Taberna Tarifa

Arroz de los Montes er husets signaturret: en fugtig gryderis med kylling og morcilla, spansk blodpølse, kogt i lergryde og sat på bordet til deling mellem to. Køkkenet føres af en kok, der er født i Senegal og oplært på Marbellas egne restauranter, og hans ensaladilla rusa er grunden til, at naboerne kommer igen. Huset ligger klods op ad Divina Pastora-kirken, en snes meter fra kvarterets markedshal, og de 4,6 af 5 fra 394 Google-anmeldelser er overvejende tjent på spansk.

Maden og menuen på Taberna Tarifa

Grundstammen er en almindelig andalusisk taberna: kroketter, kallun, friturestegt fisk, gryderis. Men oven på den ligger et lag, som nabobarerne ikke har, og som kokken har taget med sig fra sin egen vej gennem faget. Kortet er trykt på spansk, retterne er delt op i tapas, entrantes, raciones, kød, ris og dessert, og de fleste af dem findes både som tapa og som ración, så I kan sætte bordet sammen efter, hvor sultne I er.

Af tapas er ensaladilla rusa den, huset er kendt for: kartofler i hjemmerørt mayonnaise med gulerod, æg og tun, uden pynt og uden påhit. Den koster omkring tre euro som tapa og lige under otte som ración. Ved siden af står croquetas de jamón, kroketter af ibericoskinke, der laves i huset, callos con garbanzos, kallun kogt langsomt med kikærter, buñuelos de bacalao, små fritter af klipfisk, og pimientos del padrón con queso de cabra, de små grønne peberfrugter med gedeost. Tempura de gambón er husets egen: halerne af store rejer bagt i en sprød dej og vendt i hvidløg og persille, lige under ti euro som ración.

Blandt forretterne er det de friturestegte grøntsager, der overrasker. Berenjenas Thai er auberginer stegt sprøde og penslet med teriyaki, og de koster otte euro. Der er også gyozas, japanske dumplings, til lige under ti euro, torreznos, sprødstegt flæskesvær, til syv, og patatas bravas med husets egen bravasauce og mayonnaise til omkring seks. Salaterne er den dyre ende af forretterne: ensalada Tarifa med spæde blade, gedeost, jordbærvinaigrette og valnødder til ni euro, en burrata fra Puglia til omkring sytten, og en salat af sprød hovedsalat med ananas, mango og presa ibérica til lige under nitten. Verduras de la Taberna er sæsonens grøntsager stegt sammen med store rejer og et spejlæg.

Fisken kommer fra markedet ved siden af og skifter med sæsonen. Faste poster er boquerones victorianos, ansjoser fra Málagabugten, både friturestegte og marineret i citron, calamares, rosada, altså havkat, og langostinos, som enten koges i olie med rigeligt hvidløg og chili eller serveres i en thaicurry med stegte ris. Cazón en adobo, marineret pighaj, er den ene ret på kortet, der peger direkte mod Cádiz. Af kød er der albóndigas af rubia gallega-oksekød stuvet i oloroso, mørbrad af gris med pebersauce, jarrete, altså okseskank kogt møre i portvin, entrecote skåret i skiver, oksehale og en hjemmelavet burger af modnet oksekød med cheddar i briochebolle, som er den bestilling, børn ender med. Der kan bestilles ekstra pommes frites til.

Risretterne er husets tyngdepunkt og laves alle til to personer. Arroz de los Montes er den fugtige gryderis med kylling og morcilla, som huset selv fremhæver, og den koster godt tyve euro for to. Derudover er der paella mixta, en paella af pluma ibérica, arroz negro med blæksprutteblæk og skaldyr, arroz a banda med havkat, blæksprutte og rejer, og en risotto med blæksprutte. Sæt af mellem godt tyve og knap syvogtyve euro for en pande til to. Til dessert står tarta de queso, en cremet ostekage, torrija caramelizada, karamelliseret æltet brød, og en brownie med is, alle omkring fem euro.

Drikkekortet er kort og bevidst billigt. En caña, det lille fadølsglas, koster under to euro, en tubo lidt over to, og der er både Cruzcampo, ufiltreret Águila og Alhambra Verde på flaske. Vinkortet fylder få linjer: en hvid verdejo fra Rueda, en rød tempranillo fra Ribera del Duero og en manzanilla fra Jerez, alle omkring tre til tre og en halv euro glasset. Blandede drinks koster seks eller otte euro alt efter mærke, og kaffe under to.

Huset kører ikke en fast menú del día, altså dagens frokostmenu til fast pris. I stedet står dagens forslag med kridt på tavlen bag baren, og dér dukker der ting op, som ikke står trykt: tunbøf, pluma ibérica, klipfisk, koteletter, muslinger. Tavlen har også de kolde tapas, som skifter med årstiden, blandt andet salpicón af skaldyr, salmorejo og gazpacho. Er I vegetarer, er der nok at samle en aften af: auberginerne, peberfrugterne, de bagte peberfrugter i salat, bravas, grøntsagerne og de kolde supper. Reservation anbefales, og huset trykker selv sit reservationsnummer nederst på kortet.

Sådan ligger Taberna Tarifa i Marbella

Adressen står i mange registre som "ved siden af Divina Pastora-kirken", og det er bogstaveligt ment: kirken ligger omkring tyve meter væk, og bydelens markedshal, Mercado Divina Pastora, halvtreds meter længere. Det er ikke den gamle bydel. Divina Pastora er kvarteret nord for turistgaderne, et arbejderkvarter med lave huse, en markedshal, der lukker klokken tre, og beboere, der handler til fods. Der er godt fire hundrede meter til Plaza de los Naranjos og lige omkring fire hundrede til Iglesia de Nuestra Señora de la Encarnación inde i det gamle Marbella, så I går derned på fem minutter, hvis I vil sammenligne med en klassiker som Bar Altamirano. Til stranden er der knap syv hundrede meter ned til Playa de La Bajadilla, og en tur hjem ad Alameda-parken og Avenida del Mar tager ikke meget længere.

Bilen er den dårlige idé. Parkering går igen som det ene tilbagevendende kritikpunkt hos gæsterne, og gaderne omkring kirken er smalle og fyldt op af beboerne selv. Kommer I fra en anden del af Marbella, så find en betalt parkering nede ved havnen eller ved Alameda og gå det sidste stykke.

Fra Bar El Tarifa til Moussas taberna

Adressen har haft en bar længe før den nuværende. Frem til begyndelsen af 2020'erne hed stedet Bar El Tarifa og var præcis det, navnet lover: en familiebar med pescaíto frito, altså friturestegt fisk, og en kridttavle med ansjoser, små blæksprutter, tortillitas af klipfisk, carne mechada og paella om søndagen, alt sammen til mellem fire og ni euro. Da huset skiftede hænder, beholdt det navnet i en ny form. Navnet peger derfor ikke mod byen Tarifa i Cádiz-provinsen, og køkkenet gør det heller ikke. Bortset fra cazón en adobo er der hverken almadraba-tun eller tortillitas de camarones på kortet, og huset kalder sig ingen steder gaditansk. Det er en marbellisk kvartersbar med et arvet navn.

Kokken og drivkraften er Moussa Niang. Han er født i Senegal, har boet i Spanien i mange år, gik på den nu nedlagte kokkeskole Escuela Bellavista i Marbella og har arbejdet på flere af kystens større huse, heriblandt Hotel Los Monteros, der regnes for det første hotel i Spanien med en Michelin-stjerne. Taberna Tarifa er hans eget projekt, åbnet omkring 2023, og han svarer selv på anmeldelserne under sit navn. Den malagueñske gastronomigruppe Grupo All Stars har været forbi to gange og hæfter sig især ved hans risottoer og ved hans torrija.

Det særlige ved køkkenet

Det er blandingen, der gør huset værd at gå efter. En ensaladilla rusa og en portion kallun hører til den mest traditionelle malagueñske barmad, der findes, og de står side om side med teriyaki, thaicurry, gyozas og små sprøde ruller med carne mechá indeni. Ingen af delene er lavet som et påfund: grundretterne er intakte, og de udenlandske greb bruges som krydderi og ikke som koncept. Det er også derfor, huset kan tage lidt mere for en salat med presa ibérica og mango, end kvarterets øvrige barer kan, uden at gæsterne føler sig snydt.

Den anden ting er indkøbet. Markedshallen ligger halvtreds meter væk, og tavlen skifter efter, hvad der har været i den. Bestiller I efter tavlen frem for efter det trykte kort, spiser I det, huset har købt samme formiddag.

Oplevelsen i dag

Lokalet er lille. Der er andalusiske azulejos, altså glaserede vægfliser, på væggene, høje borde inde og en terrasse ude på fortovet, som fyldes først om aftenen. Netop fordi salen er lille, bliver den varm og larmende, når den er fuld, og det er værd at ringe i forvejen, hvis I er mere end to. Gæsterne fremhæver gennemgående, at maden kommer hurtigt ud, at øllen er kold, og at prisen står mål med kvaliteten. Det tilbagevendende forbehold handler ikke om køkkenet, men om koordineringen i salen, når der er travlt: bestillinger må gentages, og tjenerne arbejder lidt hver for sig. Servicen beskrives til gengæld konsekvent som venlig.

Publikum er overvejende spansk. I et udsnit af de nyeste anmeldelser er omkring to tredjedele skrevet på spansk, og en voksende gruppe nordeuropæiske gæster er begyndt at finde vej. Det er stadig et kvarterssted, ikke et turiststed, og det mærkes tydeligst i frokosttimen.

Praktisk, og hvem stedet passer til

Huset kører to servicer efter det trykte kort, frokost fra middag til halv fem og aftensmad fra syv, og holder normalt lukket om mandagen. Søndagen er risdagens dag, og det er den service, der bliver fyldt op først. Der tages imod kort, der er wifi, og indgangen er kørestolsvenlig, mens toilettet ikke er indrettet til det. Regn med omkring tyve til femogtyve euro pr. person, hvis I deler en gryde ris og et par tapas og drikker et par øl til. Går I efter salater med iberico eller flere raciones fisk, ryger det op over tredive.

Stedet passer til jer, der bor i Marbella eller bliver et stykke tid, og som gerne vil spise dér, hvor byen selv spiser, uden at gå på kompromis med køkkenet. Det passer også til et par, der vil dele en pande ris og en flaske vin uden at bruge en formue, og til en familie, hvor børnene skal have en burger med pommes frites, mens de voksne bestiller efter tavlen. Det passer mindre godt, hvis I vil have havudsigt, et stort vinkort eller et roligt bord i højsæsonen. Kom tidligt, tag den korte gåtur, og bestil bord.