Bar/Restaurante Pizarro

Kødbollerne i mandelsauce bliver revet væk, hurtigere end køkkenet kan nå at lave dem. Sådan siger husets bestyrer selv til byens avis, og han overdriver næppe: albóndigas eller calamares står på stort set hvert bord. Bag disken har familien Morente lavet mad siden januar 1991, og dagens menu kan stadig have femten forretter og tyve hovedretter at vælge imellem.

Maden og menuen på Bar/Restaurante Pizarro

Køkkenet er andalusisk hjemmemad, og huset skriver det selv med kridt på tavlen bag baren: comida y postres caseros, altså mad og desserter lavet fra bunden i huset. Det er ikke en frase. Moderen i familien har stået for køkkenet, mens sønnen driver forretningen, og gryderetterne skifter fra dag til dag: papas guisadas (stuvede kartofler med chorizo), potaje de habichuelas (bønnegryde), lentejas (linsegryde) og cocido (den spanske kødgryde med kikærter). Huset fremhæver selv, at de tunge gryderetter bestilles lige så meget om sommeren som om vinteren, så kortet er ikke sæsonstyret.

Ja, huset laver Antequeras egen ret. Porra antequerana står på kortet hele året — den kolde, tykke creme af tomat, brød, hvidløg og olivenolie, som er byens svar på salmorejo, bare kraftigere. Den koster omkring otte euro som ración og indgår også som forret i dagens menu, og den er det, turistkontoret peger på, når det skal anbefale én ting fra dette hus. Ved siden af den finder du sopa de picadillo, den klare andalusiske suppe med skinke, æg og mynte, og pipirrana de pulpo, en kold blæksprutte- og grøntsagssalat.

Menú del día, dagens menu, er husets omdrejningspunkt og grunden til, at lokale kommer igen. Kortet har tre trin: en forret, en hovedret og en hjemmelavet dessert. Blandt forretterne står porra, sopa de picadillo, ensalada mixta, ensaladilla de pimientos asados (kold salat af ristede peberfrugter), ensaladilla de patatas a lo pobre og pipirrana de pulpo, plus en plato del día, som tjeneren fortæller om. Hovedretterne er husets klassikere: lomo con tomate (svinekam i tomatsauce), albóndigas en salsa, pollo en salsa, rosada stegt eller på pladen, chopitos (små blæksprutter), svine- og kyllingefilet på pladen og boquerones fritos, altså friterede ansjoser. Desserterne er arroz con leche, flan de huevo og natillas — risengrød, karamelbudding og vaniljecreme, alle tre lavet i huset. Regn med omkring tolv euro på hverdage og omkring tretten euro lørdag, søndag og helligdage. En detalje, der er værd at kende, før du bestiller: tager du menuen med hjem, koster den præcis én euro mere. Huset har haft menuen ude af huset i årevis og skriver det selv på tavlen.

Spiser du à la carte, er systemet det klassiske spanske med tre portionsstørrelser — tapa, media ración og ración — så to personer sagtens kan dele sig igennem kortet. De fleste kødretter og fiskeretter ligger på omkring elleve euro for en hel ración og omkring ni for en halv. Kødsiden rummer villarroas og flamenquitos (paneret svinekød rullet om skinke og ost), croquetas caseras, brochetas de cerdo, pinchitos de pollo, montaditos og hamburguesitas. Bevæger du dig op i den dyre ende, koster flamenquín casero og San Jacobo casero omkring tolv euro, mens solomillo på pladen eller med roquefort, peber eller campera-sauce og secreto ibérico ligger omkring femten. Fiskekortet er bredere, end man venter af en bybar: calamares fritos, patitas de calamar, gambas rebozadas, puntillitas, boquerones og ratones til omkring elleve euro, gambas al pil-pil og bacalao al pil-pil lidt over, almejas salteadas omkring tolv, og sværdfisk, bacalao a la vizcaína og en fritura de pescado til omkring femten. Vær opmærksom på, at fritura de pescado og de tre store salater er sat op til to personer, og at plato de jamón og plato de queso er hundrede og halvtreds gram.

Tapaskortet er husets anden identitet, og det hænger på en tavle ved baren i stedet for at stå i folderen: lomo con tomate, pollo en salsa, albóndigas, montadito, calamares, mero frito og mero a la plancha, pinchito, brocheta, hamburguesita, gamba rebozada, ratones og croquetas. Huset opgør selv udvalget til over tyve forskellige tapas, og de tre, der bestilles mest, er gambas rebozadas, patitas de calamar og albóndigas — sidstnævnte er den, børnene går efter.

Desserterne er den del af kortet, hvor huset er billigst: flan, natillas, arroz con leche, yoghurt med tocino de cielo, chokolademousse og sæsonfrugt ligger alle omkring tre og en halv euro, mens de tre isdesserter med whisky, crema catalana og turrón koster godt fem. Drikkevarerne følger samme linje. En caña, den lille fadøl, koster lidt over to euro, et glas fino eller rødvin under tre, og sodavand og juice to euro og fyrre. Der er ingen vinliste at fordybe sig i — det er ikke den slags hus. Huset oplyser til gengæld, at det har en allergenfortegnelse liggende, så beder du om carta de alérgenos, får du den. Vil du sikre dig et bord, tager huset imod bordbestilling på telefonen.

Hvor Bar/Restaurante Pizarro ligger i Antequera

Huset ligger på Calle Pizarro nummer 32, vest for den gamle bykerne og et par hundrede meter fra Plaza de San Sebastián. Det er en almindelig antequeransk beboelsesgade uden turistbutikker, og det er hele pointen: du skal cirka ti minutters gang op ad bakke for at nå Alcazaba de Antequera og Real Colegiata de Santa María la Mayor, som ligger knap en kilometer væk oppe på borghøjen. Huset ligger altså ikke på ruten mellem seværdighederne, men lige neden for den — tæt nok til at være en naturlig frokoststop, langt nok væk til at prisen ikke er sat efter dagsturister. Rutebilstationen ligger godt en halv kilometer nordpå, så kommer du med bus fra kysten, er det en kort gåtur.

Antequera er en indlandsby på omkring 41.000 indbyggere midt i Málaga-provinsen, og den bliver typisk besøgt på en dagstur fra kysten sammen med dolmenerne uden for byen og kalkstenslandskabet El Torcal syd for den. Netop derfor er det værd at vide, hvad slags spisested du står over for, når du ser skiltet: facaden siger Pizarro Cafetería-Bar, Google kalder det Bar/Restaurante Pizarro, og byens avis skriver Restaurante Pizarro. Det er samme hus. Flere gæster har gættet på et pizzeria på grund af navnet — det kommer udelukkende af gaden, som huset ligger på.

Familien Morente og de mere end tredive år på Calle Pizarro

Baren åbnede i januar 1991 og blev drevet af Juan Andrés Morente Cuenca og Dolores Díaz Navarro. Deres søn Juan Antonio Morente Díaz overtog driften i begyndelsen af 2013, da faren gik på pension, og moren blev i køkkenet. Det er den slags generationsskifte, hvor intet bliver lavet om: retterne, portionsstørrelserne og den lave pris er de samme, og huset har i alle årene lagt sin annoncering og sine interviews i den lokale avis El Sol de Antequera frem for at bygge en hjemmeside. Det har det stadig ikke gjort — huset har hverken eget domæne eller en profil på de sociale medier, og eneste digitale kontaktvej ud over telefonen er en mailadresse hos turistkontoret.

Hvor gennemgribende kontinuiteten er, kan aflæses direkte på kortet. De ældre udgaver af husets carta har præcis de samme retter i præcis samme rækkefølge som den nuværende — kun tallene er skiftet. Ensaladilla rusa, plato de jamón, lomo con tomate, villarroas, flamenquitos og bacalao a la vizcaína har stået der hele vejen igennem, og porraen har aldrig været taget af. Priserne er langsomt kravlet opad, som de gør alle steder, men huset har ikke skiftet køkken undervejs.

Baren, salen og patioen — tre rum i samme hus

Spørgsmålet om, hvorvidt det er en bar eller en restaurant, har et konkret svar: det er begge dele, delt op i tre rum, og du vælger selv. Der er en barzone, hvor lokale står op med en caña og en tapa; der er en stor indendørs spisesal, hvor huset har plads til omkring tres gæster; og der er en udendørs terrasse i en patio ved siden af restauranten med plads til lidt under tredive personer. Terrassen er sommerens rum og bliver taget i brug, når aftenerne bliver varme — Antequera ligger 575 meter over havet på en slette bag bjergene, så byen har både hedere sommerdage og køligere aftener end kysten. Der må ikke ryges på terrassen.

Dagen begynder tidligt. Huset åbner klokken otte om morgenen med morgenmad, og tavlen ved baren viser præcis det, en andalusisk morgenmad er: bollo de pan, mollete eller fuldkornsbrød — molleten er Antequeras egen bløde, flade hvedebolle og et af byens mest kendte fødevareprodukter — belagt med smør og marmelade, olie og tomat, zurrapa (svinefedt rørt med kød), chicharrones (sprødt svinekød), mixto med skinke og ost eller a la andaluza. Huset har mælk uden laktose, hvis det er relevant for dig. Derefter glider huset over i tapas ved middagstid og menú del día til frokost.

Hvad gæsterne fremhæver, og hvad de kritiserer

Bar/Restaurante Pizarro står til 4,2 af 5 fra 547 anmeldelser på Google, og det tal har ligget påfaldende stabilt gennem ti år — der er ingen knæk i kurven, hverken opad eller nedad. Læser man de godt 250 anmeldelser igennem, der kan læses i fuld tekst, træder to emner frem foran alle andre. Prisen nævnes i 84 af dem, altså i fire ud af ti, og næsten altid som ros: forholdet mellem mængde og pris er husets vigtigste argument, og formuleringen om, at portionerne er rigelige, går igen i 22 af dem. Ordet hjemmelavet, casero, står i 39, og dagens menu i 22.

Det andet emne er personalet, og her går det begge veje. Betjeningen nævnes i 74 anmeldelser — flest gange som varm og hjemlig, men blandt de nitten hårdeste bedømmelser handler ti om netop servicen, ikke om maden. Det er dét, der holder karakteren nede omkring 4,2 i stedet for at trække den op mod fem, og det er værd at vide på forhånd: her er tempoet højt, tonen er direkte, og huset kører travle hverdagsfrokoster for et fast klientel frem for at spille vært for gæster, der har god tid. Maden får sjældent skyld, når nogen er utilfreds.

De 547 anmeldelser er også svaret på, hvem der spiser her. 163 af de godt 250 læselige er skrevet på spansk, og huset optræder næsten ikke på de internationale rejseportaler i forhold til, hvor mange der har været her. Det er med andre ord byens eget publikum, ikke dagsturisternes: hverdagens arbejdende antequeranere til frokost og familier i weekenden, som huset selv beskriver det.

Praktisk: hvornår du skal komme, og hvem stedet passer til

Huset er et dagsted. Dørene åbner klokken otte om morgenen, og hovedforretningen ligger fra morgenmad frem til klokken fem om eftermiddagen. Aftenåbent er forbeholdt weekenden, hvor huset også serverer om aftenen frem mod midnat med raciones og carta frem for dagens menu. Vil du have menú del día, skal du altså komme til frokost, og vil du have terrassen og aftenstemningen, skal du komme fredag eller lørdag. Kommer du på en hverdagsaften, er huset lukket.

Prislejet ligger på ti til tyve euro per person, alt efter om du nøjes med dagens menu eller deler raciones og drikker et par øl til. Det gør huset til et af de billigere valg blandt de udgivne restauranter i Antequera, og det er en reel forskel, hvis I er en familie. Der er handicapvenligt toilet, og huset har wifi.

Stedet passer til dig, hvis du vil spise, som byen selv spiser, og gerne vil have porra antequerana, kødboller i sauce og friterede blæksprutter for under det halve af, hvad en restaurant med udsigt tager. Det passer mindre godt, hvis du er ude efter en stille frokost med lange pauser mellem retterne, et gennemarbejdet vinkort eller en kok, der forklarer sine retter. Skal du kombinere det med en dag i byen, ligger det bekvemt som frokoststop, inden du går op til borgen — læs mere om, hvad du ellers kan nå, på vores side om Antequera.