Tapería-Bar de Jamón y Vino

Skinken bliver skåret, mens du står der, og du behøver ikke tage en hel portion for at smage den: næsten hver eneste linje på kortet kan bestilles som media ración til omkring det halve. Det er dét, der gør huset brugbart for to personer, som hellere vil smage seks-syv ting end binde sig til tre — og det er også forklaringen på, at stedet er lige så meget en charcuteridisk med borde som en restaurant.

Maden og menuen på Tapería-Bar de Jamón y Vino

Huset sælger ikke tapas, selv om det hedder tapería. Kortet er sat op med to prisspalter, ración og media ración, og næsten alt kan tages i hel eller halv portion. Det er den enhed, alt her måles i, og den gør regningen svær at sammenligne med de barer, hvor man betaler pr. lille tallerken: en halv ración er en rigtig portion til to, ikke en mundfuld. Nogle få linjer sælges i stedet stykvis. En ansjos eller en røget sardin koster omkring to euro stykket, en banderita med tun og ost eller en peberkugle fyldt med ost omkring en euro, og en hel tortilla de patatas con cebolla ligger omkring tolv euro, mens et enkelt stykke — et pincho de tortilla — koster et par euro.

Kernen er spansk charcuteri, og den fylder det meste af kortet. Der er tre skinker i stigende rækkefølge: jamón serrano, jamón ibérico og jamón de bellota 100 %, altså den olden-fodrede topkvalitet. En ración jamón ibérico ligger omkring fjorten euro og en halv omkring syv og en halv, mens bellota-skinken koster over tyve euro for en hel ración og godt tolv for en halv. Ved siden af står lomito ibérico de Jabugo og caña de lomo, begge tørrede svinekamme, salchichón og chorizo de bellota, cecina de buey retinto — lufttørret oksekød, som huset selv oversætter til wagyu på den engelske side af kortet — samt mojama de Barbate, den saltmodnede tun fra Cádizbugten, chicharrón de Cádiz og carne mechada. Morcilla patatera er en blød, smørbar pølse fra Extremadura, ikke den faste blodpølse, navnet kunne antyde. Ostene er tre: semicurado, curado og den skarpe queso curado fuerte fra Ocaña. Vil man ikke vælge, findes tabla de ibéricos og tabla de quesos, men kun som hele fade til henholdsvis godt tyve og omkring atten euro.

De kolde rationer trækker mod havet. Anchoas del Cantábrico i triple cero, den største og fedeste sortering, er husets dyreste enkeltlinje med ti stykker til omkring seksten euro. Derudover er der gambas cocidas, salmón ahumado, boquerones en vinagre, lacón al plato, mejillones en escabeche, en hjemmelavet salmorejo og en paté de perdiz af agerhøne. Salatsiden er kort og bygget på tomat: tomate aliñado med olie og salt, tomate con anchoas, tomate con ventresca af tunbug, pimientos asados con ventresca, en ensalada de ahumados med røgede fisk og to ensaladillas — den russiske og en med bocas de mar. Fire tostas, altså ristede brød med fyld, koster omkring otte euro stykket og hedder Capricho, Matrimonio, Marinera og Delicia; Matrimonio er den klassiske kombination af ansjos og boquerón, mens Delicia er blåskimmelost med laks.

Det, mange overser i en skinkebar, er det varme hjørne, og det er større end man skulle tro. Her står carrillada, braiseret svinekæbe, og rabo de toro, den langtidssimrede oksehale, ved siden af pulpo a la gallega, secreto asado af den marmorerede nakkekam, albondigón en salsa de piñones med pinjekerner, carne con tomate, codillo, lacón a la gallega samt fabada asturiana og pote asturiano — to bønnegryder fra Nordspanien, som er sjældne på denne del af kysten. Alcachofas con jamón og habitas baby con jamón er husets to grøntsagsretter, begge med skinke i. De varme rationer ligger fra omkring ni til nitten euro, en halv fra fem til syv.

Der er ingen menú del día, altså ingen dagens menu til fast pris — man bestiller af kortet hele dagen. Spiser du ikke kød, er der tomate aliñado, tortilla de patatas, de tre oste og de ostefyldte peberkugler; resten af kortet er charcuteri, fisk og gryderetter. Kortet er trykt på både spansk og engelsk med retterne forklaret linje for linje, hvilket gør det til et af de nemmere steder i den gamle bydel at bestille på, selv om man ikke taler spansk. Prislejet samlet set: to personer, der deler fire-fem halve rationer og drikker vin til, lander typisk mellem femten og femogtyve euro pr. person, og går man ned i bellota-skinken og de dyre ansjoser, stiger det. Der kan reserveres bord, men huset er i sin natur et sted, man går ind fra gaden.

Vinen er den anden halvdel af navnet

Navnet lover vin, og til forskel fra mange huse, der er opkaldt efter noget, de ikke rigtig laver, holder det her. Vinlisten har sin egen sektion på kortet med rioja crianza og reserva, ribera del duero i både roble og crianza, hvid, rosé, en sød vin og en manzanilla fra Barbadillo, og alt kan fås både på flaske og i glas. Et glas ligger omkring tre til fire euro, en flaske fra det lave lag omkring femten.

Det mest sigende står dog i vinduet ud mod gaden, hvor huset skriver sine tilbud op i hånden. Her kombineres en flaske galicisk hvidvin — albariño fra Rías Baixas eller godello fra Monterrei — med to halve rationer, typisk en halv jamón ibérico plus enten en halv tomate aliñado eller en halv queso curado. De pakker ligger fra godt tyve til omkring tredive euro alt efter flasken, og de er værd at kigge efter, før man bestiller løst: det er billigere end at sætte de samme tre ting sammen selv. Vinene sælges også over disken til at tage med hjem, og butiksdelen fylder en god del af lokalet — det er ikke et sted, der har et par flasker stående til pynt.

På ølsiden er der caña og caña doble fra hanen, en tercio Alhambra Reserva på flaske og en kold jarra, plus tinto de verano, sodavand, juice, kaffe og en lille flaske cava.

Hvor huset ligger i Marbellas gamle bydel

Avenida de la Puerta del Mar er den gade, der løber ned fra den gamle bydel i Marbella mod hovedstrøget, og nummer 5 ligger i den nedre ende, i kvarteret Barrio Nuevo. Det svarer på spørgsmålet om, hvem huset lever af: du er godt hundrede meter fra Alameda-parken og Avenida del Mar med Dalí-skulpturerne, cirka to hundrede meter fra Plaza de los Naranjos og knap tre hundrede meter fra Iglesia de Nuestra Señora de la Encarnación. Til gengæld er der omkring fire hundrede meter — under ti minutters gang gennem Avenida del Mar — ned til strandpromenaden og Marbellas bystrande. Huset ligger altså i den gamle bydel og ikke nede ved vandet, og det mærkes på gæsterne: det er et kvartershus, som turisterne finder på vej til eller fra promenaden, snarere end et sted, man går forbi i badetøj.

Det gør også parkeringen enkel efter marbellisk standard. Det underjordiske P-hus under Avenida del Mar ligger under hundrede meter væk, Plaza de la Victorias parkering godt to hundrede, og der er taxiholdeplads omkring halvfjerds meter fra døren og busstoppesteder ved Alameda og på Ricardo Soriano inden for et par hundrede meter. Gadeparkering i selve kvarteret er derimod ikke noget, man skal regne med.

Stemningen, gæsterne og de 4,4 stjerner

Stedet har ligget på adressen i mindst et årti — de ældste anmeldelser er over ti år gamle og beskriver præcis det samme hus med den samme skinke og de samme vine — og det er drevet som en familieforretning, hvor ejeren selv står i lokalet. Der er borde både indenfor og på terrassen ude på fortovet, og om sommeren er det terrassen, folk kommer efter.

Huset står til 4,4 af 5 på Google fra 429 anmeldelser, og det tal er værd at pakke ud, for det er ikke prisen, der trækker det ned. Tværtimod: de anmeldelser, der overhovedet nævner pris eller forholdet mellem pris og kvalitet, ligger over husets eget gennemsnit, og det gælder både de spanske og de udenlandske. Karakteren har heller ikke bevæget sig nævneværdigt over årene — den har ligget stabilt omkring fire komma tre til fire komma fem, lige siden anmeldelserne begyndte.

Det, der deler gæsterne, er sproget. Deler man anmeldelserne op, ligger de spansksprogede omkring 4,2 og de engelsksprogede omkring 4,8 — og stort set al skarp kritik er skrevet på spansk. Emnet er heller ikke maden, men tonen ved bordet: betjeningens facon og ventetiden i de travle timer går igen hos de spanske gæster, mens de engelsksprogede gennemgående roser netop personalet. Det er et hurtigt, gammeldags bardrevet sted, hvor man selv skal have fat i tjeneren, og det belønner den, der bestiller kontant og ved, hvad en media ración er. Kommer du i en stille time, mærker du det næppe; kommer du klokken halv tre en lørdag i højsæsonen, kan det gå stærkt.

Produktkritikken er sjældnere, men findes: et par gæster har sat spørgsmålstegn ved, om alt det, der sælges som ibérico, er lige fint, og saltniveauet i skinken deler også vandene. Det er værd at vide, når man vælger mellem serrano, ibérico og bellota — og det er netop dér, huset selv lægger prisforskellen.

Praktisk — åbningstider og hvem stedet passer til

Huset har åbent alle ugens dage fra omkring middag til midnat, hvilket er usædvanligt gavmildt i en gade, hvor mange lukker mellem frokost og aften. Der bliver taget kort, også kontaktløst, indgangen er trinfri, og der er handicaptoilet. Terrassen er den bedste plads i sommerhalvåret, mens den indvendige sal er den, der fungerer i regnvejr og om vinteren.

Stedet passer bedst til to eller fire personer, der vil dele og smage bredt, til den sene eftermiddagstørst mellem strand og aftensmad, og til den, der gerne vil købe en flaske vin eller et stykke skinke med hjem bagefter. Det er ikke et sted for den lange, siddende middag, og der er ingen børnemenu på kortet. Er du på jagt efter en dagens menu til fast pris, skal du et andet sted hen; vil du derimod smage tre slags skinke og to oste ved siden af et glas ribera del duero uden at bruge halvtreds euro på det, er der ikke mange bedre adresser blandt restauranterne i Marbella.