La Polaca

Alle husets montaditos koster det samme, omkring to og en halv euro for en lille brødskive med serranoskinke, tortilla, tun med piquillopeber eller røget laks. La Polaca er den slags sted, marbelleños selv går til: to etager fyldt med gamle telefoner, Cola Cao-dåser og sorthvide fotografier, klods op ad byens markedshal — og 4,4 af 5 hos Google fra 1.658 anmeldelser.

Maden og menuen på La Polaca

Køkkenet er andalusisk barmad i den brede forstand: små stegepandeanretninger, tapas til deling, kolde og lune platillos, og frem for alt brød. Kortet står med spansk og engelsk side om side, og huset er lige så meget en bocadillobar som en tapasbar. Det er ikke tilfældigt — Francis Guzmán, der driver stedet, begyndte selv som bocadillo-bud, og brødet har fulgt ham siden.

Under sartenes, husets små stegepander, finder du alitas de pollo picantonas (krydrede kyllingevinger), croquetas de puchero o setas (croquetter med kødsuppefyld eller svampe), sticks de mozzarella med tranebærsauce og et popurrí de croquetas caseras, hvor tre slags hjemmelavede croquetter samles på ét fad: jamón ibérico, gedeost med honning og valnødder samt morcilla, den spanske blodpølse. Den mest sigende ret i afdelingen hedder los buñuelos de bacalao de la abuela — bedstemors klipfiskfritter. Sartenes ligger fra omkring fem og en halv til ti euro.

Tapas til deling er klassisk andalusisk repertoire: ensaladilla rusa, salmorejo con huevo y jamón (den tykke kolde tomatcreme med æg og skinke), ensalada malagueña med kartofler, klipfisk og appelsin, huevos rellenos (fyldte æg), salpicón de mariscos (kold skaldyrssalat), lomito de sardina ahumada med tomat og en cuña de tortilla española, altså en trekant af den spanske kartoffelomelet. De fleste ligger omkring seks til syv og en halv euro, mens en enkelt ansjos købes stykvis for omkring to og en halv euro.

Rækken, der hedder platillos del Haza efter gaden, huset ligger i, er den mest mættende del af kortet. Her står callos a la malagueña (kalluner med kikærter i Málaga-stil), carrillada ibérica al estilo mozárabe (braiserede grisekæber), huevos rotos med enten jamón ibérico eller secreto ibérico, albóndigas con salsa de almendras (kødboller i mandelsauce), micuit de pato med ristet brød, queso provolone til at smøre, berenjena rellena de atún (aubergine fyldt med tun), flamenquín de pollo (rullet og paneret kyllingefilet med skinke og ost) og en brocheta de solomillo med champignon. Flere af dem kan bestilles som media ración, en halv portion — det gælder blandt andet jamón ibérico de Jabugo, lomo de orza og callos, og det er værd at vide, når man er to og gerne vil smage bredt. Platillos ligger fra omkring otte til tyve euro, mens en hel portion Jabugo-skinke er den dyreste post på kortet.

Bocadillos er husets varemærke. Der er godt femten varianter, næsten alle omkring otte euro: campero tradicional med skinke, ost, salat, mayonnaise og oregano, fondue de quesos med brie, edam og roquefort, pata al horno med karamelliserede løg, serranito med svinemørbrad, skinke og stegt grøn peber, og et par burgere, hvoraf den ene har gedeost og karamelliseret løg. Glutenfrit brød kan vælges til alle bocadillos og koster halvanden euro ekstra — det står trykt på kortet og er den eneste faste tilvalgspris, huset oplyser. Tostas, altså varme skiver ristet brød med fyld, ligger mellem seks og ni euro, og den dyreste er and med gedeost og blåbærmarmelade. Desserter, blandt andet hjemmelavet ostekage, frossen whiskykage og frossen crema catalana, koster omkring seks euro.

Drikkevarerne er en større del af regningen her end på en almindelig tapasbar, for La Polaca er lige så meget aftenbar som spisested. Cocktailkortet spænder fra mimosa, mojito, sangría og irish coffee omkring syv til ti euro op til espresso martini, margarita, piña colada, jordbærdaiquiri og caipirinha omkring tolv euro. Vinlisten er kort og ærlig: et par rioja-crianzas, to røde fra Ribera del Duero, en verdejo fra Rueda, en albariño fra Rías Baixas og en chardonnay fra Somontano. Et glas koster omkring fire euro, en flaske omkring tyve, og cava fra Juvé & Camps skænkes i glas til omkring fem euro. Allergener står ikke ved den enkelte ret; kortet henviser til tjenerne og viser ikonrækken for de fjorten hovedallergener nederst på siden.

Regn med ti til tyve euro pr. person, hvis du deler et par tapas og drikker et glas eller to. Bestiller du platillos og cocktails, lander du snarere på tyve til tredive. Gæsterne beskriver gennemgående kø og ventetid, når huset er fuldt, så kom tidligt på aftenen, hvis du vil have et bord uden at vente.

Sådan ligger La Polaca i Marbellas gamle bydel

Adressen er Calle Haza del Mesón 6 i Barrio Alto, den øverste del af Marbellas casco antiguo. Byens markedshal, Mercado Municipal, ligger under halvtreds meter væk på den anden side af gaden, og det er en del af forklaringen på husets publikum: her handler byen ind om formiddagen og spiser frokost bagefter. Til Plaza de los Naranjos, appelsintorvet med rådhuset, er der omkring hundrede og halvtreds meter gennem de smalle gyder, og til Iglesia de Nuestra Señora de la Encarnación kun lidt længere.

Gaderne omkring huset er brostens- og gågader, så bilen skal parkeres udenfor. Det underjordiske P-hus under Plaza de la Victoria ligger omkring hundrede meter væk, og et større anlæg under Avenida del Mar cirka tre hundrede meter mod syd, hvorfra du kan gå op gennem Alameda-parken og Avenida del Mar på få minutter. Til stranden er der en god kvarters gang, uanset om du går mod Playa La Fontanilla vestpå eller mod Bajadilla-havnen mod øst.

Historien og navnet bag La Polaca

Navnet har intet med Polen at gøre. La Polaca var kunstnernavnet for Josefa Cotillo, danserinde og skuespiller, som var tæt knyttet til Marbella i 1970'erne, og hendes portræt pryder forsiden af husets menukort den dag i dag.

Francis Guzmán fortalte i et lokalt interview, at han begyndte i faget midt i 1980'erne som bocadillo-bud i sin mors og mosters bar i Miraflores, at han med tiden overtog stedet, og at han i slutningen af 00'erne købte lokalet i den gamle bydel, fordi han altid har holdt af centrum. Den oprindelige idé var en boîte i 70'er-stil; det, der kom ud af det, blev noget andet. Huset drives som familieforetagende, og han har selv oplyst, at bemandingen er den samme sommer og vinter — La Polaca er altså ikke et sæsonsted, men holder åbent året rundt. Om vinteren er det byens egne, der kommer; om sommeren blandes de med udenlandske gæster, og det er om aftenen, det for alvor spidser til.

Indretningen, vinylerne og guateque-aftenerne

Indretningen er husets anden hovedret. Francis Guzmán er samler, og gennem årene har han slæbt fund fra loppemarkeder hjem og ladet vennerne gøre det samme, så væggene i dag bærer gamle telefoner, radioer, dukker, tv-apparater, koncertplakater, Cola Cao-dåser og snesevis af sorthvide fotografier. Han har selv beskrevet resultatet som en levende koralrev af kollektiv erindring, og Guía Repsol kaldte i sin tapasrute gennem Marbella stedet mere et museum forankret i 60'erne, 70'erne og 80'erne end en taberna. Rummene er fordelt på to etager med barområde, små borde og terrasser, og hver sal har sin egen tidsalder over sig.

Musikken er ikke en playliste. Ejeren er vinylsamler, og i weekenden pladespiller huset sin egen samling — gæsterne kalder området ovenpå for zona guateque efter de spanske 60'er-husfester. Guía Repsol har beskrevet mikroteater, yeyé-musik og husets Raphael Parade, hvor Raphael-imitatorer fra hele Spanien mødes. Terrassen på første sal åbnes efter gæsternes beskrivelser typisk i weekenden til aftener med musik, og det er værd at spørge efter, hvis du kommer fredag eller lørdag.

Oplevelsen i dag og hvem stedet passer til

La Polaca åbner ved middagstid og holder åbent til langt ud på natten alle dage undtagen søndag, hvor der er lukket. Der er terrasse i gyden foran huset og trådløst net, kort tages, og huset har både afhentning og udbringning gennem leveringsapp — bemærk, at maden koster nogle euro mere den vej.

Gæsterne roser gennemgående atmosfæren, indretningen og forholdet mellem pris og portion, og mange fremhæver, at stedet stadig føles lokalt frem for turistvendt. Det tilbagevendende kritikpunkt er servicetempoet: huset har flere etager og mange borde, og i myldretiden går der tid, både før bestillingen og før regningen. Det er ikke stedet, hvis du har en biografbillet om en time. En håndfuld anmeldere synes også, at ryet er større end maden — det er en ærlig indvending, som det er værd at kende, før du går derind med for høje forventninger.

Til gengæld er det svært at finde et bedre sted i Marbella til en uformel aften med tapas, musik og en cocktail uden at klæde sig på. Grupper fungerer godt, fordi kortet er bygget til deling, og fordi huset har mange små rum. Er du ude efter den samme slags gammel Marbella-tapas et par gader væk, ligger Restaurante Taberna Gaspar og Bar Altamirano i samme boldgade, og du finder flere valgmuligheder på oversigten over restauranter i Marbella.