Restaurante Pueblo López

Husets mest omtalte ret hedder Black-Jack: en angusmørbrad tilberedt langsomt ved lav varme og serveret i en sauce på Jack Daniel's og sort peber, med belgiske fritter stegt i oksetalg. Bag den står en belgisk kok med omkring tredive år i faget, og han laver den i et lille køkken bag en hvidkalket patio med springvand, som du skal lede efter for at finde — midt i Fuengirola.

Maden og menuen på Restaurante Pueblo López

Kortet er fransk-belgisk håndværk med lange afstikkere ud i verden, og det er kort nok til at læses på et minut: omkring ti forretter og et dusin hovedretter, hver med navn, beskrivelse og allergenmærker ud for sig. Køkkenet åbner først klokken 19, så der er ingen menú del día — dagens menu til frokost — på dette hus. Pueblo López er et aftenhus, og bordbestilling er reelt nødvendig; huset tager reservationer via sin egen side og via TheFork.

Blandt forretterne (entrantes) står burratina med økologiske cherrytomater, jomfruolivenolie og frisk basilikum til omkring atten euro, og en ceviche de bacalao salvaje — vild torsk i aguachile med avocado, lime og krydderier — i underkanten af femogtyve. Den varme gedeostesalat er en af de få retter, hvor Andalusien for alvor kommer til orde: timian, malagueñisk sukkerrørshonning (miel de caña) og sæsonfrugt, lige under tyve euro. Ved siden af den ligger en thailandsk sopa tom kha kai med kokosmælk, galanga, citrongræs og koriander, gambas diavola i en cremet skaldyrssauce med brandy og habanero til ristet brød, og vietnamesiske nems serveret som i Hà Nôi. Det belgiske og franske står stærkest hos caracoles de Borgoña — bourgognesnegle bagt i skallen med urtesmør og hvidløg, kortets billigste ret til omkring seksten euro — hos canneloni de pato med pandestegt foie gras og en reduceret canard à l'orange, og hos croquetas de camarones grises de Holanda, den belgiske klassiker med hollandske grå rejer, sprød salat og chili-lime-vinaigrette til godt femogtyve euro. En croqueta mexicana med syltede rødløg, hjemmelavet guacamole, cajun og frisk koriander viser, hvor bredt køkkenet spiller.

Hovedretterne (principales) begynder billigst med pasta: rigatoni all'arrabbiata i stærk cherrytomatsauce og spaghetti e burrata med tomat, citrusnote og parmesan koster fra omkring atten til lige under tyve euro, mens rigatoni e gamberi med hummercreme og et skvæt Ricard ligger på godt femogtyve. Derfra går det opad. Américain belga er tartar af oksemørbrad rørt som i Bruxelles med pommes frites og hjemmelavet mayonnaise til knap tredive euro; lenguaditos en salsa meunière er små søtunger i smørsauce med kartoffelmos og grøn salat til godt tredive; ternera blanca serveres med shiitakecreme, grønne asparges og ristede skalotteløg til samme niveau. Vild torskeryg tilberedt au naturel med hummercreme og Joël Robuchon-kartoffelmos koster knap fyrre euro, andebryst fra Les Landes med andesky og blåbær omkring femogtredive, og øverst troner tournedos Rossini — oksemørbrad med en skive pandestegt andefoie gras, bordelaisesauce og de belgiske fritter — til omkring femogfyrre euro. Fritterne er i øvrigt værd at bide mærke i, hvis du er vegetar: huset oplyser selv, at de steges i oksetalg, og de følger med flere af hovedretterne. Kortet har til gengæld både vegetariske forretter og to vegetariske pastaretter, og huset angiver også vegetariske, veganske og glutenfri muligheder — spørg køkkenet, når du bestiller.

Desserterne holder samme linje og ligger alle omkring seks euro: en dame blanche med Tahiti-vanilleis, lun belgisk chokoladesauce og let chantilly, en fondant af belgisk chokolade med crème anglaise på bourbonvanilje og hjemmelavet is af mandelmælk, og en pavlova på jordbær fra Huelva med flødeskum og sprød fransk marengs med flor de sal. Vinkortet har kokken selv sat sammen, og det er bredere, end husets størrelse antyder: spanske flasker fra Rioja, Ribera del Duero, Priorat, Jumilla, Rías Baixas, Rueda og Ribeiro side om side med italienske, franske, argentinske, chilenske, australske og newzealandske. Der begynder omkring toogtyve euro flasken og fortsætter forbi Barolo og Ribera-vine til langt over hundrede, cava koster godt tyve, og et glas Málaga-moscatel omkring seks. Der er fuld bar, så en negroni eller en aperol spritz på patioen inden maden er en reel mulighed — huset har også sin egen husdrink, Sinaloa Mule, som chefen af og til sender ud til bordet efter maden.

Patioen og kvarteret Pueblo López i Fuengirola

Restauranten ligger på Calle Mijas 9, og dens officielle adresse ender på ordene Urbanización Pueblo López. Huset er altså opkaldt efter kvarteret, ikke omvendt. Pueblo López er et lille hvidkalket boligkvarter mellem bydelen El Boquetillo og Fuengirolas centrum, bygget i begyndelsen af 1960'erne af en engelsk entreprenør, som nægtede at følge tidens trang til at bygge i højden. Da byggeriet gik i gang, lå der marker rundt om. Resultatet er en klump af én- og toetagers huse med brostensbelagte gyder, smedejern, blomster og små pladser — en andalusisk landsby lagt ned midt i en kystby, og et af de få steder i Fuengirola, hvor der er stille om aftenen. Ejerforeningen holder kalkning, brolægning og patioer ved lige, og kvarteret har i årtier tiltrukket beboere, der bliver boende, blandt dem kunstnere og forfattere.

Det er dét, der gør restaurantens gårdhave mulig. Bordene står omkring et springvand under et stort træ, nogle af dem i murede nicher med hynder langs væggen — charmerende, men ikke lige bekvemme for alle. Praktisk er det til gengæld svært at slå: huset oplyser selv, at der er 250 meter til togstationen, taxaholdepladsen ligger endnu tættere på, og byens markedshal er nabo. Der er gratis gadeparkering i gaderne omkring, hvilket er sjældent så tæt på Fuengirolas centrum. Til gengæld ligger stedet skjult nok til, at du sagtens kan gå forbi indkørslen — det er en del af pointen, og huset skriver det selv som en fordel. Fra patioen er der under ti minutters gang til strandpromenaden ved Playa de Fuengirola og lige så kort til Bioparc Fuengirola, så en aften her passer godt oven på en dag i byen.

Maxime Lenoir og husets historie

Kokken hedder Maxime Lenoir, er belgier og uddannet fra hotelfagskolen i Namur. Han har arbejdet sig rundt i verden, kom til Spanien i 2014 som teknisk underviser i fransk køkken på Le Cordon Bleu i Madrid, og blev derefter i syd: flere år som køkkenchef i Marbella, inden han flyttede til Fuengirola og overtog Pueblo López omkring 2023. Restauranten selv er væsentligt ældre — huset har ligget i kvarteret i knap et halvt århundrede og har haft flere ejere undervejs, og det er først under den nuværende kok, at køkkenet har fået den franske retning, kortet viser i dag. Lenoirs egen formulering af, hvad han går efter, står på husets forside: simpelthen godt, uden alternativ. I januar 2025 åbnede han desuden et langt enklere og billigere pastasted, Pasta Basta, på Calle Victoria i Fuengirola — samme kok, helt anden pengepung, og med glutenfri pasta som fast mulighed.

Sådan er en aften på Pueblo López

Tempoet er lavt, og det er tilsigtet: gæsterne fremhæver gennemgående, at ingen skynder på dem, at personalet kan forklare kortet ret for ret, og at kokken selv kommer ud til bordene i løbet af aftenen. Huset er lille, og køkkenet bag det er lille, hvilket både forklarer det rolige tempo og den korte menu. Sammen med patioen, springvandet og lyset gør det stedet til et af de mest brugte i byen til mærkedage — bryllupsdage, fødselsdage og aftener, hvor rammen skal tælle lige så meget som maden. Restauranten har 4,8 af 5 stjerner på Google fra 560 anmeldelser.

Det ærlige forbehold handler om prisen. Portionerne er skåret efter gastronomisk målestok, ikke efter andalusisk ración-mål, og der er et tilbagevendende kritikpunkt fra gæster, som synes, at niveauet ligger højt sammenlignet med resten af Fuengirola. Regner du med en forret, en hovedret og en dessert, lander du omkring halvtreds til tres euro pr. person før drikkevarer — og med vin til bliver det mere. Er du ude efter en stor tallerken for pengene, er der billigere steder i byen; er du ude efter et bestemt køkken i en bestemt ramme, er det netop dét, du betaler for her. Huset besvarer i øvrigt selv sine anmeldelser, og det gør det med spids pen, når kritikken går på portionsstørrelser — man kan lide det eller lade være, men det er en kok, der står ved sit koncept.

Praktisk og for hvem

Der er åbent mandag til lørdag fra klokken 19 til 23, og lukket om søndagen. Huset holder desuden en samlet ferielukning hen over november, så tjek det, hvis du rejser sent på efteråret. Reserver i forvejen — bordene er få, og på gode aftener er patioen fuld. Hjemmesiden findes på spansk, engelsk, fransk og hollandsk, og der tales engelsk i huset; dansk skal du ikke regne med, selv om Fuengirola ellers er kystens mest danske by. Der er højstole, og hunde må komme med i gårdhaven.

Stedet passer bedst til par, til mindre selskaber og til gæster, der gerne bruger en hel aften på maden. Det er ikke stedet til en hurtig frokost, ikke et børnested i praksis, og ikke et strandsted — vil du have fisk med havet foran dig, findes det andre steder blandt restauranterne i Fuengirola. Kommer du med tog, er det næsten det nemmeste af alt: stå af på Fuengirolas endestation, gå fem minutter ind i de hvide gyder, og du står i patioen.