MIMMA – Museo Interactivo de la Música

MIMMA — Museo Interactivo de la Música Málaga — er museet, der har vendt verdens mest fortærskede skilt på hovedet: her står der 'Se prohíbe no tocar', det er forbudt IKKE at røre. I kælderetagerne under 1700-talspaladset Palacio del Conde de las Navas på Calle Beatas venter en af Spaniens største instrumentsamlinger — omkring fire hundrede udstillede instrumenter fra alle kontinenter og epoker — og et formidlingskoncept, hvor prøverum med guitarer, klaverer, harper, trommer og verdensinstrumenter er en ligeværdig del af besøget.

Samlingen spænder videre, end de fleste venter: europæisk musikhistorie med cembali, lirekasser og romantikkens klaverer; en stærk spansk afdeling, hvor flamencoens guitarer og kastagnetter får selskab af zambombaer og gaitaer; og etnografiske sale med afrikanske trommer, asiatiske strengeinstrumenter og oceaniske fløjter, samlet gennem årtier. Monternes kuriosa — glasfløjter, krigslurer, instrumenter bygget af kanonrør og skildpaddeskjolde — gør ruten underholdende selv for den, der aldrig har ramt en ren tone.

Men husets hjerte er interaktionen: i prøvesalene må børn (og voksne, det er væsentligt) hamre løs på et ægte trommesæt, finde akkorder frem på klaveret og forsøge sig med theremin og harpe, og museets små koncerter og workshops — fra babyrytmik til flamencoforedrag — gør MIMMA til et af de mest brugte kulturhuse blandt residente familier. Akustikken i de hvælvede kældre tilgiver det meste, og personalet har set (og hørt) alt.

Praktisk er museet blandt bymidtens mest overkommelige: beskeden entré med familierabatter, centralt på den stille, charmerende Calle Beatas få minutter fra både Picasso-museet og Plaza de la Merced, og et tidsforbrug på en times tid — halvanden med spilletid, som børnene vil kræve. Kombinationen med netop Picasso-husene er klassisk: kunsten til de voksne, kakofonien til børnene, og alle går hjem med indfriede kvoter.

For danske gæster er MIMMA det sikre familiekort de dage, hvor stranden svigter: uhøjtideligt, indendørs, fysisk — og med den sjældne museumsegenskab, at ungerne bagefter spørger, hvornår de må komme igen. At voksne musiknørder samtidig kan fortabe sig i cembalo-detaljer, er husets stille dobbeltbund.

Rammen fortjener sin egen bemærkning: Palacio del Conde de las Navas er et adelspalads fra 1700-tallet, og kontrasten mellem stenhvælvingerne og trommesættene er en del af husets humor — få steder klinger et cembalo og en elguitar under samme fredede loft. Blandt monterne bør man ikke springe fonograf- og grammofonhjørnet over: rejsen fra Edisons valser over sneglehornede His Master's Voice-tragter til båndoptagere er fortalt med apparater i funktionsdygtig stand, og demonstrationerne — når en 120 år gammel valse pludselig synger — hører til museets gåsehudsøjeblikke. Aftenprogrammet er det lokale es: kammerkoncerter, flamenco-intimscener og musikforedrag i kælderens bedste akustik annonceres løbende, og billetterne er billige nok til impulskøb. MIMMA er kort sagt det sjældne museum, der både kan holde en femårigs opmærksomhed og en musikprofessors — bare ikke nødvendigvis i samme rum.