La Esquinita del Tapeo

Husets egen specialitet står i sin egen rubrik på kortet: boquerones rellenos, ansjoser fyldt med spinat, pinjekerner og skinke, til fire euro stykket. Resten af kortet er lige så gammeldags — friturestegte blæksprutter, ensaladilla rusa, tigermuslinger og en stor tavle med dagens fisk — og det er gæster fra kvarteret, ikke dagsturister fra strandpromenaden, der fylder terrassen under træerne.

Maden og menuen på La Esquinita del Tapeo

Køkkenet er andalusisk tapaskøkken i den klassiske form, hvor næsten alt kan bestilles i tre størrelser: som tapa, som media ración (halv portion) og som ración (hel portion). Det er den vigtigste linje på hele kortet, for den afgør, hvordan du spiser her. Er I to, kan I dække bordet med fire-fem halve portioner og alligevel prøve bredere end med to hovedretter; er I flere, bestiller I hele raciones til deling midt på bordet.

Tapaskortet er fladt prissat: hver tapa koster tre euro, uanset om du vælger champiñones rellenos (fyldte champignoner), en pincho med courgette og bacon, ensaladilla rusa (den spanske kartoffelsalat med tun og mayonnaise), ensalada de pimientos asados (salat af ovnristede peberfrugter), buñuelo de marisco (skaldyrsfritter) eller boquerones en vinagre (ansjoser i eddike). Kun husets egne especialidades ligger over, og det er de fyldte ansjoser til fire euro.

Af raciones er patatas bravas den billigste indgang til omkring syv og en halv euro, mens patatas ranchera og pimientos del padrón ligger omkring otte og en halv. Ensaladilla rusa koster ti euro for en hel portion og syv for en halv, og den er husets mest anbefalede ret blandt gæsterne overhovedet. Fiskeafdelingen er den dyre ende: calamares fritos (friturestegte blæksprutteringe) femten euro, rosada a la plancha eller frita (grillet eller friturestegt skælbrosme) fjorten, boquerones al limón og langostinos al pil-pil omkring elleve og en halv, og mejillones tigre — panerede, fyldte muslinger i skallen — tolv. Tortillitas de camarones, de sprøde rejepandekager fra Cádiz-bugten, sælges stykvis til omkring to og en halv euro, så du kan nøjes med én.

Kødsiden er kort og kontant. Filetitos de lomo (tynde skiver svinekam) koster omkring elleve euro, filetitos de pollo og lagrimitas de pollo (paneret kylling i strimler) tretten, mens de tre store — secreto ibérico, lagarto ibérico og entrecote — ligger lige under tyve euro og kun fås som hel portion. Husets hjemmelavede afdeling er den, kvarteret kommer efter: carne con tomate, albóndigas (kødboller), pollo al curry, croquetas caseras og croquetas de pulpo (blæksprutte-kroketter) til tolv-fjorten euro for en hel portion og otte-ti for en halv.

Der er ingen menú del día her — hverken kortet, huset selv eller nogen af de mange spanske gæstekommentarer nævner en, og det er værd at vide, hvis du regnede med den billige frokostformel. Til gengæld er der et plato del día, som kortet udtrykkeligt beder dig spørge efter, og en stor sort tavle over baren med dagens friske fisk og skaldyr. Dér stod ved seneste optælling lubina (havbars), dorada a la plancha (grillet guldbrasen), corvina, pez espada (sværdfisk), pez limón (ravfisk), atún og ventresca de atún (tun og det fede bugkød), zamburiñas (små kammuslinger), almejas (venusmuslinger), salmonetitos fritos (små friturestegte multer), calamaritos, jibia frita (friturestegt sepia), gambas a la plancha, adobo (marineret, friturestegt fisk), alcachofas a la plancha (grillede artiskokker), tomate con melva y aguacate, wakame-salat og albóndigas de pescado (fiskefrikadeller). I margenen står carrillada, braiseret grisekæbe, som tavlens ene kødret. Tavlen skifter, så det er dér, du skal kigge, hvis du vil have det, køkkenet selv synes er bedst den dag — og pulpo con cebolla, blæksprutte med løg, er den tavleret, flest gæster fremhæver.

To linjer med småt ændrer regningen. Brød og picos koster halvanden euro og bliver lagt oven i, og dessert koster fire euro. Kortet er trykt på spansk og engelsk side om side og markerer de fjorten lovpligtige allergener med ikoner ved hver enkelt ret, med en note på begge sprog om at sige til ved allergi eller overfølsomhed, så personalet kan foreslå noget andet. Men kortet siger ikke, hvilke retter der er kødfri: pinchoen har bacon i navnet, og de fyldte champignoner er ikke nødvendigvis vegetariske, så spørg til fyldet, hvis du ikke spiser kød. Til maden er der Cruzcampo fra hanen, alkoholfri øl på flaske og husets vin i glas, og der tages bordbestilling på telefon — men ikke online.

Hvor La Esquinita del Tapeo ligger i Marbella

Stedet ligger, som navnet siger, på et hjørne: Calle Albéniz 2 i Barrio Nuevo, den del af kvarteret Divina Pastora, der breder sig nord og øst for Marbellas gamle bydel. Gaden er bred, plantet med plataner og palmer og kantet med parkeringsbåse og boligblokke — det er et beboelseskvarter, ikke en promenade. Parque Arroyo de la Represa, den grønne slugt med søerne, begynder godt hundrede meter væk, og Teatro Ciudad de Marbella ligger omkring tre hundrede og halvtreds meter mod syd, hvilket gør stedet til et oplagt stop efter en forestilling.

Til den gamle bydel er der cirka seks hundrede meter til Iglesia de Nuestra Señora de la Encarnación og godt syv hundrede til Plaza de los Naranjos — ti minutters gang ad flade gader. Samme afstand er der ned til Playa de La Bajadilla og fiskerihavnen, så du kan lægge frokosten her ind på en formiddag ved vandet uden at tage bilen. Netop bilen er den svageste del af beliggenheden: gaden har gratis kantstensparkering, men gæsterne melder gennemgående, at det er svært at finde en plads, og det bliver ikke bedre om aftenen eller i højsæsonen. Kom til fods, hvis du kan.

Et kvartershjørne uden turistmenu

Gæstesammensætningen er usædvanlig tydelig for et sted, der ligger så tæt på Marbellas centrum. Blandt de knap to hundrede skrevne anmeldelser, der ligger offentligt på RestaurantGuru, er omkring to tredjedele på spansk og kun hver femte på engelsk, og flere spanske gæster skriver direkte, at de søger hertil for at slippe væk fra turistzonerne. Lukkedagene peger samme vej: huset holder lukket mandag og tirsdag, og det gør et sted, der lever af feriegæster, sjældent. Køkkenet kører i to hold med lukket eftermiddag — frokost fra middag og aften fra otte-tiden — hvilket er den spanske rytme og ikke den nordeuropæiske.

Det betyder ikke, at du skal kunne spansk. Kortet er tosproget, og der bliver taget imod på engelsk. Men du skal regne med spanske spisetider, spanske portioner og en stemning, hvor bordene omkring dig taler om noget andet end i morgendagens udflugt.

Terrassen, som er halvdelen af stedet

Selve lokalet er lille — bemærkelsesværdigt lille i forhold til, hvor mange der bliver bespist. Til gengæld er terrassen stor, ligger ud mod fortovet under træerne og er dér, næsten alle sidder. Det gør stedet til et sommer- og skuldersæsonsted i praksis: en aften i maj eller september på den terrasse er noget helt andet end en januarfrokost indendørs. Skyggen fra træerne er ægte skygge midt på dagen, hvilket er værd at vide i juli og august.

Bagsiden af den store terrasse og den lille bar er tempoet. Det går som regel hurtigt — mange gæster fremhæver netop, at serveringen er kvik og imødekommende — men på helligdage og travle aftener er der meldinger om ventetid, før nogen når rundt til bordet. Kommer I flere end fire, eller vil I være sikre på en plads ude, så ring i forvejen.

Hvad det koster, og hvad kritikken går på

Regn med omkring tyve euro pr. person, hvis I deler et par halve portioner og drikker en øl til, og femogtyve til tredive, hvis I går efter hele raciones, fisk fra tavlen eller en af de iberiske udskæringer. Google-gæsterne giver stedet 4,4 ud af 5 på tværs af 447 bedømmelser, og forholdet mellem pris og kvalitet er det, langt flest fremhæver.

Der er dog en modstemme, og den er værd at gengive ærligt, fordi den kommer fra kvarteret selv: nogle stamgæster synes, at huset er blevet dyrere, end et hjørnested i et beboelseskvarter bør være. Husets egne ældre kort giver dem ret. Går man husets tidligere kortgenerationer igennem, er både ensaladilla rusa, friturestegte blæksprutter, boquerones al limón og stegt ost steget mærkbart fra generation til generation, og den gamle liste af montaditos til halvanden-to euro findes slet ikke længere. Kortet begynder i dag ved tre euro pr. tapa. Det er stadig billigt målt mod Puerto Banús og strandklubberne, men det er ikke længere det billigste tapeo i byen, og det er præcis den forskel, kritikken handler om.

Praktisk: for hvem, hvornår og hvordan

La Esquinita del Tapeo passer bedst til dig, der vil spise som lokalbefolkningen i Marbella uden at køre ud af byen: en lang frokost af små retter, en aften med fisk fra tavlen, eller en hurtig tapa og en caña på vej hjem fra teatret. Den passer mindre godt, hvis du er ude efter havudsigt, en fast frokostmenu til en tier eller en stille to-personers middag med bordlys — det er en travl bar med terrasse, ikke en restaurant med dæmpet belysning.

Der er mad ud af huset, hvis du bor i en lejlighed i nærheden. Lokalet er meldt kørestolstilgængeligt, og terrassen ligger i gadeplan. Bedste tidspunkter er tidlig frokost lige efter middag, inden de spanske gæster kommer, eller de første timer af aftenserveringen; sidst på aftenen i weekenden er der tættest. Vil du sammenligne med andre steder i byen, ligger hele udvalget samlet under restauranter i Marbella.