La Catrina Fusión

Husets arroces er grunden til, at folk kommer igen. De laves kun fra to personer og til omkring tyve euro pr. person, og den bedste af dem er arroz de entraña — ris med argentinsk nyretap og en alioli rørt op med chimichurri. Ved siden af står en tallerken nachos med pulled pork og et halvt kilo kød, der bliver færdigt på en gloende sten på bordet. Det er et usædvanligt køkken at finde i en blok ved strandpromenaden i Torrox Costa.

Maden og menuen på La Catrina Fusión

Navnet lover fusion, og kortet holder det faktisk. Den mexicanske del er ikke bare pynt på væggene: Sombrero de Catrina er hjemmelavede nachos med pulled pork, cheddarcreme, pico de gallo, jalapeños, guacamole og crema agria til omkring tolv en halv euro, og trilogía de tacos er tre hjemmelavede majstortillas med hver sin fyldning — tinga de pollo, cochinita pibil og alambre de res. Dertil quesadilla med smeltet ost og tequeños, de venezuelanske oststænger, som huset laver i tre udgaver: cheddar med jalapeños, traditionel hvid ost, og plátano macho med ost. Seks stykker pr. portion.

Den spanske halvdel er lige så solid. Croquetas skifter fyld efter dagen, patatas bravas kommer med samuray-sauce, og patatas Catrina er pommes frites under smeltet cheddar, bacon og parmesan. Smådelene og salaterne ligger næsten alle omkring elleve til tolv euro — ensalada Catrina med gedeost, nødder, rosiner og mangovinaigrette er den mest interessante af de tre. Og så er der den asiatiske streg, som gør fusionen til mere end et ord: bao-boller med kylling eller pulled pork til omkring syv euro stykket, gyozas med kylling, og twister de langostinos, hvor rejen rulles i filodej og friteres og serveres med sweet chili. Gyozaerne glaseres med miel de caña fra Frigiliana, sukkerrørssirup fra nabokommunen — det er den slags detalje, der afslører, at køkkenet ikke bare har kopieret en skabelon. Fra Argentina kommer husets empanadas med hakket oksekød, chorizo criollo eller skinke og ost, til et par euro stykket eller omkring sytten euro for seks.

Burgerne er husets mest bestilte ret, og de er gjort seriøst: modnet Angus-oksekød på briochebrød, fra omkring fjorten euro. Catrina Smash har gedeostcreme og karamelliseret løg, César-burgeren bruger sprød kylling og cæsardressing i stedet for oksekød, Teque burger erstatter brødet med et tequeño fyldt med smeltet ost, og Jack Daniels-burgeren kombinerer bacon, cheddar og pulled pork i en whiskey-barbecuesauce til omkring sytten euro. Den største, LA ELEGIDA, er 400 gram oksekød med 100 gram bacon og æg og koster omkring fireogtyve euro. Der findes en vegansk burger på Heura-basis med guacamole og karamelliseret løg til omkring fjorten en halv euro, og veganske kroketter i tre varianter — gyozaerne kan også fås veganske uden sirup.

Skal I spise mere klassisk, er kødsektionen vejen: costillar de cerdo, svineribben tilberedt ved lav temperatur med kartofler og pimientos del padrón til omkring toogtyve euro, secreto ibérico til omkring enogtyve, og presa de vaca med Café de París-sauce til omkring syvogtyve. Carne a la piedra er husets showret — udvalgte udskæringer, entrecôte, presa og picaña, der serveres rå på en varm sten, så gæsten selv steger dem færdige ved bordet. Den sælges efter vægt, et halvt kilo til omkring femogfyrre euro, og er tænkt til at deles. Det samme gælder de tre arroces: arroz de secreto med æg og pimientos del padrón, arroz de entraña med chimichurri-alioli og en arroz de mar y montaña med både kylling og fisk. Alle tre bestilles fra minimum to personer, og prisen er pr. person.

Desserterne er hjemmelavede og tydeligvis husets fornøjelse — brownie med pistacie i Dubai-stil, cheesecake med banan og dulce de leche, coulant med Lotus-kiks, og en frappé opkaldt efter medindehaveren Tamara. De ligger mellem fem og syv en halv euro. Regn samlet med femogtyve til tredive euro pr. person, når I både deler et par smådele, tager en hovedret og drikker noget til; deler I derimod antojitos og en burger, slipper I billigere. Huset er ikke det billigste i Torrox Costa, og det skjuler kortet ikke: elleve euro for en portion pommes frites med ost er en pris, man skal ville betale for, at resten er lavet fra bunden.

Huset kører et digitalt menukort, hvor hver ret er oversat til en lang række sprog — dansk er blandt dem — og hvor allergenerne står ret for ret: gluten, mælk, æg, skaldyr, sennep, nødder og svovl. Der er ingen menú del día. Bordbestilling er mulig, og på en sommeraften ved promenaden er den en god idé.

Sådan ligger La Catrina Fusión i Torrox Costa

Adressen er Avenida el Faro, blok 76, men bygningens anden side vender ud mod Paseo Marítimo de Ferrara, altså selve strandpromenaden i den østlige ende af Torrox Costa. Huset optræder derfor i flere sammenhænge under navnet Catrina Beach Bar — samme ejere, samme sted, bare set fra promenadesiden. Terrassen ligger få skridt fra Playa Ferrara, den brede sandstrand med promenade, og det er den beliggenhed, der bærer stedets sommerdrift: man går forbi, man sætter sig, man bliver.

Et par hundrede meter mod vest ligger Faro de Torrox, fyrtårnet med de romerske ruiner ved foden, som gaden har navn efter — et af Costa del Sols mest velbevarede romerske anlæg, med saltfiskefabrik, gravmæle og badeanlæg lige ved fyret. Det gør strækningen til en oplagt eftermiddagsrute: ruinerne først, frokost bagefter. Torrox Costa selv er den moderne, tætbyggede kystdel af kommunen, mens den hvide landsby Torrox Pueblo ligger fire kilometer inde i landet. Langs promenaden finder du resten af restauranterne i Torrox og Torrox Costa, og de fleste af dem er fisk- og strandkøkkener — La Catrina Fusión er en af de få adresser på strækningen, der laver noget helt andet.

Joaquín og Tamara — og kraniet i navnet

La Catrina er den elegante kvindelige kalvarie med bred hat, som José Guadalupe Posada tegnede, og som er blevet Mexicos mest genkendelige symbol på Día de Muertos. Den går igen i hele huset: i navnet, i indretningen, i dødningehovedet på kortet, og i de kalavera-krus og den kraniefarvede fadøl, gæsterne bestiller sent om aftenen. Stedet drives af ægteparret bag disken, Joaquín og Tamara, og det er dem, gæsterne igen og igen fremhæver — værtskabet nævnes lige så tit som maden i anmeldelserne, og ejeren svarer selv på dem, ofte på både spansk og engelsk. Det er et familiedrevet hus, ikke en koncept-kæde, og det kan mærkes på, at retter dukker op og forsvinder fra kortet i takt med, hvad køkkenet har lyst til.

Terrassen, cocktails og de sene timer

Google kategoriserer stedet som både tapasrestaurant, ølhave og cocktailbar, og det er ikke helt ved siden af. Køkkenet er tyngden, men baren er reel: der er et selvstændigt cocktailkort med margarita, daiquiri, negroni, pornostar martini og en michelada — mexicansk øl med chamoy, tajín og frisk limesaft — til omkring ni til ti euro, og et fast udvalg af håndbryggede øl til omkring fem euro, som ikke er standardvarerne fra promenadens øvrige barer. En fadøl koster omkring to og en halv euro, og der er både alkoholfri og glutenfri øl på kortet. Fredag, lørdag og søndag holder huset åbent til ud på natten, mens ugens øvrige aftener slutter tidligere; mandag er lukkedag. Om fredagen åbner køkkenet først midt på eftermiddagen. Det er altså et spisested, der bliver til et aftensted — ikke omvendt.

Terrassen er udendørs og ud til promenaden, lokalet er tilgængeligt for kørestolsbrugere, og huset er udpræget børnevenligt: lagrimitas de pollo og vingerne serveres på en legetøjslastbil, hvilket er den slags detalje, der redder en aften med børn ved bordet. Der er både afhentning og udbringning, og retterne findes også i husets eget leveringskatalog — men priserne dér er leveringsplatformens og ligger over dem, man betaler i lokalet.

Praktisk, og hvem stedet passer til

Torrox og Torrox Costa har et stort nordeuropæisk publikum og en kommune, der markedsfører sig på Europas bedste klima — det betyder, at promenaden lever hele året, og at stedet ikke er en ren sommerforretning. Anmeldelserne kommer på spansk, engelsk, polsk og tysk, hvilket siger noget om, hvem der sidder ved bordene: en blanding af fastboende spaniere fra Axarquía, fastliggende nordeuropæere og sommergæster. Personalet klarer engelsk, og det digitale menukort kan skiftes til dansk på telefonen, hvilket gør bestillingen let, hvis man ikke er tryg ved spanske retnavne.

Stedet har 4,4 ud af 5 på Google fra 376 anmeldelser — pænt for et hus, der ligger i den dyrere ende af sin gade. Parkering sker på gaden omkring Avenida el Faro og kan være svær i højsæsonen; kommer du i juli eller august, så regn med at gå det sidste stykke. Vil du have det bedste ud af besøget, så kom med mindst to personer og bestil en arroz eller kødet på sten, og lad burgeren være det, du deler bagefter. Kommer du alene eller to, der bare skal have noget mellem tommel og pegefinger, fungerer antojitos, tequeños og en cocktail på terrassen præcis lige så godt.