Málaga Katedral

Málaga Katedral er byens tyngdepunkt i mere end én forstand: Santa Iglesia Catedral Basílica de la Encarnación rejser sig midt i den historiske bymidte mellem Calle Molina Lario og Plaza del Obispo, og hendes ufærdige sydtårn har givet hende det kælenavn, hele byen bruger — La Manquita, den enarmede dame. Byggeriet begyndte i 1528 oven på den store moské, der havde tjent byen gennem otte århundreder under maurisk styre, og fortsatte i over to hundrede år, til pengene slap op i 1782. Resultatet er en sjælden stilrejse: gotisk grundplan, renæssancens store skib efter Diego de Siloé-skolens forbillede og en barokfacade i to farver marmor ud mod pladsen, hvor Palacio Episcopal lukker rummet med sin okkerrøde front.

Indenfor er det dimensionerne, der først tager pusten: fyrre meter til hvælvingerne i et af Andalusiens højeste kirkerum, båret af knippepiller så kraftige, at rummet alligevel virker let. Korstolene er katedralens kunsthistoriske hovedværk — 42 helgenfigurer skåret af Pedro de Mena i 1600-tallet, betragtet som noget af det fineste træskærerarbejde i Spanien. De to orgler fra 1780'erne med over fire tusind piber bruges stadig til koncerter, og sidekapellerne rummer værker af blandt andre Alonso Cano og en ung Niño de Guevara.

Oplevelsens es er tagvandringen, cubiertas-turen: ad en snæver vindeltrappe med godt to hundrede trin når du op på taget over hvælvingerne, hvor guiden fører dig langs tagryggen med byen bredt ud til alle sider — Alcazaba og Gibralfaro mod øst, havnen og Málagas nye skyline mod syd og Montes de Málaga som bagtæppe. Turene går på faste tidspunkter, om sommeren også ved solnedgang, og billetterne til netop tagturen bør sikres i forvejen — de små hold udsolgtes hurtigt i højsæsonen.

Praktisk er katedralen venlig at besøge: entré i den moderate ende med audioguide inkluderet, søndag formiddag forbeholdt messe, og en samlet billet til kirkerum, museum og tag for den, der vil hele vejen rundt. Regn med en times tid indenfor og det dobbelte med tag. Kombinationen med Alcazaba og Teatro Romano, der ligger fem minutters gang mod øst, er den klassiske kulturformiddag i Málaga — og Plaza del Obispos caféborde er det oplagte sted at lande bagefter med katedralfacaden som kulisse.

For danske gæster er der en fin lille tråd tilbage i tiden: H.C. Andersen så katedralen på sin Spaniensrejse i 1862 og beskrev Málaga med en varme, byen aldrig har glemt — statuen af digteren står i dag få minutters gang derfra på Plaza de la Marina. At lade katedralbesøget ende dér, med en hilsen til landsmanden i bronze, er en lille dansk tradition i sin vorden.

Og så er der tårnet — eller manglen på det. Sydtårnet nåede aldrig længere end til første afsats, og om årsagen strides byen stadig med fornøjelse: den sejlivede legende siger, at pengene blev sendt til de amerikanske koloniers uafhængighedskrig mod England, mens regnskabernes mere prosaiske sandhed peger på vejbyggeri i provinsen. Uanset hvad blev stumpen stående, og malaguenserne har for længst besluttet, at de foretrækker hende sådan: forslag om at fuldføre tårnet dukker op med årtiers mellemrum og bliver hver gang stemt hjem igen af folkelig modstand. I påskeugen er katedralen desuden omdrejningspunkt for Semana Santa, når broderskabernes tonstunge tronos bæres forbi under klokkeklang — står dit besøg på i påsken, er trængslen voldsom, men skuespillet uforglemmeligt.