pynt. Det er passagens navn, og passagen bærer navnet på en kunstner, der faktisk boede og arbejdede her i byen.

Familien, der driver El Pasillo De La Camboria

Huset er familiedrevet i den bogstavelige forstand: ejerne står selv i køkkenet og i salen, og sønnerne er med. Det er kvinden i huset, der laver maden, mens manden tager imod og skærer den iberiske skinke ved bordet. Gæsterne skriver det igen og igen, og det er også den forklaring, der ligger bag husets eget slogan om, at alt er hjemmelavet. Ordet casero — hjemmelavet — går igen i omkring hver tiende anmeldelse, og bedstemoren bliver også nævnt.

Tredjepladsen i Cazuela de la Abuela er husets eneste offentliggjorte udmærkelse, og den er kommunens egen: 46 værtshuse og restauranter deltog i den ellevte udgave i foråret 2022, gæsterne stemte via en app, og husets patatas confitadas con pulpo y ali oli de frutas fik 4,603 af 5. Det er en pointsum, der lå omtrent et halvt point fra vinderen, og det er den slags konkurrence, hvor man ikke kan købe sig til en placering — det er byens egne gæster, der stemmer.

Oplevelsen i dag: lille sal, borde i gyden og faste gæster

Lokalet er lille, og det er den vigtigste praktiske oplysning om stedet. Gæsterne beskriver gentagne gange, at det kan være svært at få plads, og at køkkenet er blandt byens mindste. Reservation er derfor en god idé, særligt hvis I er mere end to, og huset beder selv om det på sit skilt. Der er indendørs siddeplads med klimaanlæg og borde ude i passagen, hunde er velkomne, og flere familier fremhæver, at der er plads til børn. Der tages kort, og man kan bestille mad med hjem.

Profilen i anmeldelserne er usædvanligt entydig. Næsten hver tredje anmeldelse handler om pris i forhold til kvalitet, og det er den klart hyppigste ros efter selve tapasene. Omkring halvdelen er skrevet på spansk og de fleste af resten på engelsk, hvilket er et godt tegn på et sted i en turistby: det er stadig byens egne, der fylder mest. Flere skriver eksplicit, at huset ikke er en turistfælde, og at de er blevet tippet af en lokal. Et gennemgående mønster blandt de kritiske stemmer er ikke maden, men netop pladsen og ventetiden i de travle timer.

Praktisk og for hvem El Pasillo De La Camboria passer

Prisniveauet er beskedent målt mod det, der kommer på bordet. Deler I tapas og halve portioner, lander regningen typisk på ti til tyve euro pr. person; skal der blæksprutte, entrecot og dessert på bordet, skal I regne med tyve til tredive. Det er ikke et morgenmadssted; køkkenet åbner først midt på dagen, og hverken kortet eller gæsternes beretninger rummer så meget som en tostada. Huset kører to seancer: frokost fra omkring halv et til sen eftermiddag og aften fra klokken otte, med en pause imellem, som spanske køkkener typisk har. Tjek de aktuelle tider, inden I går, for de justeres efter sæsonen.

Stedet passer bedst til jer, der vil spise som fastboende og ikke som gæster på en promenade. Det er godt til en lang frokost med flere små retter, til en aften med et par rationer og en flaske vin, og til dem, der gerne vil prøve noget, de ikke får hjemme: gazpachuelo, pavía de bacalao, callos eller en artiskok med foie. Er I til havudsigt, store terrasser og espetos over gløder, skal I derimod ned til stranden — se de andre restauranter i Fuengirola eller brug oversigten over hele Fuengirola til at finde et sted i den genre. Her handler det om en smal gyde, en lille sal og et køkken, der laver det hele selv.