Rincon Ibérico

Huset hænger selv sit oksekød til modning og griller det over trækul, og de tre store udskæringer står på kortet med kilopris i stedet for portionspris — chuletón, entrecot og oksemørbrad fra omkring femogfyrre til firs euro kiloet. Rincón Ibérico er et kødhus først og et tapassted bagefter, og navnets iberiske gris er kun den ene halvdel af historien.

Maden og menuen på Rincón Ibérico

Kortet er kort, og det virker bevidst. Det ligger som et lamineret hæfte på bordet med spansk og engelsk linje for linje, og det falder i tre dele: noget at dele, en række entrantes og så kødet, som er husets egentlige ærinde.

Compartir-siden er spisekammeret lagt frem på bordet. Jamón ibérico og surtido ibérico, den blandede tallerken af iberisk skinke og pølser, koster begge omkring femten euro, mens salchichón ibérico og chorizo ibérico ligger på ti euro stykket. Til dem kommer queso de oveja, altså fåreost, til omkring tolv euro og en Torta del Casar til omkring seksten. Den sidste er den extremaduranske fåreost, der er så blød, at den skæres op i toppen og skes ud, og den er både kortets dyreste ostepost og den bedste ledetråd til, hvor køkkenet henter sine råvarer. Cecina de vaca, lufttørret og røget oksekød fra León, koster omkring femten euro, ansjoser fra Cantabrien sælges stykvis til et par euro, og cogollos con anchoas, sprøde salathjerter med ansjoser lagt ovenpå, koster ti. Er I mange, kan I supplere med en almindelig blandet salat til syv euro eller husets egen ensalada Rincón til ni.

Entrantes-siden holder sig mellem ni og tolv euro for otte retter. Det er her, de varme forretter ligger, og blandt dem den friturestegte ost, der serveres med tranebærsyltetøj. Hjemmelavede croquetas, morcilla de Burgos — den nordspanske risblodpølse, skåret i skiver og lagt på ristet brød — og friturestegte auberginer er de forretter, gæsterne oftest nævner ved navn.

Kødsiden er den, huset lever af. Tre udskæringer af moden ko sælges efter vægt og ikke som portion: chuletón, altså ribeye på ben, til omkring femogfyrre euro kiloet, entrecot til omkring halvtreds og oksemørbrad til omkring firs. Kortet skriver selv madurada ved de to første, og det er netop modningen, gæsterne vender tilbage til, når de skal forklare, hvorfor de kører herud. Bed tjeneren om at veje stykket, før det ryger på grillen, så ved du, hvad regningen lander på — en chuletón til to personer bliver hurtigt et kilo.

Den iberiske gris, navnet lover, holder også på kortet. Pluma ibérica, secreto ibérico og solomillo ibérico står alle tre til omkring femten euro, altså de tre klassiske udskæringer fra den iberiske gris, der tåler grillen bedst. Ved siden af dem har køkkenet de langtidstilberedte retter, som en mesón skal have: carrillera de vaca, braiserede oksekæber, til omkring femten euro og rabo de vaca, oksehale, til omkring seksten. Dyreste tallerken er pierna de cordero lechal, lammekølle af mælkelam, til godt tyve euro, og derefter kommer codillo de cerdo, sprængt og bagt skinkeskank, til omkring sytten. Skal en del af selskabet have noget mildere, findes der carpaccio af okse og kyllingespyd til ti euro, kylling i karry til omkring tolv og en lasagne til ti. En ekstra sauce — alioli, mayonnaise eller miel de caña, den mørke sukkerrørssirup, der i Málaga hører til friturestegte grøntsager — koster en halv euro oveni, og det er den slags, der ikke står nogen steder, før den står på regningen.

Desserterne er hjemmelavede, og tiramisúen er den, flest gæster fremhæver. Vin og fadøl hører til huset frem for et egentligt vinkort; det er en mesón, ikke en vinbar.

Læg mærke til, hvor varerne kommer fra. Morcilla fra Burgos, cecina fra León, Torta del Casar fra Extremadura og ansjoser fra Cantabrien — det er et nordspansk spisekammer midt i Andalusien, og flere gæster har uafhængigt af hinanden beskrevet køkkenet som nordspansk snarere end andalusisk. Dét er den egentlige forklaring på navnet: Rincón Ibérico er ikke kun den iberiske gris, det er et hjørne af hele den iberiske halvø.

Hvor Rincón Ibérico ligger i Alhaurín de la Torre

Restauranten ligger på hjørnet af Avenida de la Vega og Calle Almendros, lige ned ad bakken fra byens plaza og nabo til folkeskolen Isaac Peral og gymnasiet I.E.S. Gerald Brenan. Det er en boliggade i selve byen og ikke en udflugtsadresse ude i landskabet, og det er en del af pointen: du spiser midt i en almindelig andalusisk pendlerby og ikke i en turistzone.

Kommer du fra kysten, tager du den gamle N-340 og drejer fra ad A-366 mod Coín. Frakørslen ligger umiddelbart efter Málaga lufthavn, så der er kortere fra flyet til bordet, end kortet får det til at se ud. Parkering klarer du på gaden, og der er en flad, åben plads få skridt fra døren, som gæsterne konsekvent beskriver som nem at komme til — også når huset er fuldt. Skal turen kombineres med andet i byen, ligger Jardín Oriental Bienquerido, den japansk inspirerede have i Alhaurín de la Torre, få minutters kørsel væk, og du finder resten af byens spisesteder samlet på vores oversigt over restauranter i Alhaurín de la Torre.

Salen, baren og den lille terrasse

Huset er tre steder i ét, og det er værd at vide, før du kommer. Der er en sal med borde, som huset selv stiller til rådighed for familiesammenkomster, vennemiddage og firmamiddage, og som om vinteren bruges til julefrokoster. Der er en bar, hvor du kan stå og tapear med en øl uden at sætte dig til bords. Og der er en lille terrasse med en håndfuld borde til dem, der vil sidde ude. Terrassen er netop lille, så den er ikke noget, man regner med en fredag aften uden at ringe først.

Indretningen er rustik i den ægte forstand — mørkt træ, tunge møbler, ingen designambitioner. Salen vender indad, så skal du have dagslys til frokosten, er terrassen stedet. Til gengæld er huset kørestolstilgængeligt, hvilket ikke er en selvfølge i en gammel mesón i en andalusisk bykerne.

Ejeren står selv i køkkenet og kommer ud i salen for at høre, hvordan maden var. Det går igen i anmeldelser over mere end ti år og er stadig det, gæsterne skriver om i dag, og det forklarer meget af den loyalitet, huset har blandt byens egne.

Sådan bedømmer gæsterne Rincón Ibérico

På Google står huset til 4,3 af 5 fra 365 anmeldelser, og mønsteret bag tallet er ret tydeligt. Det, der roses flest gange, er ikke finesse, men mængde og råvare: portionerne er generøse, kødet er godt modnet, og desserterne er lavet i huset. Flere gæster fremhæver, at de får rådgivning ved bordet om, hvilket stykke kød der er bedst den dag.

Kritikken er lige så konsekvent og går to veje. Den ene handler om pris i forhold til portion på de lette retter — en tapa eller en ostetallerken føles dyr, når kortet ellers er bygget på store kødportioner. Den anden handler om service, når huset er fuldt: der er beretninger om lang ventetid på at blive sat og på at få bestilt, også med bord bestilt i forvejen. Kommer du en travl aften uden reservation, skal du regne med at vente.

Anmeldelserne er næsten alle skrevet på spansk, og de kommer fra folk i Alhaurín de la Torre selv, fra Málaga og fra nabobyerne i Guadalhorce-dalen. Det siger noget om, hvem huset er for: det er byens eget sted, og det er samtidig et sted, malagueños kører de tyve minutter ud ad A-366 for at nå. Er du vant til kystens restauranter, hvor tre sprog tales ved bordet, er det her en anden slags aften — kortet har engelsk oversættelse ret på hver linje, men resten foregår på spansk.

Praktisk og for hvem

Regn med femogtyve til tredive euro pr. person, når I deler en forret og tager hver sin kødret med drikkevarer til. Deler I i stedet en chuletón efter vægt, bliver regningen større, men også mad til flere end I tror. Frokosten kører alle ugens dage, mens aftenerne holdes åbne resten af ugen og ikke om søndagen — søndag er en frokostdag her, som i de fleste huse, der lever af lokale familier. Bordbestilling tages, og til weekender og til selskaber er det det rigtige at gøre.

Stedet passer bedst til dig, der vil have kød lavet ordentligt uden ceremoni: et selskab, der skal spise sammen om et bord, et par der vil dele en moden chuletón, eller en enkelt gæst, der bare vil have en tapa og en fadøl stående ved baren. Er I vegetarer i selskabet, findes der salater, ost og friturestegt ost, men kortet er bygget om grillen, og det skal man vide på forhånd. Vil du sammenligne med byens andet udpræget kødhus, ligger KARNIVORO med sit fokus på gourmetkød i Alhaurín de la Torre et andet sted i byen, og hele vores guide til Alhaurín de la Torre samler resten af det, byen kan.