Teatro Romano

Teatro Romano er Málagas ældste monument og samtidig et af dens yngste kapitler: teatret fra det 1. århundrede før vor tid lå glemt under jorden i århundreder og dukkede først op i 1951 — under anlægsarbejde ved det daværende kulturhus, der ironisk nok måtte rives ned årtier senere for at sætte oldtiden fri. I dag ligger den halvrunde tilskuerskål frit fremme ved Calle Alcazabilla med Alcazabaens mure som bagvæg, og netop dét dobbeltbillede — romersk teater under maurisk borg — er blevet selve symbolet på Málagas lag af historie.

Teatret blev rejst under kejser Augustus, da Malaca var en driftig romersk havneby med garum-fabrikker og handel på hele Middelhavet, og var i brug i omkring tre århundreder. Det fulgte Vitruvius' lærebog: cavea med plads til et par tusind tilskuere delvist hugget ind i bjergskråningen, orchestra med marmorgulv og en scenebygning, hvis fundamenter stadig tegner sig. Da maurerne byggede Alcazabaen, blev teatret stenbrud — flere af borgens søjler og kapitæler er romersk genbrug, hvilket giver de to monumenter en næsten familiær forbindelse.

Besøget er ukompliceret og gratis: interpretationscentret ved indgangen sætter scenen med fund og en kort film — glasgulvet med udsyn til garum-kar hører til detaljerne, man let overser — hvorefter en sti fører ned mellem sæderækkerne. Om sommeren vækkes teatret til live igen med klassiske forestillinger på udvalgte aftener, en oplevelse i særklasse, når to tusind år gamle sæder atter har publikum. Selve gennemgangen tager en halv til en hel time; teatret er lukket mandag, og åbningstiderne følger den statslige kulturforvaltnings rytme med kortere søndage.

Placeringen gør teatret til det naturlige første stop på Málagas monumentale rute: herfra går man direkte ind i Alcazabaen og kan fortsætte til Gibralfaro — tre epoker i én sammenhængende stigning. Læg mærke til Calle Alcazabilla selv: den bilfrie gade med appelsintræer og caféborde er blevet et af bymidtens mest fotogene strøg, og pyramide-glasmontren i gadeplan viser romerske saltekar in situ. Kom sidst på eftermiddagen, når lyset lægger sig skråt i tilskuerskålen, eller om aftenen, hvor belysningen gør ruinen til byens smukkeste gratis kulisse — tapasbarerne overfor har udsigten med i prisen.

Genopdagelsens historie fortjener sin egen fodnote: teatret forsvandt under et af 1940'ernes prestigebyggerier, Casa de la Cultura, og da arbejderne i 1951 stødte på sæderækker under fundamentet, stod byen med et dilemma, der tog et halvt århundrede at løse — først i 1995 blev kulturhuset revet ned, så ruinen kunne graves helt fri, og endnu et årti gik med restaurering, før teatret i 2011 genåbnede som scene. Garum-karrene, man ser gennem glasset, fortæller om Malacas egentlige rigdom: den fermenterede fiskesauce var Romerrigets dyreste krydderi, og kystens fabrikker eksporterede den i amforaer til hele imperiet — næste gang du står ved et 'garum'-skilt på en restaurant i byen, er det denne industri, køkkenet blinker til.