Restaurante Lucena I

Fritura malagueña, det blandede fad med ansjoser, blæksprutte, små calamaritos, marineret rosada og choco stegt sprødt, koster i underkanten af femogtyve euro og er mad nok til to sultne. Den ene ret siger det meste om Restaurante Lucena I, der har ligget for enden af Avenida de la Roca siden 1988, hundrede meter fra sandet, og som stadig laver den kystmad, huset åbnede med.

Maden og menuen på Restaurante Lucena I

Huset kalder selv sit køkken cocina mediterránea, middelhavskøkken, men det, du reelt får, er andalusisk kystmad fra en carta med over halvfjerds numre. Tyngden ligger i pescaíto frito, den friturestegte fisk, som Málaga-kysten er kendt for: rosada i adobo-marinade, rosada med ali-oli, choco, bacalao og boquerones ligger alle omkring ti euro, mens hele friturefadet koster i underkanten af femogtyve. Skal fisken være hel og grillet i stedet, koster dorada og lubina på fire-fem hundrede gram omkring tyve euro, søtunge (lenguado) omkring otteogtyve, og calamar plancha af spansk blæksprutte omkring toogtyve.

Risretterne laves kun fra to personer og prissættes pr. kuvert. Paella mixta med fisk, skaldyr, svinekød og kylling ligger omkring tretten og en halv euro pr. person, paella de pescado y marisco omkring sytten og en halv, og arroz caldoso con bogavante, den suppeagtige ris med hummer, i underkanten af seksogtyve. Ved siden af paellaen er det fideuáen — samme ret, men med tynde nudler i stedet for ris — gæsterne oftest fremhæver, og den nævnes igen og igen både af tilrejsende og af spanske gæster, der kommer tilbage år efter år.

Kødsiden er bredere, end beliggenheden ved stranden lader ane, og alt kød serveres med pommes frites og grøntsager. Oksemørbrad på 300-350 gram ligger omkring syvogtyve euro og entrecote på 400-450 gram omkring femogtyve, mens de andalusiske klassikere er billigere: carrillada ibérica, braiserede grisekæber i sauce, omkring atten euro, presa ibérica omkring nitten og rabo de toro, oksehale i sauce, omkring tyve. Vil du spise billigt, er det svinekotelet, svinefilet eller kyllingebryst til omkring ti euro og tortillaerne, der begynder omkring syv euro for en tortilla francesa. To ting bør du kende, før regningen kommer: sauce til kødet — peber, champignon, roquefort eller Málaga-vin — koster ekstra, og brød og smør sættes på regningen for sig. Til gengæld er momsen indregnet i alle priser på kortet.

Forretterne er der, hvor huset er mest andalusisk, og flere af dem kan bestilles i to størrelser. Ensaladilla rusa, den spanske kartoffelsalat med tun, fås som media ración, en halv portion, til omkring syv og en halv euro eller som hel ración til omkring ti og en halv, og samme opdeling gælder jamón ibérico de bellota, hvor den halve portion koster omkring femten euro og den hele omkring seksogtyve. Croquetas caseras, husets egne kroketter, koster omkring tretten euro, revuelto Lucena med røræg, kartofler, løg, peberfrugt og ibérico-skinke omkring elleve, og salmorejo cordobés, den tykke kolde tomatcreme fra Córdoba, omkring ti. Ensalada tropical med palmehjerter, melon, avocado, ananas og rejer ligger omkring seksten og en halv, og oksekødsburgeren på 250 gram fås i tre udgaver fra omkring femten euro — den redder de børn og teenagere, der ikke vil have fisk.

Vegetarisk er der mere at hente, end kortets fiskeslagside antyder: ensalada de pimientos asados med grillede peberfrugter, gedeostesalaten med valnødder, æble og honningvinaigrette, spaghetti med tomat eller aglio olio og tortilla med champignon eller ost. Desserterne deler sig i to spor, og det er det hjemmelavede, gæsterne skriver om: ostekage, tiramisu, tre-chokoladekage og torrijas, det andalusiske svar på arme riddere, går igen i anmeldelse efter anmeldelse. Ved siden af står et iskort med crema catalana og isdesserter til de mindste.

Vinkortet er kort, spansk og prissat, så det kan bruges til hverdag. Et glas husets Rioja eller en Ribera roble koster omkring tre og en halv euro, flaskerne begynder omkring femten og en halv med husets egen Rioja og topper omkring toogtredive med Emilio Moro Crianza fra Ribera del Duero og en flaske Juvé & Camps cava; imellem ligger Ramón Bilbao Crianza omkring tyve euro og en albariño omkring femogtyve. En kande sangría koster omkring fjorten og en halv, en caña San Miguel omkring to euro, en liter fadøl omkring otte og en halv, og cocktails ligger fast omkring otte euro. Der tages bordbestilling på telefon, og den er værd at bruge på sommeraftener, hvor hotellerne i kvarteret fylder terrassen.

Hvor Lucena I ligger i Benalmádena Costa

Restauranten har nummer 1 på Avenida de la Roca, den korte sidevej, der løber ind fra kystvejen Avenida Antonio Machado, og det giver den en beliggenhed ved strandpromenaden uden at ligge nede på selve sandet: der er omkring hundrede meter til Playa Santa Ana i Benalmádena Costa, men bordene har ikke strandbarens støj og sand. Hotellet Palia La Roca ligger tres meter væk, Vincci Selección Aleysa knap to hundrede, og Hotel Bali, Hotel San Fermín og BenalBeach inden for en halv kilometer. Det er en af de tættest bebyggede hotelstrækninger i Benalmádena, og det er den, der fylder bordene aften efter aften.

Går du vestpå ad promenaden, er der cirka en halv kilometer til det maurisk inspirerede strandslot Castillo El Bil-Bil og videre til Playa Bil-Bil. Ind i land ligger den subtropiske park Parque de la Paloma godt fire hundrede meter væk, og delfinparken Selwo Marina omkring syv hundrede. Østpå er der halvanden kilometer langs kysten til lystbådehavnen Puerto Marina, godt en kilometer op til Cercanías-stationen i Arroyo de la Miel, hvorfra linje C1 kører til både Málaga og lufthavnen, og omkring ti kilometer — et kvarters kørsel — til Málaga lufthavn.

Grupo Lucena: tre huse i Benalmádena siden 1988

Francisco Herrera åbnede det første Lucena i Benalmádena Costa i 1988 og satsede fra begyndelsen på middelhavskøkken med paella og pescaíto frito som husets to ankre. Det er grunden til romertallet i navnet: huset er siden blevet til tre. Restaurante Lucena II ligger knap fire kilometer mod sydvest i Urbanización Torremuelle på Avenida de la Armada, og i samme gade driver familien Pizzeria Pompei. Køkkenchef i Lucena I er Cristóbal Martín del Águila, som huset selv præsenterer med, at han nærmest var et barn, da han begyndte at arbejde her; i Lucena II står Manuel España i køkkenet.

De to Lucena-huse har næsten samme carta — samme salater, samme fritura, samme risretter — men der er forskelle, der kan afgøre, hvilken vej du går. Lucena I ligger en anelse lavere i pris, sælger risretterne pr. kuvert i stedet for som færdig pande til to og har både salmorejo og en større afdeling for stegt fisk og skaldyr; Lucena II har til gengæld fransk løgsuppe, tomatcreme og et par pastaretter mere. Vil du have pizza, er det Pompei, der er husets tredje ben. Alle tre deler website, og reservationsnumrene til Lucena I og Lucena II står side om side på forsiden.

Det gæsterne fremhæver, og det de er uenige om

Med 4,5 af 5 fra 795 Google-anmeldelser ligger Lucena I pænt blandt restauranter i Benalmádena, men billedet er ikke entydigt, og det er værd at kende, før du sætter dig. Det, der går igen på tværs af sprogene, er den stegte fisk, risretterne og portionsstørrelserne: gæsterne skriver gennemgående, at man ikke går sulten hjem, og at mængden står mål med prisen. Tjenerne nævnes påfaldende ofte ved fornavn, hvilket sjældent sker på en strækning, hvor personalet skiftes ud hver sæson, og de hjemmelavede kager bliver rost lige så tit som maden.

Kritikken samler sig to steder. Bøffen er det hyppigste stridspunkt — flere gæster har bedt om rødt kød og fået det gennemstegt — og servicen deler sig efter travlhed: i de stille timer beskrives den som opmærksom, i højsæsonen som forjaget, hvor tallerkener ryddes for hurtigt. Også paellaen deler vandene. Nogle kalder den den bedste, de har fået, mens gæster fra de spanske risegne er mere forbeholdne over for både konsistens og krydring. Skal du kun spise ét måltid her, er den friturestegte fisk og skaldyrene det sikreste valg, og det er også det, huset selv sætter forrest.

Terrassen, tiderne og hvem stedet passer til

Terrassen er overdækket, og det er den, der gør huset brugbart både i julis middagsvarme og i vintermånederne, hvor det bliver køligt på kysten efter solnedgang. Hunde er velkomne på terrassen, rygeforbuddet bliver håndhævet i praksis, og der hænger tv i lokalet, som tændes til de store fodboldkampe. Menukortet findes på spansk, engelsk, fransk og tysk, personalet klarer sig fint på engelsk, og huset åbner allerede om formiddagen med desayuno, morgenmad, og holder åbent til sent om aftenen alle ugens syv dage. Det gør det til et af de få steder på strækningen, hvor du både kan få kaffe og en tostada med skinke og tomat før stranden og en hel grillet dorada efter solnedgang.

Regn med omkring tredive euro pr. person, hvis I deler en forret, tager en hovedret hver og drikker vin til. Nøjes du med en tortilla eller en tallerken stegt fisk og en øl, slipper du for godt det halve, og det er netop den spændvidde, der gør stedet brugbart flere gange i samme ferie. Målgruppen er tydelig: hotelgæsterne på strækningen mellem Bil-Bil og Puerto Marina, børnefamilier, der vil have både fisk, burger og is på samme kort, og par, der hellere vil sidde i skygge en gade fra promenaden end i første række med sandet flyvende. Kommer du udefra, er bussen langs Avenida Antonio Machado eller toget til Arroyo de la Miel den nemmeste vej, og det bedste tidspunkt i juli og august er tidligt på aftenen, før hotellerne tømmer sig ud på promenaden.