Museo de Málaga

Museo de Málaga er byens store, statslige museum og et af de mest undervurderede stop i hele Andalusien: da det genåbnede i 2016 i det nyrestaurerede toldpalads Palacio de la Aduana ved foden af Alcazabaen, samlede det to gamle samlinger — det arkæologiske museum og kunstmuseet — i ét anlæg på over 18.000 kvadratmeter og blev dermed Andalusiens største museum og blandt Spaniens fem største. Alligevel går mange forbi: adgangen er gratis for EU-borgere, køerne korte og salene ofte behageligt tomme.

Bygningen er sin egen fortælling: Aduanaen blev påbegyndt i 1788 som søtoldkammer efter napolitansk paladsforbillede — et kvadratisk kolossalværk om en søjlegård — og har siden været toldbod, tobaksfabrik og regeringssæde, før kulturen overtog. Fra tagetagen er der frit kig til Alcazabaens mure, og selve restaureringen med det svævende marmortrappeforløb er et arkitektonisk trækplaster.

Samlingerne falder i to verdener. Arkæologien råder over mere end 15.000 genstande og fortæller kystens historie fra fønikerne og frem: gravgods fra kolonierne ved Vélez, romerske mosaikker og skulpturer fra Malacas storhedstid, det mauriske Málagas glaserede keramik — de berømte guldglans-fajancer — og fund fra selve Alcazabaen. Kunstsamlingen er landets fineste ophæng af 1800-tallets Málaga-skole: Muñoz Degrain, Moreno Carbonero, Enrique Simonets anatomisk uforfærdede hovedværk 'Anatomía del corazón' og salonmaleriets store fortællemaskiner — en genre, der er blevet genopdaget de senere år, og som netop her har sit epicenter, suppleret af tidlige arbejder af den unge Picasso, hvis far i øvrigt var konservator ved det gamle museum.

Praktisk er museet storslået ukompliceret: lukket mandag, ellers rummelige åbningstider, gratis for EU-borgere mod fremvisning af ID og en symbolsk entré for alle andre. Regn med to timer for begge samlinger — eller vælg én verden ad gangen; garderobe, elevator og café gør huset let at være i, og placeringen mellem Teatro Romano, Alcazabaen og havnepromenaden gør det til det oplagte kølige (eller regnvåde) alternativ midt i monumentruten. For den kunstinteresserede er kombinationen Museo de Málaga, Carmen Thyssen og Picasso-museet byens store klassiske treklang — og denne her er den eneste af de tre, der ikke koster en krone.

Aduanaens egen biografi rummer både storhed og tragedie: paladset husede provinsregeringen, da en brand i april 1922 kostede 28 mennesker livet — en af byens store katastrofer, som stadig mindes — og netop den lange embedshistorie forklarer, hvorfor et af Spaniens fineste klassicistiske paladser stod uden offentlig adgang i to hundrede år. Genfødslen som museum efter en næsten tiårig ombygning blev tilsvarende fejret som en generobring: malaguenserne fik omsider deres eget 'Prado ved havet', som lokalpressen døbte det. Blandt enkeltværkerne er det værd at gå målrettet efter Simonets 'Anatomía del corazón' — obduktionsscenen, der skandaliserede og fascinerede 1890'ernes saloner — og i arkæologien den romerske Urania-statue og de mauriske guldglansskår, der viser, hvorfor Málagas keramik i middelalderen var eksportvare til hele Middelhavet.