Restaurante El Picadero

Espetos de sardinas, sardiner spiddet på rørkæppe og stegt over gløder, er det gæsterne oftest fremhæver på Restaurante El Picadero, og lige efter dem kommer den hele grillede lubina og husets fritura malagueña. Huset har ligget på Torrox Costas strandpromenade siden begyndelsen af 1970'erne, hvor det var en chiringuito nede i selve sandet, og det er stadig den samme familie, der driver det. Kortet er langt, og det er værd at vide på forhånd, hvor på det husets styrke ligger.

Maden og menuen på Restaurante El Picadero

Køkkenet er andalusisk kystmad med et middelhavspræg: fisk og skaldyr fra Málaga-bugten, grøntsager og frugt fra vandingsmarkerne inde i landet, og en carta, der ud over det spanske også rummer en international afdeling. Junta de Andalucía beskriver stedet netop som en strandrestaurant med speciale i paella, kød og fisk, og både husets eget kort og gæsternes anbefalinger peger den samme vej: det er fisken, du kommer efter.

Den grillede fisk er kernen. Du kan få lubina (havbars) og dorada (guldbrasen) a la plancha på pladen, al horno i ovnen eller a la sal bagt i saltskorpe, og lenguado (søtunge) enten friturestegt eller grillet. Køkkenet laver også filete de lenguado al cava og a la naranja, altså søtungefileter i cava- eller appelsinsauce, og rosada, en fast hvid fisk, som serveres enten friturestegt eller a la crema i flødesauce. Rape a la marinera er havtaske i marinerasauce med muslinger, og den bliver nævnt igen og igen af faste gæster sammen med fritura malagueña, den blandede friturestegte fiskeanretning, som er Málagas egen klassiker. Dertil pez espada (sværdfisk), grillet laks, bacalao confitado i porresauce og brochetas, altså fiskespyd.

Skaldyrsdelen dækker gambas al pil pil i hed hvidløgsolie, gambas rebozadas i sprød panering, langostinos på pladen eller i whiskysauce, almejas (venusmuslinger i sauce), pulpo a la gallega med paprika og olivenolie, og zarzuela de marisco, den tykke skaldyrsgryde. Calamaritos, de små blæksprutter, kommer friturestegte eller grillede, og calamar nacional er en hel frisk blæksprutte over pladen. Én ret bærer husets eget navn: mejillones picadero, muslinger tilberedt efter husets opskrift.

Riskortet er kort og fast: paella mixta med kød og skaldyr og paella de mariscos med rene skaldyr. Begge laves til mindst to personer, portionen rækker i praksis ofte til tre, og de tager tid, så bestil dem, når I sætter jer. Paellaen er samtidig den ret, meningerne deler sig mest om — nogle gæster kalder den husets bedste, andre er skuffede over den, og det er værd at vide, før I bestiller den til et større selskab.

Af forretter står ensalada de la casa (husets salat) og cogollos con gambas, salathjerter med rejer, ved siden af boquerones en vinagre (ansjoser marineret i eddike), pimientos del piquillo rellenos de marisco (røde peberfrugter fyldt med skaldyr), melón con jamón og en række supper: gazpacho andaluz, sopa de mariscos, løgsuppe og tomatcreme. Habas con jamón, hestebønner med serranoskinke, er en af de retter, huset er blevet rost for gennem årene. Der er også en hel side med tortillas — den spanske kartoffeltortilla, men også varianter med rejer, serranoskinke, champignon, ost eller tun — og de er sammen med salaterne, gazpachoen og pastaen med svampe det, du griber efter, hvis du ikke spiser kød eller fisk.

Kødet og den internationale del af kortet spænder fra entrecote med roquefort- eller peberssauce over solomillo de ternera a la pimienta (oksemørbrad i peber) og solomillo de cerdo med peber- eller champignonsauce til lammekoteletter, kyllingefilet, cordon bleu, strogonoff og en række pastaretter i bolognese, carbonara, marinera og funghi. Det er også her, kritikken oftest rammer: gæster, der har bestilt pasta eller de nordeuropæiske retter, er tydeligt mindre begejstrede end dem, der holdt sig til fisken.

Vinkortet er udelukkende spansk og bredere, end promenadens gennemsnit lægger op til. Der er rødvin fra Ribera del Duero med både Viña Mayor, Emilio Moro, Pesquera og Pago Carraovejas i den dyre ende, Rioja fra Marqués del Puerto og Azpilicueta, hvid verdejo fra Rueda, chardonnay fra Somontano, hvidvin fra Cádiz og cava og champagne. Husets sangría fremhæves hyppigt af gæsterne, og der serveres også vin i glas og en billig husvin.

Prismæssigt kan du komme fra ti til femten euro pr. person, hvis du deler en fritura og en salat, mens en middag med hel grillet fisk og vin lander omkring femogtyve til tredive euro pr. person. En hel lubina eller dorada ligger omkring tyve euro, og de dyreste skaldyrsretter og skaldyrsanretninger ligger højere end det — netop dem er der gæster, der ikke synes står mål med portionen, så spørg gerne til størrelsen først. Brød og pan con alioli står som selvstændige linjer på kortet og bliver lagt på regningen, hvilket flere gæster er blevet overraskede over. Der tages imod bordbestilling, og det er en god idé i juli og august og altid, hvis I er mange. Maden kan også bestilles med hjem.

Huset og udsigten på Paseo Marítimo de Ferrara

Restauranten ligger midt på Paseo Marítimo de Ferrara, den brede strandpromenade i Torrox Costa, med terrassen vendt direkte mod Middelhavet. Salen er delvist inddækket med glas og markiser, så den kan bruges også i blæst og udenfor sommeren, og de yderste borde står så tæt på kanten, at du har vandet og bølgelyden lige foran dig. Hvide duge, flettede stole og en ret klassisk indretning giver stedet mere karakter af restaurant end af strandbar — flere gæster bemærker samtidig, at inventaret har nogle år på bagen. Solnedgangen ses direkte fra bordene, og det er det tidspunkt, terrassen er mest efterspurgt.

Stranden lige foran er Playa Ferrara i Torrox Costa, og går du fem minutter østpå ad promenaden, står du ved Faro de Torrox og det romerske udgravningsfelt — fyrtårnet ligger omkring en halv kilometer fra restauranten. Playa El Peñoncillo begynder halvanden kilometer længere mod øst. Selve landsbyen Torrox ligger knap fem kilometers kørsel op i bakkerne, Nerja er cirka tyve minutters kørsel mod øst, og fra Málaga lufthavn tager turen omkring tre kvarter ad A-7. Flere andre spisesteder ligger på samme strækning, og du finder dem samlet under restauranter i Torrox.

Fra chiringuito i sandet til restaurant på promenaden

Historien begynder i starten af 1970'erne, hvor Manolo Rico og to kompagnoner byggede en chiringuito på Ferrara-stranden og kaldte den El Picaero — den andalusiske udtale af El Picadero, som på spansk betyder en ridebane. Den ene kompagnon sprang fra allerede inden den første sæson, den anden efter den, og Manolo stod alene tilbage. Han talte det igennem med sin søster Ana Rico, og hun trådte ind i forretningen sammen med sine to unge sønner, Paco og Pepe.

I de første år blev drikkevarerne holdt kolde i køleboksene med indkøbte isblokke, og maden var enkel: espetos de sardinas, salater, tortillas og ikke meget mere. Omkring 1973-74 købte en tysk bygherre jord i Torrox Costa og opførte bebyggelsen Bau Hoffman, og i løbet af få år begyndte stranden at fyldes med nordeuropæiske turister. Det var vendepunktet for familien, som gradvist lagde et mere internationalt kort ved siden af det andalusiske. 1980'erne og 1990'erne beskriver Pepe selv som husets bedste år.

Midt i 1990'erne blev strandpromenaden anlagt, og El Picadero måtte flytte fra sandet op på betonen. Med det skifte holdt huset op med at være merendero, den åbne strandspisning, og blev den restaurant, det er i dag. Brødrene José Sánchez Rico — kaldet Pepe — og Paco driver stedet, mens forældrene er trukket sig tilbage, og Pepe tilskriver konsekvent sin mor Ana Rico æren for køkkenet: det var hende, familien lærte at lave mad af.

Den tyske promenade — og hvorfor kortet er på fire sprog

Torrox har den største tyske koloni på det spanske fastland. Omkring 2.900 tyskere står i kommunens folkeregister, svarende til cirka 15 procent af befolkningen, og hertil kommer et lige så stort antal, der bor i kommunen uden at være registreret. Indvandringen begyndte, da Lufthansa i 1967 åbnede ruten Frankfurt-Málaga, og tog fart med de tyske byggerier i 1970'erne, deriblandt netop den udvikling, der skaffede El Picadero sine første udenlandske gæster. Kommunens store Oktoberfest afvikles på Paseo Marítimo de Ferrara — altså på promenaden lige uden for restauranten.

Det kan man mærke i huset. Kortet er trykt på fire sprog, spansk, tysk, engelsk og fransk, med retterne oversat linje for linje, og en stor del af gæsterne er fastboende og langtidsturister fra Tyskland, Holland og Skandinavien. Der er også et fast dansk klientel, som mange andre steder på denne del af kysten, og personalet klarer sig på engelsk og tysk. Vil du læse mere om byen som helhed, ligger den samlede guide under Torrox.

Det gæsterne er enige og uenige om

Med 3,9 af 5 fra omkring 780 Google-anmeldelser ligger El Picadero lavere end mange af naboerne på promenaden, og det er værd at forstå hvorfor, før du beslutter dig. Bedømmelsen dækker over et hus, der deler vandene ret systematisk.

Det, der roses mest konsekvent, er den grillede og spiddede fisk. Espetos de sardinas bliver af flere gæster kaldt de bedste på hele strækningen, og lubina, dorada, lenguado og rosada går igen som de retter, folk vender tilbage efter. Beliggenheden og udsigten står uimodsagt, og en stor gruppe gæster fremhæver personalets varme og personlige tone — nogle skriver ligefrem, at de føler sig som hjemme hos venner.

De tilbagevendende kritikpunkter samler sig om tre ting. Det hyppigste er serveringen: ventetid, retter der ikke kommer samtidig, bestillinger der bliver glemt, og gæster der har måttet gå op til baren selv. Det andet er, at retter kan være udsolgt — særligt søtunge og bestemte friske fisk sent i et travlt servering. Det tredje er prisfornemmelsen i toppen af kortet, hvor især de dyre skaldyrsanretninger og zarzuelaen bliver kaldt små i forhold til prisen, mens de billigere retter omvendt betegnes som god værdi. Paellaen og den internationale del af kortet får både de bedste og de dårligste domme, mens fisken næsten aldrig gør.

Den praktiske konsekvens er ret enkel: bestil fisken, spørg til den friske fisk og hvad den koster, når den bliver vist frem, book bord i højsæsonen, og sæt god tid af til måltidet.

Praktisk — åbningstider, parkering og for hvem

Køkkenet holder de klassiske spanske tider med frokost fra middag til hen på eftermiddagen og middag fra klokken syv til omkring midnat. Der er lukket om onsdagen, undtagen i juli og august, hvor der er åbent alle ugens dage, og huset holder åbent stort set hele året. Det sidste er en reel fordel uden for sæsonen, hvor en del af promenaden lukker ned: flere gæster nævner, at El Picadero var et af de få steder, hvor man kunne få et helt måltid om aftenen i lavsæsonen.

Der er ingen egen parkeringsplads. Du parkerer på gaden og på pladserne bag promenaden, og det kan tage tid i højsæsonen og i weekender — kom i god tid eller gå de sidste minutter. Terrassen ligger i niveau med promenaden og er tilgængelig med kørestol, der tages imod kortbetaling, og der er wi-fi. Hunde er velkomne ved bordene udenfor, og gæster med hund beretter, at der kommer en skål vand til den uopfordret. Der findes højstole, men kun et par stykker, så sig det, når du booker, hvis I kommer med små børn.

Stedet passer bedst til den, der vil sidde længe med havet foran sig: par til solnedgangen, børnefamilier midt på dagen efter en formiddag på Playa Ferrara, og større selskaber, der deler en paella. Det er ikke et gastronomisk mål i sig selv, og det giver sig heller ikke ud for at være det — det er et halvtreds år gammelt familiehus på promenaden, hvor du får den bedste oplevelse ved at holde dig til det, køkkenet har lavet længst: fisken fra bugten, spiddet eller grillet.