Helados Del Monaguillo

Husets mest omtalte is er lavet på tomat. Ikke en hvilken som helst tomat, men huevo de toro, den store hjerteformede frilandstomat, som Coín er kendt for i hele Málaga-provinsen, og som ryger i maskinen samme dag, den er plukket, uden at have været en tur gennem kølerummet først. Helados Del Monaguillo er byens ismageri på den bilfri plads foran San Juan-kirken, og når mørket falder på, er det også kaffebar og cocktailbar.

Isen, kaffen og kortet på Helados Del Monaguillo

Huset har lavet sin egen is siden 2012, og den produceres dagligt på stedet i stedet for at blive købt hjem i færdige bøtter. Det er helado artesano, håndlavet is, og kortet deler sig i tre: de cremede mælkeis, frugtsorbeterne og de is, der er lavet uden sukker eller uden gluten. De to sidste er ikke en enkelt undtagelse i hjørnet af disken, men står fremme hele sæsonen, så en glutenfri gæst kan vælge mellem flere smage frem for én.

Blandt de faste smage finder du nata (fløde), vainilla, chocolate negro (mørk chokolade), turrón (spansk nougat, også i en sukkerfri udgave), tarta de queso (cheesecake), Málaga med rosiner i sødvin, pionono, tarta de whisky og bomba de yema — de tre sidste er iskolde udgaver af klassiske spanske kager. Hertil kommer den søde afdeling med Kinder Bueno i tre varianter, Oreo, avellana con Nutella (hasselnød med Nutella) og choco blanco con pistachos, og frugtsiden med fresa (jordbær), mango, limón, plátano og frambuesa con chocolate. Oven i det kommer der en ny smag ind hver uge, som personalet gerne fortæller om — de seneste sæsoner har budt på chocolate Dubái med pistacie og sprød kadayif, biscoto på Lotus-kiks, açaí, milhojas efter napoleonskagen, pistacho cristal og melocotón (fersken).

Isen skrabes med spartel fra bakkerne i køledisken frem for at blive formet til kugler, og hver bakke har sit eget håndskrevne lille tavleskilt stukket ned i kanten. Et cucurucho, altså et kræmmerhus, koster fra omkring halvanden euro for den lille til et par euro for den store, mens en macizo med tre kugler lander omkring seks. Vil du hellere have bæger, koster en tarrina fra omkring to og en halv euro for den lille til omkring fire for den store, og skal isen med hjem, sælger huset også hele liter til fryseren. Gæsterne fremhæver gennemgående, at der kommer rigeligt i, målt mod prisen.

Ved siden af isen står batidos, tykke milkshakes, hvor du kan bestille en ekstra kugle i, og granizados — knust isslush — i tretten varianter, deriblandt fruta de la pasión, manzana verde (grønt æble), frutas del bosque, kiwi, kokos og en på koffeinfri kaffe, alle til omkring to euro. Af varme desserter laver køkkenet gofre (belgisk vaffel), tortitas (tykke amerikanske pandekager) og crepes, som koster omkring to og en halv euro med chokolade og omkring fire med is til, og der er coulant med flydende chokoladekerne. Skal der fejres noget, laver huset tartas heladas, islagkager, som bestilles i forvejen og koster fra omkring atten euro for den lille til omkring tredive for den store.

Kaffekortet er en større del af huset, end navnet antyder. Espresso og café con leche ligger omkring halvanden euro, capuccino og café bombón — espresso med kondenseret mælk i bunden — omkring to, og der er både carajillo med spiritus og en café irlandés til omkring fem og en halv. Husets eget påfund hedder café monaguillo: en espresso hældt over en kugle is, til omkring tre euro. Blandt teerne står et té americano med kanel, citronskal og Licor 43, mens de almindelige urteteer koster omkring halvanden euro.

Om aftenen skifter pladsen karakter, og baren tager over. Øl fra Alhambra og Mahou koster fra omkring to og en halv euro, og der står både en glutenfri og en alkoholfri på hanen af hensyn til dem, der ikke kan eller vil have almindelig øl. Et glas vin eller en tinto de verano ligger på samme niveau, og spiritus starter omkring seks euro. Gin-hylden er usædvanlig lang for en lille by — Larios i flere udgaver, Beefeater, Rives, Nordés, Hendrick's, Gin Mare og Monkey 47 i toppen til omkring fjorten euro — og huset laver også klassiske cocktails og combinados. Der tages ikke bordbestilling; man går ind, bestiller ved disken og finder selv et bord.

Pladsen ved San Juan-kirken, hvor Helados Del Monaguillo ligger

Adressen er Plaza José Bermúdez de la Rubia, men ingen i Coín kalder den andet end Plaza del Pescao, fiskepladsen, efter den gamle fontæne i kirkens facade. Pladsen er lukket for gennemkørende trafik, og det er hele forklaringen på, at terrassen fungerer: bordene står frit ud over brostenene, børnene kan løbe rundt uden at nogen skal holde øje med biler, og der er skygge fra bygningerne det meste af eftermiddagen. Det er en af de roligste pladser i byens centrum og samtidig en af de mest brugte.

Over for terrassen ligger Iglesia de San Juan Bautista, hvis byggeri begyndte i 1505 på grunden af byens muslimske alcazaba. Klokketårnet er ikke bygget til formålet, men er et genbrugt forsvarstårn fra den middelalderlige fæstning, og kirken blev erklæret Bien de Interés Cultural, spansk kulturarv, i 2010. Inde i kirken står byens 7 cm høje skytshelgen, Virgen de la Fuensanta, fra 1400-tallet.

Coín selv har omkring 26.500 indbyggere og ligger 202 meter over havet midt i Valle del Guadalhorce, cirka 33 km vest for Málaga, 30 km nord for Marbella og 18 km fra Fuengirola. Det er en lille halv times kørsel fra kysten, og en betragtelig del af byens indbyggere er tilflyttere fra Nordeuropa, som netop er kommet for kombinationen af landsby og kort vej til stranden. Vil du gøre mere ud af turen, ligger flere af restauranter i Coín og Valle del Guadalhorce inden for få minutters gang fra pladsen.

Navnet, sakristiet og manden bag isen

En monaguillo er en ministrant, den dreng der hjælper præsten ved alteret, og navnet er ikke tilfældigt valgt. Butikken ligger under ti meter fra kirkens gamle sakristi — netop det rum, hvor ministranterne hørte til. Bag isen står Salva Bernal, som i den spanske gastronomipresse fremhæves for at arbejde med sæsonens frugt fra huerterne, de vandede frugthaver rundt om byen, frem for med færdige pastaer og smagskoncentrater.

Tomaten, fignerne og de lokale råvarer

Det er de sæsonbestemte specialiteter, der har gjort huset kendt uden for Coín. Figenisen laves af friske figner, der pilles i hånden, og der går over tre kilo af dem til én bakke is på lidt over en liter, uden tilsat sødemiddel og uden honning, så den også kan spises af veganere. Mangosorbeten er ren kilometer nul: der er under 100 km fra plukkestedet på den tropiske kyst til fryseren i Coín.

Tomatisen på huevo de toro hører sammen med byens egen tomatsæson. Sorten dyrkes udelukkende på friland i Valle del Guadalhorce og fejres i Coín midt i august med Verbena Tomatera og en smagskonkurrence, hvor de bedste kasser bortauktioneres. Isen har både frilandstomatens duft og den syrlig-søde smag, klimaet giver den, og den fungerer lige så godt til en salt ret som til dessert.

Den brug findes faktisk i byen. Avocadoisen fra Monaguillo serveres til ajoblanco med kokos hos Casa Paco de Coín, og de to huse har sammen stået bag en dessert af appelsinis fra Guadalhorce med konfiteret sort hvidløg og picual-olivenolie. Det er sjældent, at et lokalt ismageri er leverandør til byens køkkener, og det siger noget om, hvilken slags is der bliver lavet her.

Sæsonen og det bedste tidspunkt at komme

Helados Del Monaguillo er et sæsonsted. Der er åbent fra april til oktober og lukket fra november til marts, så en vintertur til Coín skal planlægges uden isen. I sæsonen åbner huset ved middagstid og har åbent til langt ud på aftenen — de fleste dage til midnat og i weekenden til klokken to om natten. Det bedste tidspunkt er efter aftensmaden i juli og august, hvor pladsen fylder op med familier, og der kan være kø ved disken; vil du have ro og et bord i skyggen, er sen eftermiddag i maj, juni eller september bedre.

Stedet ligger på 4,7 ud af 5 på Google fra over 750 anmeldelser, og det, gæsterne vender tilbage til, er det samme tre steder fra: mængden man får for pengene, bredden i udvalget og hastigheden bag disken, selv når der er travlt. Flere nævner også, at de kom for isen og blev siddende med en kaffe eller en drink, fordi pladsen er behagelig at blive på.

Praktisk og for hvem

Det her er et sted for børnefamilier, for et par timer efter en tur i Coíns gamle bydel og for alle, der bor på kysten og gerne kører en halv time ind i landet for noget, der ikke findes i turistgaderne. Prisniveauet er lavt: en is pr. person koster typisk under fem euro, og to personer med hver sin vaffel og en kaffe slipper omkring ti. Der er kortbetaling og mobilbetaling, trinfri adgang og handicaptoilet, og personalet klarer sig fint på engelsk, hvilket den store gruppe fastboende udlændinge i byen har sørget for.

Den bilfri plads betyder, at du skal parkere i gaderne rundt om og gå det sidste stykke — til gengæld er det de sidste hundrede meter, der gør besøget. Skal isen være afslutningen på en aften i byen, ligger tapascaféen Coconut Café & Tapas con Arte i Coín i samme kvarter, og du finder resten af byens seværdigheder og spisesteder samlet på vores side om Coín i Valle del Guadalhorce.