Mesón El Capote

Rabo de toro er husets kendemærke: oksehale, der har simret så længe, at kødet slipper benet, serveret med pommes frites og til omkring atten euro. Resten af kortet er tapas i tre størrelser, håndskåret ibérico-skinke og en fritura, et helt bord kan dele. Mesón El Capote ligger klos op ad murresten fra Castillo de San Luis i Esteponas gamle bydel, og tapasene står fremme i disken inde ved baren, så du kan pege i stedet for at læse.

Maden og menuen på Mesón El Capote

Køkkenet er andalusisk tapasmad af den klassiske slags, og kortet er bygget op efter det system, der styrer regningen i en spansk mesón: hver ret fås som tapa, som media ración (halv portion) og som hel ración. En tapa ligger typisk omkring to til fire euro, en halv portion omkring seks til ni, og en hel ración omkring ti til seksten. Det gør huset velegnet både til to, der vil smage sig igennem fem-seks ting, og til et selskab, der bestiller fire hele rationer ind på midten. Af de kolde tapas er ensaladilla rusa (kartoffelsalat med tun og mayonnaise) og patatas alioli (kartofler i hvidløgsmayonnaise) de mest bestilte, og ved siden af dem står boquerones en vinagre (ansjoser marineret i eddike), salpicón de marisco (kold skaldyrssalat), queso manchego og tortilla española.

De varme tapas er husets egentlige hjemmebane. Carne con tomate — svinekød stuvet i tomat — og albóndigas en salsa (kødboller i sauce) går igen hos gæsterne sammen med carrillada, braiserede svinekæber kogt møre i vin, og solomillo a la pimienta, mørbrad i peberfløde. Croquetas og champiñones (svampe) hører til på samme liste, og pollo al curry er en lidt overraskende, men fast bestanddel af kortet. Den store fritura-sektion dækker friturestegte boquerones, calamares (blæksprutteringe), bacalao (klipfisk) og en fritura mixta med det hele blandet, og den er prissat som ración omkring tolv til seksten euro. Fra havet er der desuden gambas al pil pil (rejer i varm hvidløgsolie) og et grillet tunbøf med salat, og gæster fremhæver gennemgående brochetas de gambas, rejespyd med alioli, som en af de bedste småretter i huset.

Kødsiden er kort og traditionel: rabo de toro med pommes frites, huevos rotos med ibérico-skinke og kartofler, en malagueña-tallerken med ibérico-chorizo, stegt peberfrugt, æg og kartofler, og svinemørbrad eller kylling fra pladen med æg og kartofler til omkring ti euro. Ibérico-udskæringerne har deres egen sektion med håndskåret jamón ibérico, lomo ibérico, chorizo ibérico stegt i vin og morcilla ibérica (blodpølse) i tomatsauce — de sælges som halv eller hel tallerken og ligger fra omkring ni euro for de mindste op mod tyve for en hel skinketallerken. Til den lette sult har huset en række montaditos og baguettes: serranito med svinemørbrad, skinke og stegt peberfrugt, capotazo med kyllingefilet og bacon, en tunvariant med tomat og husets egen Verónica med chorizo, bacon og vagtelæg. En minibaguette koster et par euro, en hel omkring syv, og til børn og sultne teenagere findes to burgere med pommes frites — en enkel og en Capote med ost, bacon og æg til omkring ti euro.

Huset kører desuden en menú del día til omkring tretten euro, og den er efter kystens målestok en god handel, fordi brød, drikkevare og kaffe er regnet med i prisen, og momsen er inkluderet. Kortet er tosproget spansk og engelsk, og valget står typisk mellem melón con jamón, blandet salat, gazpacho andaluz eller ensaladilla rusa til første ret, og derefter paella mixta, mørbrad i peberfløde med pommes frites, kylling i karry med ris eller kødboller i mandelsauce. Til dessert er der flan, natillas (vaniljecreme) eller frugt efter sæson. Spørg desuden efter dagens forslag — huset skriver selv på kortet, at det har et.

Drikkevarerne er mere gennemtænkte, end prislejet antyder. Ud over fadøl fra Alhambra og Heineken fører huset en lille, men rigtig sherryhylde med manzanilla La Gitana og fino La Ina i glas, og det er værd at bestille et glas til de kolde tapas i stedet for den sædvanlige øl. Vinlisten holder sig til klassikerne: rioja som ung og som crianza, en ribera del Duero, verdejo og et par andalusiske hvide, cava og sangría. En vegetar kan sagtens sammensætte et måltid her af patatas alioli, champiñones, tortilla española, queso manchego, gazpacho, tomate aliñado og de øvrige salater — det er tapasformatet, der gør det muligt. Bordbestilling tages på telefon, og huset skriver selv reservationsnummeret på sit menukort; i juli og august er det en god idé at bruge det, hvis du vil sidde ude.

Sådan ligger Mesón El Capote i Esteponas gamle bydel

Adressen er Calle Viento 13, en smal, skrånende gade i den ældste del af Estepona. Lige over for indgangen ligger murresterne af Castillo de San Luis, og det er dér, husets terrasse står — bordene er sat op ad selve slotsmuren på den anden side af gaden, mens der er barstole langs facaden på husets egen side. Fortovet hælder, og det hører med til billedet: mange gæster sætter sig hellere ved de små borde i den flade ende af gaden. Indenfor er der aircondition, hvilket er en reel oplysning i august, og en åben tapasdisk, hvor du kan se, hvad der er lavet i dag.

Du går fra Plaza de las Flores til døren på nogle få minutter, men gaden ligger uden for strømmen af turister, og det er en stor del af stedets karakter. Blomsterkrukkerne og de malede facader fra kommunens forskønnelse af den gamle by når helt herop, og ruten mellem Esteponas gavlmalerier begynder få gader væk. Ned til vandet er der cirka fem minutters gang, så du kan tage en eftermiddag på Playa de La Rada, Esteponas lange bystrand og gå direkte op til tapas bagefter. Byen selv er beskrevet på vores side om Estepona, og resten af udvalget finder du blandt restauranterne i Estepona.

Navnet, capoten og den tyrefægterindrettede sal

Et capote er tyrefægterens store kappe, den lyserøde og gule, der bruges i tyrefægtningens første faser, og navnet er ikke tilfældigt valgt. Indendørs er væggene hængt med tyrefægterbilleder og -effekter, og spanske gæster bemærker selv, at indretningen svarer til navnet. Det giver salen en helt anden tone end de hvidkalkede, neutralt indrettede steder nede ved havnen, og det er en af grundene til, at både tilrejsende og lokale beskriver huset som mere spansk end nabolaget.

Ordet mesón betyder kro, og det holder stik her: der er ingen ambition om moderne gastronomi, ingen smagsmenu og ingen tallerkenkunst. Der er gryderetter, friture, skinke og en disk med dagens tapas — altså præcis den type hus, der bliver færre og færre af langs Costa del Sol, efterhånden som lejemålene i de gamle bydele skifter hænder. Huset drives af en familie, og den samme familie står både i køkken og sal; gæster nævner tilbagevendende, at de kan se kokken arbejde fra deres bord.

Gæsterne, karakteren og hvad der trækker ned

Mesón El Capote står til 4,1 af 5 hos Google ud fra 345 anmeldelser, og det tal dækker over en usædvanlig delt bedømmelse. Langt de fleste giver topkarakter og fremhæver de samme tre ting: modtagelsen, prisniveauet og at stedet føles som et rigtigt spansk tapashus frem for en turistrestaurant. Flere britiske og irske gæster kommer tilbage år efter år på samme ferie. Samtidig ligger der en hård bundgruppe af meget lave karakterer, og de handler næsten alle om det samme.

Det tilbagevendende kritikpunkt er ikke maden, men driften på de travle aftener. Når terrassen er fuld, går der lang tid mellem retterne, bordene får serveret i forkert rækkefølge, og der er gennem årene flere beretninger om fejl på regningen og om forvirring om, hvorvidt en halv portion kan bestilles eller ej. En mindre, men reel andel af de spanske gæster mener desuden, at portionerne er små for pengene, og at enkelte retter er mere hverdagsagtige end navnet lover — pommes fritterne til rabo de toro og mængden af surimi i skaldyrssalaten nævnes af flere. Du får altså en meget venlig modtagelse og et lavt prisleje, men ikke nødvendigvis et hurtigt måltid, hvis du kommer klokken ni en lørdag i højsæsonen. Kommer du tidligt eller uden for sæsonen, forsvinder klagepunktet stort set.

Sammensætningen af gæster er værd at bemærke, fordi den er sjælden så tæt på en turistby: anmeldelserne kommer i næsten lige dele fra spaniere fra Málaga, Sevilla og Madrid og fra nordeuropæere på ferie. Huset er altså hverken et rent lokalt kvartershus eller en turistfælde, men et sted, hvor de to grupper sidder ved siden af hinanden.

Praktisk, priser og hvem stedet passer til

Regn med omkring tyve til femogtyve euro pr. person for tapas, en ración eller to og vin, og mindre, hvis I holder jer til tapas og øl. Menú del día er den billigste vej ind. Huset holder fast lukkedag om tirsdagen, og uden for højsæsonen kan lukningen strække sig over flere dage midt i ugen, så det er værd at ringe, inden du går. Køkkenet er åbent til sent om aftenen, og terrassen er på sit bedste, når solen er væk fra gaden. Maden kan også bestilles med hjem, og der er gratis wifi.

Stedet passer bedst til par og små selskaber, der vil spise spansk uden at bruge meget, og til gæster, der sætter pris på at sidde ude i en gammel gade frem for på en promenade. Personalet taler engelsk, og kortet findes på engelsk ved siden af det spanske, så du behøver ikke kunne bestille på spansk. Den skrånende gade og de høje barstole gør til gengæld stedet mindre oplagt, hvis I har barnevogn eller kørestol med — spørg efter et bord i den flade ende af terrassen. Parkering skal findes i den nye del af byen og kombineres med et par minutters gang, for gaderne heroppe er smalle og delvis lukkede for biler. Har du en hel dag i byen, fungerer huset godt som aftenstop efter en tur langs promenaden i Estepona.