Paraiso del Mar Beach Bar

Friturestegte ansjoser med citron og en udfoldet artiskok med kartoffelcreme og knust ibericoskinke er de to retter, gæsterne her oftest nævner ved navn. Begge ville have været utænkelige på husets gamle kort, for indtil for få år siden var Paraiso del Mar Beach Bar en klassisk espeto-chiringuito med sardiner grillet på spid over kul. Kullene er væk. I stedet står der i dag et kort, der er halvt tapasbar og halvt strandrestaurant, med bordene helt ude på sandet.

Maden og menuen på Paraiso del Mar Beach Bar

Køkkenet er andalusisk og middelhavspræget med et moderne snit, og kortet er kort — en snes retter, ikke hundrede. Det er delt i kolde forretter, varme forretter, hovedretter, en børnesektion og fire desserter, og de fleste forretter kan bestilles som media ración, altså en halv portion, eller som hel ración. Den halve koster typisk lidt over halvdelen af den hele, og det er den, der gør stedet til et tapassted: to-tre halve delt mellem to personer er en fin frokost.

Blandt de kolde forretter står ensaladilla med friturestegt glasreje og avocado, som er den spanske kartoffelsalat i en pænere udgave, carpaccio af sæsontomat med gedeost og basilikum, boquerones en vinagre — ansjoser marineret i eddike, olivenolie og hvidløg — en tosta på pan cristal med tartar af almadraba-tun og trøffel, samt en cæsarsalat, hvor du vælger mellem sprøde kæmperejer og kyllingestrimler. Prislejet på den kolde side går fra omkring otte euro for en halv portion til omkring seksten-atten euro for en hel, mens en hel portion bellota-skinke med pan cristal og tomat er kortets dyreste forret til omkring seksogtyve euro.

Det er på den varme side, huset viser sig. Flor de alcachofa, en udfoldet artiskok friturestegt og serveret med kartoffelcreme, pulveriseret skinke og god olivenolie, går igen i anmeldelserne som en af de retter, gæsterne kommer tilbage efter, og det samme gør fritura de boquerones al limón, de friturestegte ansjoser med citron. Dertil tacos de bacalao a la gabardina, som er klipfisk i øldej med limealioli, rabas de calamar med blæksprutteringe, muslinger i gryde med hjemmelavet krydret tomat, gambas al pil pil med sprødt af rejehovederne og frisk chili, og en fisk- og skaldyrssuppe. Tortillitas de camarón, de tynde, sprøde rejepandekager fra Cádiz-bugten, er kortets billigste post til omkring fire euro; resten af de varme forretter ligger mellem omkring ti og femten euro for en hel portion.

Hovedretterne er få og tydelige. En burger af modnet oksekød med husets egen sauce ligger på omkring atten euro, oksespidsbryst tilberedt ved lav temperatur og lakeret, serveret med sødkartoffelpuré, på omkring seksten, og secreto ibérico med babykartofler, padrón-peberfrugter og rød mojo på omkring tyve. I den dyre ende står havtaske med svampe og sherryrejer og en 300 grams entrecote af modnet oksekød, begge til omkring otteogtyve euro, mens lubina — havbars — serveres enten a la espalda eller i fritura gaditana, altså friturestegt på Cádiz-vis, til omkring fireogtyve euro.

To ting skal du kende, før du bestiller. Dagens fisk sælges efter dagspris og vægt og har derfor ikke noget tal på kortet. Og fideos al horno med tun og kæmperejer — en fideuá, paellaens fætter lavet på korte nudler — er prissat pr. person med to personer som minimum, altså omkring toogtyve euro pr. kuvert og ikke for hele panden. Netop den slags linje har kostet gæster dyrt, dengang huset havde risretter på kortet: de læste minimumsangivelsen som en samlet pris og fik en anden regning.

Børnene har deres egen lille liste med miniburgere, kyllingestrimler og pasta med tomat eller smør til omkring ti-tolv euro, og de fire desserter koster alle omkring otte euro: en bagt ostekage på payoyo-gedeost fra Cádiz-bjergene med røde bær, en flydende chokoladekage med appelsinis, en baskisk goxua og en milhojas. Der er ingen menú del día. Hverken kortet eller de mange hundrede anmeldelser nævner en dagens menu, så kom ikke i forventning om en billig frokostformel.

Vegetarer kan faktisk spise her. Gazpacho, quinoa-tabbouleh med agurk og citrusvinaigrette, friturestegte auberginer med sukkerrørssirup, hummus med crudités, tomatsalat med mozzarellaperler og en brioche med aubergine, rucola og marineret tofu har alle stået på husets kort. Har du en allergi, beder du om allergenkortet — huset skriver selv på kortet, at man skal spørge personalet. Drikkevarerne følger strandbarens logik med caña til et par euro, husets vin i glas fra omkring fire euro, sangría i glas og kande og cocktails omkring otte til ti euro, hvor både mojito og piña colada også findes uden alkohol. Ét sted skriver huset selv med småt, at det koster ekstra: bestiller du en spiritus med Red Bull eller appelsinjuice, lægges der to euro oven i den oplyste pris.

Hvor Paraiso del Mar ligger på Playa de La Rada

Huset ligger på Avenida España ud for opgang 252, i den vestlige ende af Playa de La Rada kort før Estepona havn og et godt stykke fra det travle centrum. Det er en pointe, gæsterne selv fremhæver: stranden er bredere og roligere i denne ende, og der er længere mellem bordene end på strandpromenaden inde ved byen. Terrassen ligger på en platform ude på sandet, så du sidder i strandhøjde uden at få sand i skoene, og der er også en indendørs sal, hvis du hellere vil sidde i skygge og kølighed. Foran stedet står parasoller og liggestole. Parkering er den svage side — flere gæster melder, at det er svært at finde en plads langs avenidaen — så regn med at gå det sidste stykke.

Fra espeto-chiringuito til tapasbar

Navnet har hængt over stedet i årtier, men forretningen bag er ny. Frem til begyndelsen af 2020'erne var Paraiso del Mar en traditionel chiringuito, hvor en espetero grillede sardiner på spid over kul i en gammel båd på sandet, og hvor arroces og friturer fyldte kortet. Så stod stedet tomt et par år. I sommeren 2025 åbnede det igen under nye folk og efter en gennemgribende renovering, og kortet blev skiftet ud fra grunden. Husets menukort udgives i dag på Grupo Besayas eget domæne — samme gruppe, der driver Malva Beach i den modsatte ende af Avenida España.

Det har to konsekvenser, du skal kende. Den ene er, at der ikke længere serveres espetos her. I flere hundrede anmeldelser fra tiden efter genåbningen nævnes de stort set ikke, og de står ikke på kortet. Vil du have sardiner over kul, skal du videre til en af Esteponas mere traditionelle strandbarer som Chiringuito El Madero. Den anden er, at Googles tal — 4,1 af 5 fra 405 anmeldelser — dækker begge epoker. En del af de ældste anmeldelser handler om et helt andet køkken end det, der laves i dag, mens de anmeldelser, der er skrevet efter genåbningen, i øvrigt lander på omtrent samme niveau som det samlede tal.

Oplevelsen i dag: rost stemning, kritiseret ventetid

Genåbningen er slået igennem på stemningen. Indretningen og atmosfæren er noget af det, gæsterne roser hyppigst, og udsigten over vandet og den rolige ende af stranden nævnes med karakterer over husets eget gennemsnit. Det samme gælder tapasretterne. Mange bruger stedet hele dagen: morgenkaffe og en tostada, et par tapas midt på dagen, aftensmad når solen står lavt.

Svagheden er lige så tydelig, og den handler ikke om maden. Ventetid er husets klareste kritikpunkt. De anmeldelser, der nævner, at man ventede, ligger markant under alle andre, og de nyeste af dem peger samstemmende på for få tjenere til to store terrasser. Kommer du i en travl time eller med et større selskab, så regn med, at det tager tid, og bestil hellere ad et par omgange.

Et andet punkt går igen på regningen. Flere gæster skriver — både fra sidste sæson og fra denne — at der lægges omkring ti procent drikkepenge på regningen, uden at man bliver spurgt. Det står ikke nogen steder på kortet, så kig regningen igennem, før du betaler. Og prisniveauet er steget: huset er gået fra et billigt tapaskort til et dyrere restaurantkort, og det er præcis dét, gæsterne skriver om, når de klager over prisen. Holder man husets eget sommerkort fra 2025 op mod det kort, der ligger bag QR-koden i dag, er de samme retter rykket flere euro op.

Praktisk, og hvem Paraiso del Mar passer til

Uden for højsæsonen er stedet et dagsted mere end et aftensted. I september lukker huset midt på aftenen, og gæster, der er mødt op efter klokken otte, har fået at vide, at der ikke blev serveret mere den dag. Vil du spise sent på terrassen, hører besøget til i juli og august. Til gengæld er det ikke længere en ren sommerforretning: hvor den gamle chiringuito kun holdt åbent nogle få måneder om året, har huset efter genåbningen også haft åbent hen over vinteren.

Der tages ikke bordbestilling online, og en gæst har oplevet, at en aftale indgået i lokalet ikke var noteret, så mød hellere op og tag det bord, der er. Der er adgang for kørestolsbrugere både ind i lokalet og på toilettet, der er en rigtig børnemenu, og hunde er ifølge stedets egne oplysninger ikke velkomne. Kortet findes på både spansk og engelsk, og personalet er vant til internationale gæster.

Stedet passer bedst til dig, der vil sidde med fødderne næsten i sandet, dele et par retter og have ro og udsigt frem for hurtig servering. Leder du efter den klassiske andalusiske strandfrokost med espeto og en billig dagens menu, skal du et andet sted hen — og der er nok at vælge imellem blandt Esteponas øvrige restauranter.