The Orange Tree

Den ret, der er sværest at komme udenom hos The Orange Tree, er en 220 grams irsk oksemørbrad med champ — irsk kartoffelmos rørt op med forårsløg — sauterede grønne bønner og enten peberrodssmør eller peppersauce. Den fortæller det meste om huset: det er irsk ejet, har ligget få skridt fra appelsintorvet siden 2003, og kortet er skrevet på engelsk og bliver skrevet om hver sjette uge.

Maden og menuen på The Orange Tree

Huset beskriver selv sit køkken som moderne internationalt, og det holder stik, når man læser kortet igennem. Der er ikke tale om andalusisk tapaskøkken, og det er heller ikke en britisk pub, der er flyttet til Spanien. Det er et lille à la carte-køkken med rødder i det nordeuropæiske restaurantkøkken, krydret med asiatiske og middelhavsgreb og med enkelte irske markører, man ikke ser andre steder i den gamle bydel.

Blandt forretterne står pistacie-paneret kyllingelever-paté med kompot af jordbær, æble og sort peber, serveret med crostini. Ved siden af den ligger forårsruller af black pudding — irsk og britisk blodpølse — med grønt æblesyltetøj, tempurarejer med mango- og chilisalsa, misodressing og ristede sesamfrø, samt fish tacos af torsk med guacamole, koriander, mango og pico de gallo. Huset har sin egen salat, The Orange Tree salad, med feta, tomat, rødløg, radiser, mynte, grønne oliven, ristede kikærter og en citron-tahindressing. Forretterne ligger fra omkring otte og en halv euro for dagens suppe til godt tretten euro for tempurarejerne og for oksetatakien med wakamesalat.

Hovedretterne er stedets tyngdepunkt og ligger typisk mellem tyve og tredive euro. Den irske oksemørbrad er den dyreste, mens ribeye ligger et par euro under den. Derudover er der pandestegt iberisk svinekotelet med salvie- og æblekartoffelmos, flødestuvede porrer og en sennep- og cidersauce; torskefilet med skorpe af chorizo, citron og manchego, serveret med lun kartoffelsalat, ristede peberfrugter og sorte oliven; teriyaki-laks med wokstegte grøntsager og nudler; og pandestegt guldbrasen med rejerisotto, ærter og en beurre blanc med citron og purløg. Den billigste hovedret er den vegetariske: linguine med smuldret gedeost, pesto, soltørrede tomater, asparges, rucola og pinjekerner til omkring nitten euro.

Desserterne holder samme linje og ligger de fleste steder omkring otte og en halv euro — klassisk tarte tatin med vaniljeis, crème brûlée med ingefær og lime og en kokos-shortbread til, bagt cheesecake med chokolade og appelsin, og Eton mess med friske jordbær og knust marengs. En anretning af internationale oste med frugtkompot og kiks koster godt tretten euro, og kortet slutter med Irish coffee og espresso martini. Desserterne serveres i huset på et selvstændigt kort.

Tre ting på kortet ændrer regningen og bør være kendt på forhånd. Hjemmebagt brød med tapenade afregnes særskilt med to euro pr. person. Moms er regnet med i alle priser på kortet. Og drikkepenge er ikke lagt oveni — huset skriver selv, at betjeningen betales efter gæstens eget skøn.

Der findes en tidlig aftenmenu, som løber i den første tid efter åbningen: to retter for under tredive euro eller tre retter for omkring femogtredive, valgt fra et fast udsnit af kortet. Den er den mest overkommelige vej ind i huset, og den er værd at bestille bord til, netop fordi tidsrummet er kort. Der er også et selvstændigt børnekort med kyllingebryst, minutbøf, traditionel fish and chips i øldej og tre slags pasta til mellem ti og femten euro, og børnedesserter til seks-syv euro. Hver ret på børnekortet er mærket med allergenbogstaver.

Køkkenet oplyser både vegetariske og glutenfri muligheder, og gæster med cøliaki fortæller, at køkkenet tilpasser store dele af kortet, når man siger til ved bestillingen. Vinlisten er international frem for udelukkende spansk, og det er en del af husets profil: flere lokale guider fremhæver, at listen rummer flaskerne, man ikke finder i supermarkedet nede ad gaden. Endelig er der en ting, der er værd at vide, før man læser retnavnene her som en garanti: køkkenet skriver kortet om cirka hver sjette uge efter sæsonen, så retterne ovenfor viser husets niveau og stil snarere end en fast liste.

Bordbestilling anbefales. Huset er lille, det ligger i den mest besøgte del af Marbella, og reservation er et af de emner, gæsterne oftest nævner af sig selv.

Sådan ligger The Orange Tree i forhold til Plaza de los Naranjos

Adressen er Plaza General Chinchilla 1, og det er værd at være præcis omkring den, fordi mange beskrivelser blot skriver appelsintorvet. Plaza General Chinchilla er en lille plads, der støder op til Plaza de los Naranjos på østsiden, og der er omkring fyrre meter fra restauranten til selve appelsintorvet. I praksis sidder man altså i kanten af torvet uden at sidde midt i det — terrassen ligger i passagen mellem de to pladser, og det er både fordelen og prisen: livet går forbi bordet hele aftenen, og på de travleste sommeraftener er der tæt trafik af fodgængere lige uden om stolene.

Hele kvarteret omkring huset er bilfrit. Inden for godt hundrede meter er hver eneste gade enten gågade, gangsti eller opholdsgade, så man kan ikke køre til døren, og de sidste minutter foregår til fods gennem den gamle bydel uanset hvor man parkerer. Iglesia de Nuestra Señora de la Encarnación, sognekirken i casco antiguo, ligger et par gyder væk, og Alameda-parken og Avenida del Mar med Dalí-skulpturerne er en rolig spadseretur sydpå. Går man videre til vandet, ligger Playa de La Bajadilla ved fiskerihavnen tættest på. Blandt de mange restauranter i Marbella er The Orange Tree et af de få i den gamle bydel, der udelukkende er en aftenrestaurant.

Historien og ejerskabet bag huset

The Orange Tree har ligget på pladsen siden 2003 og præsenterer sig selv som irsk ejet. Det forklarer de irske spor på kortet, som ellers ville se tilfældige ud: champ til oksemørbraden, black pudding i forårsrullerne, irsk oksekød som husets dyreste hovedret og Irish coffee som fast punkt blandt desserterne. Navnet er engelsk, men huset er ikke en oversættelse af torvet ved siden af — det er et udenlandsk drevet spisested, der har fået lov at blive gammelt i et kvarter, hvor mange steder skifter hænder hvert andet år.

Driften er også blevet et navn. Værten Frank står i front i salen, og han nævnes ved navn i 23 af de 352 anmeldelser, vi har gennemgået — fra opslag ni år tilbage og helt frem til de nyeste. Det er usædvanligt mange for et hus af den størrelse, og næsten alle omtaler af ham er positive. At kortet skiftes hver sjette uge, går igen i beskrivelser helt tilbage fra husets tidligere år, så rotationen er ikke en ny idé, men en fast arbejdsform.

Hvem spiser på The Orange Tree

Huset står til 4,6 af 5 fra 418 anmeldelser på Google, og gæstesammensætningen er værd at kende, før man bestiller bord. Vi har gennemgået 352 anmeldelser og talt sproget i hver enkelt: 288 af dem — godt fire ud af fem — er skrevet på engelsk. Spansk er nede på tolv anmeldelser, tysk på ti, fransk på ti, hollandsk på otte og dansk på én. Kigger man i stedet på, hvor anmelderne på rejseportalerne kommer fra, peger det samme vej: Storbritannien og Irland fylder næsten hele listen, med byer som Dublin, Cork, London, Liverpool og Newcastle igen og igen.

Det er altså ikke et sted, spanierne i Marbella tager hen, og det er heller ikke et nordisk stamsted. Det er et hus for britiske og irske ferie- og weekendgæster og for de fastboende briter og irere på kysten — en sammensætning, der passer med et engelsksproget kort, med irsk ejerskab og med et køkken, der laver kalvelever-paté, Eton mess og fish and chips til børnene i stedet for tapas. Er man dansker og vil have et måltid uden for det spanske repertoire, er det netop dét, huset kan.

Beliggenheden nævnes af sig selv i 28 af de 352 anmeldelser, og næsten altid som et plus. De kritiske anmeldelser deler sig anderledes end på mange andre huse: de handler oftere om tonen i salen og om forholdet mellem pris og forventning end om et køkken, der svigter. Fordelt over tid er der ingen tydelig knæk-linje — huset har ligget stabilt gennem hele den periode, anmeldelserne dækker, uden hverken et fald eller en pludselig forbedring.

Praktisk om aftenen i The Orange Tree

Huset åbner først om aftenen, ved halv syv, og holder åbent aftenen ud. Der er ingen frokostservering at regne med, og det er den vigtigste praktiske oplysning om stedet: kommer man forbi appelsintorvet midt på dagen, er der lukket. Der er terrasse ude på pladsen og en lille sal indenfor, og på travle aftener er den indendørs plads den, man får, hvis man ikke har reserveret.

Stedet tager kort, har trådløst net og er tilgængeligt for kørestol. Der er højstole til de mindste og et selvstændigt børnekort, så huset fungerer til en familiemiddag tidligt på aftenen, selv om stemningen senere på aftenen er voksen. Der er ikke hjemmelevering.

Prisniveauet er det, man skal regne med i den gamle bydel: en forret, en hovedret og en dessert lander typisk i den øvre halvdel af tyverne til fyrre euro pr. person, før drikkevarer, og med en flaske vin på bordet bliver det mere. Vil man ned i pris, er den tidlige aftenmenu svaret, og den bestilles bedst, når man reserverer bordet. Den bedste aften på terrassen er en hverdag uden for højsæsonen, hvor der er luft mellem bordene og fodgængerne på pladsen; i juli og august skal man vælge mellem livet udenfor og roen i salen.