La Picadita tápas con acento

Ti slags hjemmelavede croquetter, rød tun fra Barbate i tre udgaver og et vinkort, hvor næsten hver flaske kommer fra Cádiz-provinsen. La Picadita ligger midt på Fuengirolas messeplads og laver andalusiske tapas med gaditansk accent — det er det, undertitlen tápas con acento hentyder til, og det er ikke en latinamerikansk drejning, men en Cádiz-drejning. Google giver stedet 4,6 af 5 fra 443 anmeldelser, og spansktalende og engelsktalende gæster giver stort set samme karakter, hvilket er usædvanligt på denne kyst.

Maden og menuen på La Picadita

Kortet er husets eget og bygget op om tre afsnit, der alle peger mod Cádiz. Under overskriften De la tierra de Cádiz — fra Cádiz' bagland — står queso payoyo, gedeosten fra bjergene omkring Grazalema, sammen med chicharrón de Cádiz, de tynde skiver af presset og krydret svinebryst, som er en fast del af tapeoet i Cádiz. Samme chicharrón findes også som librito, hvor skiverne lægges sammen to og to. Ved siden af står carne mechada, spækket og langtidsstegt svinekød skåret i skiver, papas aliñadas, den lune kartoffelsalat med løg, olie og eddike, som i Cádiz spises året rundt, og husets ensaladillo — en ensaladilla rusa med langostinos i pil-pil.

Afsnittet De la bahía de Cádiz handler om bugten. Her er tortillitas de camarones, de sprøde, blondeagtige pandekager med små rejer, som er en af Cádiz' mest karakteristiske tapas, og soldaditos de Pavía, som huset laver af paneret kulmule med grillede peberfrugter til. Der er choco frito, den friterede blæksprutte, gallo empanado, paneret glashvarre, og så tunen: rød tun fra Barbate serveres som tataki med wakametang, som carpaccio med kokosis og som et enkelt pincho. Tunretterne er kortets dyreste tapas — carpaccioen ligger omkring tyve euro og tatakien lige under atten — mens resten af de to Cádiz-afsnit ligger omkring fjorten euro pr. ret.

Croquetterne er det, gæsterne oftest fremhæver, og de har deres eget afsnit med ti smagsvarianter: puchero, altså den andalusiske kødgryde, rabo de toro, choco, grillet kylling, spejlæg med chorizo, salchichón fra Málaga, queso payoyo med karamelliseret løg og valnødder, gulas og langostinos i pil-pil, tang med langostinos, og pulpo a la gallega. De sælges i to formater som resten af kortet: en tapa på fire stykker til omkring syv euro, eller en portion til deling på otte stykker til omkring fjorten.

Det fjerde afsnit, Nuestros clásicos de siempre, er den brede tapasliste. Her står ensaladilla rusa, salpicón de pulpo, boquerones en vinagre, dampede muslinger, ajo blanco — den kolde andalusiske mandelsuppe — og tomatsalat både alene og med ventresca, den fede tunbug. Patatas bravas serveres med husets egen brava-sauce eller alioli, chorizos picantes kommer med strimlede kartofler, og planchitas de lomo fås enten med jamón og pimientos de padrón eller med vagtelæg. Videre er der langostinos crunchy med sweet chili, saquitos de langostinos y verduritas — rejefyldte, friterede små bylter med soja- og thaisauce — kyllingevinger med ferskenbarbecue, kødboller i mandelsauce, to slags flamenquín (den ene med serranoskinke, ost og røde peberfrugter, den anden med dadler og ost) og en cachopín de lomo. Prisniveauet er det samme som croquetternes, med anchoas de Santoña som den klare undtagelse: de koster omkring det dobbelte. Vær opmærksom på, at brød og ekstra sauce afregnes for sig — begge dele koster under en euro pr. gang, men de står ikke i tapasprisen.

Ud over kortet kører køkkenet en del retter uden for carta, som personalet fortæller om ved bordet, og gæsterne bemærker gennemgående, at prisen bliver nævnt med det samme, så regningen ikke overrasker. Husets dessert hedder suspiro de monja og er ikke fast på kortet — den har været fremme omkring påsketid og har manglet om sommeren, så spørg efter den. Til gengæld findes der ingen menú del día: den står hverken på kortet, og ingen af de godt 300 læsbare anmeldelser nævner en.

Vinkortet er kort og bevidst gaditansk. Det er Barbadillo fra Sanlúcar de Barrameda, der bærer det — en tør ung hvidvin, en halvtør Maestrante og Alba Balbaína fra Vino de la Tierra de Cádiz — suppleret med Sábalo og en økologisk Patinegro, der er lagret under flor på samme måde som sherry. Dertil manzanilla på glas, en Eva Cream fra Jerez og en færdigblandet rebujito, mens de røde vine kommer fra Ribera del Duero. Et glas starter omkring tre og en halv euro, en flaske omkring atten. Det er en smal liste, og leder du efter riojaer eller malagavine, finder du dem ikke her — udvalget er en del af konceptet snarere end en mangel, men det er værd at vide på forhånd.

Tapasformaterne gør stedet velegnet til selskaber, og huset er kendt for at dele portionerne efter bordet: kommer I fem, får I fem stykker frem for en fast otte-portion, så der bliver plads til at smage mere. Bordbestilling tages imod, og fredag og lørdag aften er det en god idé — flere gæster fortæller om ventetid på bord, når der er fyldt op.

Messepladsen i Los Boliches — sådan ligger La Picadita

Calle José Cubero Yiyo er en kort gade langs Fuengirolas Recinto Ferial, byens messeplads, som ligger inde i land i Los Boliches ud til Avenida Jesús Santos Rein. Det er ikke et strandkvarter og heller ikke et turiststrøg: her bor der folk, og pladsen bruges hele året. Fuengirola holder sit tirsdagsmarked på messepladsen — et af de største i Andalusien — og sit loppemarked, rastroen, om lørdagen samme sted. Begge dele aflyses, når pladsen skal bruges til byens ferier: Feria del Rosario i oktober, Feria de Los Boliches og den store Feria Internacional de los Pueblos. Bar og markedsplads hænger sammen, og det mærkes: markedshandlerne er faste gæster, og på feria-aftener er der propfyldt.

Fra restauranten er der omkring en kilometer ned til Cercanías-stationen i Los Boliches og cirka halvanden kilometer til stranden ved Los Boliches. Bioparc Fuengirola ligger halvanden kilometer mod sydvest, og Castillo Sohail ved flodmundingen knap tre kilometer væk. Parkering er let sammenlignet med resten af byen, fordi messepladsens store åbne areal ligger lige uden for døren — bortset fra netop tirsdag og lørdag, hvor markedsboderne fylder det hele. Husk også, at samme adresse rummer flere forretninger; La Picadita er tapasbaren med det oplyste skilt i hvide bogstaver på blå bund.

Huset bag La Picadita: David, Dema og ombygningen

Stedet drives af David og Dema, der ifølge et interview i lokalavisen Euro Weekly News havde arbejdet sammen i omkring tolv år, før de fandt lokalet ved messepladsen. Valget af beliggenhed var bevidst: kundegrundlaget er blandet af naboer fra kvarteret, markedshandlere, ferie- og feriagæster og turister fra hotellerne nede i byen. David anslår selv, at fire ud af ti gæster bor i kvarteret. Konceptet beskriver han som råvarer af høj kvalitet, tapas i andalusisk stil og fornuftige priser, og retterne udvikles sammen med køkkenchefen.

Google-posten rækker omkring syv år tilbage, og de ældste anmeldelser beskriver den samme slags hus — tapas, medias raciones og croquetas de choco — så tallet dækker ikke en tidligere forretning. Til gengæld har huset skiftet ham undervejs: en større ombygning stod færdig i begyndelsen af 2024, og siden har lokalet været nyindrettet og kortet lagt om til den gaditanske profil, mens ejerne er de samme. Navnet giver mening i den sammenhæng. En picadita er noget, man småspiser af, det man i Andalusien kalder at picar, og undertitlen con acento er accenten fra Cádiz — logoet bærer da også silhuetten af Cádiz' katedral. Den accent på det første a i tápas er husets egen stavemåde, ikke spansk retskrivning; den står sådan på både skilt og trykt kort.

Et andet træk siger noget om, hvordan stedet drives: huset svarer på næsten alt, hvad gæsterne skriver. I det korpus på 326 anmeldelser, vi har kunnet læse, er der svar fra huset på 273 af dem. Ejeren og hans søn står selv i salen, og David bliver nævnt ved navn i en lang række anmeldelser.

Stemningen og gæsterne på La Picadita

Efter ombygningen er lokalet lyst og moderne — gule stole, træborde, lyserøde tallerkener og en baglyst bardisk i blågrønt — og terrassen er overdækket og har gasvarmere om vinteren, så den bruges også i de kølige måneder. Baren er ikke stor, bordene står tæt, og de gæster, der nævner, at der er fuldt, giver systematisk lavere karakter end resten. Det er også dér, kritikken samler sig: ventetid, når der er travlt, og et par tilfælde, hvor et bord viste sig at være reserveret. Feria-aftener går igen blandt de utilfredse. Til gengæld er service og venlighed det, der roses klart mest, både på spansk og engelsk.

Sprogfordelingen er værd at bemærke. I det læsbare korpus er godt halvdelen spansksprogede og godt en tredjedel engelsksprogede, og de to grupper giver praktisk talt samme karakter — omkring 4,7 fra spanierne og 4,6 fra de engelsksprogede. Det er sjældent på Costa del Sol, hvor lokale og tilrejsende ofte oplever det samme hus meget forskelligt, og det er et godt tegn på, at stedet ikke kører to standarder. Personalet taler engelsk, og huset har ifølge sit eget interview haft britiske, finske, norske og danske stamgæster i årevis.

Prisen bliver nævnt i omkring 50 anmeldelser, og de ligger i snit højere end huset som helhed — altså er pris og kvalitet for de fleste en styrke. Der findes en modsat stemme: enkelte gæster synes, tapasene er dyre i forhold til portionsstørrelsen, og en enkelt bemærker, at niveauet steg med ombygningen. Begge dele kan være rigtige på samme tid, og det afhænger i praksis af, hvor mange retter I deler.

Praktisk: åbningstider, priser og hvem stedet passer til

Kilderne er enige om, at der er lukket om søndagen, og at køkkenet holder åbent til midnat; de er derimod uenige om, hvornår der åbnes, så mød hellere op til frokost eller aften end lige efter morgenmaden. Regn med tyve til tredive euro pr. person, hvis I deler flere retter og drikker vin til — mindre, hvis I nøjes med et par tapas og en øl. Der tages imod bordbestilling, kortbetaling er ingen sag, terrassen er overdækket og opvarmet om vinteren, og lokalet er tilgængeligt for kørestol.

Stedet passer bedst til dig, der vil spise, som byen selv spiser, og gerne vil have en anden geografi end den sædvanlige andalusiske: Cádiz frem for Málaga, chicharrón og tortillitas frem for espeto. Det passer også godt til større selskaber, netop fordi portionerne kan skaleres. Skal du kombinere med noget andet, ligger både Fuengirolas restauranter i centrum og strandpromenaden en kort tur væk, og hele Fuengirola er let at nå med Cercanías-toget fra Los Boliches. Kommer du på en tirsdag eller lørdag, så kombinér frokosten med markedet på pladsen — det er præcis dét, halvdelen af gæsterne gør.