Casa Telégrafo

Bestil ravioloen med rabo de toro. Den er fyldt med andalusisk oksehale, braiseret langsomt og lagt ind i italiensk pasta med selleri og bitter kakao, og den forklarer på én tallerken, hvad Casa Telégrafo vil: et italiensk køkken, der er flyttet ind i et esteponsk hus fra 1847 og har taget råvarerne med derfra. Huset åbnede i foråret 2026 og har på fem måneder fået 545 anmeldelser på Google med et snit på 4,8 af 5 — et af de hurtigste løb, kysten har set. Længere nede står der, hvad det tal dækker over.

Maden og menuen på Casa Telégrafo

Huset kalder sig selv en gastrotaberna, altså en krydsning af den spanske taberna og en gastronomisk restaurant, og køkkenet er italiensk med andalusiske råvarer. Pastaen laves frisk hver dag, fisken kommer fra lonjaen — fiskeauktionen — i Esteponas egen havn, grøntsagerne fra bjergene i Serranía de Ronda, og olien fra andalusiske oliventræer. Kortet er skrevet i telegrafens sprog: retterne har morsetegn ud for sig og navne som beskeder, og hver ret får tre smagsord med på vejen, så du kan se, om den trækker mod det salte, det syrlige eller det bitre.

Det begynder med brødet, som huset kalder den første besked: et lille hvedebrød af fransk mel eller et grovbrød med kerner, husets egen olivenolie og håndlavet smør. Brødet er en selvstændig post på regningen — omkring to og en halv euro pr. person, og godt en euro for det næste — så det skal med i budgettet.

Blandt entrantes, altså forretterne, er tres croquetas al estilo romano husets underholdende idé: tre croquetter, der hver rummer en romersk pastasovs — carbonara, amatriciana og cacio e pepe — for omkring atten euro. Flores de calabacín er squashblomster fyldt med mozzarella og ansjoser fra Cetara, to stykker til omkring ti euro. Steak tartar skæres af mørbrad og serveres i en ovnbagt marvknogle til omkring tyve, og tartaren af atún rojo de almadraba — rød tun fanget i de traditionelle tunruser ude i Strædet — kommer med avocado, picualolie og Maldonsalt til godt tyve euro. Salaterne hedder alle Il segnale, signalet: den grønne med avocado, mango, koriander, lime og sprødt carasaubrød til omkring tolv euro, den røde med mozzarella, konfiteret tomat, mandler og taggiascaoliven til det samme, og Il segnale del porto, som er den grønne med grillede røde rejer ovenpå, til omkring tyve.

Pastaerne er husets kerne og ligger samlet omkring toogtyve til femogtyve euro. Ud over ravioloen med oksehale er der tagliolini farvet med nero di seppia, blæksprutteblæk, i bisque med hvid gamba fra Estepona; fettuccine med ren pistacie, tartar af rød tun og lime; og en tortellone med bøffelmozzarella, basilikum og tre tomater i hver sin tekstur, som huset selv kalder en caprese, du troede du kendte.

Fra grillen kommer pulpo — blæksprutte fra Esteponas lonja — med ærtecreme og bottarga, tørret og saltet fiskerogn, til omkring seksogtyve euro. Fiorentina di mare er 300 gram rød tun behandlet som en bøf med salmoriglio og Tropea-løg, omkring femogfyrre. Entraña, den argentinsk-inspirerede nyretapper, marineres i syv urter og serveres med romescosauce og padrónpeberfrugter til godt tyve euro; solomillo, mørbrad, med konfiteret tomat, mandel, citron og babykartofler til knap tredive; og cotoletta, den dobbeltpanerede kalvekotelet på 250 gram, til under tyve. Chuletón, den store ribbenssteg på grill med rosmarinkartofler og sæsonens grøntsager, er tænkt til deling og ligger i lejet omkring firs til halvfems euro for hele retten.

Der er også paella på kortet — med fisk og skaldyr, sort med sepia og skaldyr, eller de tierra med kød — i lejet halvtreds til tres euro. Huset skriver selv, at hver paella laves fra bunden, og at der går tyve til femogtyve minutter, så den bestilles med det samme, ikke som en eftertanke. Vil du spise billigere, er køkkenets nye forslag vejen: patatas bravas i italiensk udgave med nduja og burratacreme, tomatcarpaccio fra Conil med burrata, spaghetti med ansjoser og bottarga, eller pluma ibérica tilberedt ved lav temperatur — fra omkring otte til omkring fjorten euro. Sæsonkortets bocadillos, håndlavede boller med oksekødsburger, tuntartar eller friteret blæksprutte, koster omkring tyve euro med tilbehør. Desserterne ligger mellem seks og otte euro og er italienske i tone: cannolo siciliano, en pistaciecheesecake på cantuccibund, citronsorbet med reduceret Pedro Ximénez, en varm tiramisù og husets Eclissi nel Palazzo af mørk chokolade, olivenolie, salt og carasau.

Drikkevarerne fylder mere end på de fleste steder i gaden. Vinkortet rummer omkring halvtreds flasker fordelt på Spanien, Italien og Frankrig — godello og albariño fra nord, sangiovese og montepulciano fra Italien, sancerre og chablis fra Frankrig og enkelte champagner i toppen — og spænder fra omkring tyve euro flasken til omkring halvfems for de dyreste bobler. Fire vine skænkes i glas til mellem fire og en halv og syv euro, og en af dem er husets egen: en vermentino fra Sardinien tappet under Casa Telégrafos eget navn. Cocktailkortet er husets anden signatur, og gæsterne fremhæver det gennemgående. Klassikerne — negroni, americano, aperol spritz, tommy's margarita, bee's knees — ligger mellem ni og tolv euro, mens husets egne signaturdrinks koster omkring tretten til fjorten: blandt dem en blå butterfly pea-drink, der skifter farve, når limen kommer i, og en tomatbaseret vodkadrink forseglet med olivenolie. En caña, den lille fadøl, koster omkring tre euro.

Huset oplyser selv, at der er vegetariske retter markeret i hver sektion af kortet, og at der kan skaffes glutenfri pasta, hvis du siger til, når du reserverer. Reservation anbefales, især fredag, lørdag og på helligdage, og den sker på telefon, WhatsApp eller mail — der er ingen bookingknap på husets eget site. Regn med omkring fyrre euro pr. person for to retter og et glas vin, og nærmere tres, hvis I tager både forret, hovedret, dessert og mere end ét glas.

Hvor Casa Telégrafo ligger i Estepona

Huset har to indgange og ligger i praksis mellem to gader. Den ene adresse er Avenida de España 88, den brede strandvej, hvor terrassen vender mod havet; den anden er Calle Real 57 inde i gågaden, hvor der er en mindre og mere lukket terrasse med direkte kig ind i køkkenet gennem et stort vinduesparti. Fra begge indgange er der to minutters gang til det gamle bykerne og til Esteponas strandpromenade, og Playa de La Rada, byens lange bystrand, begynder lige på den anden side af avenidaen. De blomstersmykkede gader med Esteponas vægmalerier ligger få hundrede meter væk, så det er nemt at lægge en gåtur før eller efter maden. Huset oplyser selv, at der er offentlig parkering under fem minutters gang derfra — kør ikke ind i gågaden.

Bygningen fra 1847 og telegrafen bag navnet

Navnet er ikke et påfund. Huset fortæller selv, at bygningen fra 1847 var byens telegrafkontor, altså et sted, hvor beskeder ankom og blev sendt videre, længe før nogen havde hørt om internettet. Det er den logik, restauranten har taget med til bordet: at få det væsentlige frem præcist og kort. Derfor morsetegnene på kortet, derfor navnene på retterne som beskeder, og derfor hedder det private lokale Sala Morse — huset oplyser, at det ligger dér, hvor telegrafisternes operatørrum lå. Murene, de høje lofter og lyset, der falder ind om formiddagen, er det, huset selv peger på som det, der er tilbage af den gamle funktion. Det er husets egen fortælling, og der findes endnu ikke uafhængig lokalhistorisk dækning af stedet, så tag den for det, den er: en velfortalt ramme om et rum, der faktisk er gammelt.

Driften bag huset hedder Plumas del Sur, og projektet er stadig i opbygning — der er blevet ansat løbende hen over sommeren, og huset opererer helårs, ikke som sæsonrestaurant.

Fire slags borde: salene, terrasserne og Sala Morse

Der er fire måder at sidde på, og de er ret forskellige. Indenfor er der tre sale i hver sin farve — grøn, terrakotta og gul — med højt til loftet og en ret dæmpet tone. Terrassen mod Calle Real ligger i gågaden og er den intime af de to, med udsigt lige ind i køkkenet. Terrassen mod Avenida de España vender mod havet og er den løsere af slagsen: den er tænkt til en drink før eller efter maden snarere end til et helt måltid, og det er dér, cocktailkortet kommer til sin ret. Endelig er der Sala Morse, det private rum i den gamle operatørsal med murstensvægge, som huset udlejer til selskaber på seks til tolv personer og booker på mail. Er I en gruppe på den størrelse, er det den henvendelse, der giver mening — resten af huset er sat op til to- og firemandsborde.

Hunde er velkomne, og der findes højstole, men huset er i sin grundform en voksenrestaurant om aftenen: prisleje, tempo og musik peger mod par og vennegrupper snarere end mod børnefamilier tidligt på aftenen.

Hvad Google-tallet på Casa Telégrafo dækker over

Her er den ærlige del. 4,8 af 5 fra 545 anmeldelser er et flot tal, men det er også et meget ungt tal, og det vokser i et tempo, der er værd at kende: alene i den seneste måned kom der næsten to hundrede anmeldelser til. Et hus, der har været åbent siden foråret, har ikke haft en lavsæson endnu, og dets snit er derfor ikke afprøvet på en stille tirsdag i november.

Fordeler man anmeldelserne efter, hvornår de er skrevet, flytter billedet sig tydeligt. Anmeldelserne fra april og maj — husets første uger — er samstemmende topkarakterer uden en eneste indvending. Fra juni og hen over højsæsonen skifter det: en tredjedel af anmeldelserne fra den periode giver tre stjerner eller mindre, og de handler næsten alle om det samme. Ikke om maden, som selv de utilfredse roser, men om servicens tempo: hovedretter, der lander, mens forretten stadig står på bordet, tallerkener der ryddes for tidligt, og i enkelte tilfælde lang ventetid på travle aftener. Et tilbagevendende punkt er også, at kortets poetiske retnavne kræver forklaring, og at forklaringen ikke altid når frem. Til gengæld svarer ledelsen selv på stort set hver eneste anmeldelse, også de kritiske, og gør det med navn og et konkret tilbud om at tage samtalen — det er sjældnere, end man skulle tro.

For dig som gæst betyder det to ting. Maden er den sikre del af aftenen. Servicen er den del, huset stadig er ved at finde rytmen i, og den mærkes tydeligst, når huset er fyldt. Vil du give stedet de bedste kort på hånden, så kom tidligt på aftenen eller uden for de travleste uger, og sig til, hvis du vil have pauser mellem retterne.

Praktisk: åbningstider, reservation og hvem stedet passer til

Casa Telégrafo er først og fremmest et aftensted. Baren åbner i den tidlige aften, og køkkenet serverer fra omkring syv til omkring elleve, lidt længere torsdag til lørdag, hvor baren også holder åbent til et stykke over midnat. Huset skriver også om søndagsfrokost i patioen, men opgiver ikke sine middagstider ens alle steder, så ring, hvis I vil spise til frokost i weekenden. Personalet betjener uden problemer på engelsk, spansk og italiensk, og kortet findes på flere sprog, både trykt og som digitalt kort bag QR-koden på bordet.

Stedet passer til par, der vil have en ordentlig aften ud af det, til vennegrupper, der begynder ved baren med en cocktail og en antipasto og først derefter sætter sig, og til grupper på op til tolv, som kan få Sala Morse for sig selv. Det passer mindre godt til den hurtige frokost, til den store børnefamilie og til dig, der leder efter en klassisk andalusisk chiringuito — strandbar — med espeto på stranden; til det formål har Esteponas øvrige restauranter en del at byde på, og hele byen er beskrevet på vores guide til Estepona. Er du derimod ude efter frisk pasta, rød tun fra Strædet og et cocktailkort, der er tænkt igennem, så er det her, du skal booke — og book i god tid til fredag og lørdag.