Zozoï

L'Américain Zozoï er husets tartar af oksemørbrad, rørt som man gør det i Bruxelles og sat på bordet med belgiske pommes frites. Den ene ret siger det meste om huset: Zozoï er en fransk-belgisk restaurant midt i Marbellas gamle bydel, hvor det samme køkken lige så gerne sender en panang-karry eller vietnamesiske forårsruller ud. Stedet har ligget på Plaza Altamirano i mindst tyve år og har kun aftenåbent.

Maden og menuen på Zozoï

Grundstammen er fransk med et tydeligt belgisk islæt, og oven på den ligger et lag af thailandske, vietnamesiske og italienske retter, som ikke er pynt, men fylder hver sin egen sektion af kortet. Kortet skifter med årstiderne, og det er delt op i småt til at begynde med, forretter, salater, pastaer, pizzaer og hovedretter. Der er ingen menú del día — altså ingen fast dagens menu til frokost — for huset åbner først om aftenen, og alt bestilles à la carte.

De retter, der oftest ender på bordet, er kødretterne. Solomillo Irish Angus Black-Jack er en mørbrad i en cremet sauce af sort peber og Jack Daniel's og koster godt fyrre euro; den rene Irish Angus-mørbrad og en entrecôte fra Galicien ligger begge omkring fyrre. Alle tre kommer med belgiske pommes frites — stegt i oksefedt, som huset selv fremhæver — og en sauce, du selv vælger: bearnaise, blåskimmel, grøn peber, champignon eller urtesmør. Tagliata di manzo med rucola, parmesan og balsamicocreme ligger lidt lavere, omkring treogtredive euro, og ribs af iberisk gris, tilberedt ved lav temperatur, koster omkring tredive.

Fisk og skaldyr fylder mindst lige så meget. Lubina asada er en grillet havbars med beurre blanc til omkring seksogtredive euro, mens den dampede thai-udgave med lime, chili, citrongræs, koriander og babykartofler ligger et par euro højere. Lenguaditos meunière — små tunger stegt i smør med kartoffelmos og en lille grøn salat — koster omkring femogtredive euro, og en klo af kongekrabbe med flødestuvet spinat og kartoffelmos er kortets næstdyreste ret til omkring femogfirs euro. Blandt forretterne er vilde kammuslinger med ajo verde og beurre blanc, bourgognesnegle i hvidløgssmør, andefoie gras au torchon med briochebrød og sæsonchutney samt en oksecarpaccio de faste franske klassikere, alle mellem godt tyve og godt tredive euro.

Den asiatiske del af kortet er værd at kende, for den er billigere og lettere end resten. Ceviche af smørfisk med kokosmælk, lime, chili og koriander, muslinger på thailandsk vis med kokosmælk, ingefær og citrongræs og vietnamesiske forårsruller med svinekød i rispapir ligger alle omkring tyve til femogtyve euro. Panang-karry fås både med store rejer og med kylling, serveret med jasminris og grøntsager, til omkring tredive til femogtredive euro. Muslinger fås også som hovedret til omkring femogtredive euro, og her vælger du selv tilberedningen: marinière helt enkelt, hvidvin og fløde, karry eller hvidløg.

Pizzaerne er husets måske mest overraskende afdeling — de har været nævnt af gæster i årevis og spænder bredt. En margherita ligger omkring atten euro, prosciutto e funghi og en vegetarisk med blandede grøntsager, mozzarella og parmesan omkring fireogtyve, en pilpil med rejer, hvidløg og pimentón de la Vera omkring tredive, og de to dyre — en bearnaise-pizza med kødboller af irsk angus, padrónpeberfrugter og cherrytomat og en trøffelpizza med purløg — koster henholdsvis omkring otteogtredive og omkring toogfyrre euro. Pastaerne følger samme linje: spaghetti med burrata i tomat og basilikum til omkring fireogtyve euro, paccheri al ragù, hvor du kan lægge ekstra burrata oveni for et lille tillæg, og paccheri med kongekrabbe, skovsvampe og fløde til omkring otteogtredive.

I toppen af kortet ligger kaviaren. Halvtreds gram Ossetra Imperial med blinis og garniture koster omkring hundrede og firs euro, og kaviaren går også igen i to mindre formater på ti og tyve gram, enten som moscovite-kartofler med creme fraiche eller rørt i en spaghetti med fløde, løg og parmesan. Det er ikke det, de fleste borde bestiller, men det fortæller noget om, hvor huset gerne vil ligge.

Skal du dele lidt til at begynde med, har huset pizzabrød i fire varianter, hummus med brødstænger, guacamole lavet på stedet med majsnachos, edamame og kalamata-oliven — alt mellem otte og tretten euro. Vegetarer har mere at vælge imellem end på de fleste kødtunge kort her på kysten: falafel med tzatziki på rødbede, den vegetariske pizza, spaghetti med burrata, en burratasalat med økologiske tomater, en græsk salat med vandmelon og feta og en thailandsk pomelosalat med mynte, koriander og ristet kokos. Tilbehør købes for sig og koster fra omkring seks euro for jasminris eller ekstra sauce til omkring elleve for dampede grøntsager. Regn med omkring fyrre til tres euro pr. person for en forret, en hovedret og et glas vin — mere, hvis I går efter kaviar eller kongekrabbe. Bordbestilling anbefales; huset tager reservationer online hele døgnet og i telefonen mellem klokken 17 og 19.

Hvor Zozoï ligger i Marbellas gamle bydel

Plaza Altamirano er en lille, rolig plads i den gamle bydel, et par minutters gang fra Plaza de los Naranjos og fra Iglesia de Nuestra Señora de la Encarnación. Du finder indgangen under en portbue med menuen hængt op ved siden af, og bag buen ligger forterrassen, inden du kommer ind i selve restauranten. På samme plads ligger tapasbaren Bar Altamirano, som er et helt andet og langt mere folkeligt hus — det er ikke usædvanligt at tage en øl og en tapa dér først og spise middag hos Zozoï bagefter.

Kommer du i bil, er den nemmeste løsning parkeringskælderen under Alameda-parken og Avenida del Mar og fem minutters gang op gennem de brolagte gader. En taxa kan sætte dig af i udkanten af casco antiguo, men de sidste hundrede meter er brosten, og der er ingen kørsel helt til døren.

Historien bag det belgiske hus på Plaza Altamirano

Zozoï er et af de ældre huse i den gamle bydel. Allerede i 2006 præsenterede restauranten sig selv som den mest moderne adresse i casco antiguo, indrettet i et ombygget gammelt byhus med stor terrasse og patio, med et kort der skiftede med årstiden og åbent mandag til lørdag fra halv otte om aftenen. Ejerne var belgiske — Maryse og Benoit — og det var dem, der gav huset den blanding af rustik og kunstnerisk indretning, som lokale madfolk begyndte at anbefale videre i løbet af 00'erne.

Omkring 2015 kom en anden belgier til: kokken Maxime Lenoir, klassisk fransk skolet og tidligere underviser på Le Cordon Bleu i Madrid, som havde arbejdet flere år i Caribien, før han kom til Marbella. Han lagde de vietnamesiske, thailandske, italienske og marokkanske spor ind i et ellers fransk køkken, og den linje kan man stadig se på kortet i dag: Black-Jack-mørbraden, ceviche af smørfisk, hummussen med brødstænger og tartaren har alle overlevet årene. Gennem samme periode har Céline Debonnet stået for driften og for gæsterne i salen, og hun bliver stadig nævnt ved navn af folk, der har spist her.

Terrassen, patioen og aftenerne på Zozoï

Huset har tre meget forskellige steder at sidde. Forterrassen ude under portbuen er den mest livlige og den, der bliver bestilt først om sommeren. Inde i selve restauranten sidder man tæt på det åbne køkken og kan følge med i arbejdet. Bagerst ligger den overdækkede havepatio med glastag, hvis sektioner kan åbnes, så man sidder under stjernerne — med sofaer langs kanterne, smedejernsstole ved linnedduge, store kurvelamper i loftet og bregner og palmer hele vejen rundt. Patioen er tempereret, og det er grunden til, at stedet også fungerer i vintermånederne, hvor mange terrasser i den gamle bydel bliver for kolde at sidde på.

Der serveres kun om aftenen, fra klokken 19 til midnat, og køkkenet holder åbent alle ugens dage. Der er ingen frokostservering, så vil du spise her, skal det være om aftenen. Huset kan tage store selskaber — der er tidligere holdt fødselsdage for tredive-fyrre gæster, hvor alle bestilte frit fra kortet — men det kræver, at du aftaler det i god tid.

Det gæsterne fremhæver — og det tilbagevendende kritikpunkt

Maden får gennemgående ros på tværs af sprog og portaler: kvaliteten af kødet, portionsstørrelserne og præsentationen går igen, og kammuslingerne, ceviche'en, sneglene og pebersaucen til bøffen bliver nævnt igen og igen. Rammen — særlig den bagerste patio — bliver rost af næsten alle, der skriver om stedet.

Det tilbagevendende kritikpunkt handler ikke om maden, men om tempoet i salen, når huset er fuldt. Flere gæster beskriver lange ventetider mellem retterne og bestillinger, der kommer ud i forskudt rækkefølge, og et par nævner, at prisen føles høj i forhold til den service, de fik den aften. Huset svarer selv på anmeldelserne, også de kritiske, og erkender som regel problemet direkte. Kommer I mange, eller kommer I med børn, er det værd at bestille tidligt på aftenen frem for i spidsbelastningen ved nitiden. På Google ligger restauranten på 4,5 ud af 5 fra omkring 660 anmeldelser, hvilket er højt for et hus med så mange gæster.

Praktisk: hvem passer Zozoï til

Det er et middagssted til par og til aftener, hvor man vil sidde længe — ikke et sted, man lige kigger ind på. Menukortet findes på både spansk og engelsk, og personalet betjener gæster på flere sprog; belgiske, franske og hollandske gæster har hørt til stambesætningen i årevis. Prisniveauet ligger over gennemsnittet for den gamle bydel, men under det, man betaler på strandklubberne vestpå.

Vil du sammenligne, før du bestiller bord, kan du se flere restauranter i Marbella eller læse mere om Marbella som helhed. Og skal aftenen fortsætte bagefter, ligger både Plaza de los Naranjos og barerne omkring den inden for få minutters gang.