Taperia Casa La Abuela

Rødrejekroketterne med shichimi-mayonnaise er den ret, gæsterne i Alhaurín el Grande kommer tilbage efter — og køkkenet har fået det sort på hvidt. Ved kommunens første tapasrute i 2024 vandt Casa la Abuela både juryens pris for bedste ret og publikums pris, og året efter tog huset publikumsprisen igen. Bag en smal facade et stenkast fra Plaza Baja gemmer der sig en carta, der er mere nysgerrig end den gennemsnitlige landsbytapería.

Maden og menuen på Taperia Casa La Abuela

Køkkenet er moderne andalusisk tapasmad med et par udenlandske greb, og huset kalder sig selv en casa de vinos y comida — et vin- og madhus snarere end en bar. Kortet er delt op efter, hvordan man spiser, ikke efter forret og hovedret. Under sugerencias står husets forslag, de retter der skiftes ud løbende; blandt dem en kroket og en tartar på salchichón de Málaga, provinsens grovkornede, peberkrydrede pølse, begge til omkring ti euro, og en gilda — den klassiske spidde med oliven, ansjos og syltet peberfrugt — til et par euro stykket.

Algo para empezar samler de lette begyndelser: tomatsalat med burrata, basilikumpesto og spirer, husets salat med sprød kylling, feta, cherrytomat og yoghurtdressing til lige under ti euro, en ostetallerken med semicurado med trøffel og olielagret ost, nødder og marmelade, samt torreznos de Soria — sprødstegt, boblet svinebryst — til under fem euro. Skal I have skinke, skæres jamón de cebo de campo efter vægt til omkring femten euro pr. hundrede gram.

Det er dog sektionen cositas irresistibles para compartir, altså de uimodståelige ting til deling, der bærer huset. Her står huevos rotos med ibérico-skinke og trøffelsauce til omkring tolv euro, pulpo a la brasa sobre parmentier — grillet blæksprutte på en cremet kartoffelparmentier — og rabo de toro, braiseret oksehale i rødvinssauce, serveret på en rede af tynde, sprøde strimlekartofler. Canelón de carrilla de ternera fylder braiseret kalvekæbe i pastaruller med foiecreme og sød Pedro Ximénez-sherry, og costillar de cerdo er svineribben trukket ved lav temperatur i et døgn og lakeret med barbecuesauce, til lige under tyve euro. De klassisk andalusiske greb er der også: flamenquín serranito, den rullede og friturestegte svinekød-og-skinkeroulade, her med ost og trøffelcreme, og alcachofas confitadas, konfiterede artiskokker med ibérisk kæbespæk og karamelliseret løg. Vil man have kød på en tallerken for sig, går kortet op i gear med presa ibérica med sød kartoffel, solomillo ibérico 5J med svampecreme og en 600 grams entrecote af modnet galicisk ko til omkring fyrre euro med pommes frites. De store fade ligger typisk mellem ti og godt tyve euro, så to-tre af dem rækker fint til to personer.

Den mest tapas-agtige del af kortet hedder cositas pequeñas que tienes que probar — de små ting, du er nødt til at prøve — og det er her, køkkenet leger mest. Der er mollete antequerano, det bløde, luftige brød fra Antequera, fyldt med presa ibérica, skinke og stegt peberfrugtmayonnaise; crepes med trøflet tun og basilikum eller med pulled pork, avocado og shichimi-mayonnaise; brioche med pastrami og yakinikusauce; ansjoser fra Cantabrien i smør på briochebrød; en gratineret kammusling med svampe og parmesan; og en minihamburger af okse med baconmayo og cheddar til under fem euro. Husets smash burger koster omkring ni euro, og den kan gøres dobbelt for to euro mere. Under arroces gourmet står én ret, en risotto med guanciale, trøffelpaté og parmesan. Til dessert er der fem varianter over samme tema — bagt ostekage af manchego efter bedstemorens opskrift, ostekage med pistacie, en med saltet karamel og en chokoladeostekage med et strejf jomfruolivenolie og salt — alle omkring seks euro, plus en brownie med vaniljeis.

Kortet markerer selv sine hensyn, hvilket er praktisk, når man deler: auberginer i tempura med miel de caña, sukkerrørssirup, er mærket både vegetarisk og vegansk, mens artiskokkerne, den friturestegte risblodpølse med piquillopeberfrugtcreme og risottoen er mærket glutenfri. Retter uden stærk krydring er mærket suave, milde, og det gør det nemt at sammensætte en runde, børn også kan spise med af. Regn med femogtyve til tredive euro pr. person, når I deler nogle fade og drikker vin til. Reservation kan anbefales: huset er lille, og et tilbagevendende træk i gæsternes omtale er, at der er fuldt hus. Bordbestilling sker på husets egen side for selskaber op til otte personer, mindst en time i forvejen, og bekræftes manuelt af restauranten.

Vinene og aftenerne, der gør Casa la Abuela til mere end en tapasbar

Vinen er ikke en eftertanke her. Det korte, men bevidst sammensatte kort dækker et blankt udsnit af Spanien: verdejo og sauvignon blanc fra Rueda, albariño fra Rías Baixas, en halvsød hvid fra Campo de Borja og en cava som aperitif, en rosado fra en familiebodega i Ribera del Duero og røde fra Ribera del Duero, Rioja, Toro og Bierzo. Flaskerne starter omkring atten euro og ligger for de flestes vedkommende mellem tyve og tredive, mens en enkelt topflaske står til godt hundrede euro. Det er et kort, hvor det er tydeligt, at nogen har smagt sig igennem det, frem for at bestille en standardliste hjem.

Det mærkes også på programmet. Huset holder vinsmagninger med mad til, temaaftener med et bestemt køkken som omdrejningspunkt — orientalske aftener, mexicanske aftener, en dag for det ibériske svin — og showcooking, hvor der laves mad foran gæsterne. Det er den slags, man skal spørge om i forvejen, for datoerne annonceres løbende og pladserne er få.

Hvor Taperia Casa La Abuela ligger i Alhaurín el Grande

Adressen er Calle Puerta de la Villa 6 i Barrio de San Antón, og det er så centralt i den gamle bydel, som man kommer: Plaza Baja ligger godt hundrede meter væk, og oppe over pladsen står sognekirken Nuestra Señora de la Encarnación, som har været sognekirke siden 1485 og ligger på den høj, hvor den maurisk tids borg og moské lå. Gaderne heromkring er smalle og hvide, og det er en af de sidegader, man ikke finder ved et tilfælde — man skal enten kende stedet eller være på vej et sted hen ad den vej.

Alhaurín el Grande ligger i Valle del Guadalhorce, inde i landet bag Sierra de Mijas, og det gør huset til et oplagt aftenmål for alle, der bor i dalen frem for ved kysten. Der er omkring en lille halv times kørsel fra Fuengirola over bjergpasset, tilsvarende fra Málagas lufthavn ad A-357, og kun godt fire kilometer ned til golfbanen Alhaurín Golf syd for byen. Vil du se, hvad byen ellers byder på af spisesteder, ligger de samlet under restauranter i Alhaurín el Grande, og byguiden til Alhaurín el Grande samler resten.

Bedstemor Marías hus — historien bag Taperia Casa La Abuela

Navnet er ikke en markedsføringsidé. Huset fortæller selv, at det åbnede i 2015 efter en gennemgribende ombygning af familiens bedstemor Marías hus i hjertet af Alhaurín el Grande, og at ideen fra begyndelsen var at forene det traditionelle med gode råvarer og en smule opfindsomhed. Det forklarer både navnet, den bagte manchego-ostekage, der står på kortet som bedstemorens, og at stedet er indrettet som et hus og ikke som en bar. Huset optræder også under navnet La Despensa de la Abuela — bedstemorens spisekammer — som er det, husets hjemmeside hedder, så bliv ikke i tvivl, hvis du støder på begge navne.

De to sejre ved kommunens tapasrute er værd at kende, netop fordi de kommer fra byen selv. Ruta de la Tapa Alhaurín Alha_Boca arrangeres af kommunen sammen med erhvervsforeningen Fedelhorce, og i den første udgave i 2024 løb Casa la Abuela med både prisen for bedste ret og for den mest populære ret. Ved anden udgave i 2025 vandt huset igen publikumsafstemningen om årets ret, denne gang med et hojaldre de pollo con turrón y foie — butterdej med kylling, nougat og foie gras. Det er en konkurrenceret og ikke noget, der står fast på kortet, men den siger noget om, hvilken vej køkkenet tænker.

Oplevelsen i dag: terrasse, lille sal og hvem stedet passer til

Salen er lille og enkelt indrettet, og de fleste gæster foretrækker terrassen udenfor, hvor der står både høje ståborde og almindelige borde. Det giver stedet to tempi: man kan sætte sig med en enkelt vin og et par småting ved et højbord, eller man kan slå sig ned til et længere måltid med fade i midten. Gæsterne fremhæver gennemgående maden og betjeningen i samme åndedrag, og på Google står huset til 4,5 ud af 5 fra godt 640 anmeldelser. Kritikken, når den kommer, handler om, at præsentationen er skarpere end smagen i enkelte af de mest klassiske retter — det er værd at vide, hvis man kommer for at få den mest traditionelle udgave af patatas bravas og ikke en med chipotlesauce.

Køkkenet holder åbent tirsdag til lørdag, både til frokost fra midt på eftermiddagen og igen om aftenen frem til midnat; søndag og mandag er der lukket. Menukortet er skrevet på både spansk og engelsk, hvilket gør det nemt at bestille for tilflyttere og gæster uden spansk — og Alhaurín el Grande har mange af dem. Der er ingen egen parkering, og gaderne omkring Plaza Baja er for smalle til at holde i, men kommunens gratis offentlige parkering Huerto Piojo på Calle Cruz ligger under fem minutters gang derfra og er åben hele døgnet.

Stedet passer bedst til den, der vil spise sig igennem et kort i selskab med andre: et par eller fire venner, der deler seks-otte retter og en flaske vin, får mest ud af det. Det er også et fornuftigt valg, hvis I bor i en villa i dalen eller spiller golf i området og gerne vil ind til en landsby og spise om aftenen frem for at køre til kysten. Kommer I i weekenden eller under byens fiestas, så ring i forvejen — det lille hus fyldes hurtigt.